You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17817Visninger
AA

8. "Kærligheden er utilregnelig.."

Jeg blev nødt til at snakke med Sally om det. Hun var den eneste der ville forstå mig. Så jeg tog direkte tilbage til Sally, efter mit 'møde' med Mike. Da jeg kom ind ad døren, smed jeg mine sko og min jakke, og gik ind i stuen. Sally sad og så tv med en kop kaffe i hånden. Hun var nok lige kommet hjem fra arbejde.

"Hej Kate!" sagde hun muntert da hun fik øje på mig.

"Hej Sally," sukkede jeg og smed mig i sofaen.

"Hvorfor så trist?" spurgte hun bekymret. Jeg gemte mit ansigt i hænderne, og kunne allerede mærke tårene trille ned ad kinderne da jeg tænkte på det. Alt det der var sket. Alt det jeg var skyld i. Og jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage mig sammen, for ellers ville Sally ikke forstå noget som helst, så beslutsomt tørrede jeg tårene væk og kiggede hende direkte ind i øjnene.

"Zayn er mit mål, Sally," sagde jeg alvorligt. Jeg vidste at hun ville forstå det. Hun så pludselig forskrækket ud og spærrede øjnene op.

"Er du seriøs? Skal du så.. dræbe ham?!?" halvråbte hun fortvivlet. Jeg rystede på hovedet og så ned.

"Sally, det var sådan jeg mødte ham. Det var en helt almindelig opgave. Jeg var taget ud for at klare den, men pludselig kunne jeg ikke. Og jeg er bange for, at jeg har udviklet følelser for ham som.. som jeg ikke skal have. Men jeg havde så besluttet mig for at sige op i dag, for jeg kan ikke mere. Det kan jeg bare ikke. Men så.. Mike truede med at dræbe både mig og Zayn, hvis ikke jeg dræbte ham. Og nu.. nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre!" hulkede jeg. Tårene løb ned ad ansigtet på mig, og jeg kunne ikke stoppe dem. Hun så på mig med et medfølende blik, og aede mig over håret.

"Kærligheden er utilregnelig.. Men skat, jeg er bange for, at selv ikke jeg kan hjælpe dig i den situation. Den eneste der kan hjælpe dig, er Zayn. Du bliver nødt til at fortælle ham det.."

Jeg vidste godt at hun havde ret, men jeg var ikke sikker på om jeg kunne få mig selv til det. Så i stedet for at svare, græd jeg bare ud. Og det lod til, at jeg havde brug for det. Jeg havde heller ikke fået grædt ud over min mor, over at blive smidt ud, og over alle mulige andre ting. Jeg tror at det hele kom ud der.

 

*************************************

 

Senere hen ad aftenen, sad jeg og så en film i stuen. Mit hoved gjorde ondt. Sally var gået i seng, for hun havde en tidlig vagt på caféen den følgende dag, så jeg var alene. Det havde hjulpet lidt på det at græde ud, og så havde Sally også lavet te. Jeg havde engang læst et ordsprog, der sagde: 'Ingen bekymring er så stor, at den ikke kan druknes i en kop te'. Det var egentlig noget værre bavl, for te hjalp ikke på noget som helst. Men det var alligevel rart at sidde og drikke en kop te når man var ked af det. Men nok om te! Tilbage til virkeligheden. Jeg så White Chicks for 67526756. gang. Jeg elskede den virkelig. Lige da den scene, hvor hovedpersonerne har svanekostumer på kom, vibrerede min telefon. Meget. Og den blev ved. Så der var nók nogen der ringede. Problemet var bare, at den lå på køkkenbordet, og jeg sad i stuen. Så jeg blev nødt til at rejse mig op. Suk. Dovent fik jeg min krop op at stå, og gik med korte skridt hen mod køkkenet. Da jeg endelig nåede min telefon, tog jeg den op og trykkede på den grønne knap.

"Hallo?" sagde jeg træt. En velkendt drengelatter lød i den anden ende af røret, og straks knugede min mave sig sammen og min hovedpine forsvandt. Zayn.

"Hej Kate! Er du træt?" spugte han ironisk.

"Lidt," svarede jeg bare.

"Skal jeg ringe tilbage i morgen?"

"Nej, det behøver du ikke!" udbrød jeg og gjorde mig umage med at lyde frisk. Jeg ville ikke have at han skulle lægge på. Jeg havde lyst til at tale lidt med ham. Han grinede igen. Mave, opfør dig ordenligt!

"Okay, okay!" grinede han. Jeg slappede lidt mere af.

"Så.. hvad er grunden til dit opkald?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Jo, jeg tænkte lidt på om ikke du havde lyst til at lave et eller andet i morgen, omkring klokken to?"

Jeg kunne ikke lade være med at smile.

"Selvfølgelig!" udbrød jeg glad.

"Super!"

"Så hvad havde du i tankerne at vi skulle lave?" spurgte jeg nysgerrigt, bange for at vores samtale ville slutte.

"Altså jeg fik at vide af Niall at der er et slags tivoli ikke så langt herfra, så jeg tænkte at vi kunne tage derhen, nysgerrige.." grinede han. Jeg smilede. Det kunne ikke blive kedeligt. Det var jeg sikker på.

"Det lyder sjovt!"

