You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17620Visninger
AA

16. "Jeg bliver nødt til at fortælle jer noget.."

Jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde. I stedet gik jeg bare forbi ham indenfor. Det var et meget neutralt værelse, meget hotel-agtigt. Der var en stue med en stor sofa, og to andre døre, der nok førte til et toilet og et værelse. Niall og Louis sad i sofaen og stirrede på mig, og så skræmte ud. Der lød stemmer bag en af dørene, og jeg gættede på at Liam og Zayn var derinde.

"Kate.." lød det bag mig fra Harry. Jeg vendte mig om. Han stod og så nervøs og skræmt ud.

"Hvad er der sket?" spurgte han igen. Jeg sukkede og kiggede ned i gulvet.

"Hent Liam og.. Zayn. Så forklarer jeg det hele..." mumlede jeg. Han kiggede lit på mig, men nikkede så og gik ind for at hente dem. Jeg vendte mig tilbage mod Niall og Louis, og satte mig ned på gulvet. Jeg gemte opgivende mig ansigt i mine knæ. Jeg vidste ikke hvad fanden jeg skulle gøre. Det var alt sammen min skyld. Jeg havde rodet dem alle ind i det her.

"Kate.. Hvad..?"

Jeg løftede hovedet og kiggede i den retning stemmen kom fra. Zayn stod og kiggede ned på mig, hans hår var halvvådt og sad i uorden, og han havde bare en t-shirt og et par bukser på. En enkelt tåre løb ukontrolleret ned ad min kind ved synet af ham. Al den smerte jeg havde og ville påføre ham. Jeg rejste mig op og kiggede ham i øjnene.

"Hvad er der sket?" spurgte han, og lød helt forfærdet. Det var tredje gang i dag, at jeg var blevet stillet det spørgsmål. Han stod bare og stirrede på min hals, der garanteret havde fået nogle mærkelige mærker, efter at jeg var blevet kvalt. Men alt det var ligegyldigt lige nu.

"Jeg bliver nødt til at fortælle jer noget.. Jeg burde have sagt det før, men.." begyndte jeg, og gjorde tegn til, at de alle skulle sætte sig ned. De gjorde som jeg bad om, og fik med nød og næppe klemt sig sammen i den ellers så store sofa. Jeg sank en klump.

"I vil sikkert tænke en masse dårligt om mig, men jeg vil godt have lov til at sige, at jeg har ændret mig. Min mor døde for nogen år siden, og hun var den eneste der kunne forstå mig, og jeg endte med at rende rundt og være deprimeret, drikke, tage stoffer og det der ligner. Min far har aldrig rigtig holdt af mig, og efter kort tid, blev han træt af mig, og sparkede mig ud. Han sagde, at han aldrig ville se mig igen. Jeg boede på gaden i en uge, indtil jeg en aften blev opdaget af en pige, der hedder Karen. Hun sagde, at hvis jeg tog med hende, kunne jeg få et job, penge, mad og et sted at bo," fortalte jeg, og jeg kunne mærke tårene presse sig på. De sad alle og kiggede opslugt på mig, så jeg tog en dyb indånding og fortsatte.

"Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Det viste sig at Karen arbejde på en natklub, der solgte stoffer, sex og.. lejemordere."

Jeg stoppede, og kiggede på dem for at se deres reaktion. De sad alle med opspilede øjne, og ventede vist bare på at jeg fortsatte.

"Jeg har gjort mange dumme ting. Nej, det er vist ikke det rigtige ord. Det kan ikke beskrives. Men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg kan ikke ændre på fortiden. Den er som den er. Jeg ville ønske at jeg havde været klogere, havde tænkt lidt over hvad mine handlinger kunne forårsage.."

Jeg sukkede og rystede på hovedet af mig selv. Jeg blev nødt til at fortælle det færdigt.

"Mener du at.. at du har.. dræbt nogen?" lød det fra Louis, og hans stemme havde en klang af panik i sig. Jeg kiggede ned i gulvet, og nikkede.

"Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at jeg ikke kunne gøre for det, men det ville være en løgn. Jeg kunne jo bare have ladet være med at tage jobbet. Og dog.. Da jeg fik min første opgave, nægtede jeg, og da opdagede jeg hvilket uhyre min chef er. Han fik mig, med nogle meget 'overtalende' midler, til at gennemføre opgaven. Og da jeg havde fået så mange opgaver, at jeg ikke længere havde tal på dem, så.. blev jeg bare immun overfor frygten, skyldfølelsen og alt det andet."

