You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17596Visninger
AA

18. "Hvem skal jeg begynde med..?"

"Hvad fanden er det du vil have?" skreg jeg. Han kiggede på mig med et ondskabsfuldt grin.

"Sjov. Det er netop det her, jeg elsker."

Jeg rystede på hovedet af ham.

"Du er syg i hovedet.."

"Tja.. måske. Men det skal ikke afholde mig fra at skyde ham," sagde han og gjorde et kast med hovedet mod Zayn. Jeg strammede grebet om pistolen, der stadig pegede mod Mikes bryst. Jeg havde på fornemmelsen, at det var den eneste grund til at han ikke havde skudt Zayn endnu. Hans pistol pegede mod ham, men han havde endnu ikke gjort mine til at trykke på aftrækkeren. Ud af øjenkrogen så jeg en bevægelse, og jeg drejede hovedet en lille smule, så jeg kunne kigge derhen, uden helt at slippe Mike af syne. Niall, Harry og Liam sad som forstenede i sofaen og gloede på os. Hvor Louis var blevet af, var et mysterium for mig, men jeg kunne ikke tage mig af det lige nu. Jeg vendte atter blikket mod Mike, der stod og så afventende på mig. Hvad ventede han på? Han sukkede opgivende og vendte øjne af mig.

"Så skyd mig dog! Du tør måske ikke?" sagde han drillende.

"Hvad?" udbrød jeg uforstående.

"Kate, jeg giver ikke op. Ligesom du gjorde. Jeg vælger ikke at lægge min pistol på gulvet og og træde tilbage. Jeg ved godt, at det er det du håber på. Men vi ved også begge to, at det ikke sker. Sådan gør jeg ikke. Så hvis ikke du skyder mig, så skyder jeg ham. Og dig. Og dem der," sagde han, og gjorde et kast med hovedet hen mod sofaen, hvor drengene alle gjorde nogle forskrækkede hop. Han gav mig et valg. Egentlig ikke et særlig svært valg. Jeg kiggede hen på Zayn, der i forvejen kiggede skræmt på mig. Jeg forsøgte at sende ham et blik, der viste at han skulle slappe af, men det lykkedes vist ikke særlig godt. Der var en meget anspændt stemning i rummet, og vi var vist alle lidt påvirkede af den. Jeg sendte ham det bedste kærlige smil, jeg nu kunne få frem, og kiggede så alvorligt hen på Mike, der stod og betragtede mig med et tænksomt ansigtsudtryk.

"Nej, ved du hvad, jeg tror at jeg vil lade dig leve. Som den eneste. Så kan du gå rundt og have det dårligt med dig selv resten af dit liv," udbrød han og smilede. Da jeg ikke svarede fortsatte han bare med at tale.

"Hvem skal jeg begynde med..?" mumlede han for sig selv. Han kiggede rundt på dem alle sammen, og så tænksom ud.

"Du gør det ikke," hvæsede jeg gennem sammenbidte tænder til ham. Han kiggede hen på mig med et løftet øjenbryn.

"Nå så det gør jeg ikke? Og hvad vil du gøre for at forhindre mig i det?" spurgte han sarkastisk. Jeg svarede ikke, men gloede bare alvorligt på ham. Han grinede af et eller andet. Jeg kunne virkelig ikke se det sjove. Jeg rystede på hovedet af ham, hvilket han så.

"Du er jo forelsket! Det er derfor du ikke ville dræbe ham - du elsker ham aaaalt for højt," udbrød han og lød som om at han lige havde fundet svaret på det store million-spørgsmål. "Men åbenbart ikke højt nok. Du tør ikke engang at ofre et menneske for at redde hans liv. Jeg forstår ikke helt hvorfor.."

Jeg kneb øjnene sammen, og rystede på hovedet igen. Der var en grund til at jeg ikke havde skudt ham endnu, ja. Og nej, det var ikke fordi at jeg elskede Mike for højt eller sådan noget shit. Det var faktisk mere fordi at jeg ikke kunne. Jeg tror bare, at samtidig med at Zayn kom ind i mit liv, forsvandt min evne til at tage andre folks liv også. Det var ikke en ting man bare gjorde. Det krævede træning. Man skulle træne sin samvittighed. Og jeg tror, at alle de mord jeg havde begået, tog hævn nu. Min aftrækkerfinger virkede ikke. Jeg kunne ikke.

"Hvad nu hvis jeg gør.. sådan her?" spurgte han, og pegede hen på mig med sin pistol. Underligt nok, fik det mig bare til at slappe lidt mere af i kroppen. Han grinede, og jeg gættede på at det var fordi han havde opdaget hvordan min krop stoppede med at spænde. Da han igen pegede den hen mod Zayn, blev min krop atter anspændt, og det fik ham bare til at bryde ud i latter igen. Hans latter blev afbrudt af en underlig lyd. Vi drejede alle hovedet hen mod lyden, og fik øje på den mobil der lå på gulvet og drejede rundt fordi den vibrerede. Den var for langt væk til at jeg kunne se hvad der stod på skærmen, men jeg gættede på at der var nogen der ringede. Den lå omkring en halv meter væk fra drengene i sofaen, og de sad alle og stirrede meget intenst på den. Efter lidt tids stirren, sprang Niall, til min store overraskelse, op og samlede den op. Han trykkede på et eller andet, så den stoppede med at vibrere. Jeg kiggede tilbage på Mike, der bare stod og stirrede mundlam på  Niall. Han havde vist ikke regnet med at de overhovedet turde bevæge sig.

"Hvem er det der ringer?" spurgte han alvorligt. Jeg kiggede hen på Niall igen. Han svarede ikke, men gloede bare dumt på ham.

"HVEM VAR DET?!" råbte Mike irriteret. Oh shit. Kunne han ikke bare svare?! Det ville ende galt..

"Ikke nogen.." mumlede Niall og lød lidt skræmt, men samtidig kunne jeg godt høre at han havde gang i et eller andet. Mike så på Niall med et ansigt, der viste at han var ret pissed of. Han skulle lige til at sige noget, da der kom en lyd fra telefonen. Det lød som om der var en der sagde 'Niall? Er du der?'. Jeg forstod straks hvad Niall havde gang i. Og jeg tror også at Mike forstod det, for i det samme ændrede hans blik sig fra et irriteret til et vredt, og han pegede sin pistol hen mod Niall. Endelig var det som om Zayn vågnede op, og han nærmest sprang hen foran Niall, nærmet som om han ville bskytte ham. Denne gang ville Mike gøre det. Det var jeg sikker på. Jeg nåede slet ikke at tænke mere, før en høj lyd lød. Lyden af et skud.

 

***************

 

Hej! Jeg ved godt at kaptlet blev lidt kort, men jeg kunne ikke trække det mere ud.. Og jeg gætter på at der kun kommer ET kapitel mere til denne historie.. så er I advarede..

Nå.. 

For det første: 70 FAVORITTER! JAA! Mange tak! I må også meeeget gerne like! (:

For det andet: Jeg overvejer at oprette endnu en novelle, der nok er lidt anderledes end denne her, men som også er en One Direction historie.. ville I læse den?

Og til sidst, det tredje..: Hvad tror I der sker nu? Hvordan går det dem? Hvor kom skuddet fra? Hvem ringede til Niall? Hvad var Niall's plan?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...