You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17717Visninger
AA

15. "Hvad er der sket?!"

Jeg stod i køkkenet, og var ved at lave kaffe, da det pludselig ringede på døren. Sally var taget på arbejde, så jeg måtte selv åbne. Jeg gik ud til døren, og åbnede. Der stod en fremmed mand, der var meget muskuløs.

"Øh, hej.." sagde jeg forvirret.

"Hej. Er du Kate?" spurgte han med en meget dyb stemme. Jeg nikkede, stadig forvirret. Hvor kendte han mit navn fra?

"Hvorfor?"

Han svarede ikke, men gloede bare lidt på mig. Han tog et skridt frem, og det virkelig lidt truende, så jeg kunne godt mærke, at han ikke var her for at hyggesnakke. Nogle brikker faldt pludselig på plads i mit hoved.

"Har... har Mike sendt dig?" fik jeg fremstammet. Igen ignorerede han mit spørgsmål, så jeg kunne godt regne ud, at svare var ja. Hurtigt smækkede jeg døren i, men han fik sat en fod i klemme, og stormede så ind i døren, med så meget kraft, at den fløj op, og jeg væltede ned på gulvet. Jeg rejste mig panikslagen op og begyndte at løbe væk fra ham, men han greb fat i min skjorte. Heldigvis for mig, var den åben, og jeg fik hurtigt viklet mig ud af den, og løb videre i min undertrøje. Han var meget større og stærkere end mig, så hvis jeg ville have en jordisk chance for at overleve det her, måtte jeg have fat i et våben. Køkkenet var nærmere end mit værelse, så jeg drejede til venstre ind ad døren til stuen. Men selvfølgelig skulle jeg være så klodset, at snuble over mine egne ben, og inden jeg fik set mig om, lå jeg på gulvet, og manden var over mig. Han satte et knæ på min ryg, så jeg ikke kunne komme væk, og tog hårdt fat i mit hår.

"Ja, Mike har sendt mig. Han bad mig fortælle, at du har 24 timer, for ellers.."

"Nej!" protesterede jeg (Kom faktisk til at skrive 'Jimmy' i stedet for 'jeg' først..).

"Nå, ikke?"

Han tog lidt bedre fat om mit hår, og slog så mit hoved hårdt ned i gulvet et par gange, til en stikkende smerte skar gennem mit kranium, og jeg kunne mærke noget vådt løbe ned over mit ansigt. Jeg forsøgte forgæves at rejse mig op, men han lagde blot mere vægt på sit ben, men stoppede dog med at slå mit hoved ned i gulvet. Han lagde sine hænder på min ryg, og lagde vægt på dem, så han kunne fjerne sit ben, og rejste sig lidt op. Jeg lukkede opgivende øjnene, for der var ikke noget jeg kunne gøre. Jeg mærkede pludselig en voldsom smerte i siden, og åbnede forskrækket øjnene. Jeg skulle til at skrige, da en ny smerte skød gennem min ryg, og hele vejen op langs min rygrad, da han havde sparket mig hårdt i ryggen. Han slap mig hurtigt, for bedre at kunne sparke mig, og jeg øjnede en chance for at slippe væk. Jeg rullede hurtigt væk og rejste mig op. En slem smerte skød igen gennem mig, men jeg ignorerede det, og løb hen mod køkkenet. Først nu var det vist gået op for ham, at jeg var sluppet væk, og han løb efter mig. Jeg ville nok have klaret det, hvis ikke hele min ryg gjorde så forfærdeligt ondt når jeg løb, men det var desværre ikke tilfældet. En arm greb fat rundt om halsen på mig, og klemte til, så jeg ikke kunne få luft. Først spjættede jeg bare med arme og ben, men huskede så alt hvad jeg havde lært. Først trådte jeg ham over tæerne, så slog jeg ham midt i ansigtet, og til sidst en albue i maven. Grebet om min hals løsnede sig, og jeg viklede mig ud af ham, sprang ud af stuen og ud i gange, greb min taske der lå på en lille kommode, for der var nogle nyttige ting i, og  løb ud af hoveddøren.

"FUCKING BITCH! Jeg skal love dig for, at jeg nok skal gøre det af med både dig, ham og hans venner!" råbte han efter mig. Jeg vidste allerede at han ikke ville følge efter mig, for ude på gaden ville han ikke have en chance. Men jeg blev nødt til at få fat i Zayn. Vi blev nødt til at flygte.