Der løb en enkelt tåre ned ad min kind. Jeg havde aldrig fortalt nogen om alle mine følelser omkring det. Jeg turde ikke at løfte mit blik, jeg turde ikke se deres dømmende, skræmte og forvirrede blikke. Og jeg slet ikke fortalt det værste endnu. Problemet var bare, at jeg ikke kunne åbne min mund og sige det. Det var som om at mine læber var limet sammen. Og de andre virkede også rimelig målløse. Så der lå en meget anspændt og ubehagelig stilhed over os. Endelig valgte Liam dog at afbryde den.

"Så.. hvorfor skulle vi mødes her?"

Jeg kiggede op på ham, og sørgede for ikke at kigge på Zayn. Liams øjne viste - overraskende nok - ikke andet end medfølelse. Det kan godt være, at han virkede venlig, men jeg vidste ikke at han var venlig.

"For et par uger siden, fik jeg endnu en opgave. Dengang troede jeg bare, at det ville blive en af de sædvanlige, og at det hurtigt var klaret. Men der tog jeg så fejl.."

"Hvad skete der da? Hvem var det?" spurgte Harry. Jeg kiggede hen på ham, og tog en dyb indånding.

"Det var Zayn," svarede jeg med en monoton stemme. Der lød nogle gisp. "Jeg kan ikke forklare hvad der skete. Jeg forstår det ikke engang selv. Jeg kunne ikke dræbe ham. Jeg kunne ikke gøre ham ondt. Noget ændrede sig indeni mig den dag. Jeg.. stak af. Jeg turde ikke at fortælle min chef, Mike, at jeg ikke havde gennemført opgaven, var bange for at blive straffet. Efter nogen dage, bestemte jeg mig endelig for at tage derhen, og fortælle det. Og sige op. Men.. Mike gik helt amok, og truede med at tage hen og dræbe Zayn."

Min stemme rystede så meget, at jeg blev nødt til at stoppe. Tårerne strømmede ned ad mit ansigt, og mine øjne søgte gulvet, loftet, væggen, alt andet end Zayn og drengene.

"Kate, tag det roligt. Tag en dyb indånding, og fortsæt.." sagde Niall, med en stemme der rystede en smule, men som samtidig lød bestemt. Jeg nikkede.

"I morges, da jeg stod op, var der nogen der bankede på. Jeg kendte ham ikke, men jeg regnede hurtigt ud, at Mike havde sendt ham. Jeg forsøgte at flygte fra ham, men han angreb mig. Han fortalte, at jeg havde 24 timer, ellers.."

Jeg snøftede en gang.

"Ellers..?"

Jeg kiggede endelig op, og så Liam, der havde stillet spørgsmålet, direkte i øjnene.

"Ellers kommer han selv. Og han vil ikke nøjes med at gøre det af med Zayn. Han vil gøre det af med os alle sammen! Jeg er så ked af det.. Jeg har rodet jer ind i alt det her.. Jeg.. kan slet ikke beskrive hvor ked af det jeg er.." hulkede jeg.

"Måske.. skulle vi ringe til Paul?" foreslog Harry dumt. Jeg rystede på hovedet.

"I skal ikke gøre noget. Jeg skal nok tage mig af det. Det er min skyld det her, og mig der skal gøre en ende på det. Jeg ville bare have jer fem i sikkerhed, og fortælle jer det hele. Jeg går igen nu, og så finder jeg Mike," svarede jeg beslutsomt, og gjorde mine til at gå.

"Kate! Nej! Det gør du ikke! Han dræber dig jo!" skreg Louis. Jeg kiggede hen på ham, og forsøgte at se beslutsom ud, men det lykkedes ikke rigtig, da jeg havde mascara og tårer ned ad kinderne. Jeg tørrede dem hårdt væk, og gik ud mod døren.

"Kate. Please. Lad være. Vil du ikke nok?"

For første gang, siden jeg begyndte at fortælle, sagde Zayn noget. Og ved lyden af hans bedende stemme, blev jeg nødt til at vende mig om. Hans øjne var blanke, hans ansigt trist, men beslutsomt. Og det var netop dét, der fik mig til at tage en beslutning.

"Nej."

 

*************

 

Heeeeeeeeeeeeeej venner! Haha..

Skulle lige have skrevet mit essay færdigt, derfor kommer kapitlet først nu..

Like gerne, hvis I kan lide den!

Tror I at Kate har en plan? Hvordan har Zayn det med det hele? Burde de bare tilkalde Paul? Eller bestemmer Kate sig for bare at dræbe Zayn i stedet?

Læs med næste gang, og find ud af det! Lol..

BYYYYEEEEE!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...