"Det tænkte jeg nok at du ville sige. Så vi ses i morgen klokken to, henne ved mig!" sagde han.

"Øh.. Hvor bor du?" grinede jeg. Han grinede også.

"Nå ja, det er den samme bygning som Harry og Louis bor i, så bare kom derhen."

"Okay!" svarede jeg.

"Vi ses," sagde han.

"Vi ses.."

Han lagde på. Jeg stod hjælpeløst med telefonen oppe ved øret i nogle minutter, og lagde den så på bordet. Mit hovedpine vendte tilbage. Jeg gik ud på badeværelset og fandt et glas med panodiler, og tog en op. Så gik jeg ud i køkkenet igen, tog et glas vand, og skyllede pillen ned med det. Så håbede jeg at det ville hjælpe. Jeg gik hen og slukkede tv'et, for jeg havde faktisk ikke lyst til at se film længere. I stedet gik jeg bare i seng.

 

*******************************

 

"AV!" råbte jeg. Jeg satte mig op i sengen med et sæt, da en smerte skar gennem den ene side af mit hoved. Efter den forskrækkelse kunne jeg i hvertfald ikke falde i søvn igen, og jeg ville gerne lige finde ud af hvad det var der gjorde ondt. Jeg trykkede lidt der hvor det gjorde ondt, og fortrød. Et lille skrig undslap mine læber. Jeg gik hen til spejlet og kiggede. Og der, lige i panden på mig, havde jeg en stor blålilla bule. Det var garanteret fra da Mike slog mit hovede ind i væggen. Arh, for fanden i helvede da også! Og så lige i dag, hvor jeg rent faktisk skulle ud med Zayn uden de andre! Frustreret gik jeg ud på badeværelset og prøvede at lægge foundation og pudder på, men det virkede ikke særlig godt. Jeg havde stadig en stor bule, der nu havde fået en lidt underlig farve. Og det så bare endnu dummere ud. Så jeg fjernede makeuppen, og beluttede mig for at lade det være. Der var ikke rigtig andet at gøre. I stedet gik jeg ind på Sally værelse, der var tomt, så Sally var nok allerede taget på arbejde. Jeg rodede lidt i hendes skab, og fandt en nederdel, der gik til midt på låret, og som var lidt struttende. Den var sort med hvide prikker. Til den fandt jeg en hvid skjorte uden ærmer, som havde sådan nogle flæser ved halsudskæringen. Jeg fandt også en hvid top, og tog den på under skjorten. Så tog jeg nederdelen på, og sørgede for at proppe skjorten ned i nederdelen. Jeg lod mit hår hænge nede, så det kunne dække min bule lidt, lånte et par runde øreringe af Sally, og lagde en pæn makeup, der ikke var for overdrevet. Så var jeg egentlig klar. Jeg kiggede, for første gang i dag, på klokken. Og gispede. Den var fucking tyve minutter i to! Havde jeg sovet så længe?!? Jeg løb ud i gangen, tog Sallys comboyjakke over armen og stak fødderne i mine sorte pumps - igen - og løb ud ad døren.

 

Fem minutter efter stod jeg foran den bygning de boede i, forpustet og med ondt i fødderne. Det var lidt upraktisk ikke at have andre sko, men jeg turde ikke tage hen på clubben og hente nogle flere. Jeg havde heller ikke ret mange penge på mig. De lå også alle sammen derhenne. Jeg stillede mig ved døren til opgangen, og ventede på Zayn. Måske havde jeg alligevel ikke haft så travlt. Der var stadig et kvarter til at vi skulle mødes. Jeg satte mig op ad døren, for jeg kunne virkelig ikke trække vejret, så forpustet var jeg. Udmattet lænede jeg mit hoved op ad døren og lukkede øjnene. Pludselig blev døren åbnet og jeg væltede bagover.

"Kate! Ej, det må du undskylde!" hvinede Niall. Jeg lå stadig nede på jorden, og prøvede på at finde ud af hvad der var sket. Niall rakte en hånd frem for at hjælpe mig op, og jeg tog den. Ja, jeg kunne godt finde ud af at være venlig. Han trak mig op at stå, og smilede undskyldende.

"Har du set Zayn?" spurgte jeg bare, og ignorerede hans undskyldninger. Han nikkede.

"Jeg kommer lige fra hans lejlighed. Han kommer lige om lidt," svarede han, tilsyneladene glad for at jeg ikke var sur på ham. Men for pokker da, livet var for kort til at blive sur på nogen over sådan noget. Nu var det min tur til at nikke.

"Men jeg bliver nødt til at smutte nu, hej hej!" udbrød Niall, og gik hen ad gaden mens han vinkede overgearet. Ham og Sally ville passe virkelig godt sammen, hvad det angik. Overgearet1 og Overgearet2. Hvornår kommer Zayn mon?, tænkte jeg, og i samme øjeblik blev døren åbnet igen, og Zayn trådte ud.

"Kate! Hvor lang tid har du stået her?" spurgte han. Jeg trak på skuldrene, for det kunne jo være ligegyldigt. Hans ansigt lyste op i et smil.

"Skal vi tage afsted?" spurgte han, og jeg nikkede smilene. Han lagde armen om skulderen på mig og så gik vi afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...