 

******************

 

Jeg havde det ikke ligefrem godt med at have efterladt Sallys lejlighed ulåst, og med en morder indenfor, men det var der ikke noget at gøre ved. Det var desuden heller ikke mit største problem lige nu. Jeg havde forsøgt at spørge en mand på gaden, om ikke jeg måtte låne hans mobil, for min egen lå selvfølgelig ikke i min taske, men han havde gloet på mig som om jeg var sindssyg, og løbet væk. Det kunne selvfølgelig godt have noget at gøre med, at jeg havde et par hotpants og en hvid undertrøje på, der forresten var smurt ind i blod, præcis ligesom mit ansigt og mit hår. Og udover det havde jeg ingen sko på. Men for én gangs skyld, havde Gud smilet til mig, hvilket vidst også var på tide, og underligt nok kunne jeg slet ikke smile tilbage, på grund af den situation jeg stod i lige nu, men anyway, jeg havde fundet en mønt på gaden, og det var lige præcis hvad jeg havde brug for, for at kunne benytte den telefonboks, der stod på den anden side af gaden. Alligevel havde jeg samtidig været uheldig, for da jeg bukkede mig ned for at samle den op, gjorde det så ondt i min ryg, at jeg kom til at skrige. Jeg løb hurtigt over, smed mønten i, og trykkede Zayns nummer.

"Please, tag den, kom nuu..." mumlede jeg for mig selv, idet jeg hørte en skramlende lyd.

"Hallo?" lød en stemme i telefonen, der desværre ikke var den stemme jeg gerne ville høre.

"Louis, jeg bliver nødt til at snakke med Zayn!" udbrød jeg panisk. Okay, han ville nok kunne forstå det lidt bedre, hvis jeg skreg lidt mindre.

"Slap af, Kate.. Og prøv så at sige det igen," sagde han, og lød lidt som om han var ved at grine. Okay, det her var fucking ikke sjovt.

"Giv telefonen til Zayn. Nu." sagde jeg koldt, hårdt og alvorligt.

"Kan jeg ikke, han er i bad.."

GUD! Hvorfor gør du det her mod mig?!?

"Fint! Så siger jeg det til dig i stedet. Du tager alle drengene med hen til den adresse, jeg giver dig om lidt, og så mødes vi der om en halv time. Forstået?!"

Jeg udtalte hvert ord så tydeligt som muligt, så jeg var helt sikker på at han forstod det.

"Kate, hvad sker det?" spurgte han bare, som om han slet ikke havde hørt alt det jeg lige havde sagt. Hvis ikke han ville lytte til mig, måtte vist være på tide at fortælle ham en del af sandheden. Der var slet ikke tid til at fortælle ham det hele.

"Louis, hvis du gerne vil udngå at du og de andre drenge, og mig for den sags skyld, bliver dræbt af en sidssyg klubejers lejemorder, så får du røven op af sædet, og tager derhen!" halvråbte jeg ind i røret. Der var stille lidt.

"Du laver ikke sjov, vel?" spurgte han og lød bange. Jeg sukkede.

"Nej."

"Hvor sagde du at det lå henne?" spurgte han med en lille stemme.

 

****************

 

Efter at jeg havde guidet Louis og de andre drenge hen til et lille hotel, og bedt dem om at leje nummer 310, styrtede jeg tilbage til huset. Jeg turde ikke gå ind, for jeg vidste ikke om manden stadig var der, men jeg havde Sallys bilnøgle i tasken, så jeg havde bestemt mig for at låne hendes bil. Jeg gik om på parkeringspladsen, der lå bag huset, og håbede på ikke at se manden her. Og heldigvis - jeg var godt nok heldig den dag - var der slet ikke nogen. Jeg åbnede min taske for at finde nøglen, og så min pistol ligge dernede. Den kunne jeg nok godt få brug for. Hurtigt tog jeg nøglen, låste bilen op, satte mig ind, og kørte af sted. Ti minutter efter parkerede jeg på hotellets parkeringsplads, og sprang ud af bilen. Jeg styrtede ind ad døren, og løb direkte forbi receptionen, og hen til elevatorene. Hurtigt trykkede jeg på knappen hvor der stod 300-399, og ventede utålmodigt på at elevatoren kom derop. Jeg lænede mig op ad væggen mens jeg ventede, men sprang hurtigt væk, og gav endnu et forskrækket skrig fra mig, da en smerte skød gennem min ryg. Fuck, hvor kunne jeg dræbe Mike og hans 'håndlangere' lige nu. Der lød et pling fra elevatoren, og dørene åbnede. Tøvende trådte jeg ud på en lang gang. Jeg gik med små skridt til venstre, da et skilt viste, at numrene fra 300-349 var den vej. Jeg gik forbi nummer 304, 306, 308, 310.. Jeg tøvede. Skulle jeg banke på? Eller skulle jeg bare løbe min vej igen? Jeg rystede på hovedet af mig selv. Det ville være åndssvagt. Jeg blev nødt til at forklare dem det. Der var intet andet at gøre. Efter det, ville de sikkert ikke have lyst til at hav noget som helst at gøre med mig mere, men lige nu betød deres sikkerhed mere for mig, end mit eget liv. Jeg bankede hårdt tre gange på døren. Der lød noget rumsteren rundt derinde, og jeg kunne høre nogen hviske på den anden side.

"Det er bare mig.." sagde jeg med en monoton stemme. Døren blev åbnet, og der stod Harry med et skræmt og forfærdet ansigtsudtryk.

"Hvad er der sket?!"

 

**************

 

Uhadada, nu begynder det at blive spændende, hva'?

Jeg vil lige advare jer, og sige, at vi nærmer os slutningen..

I må meget gerne trykke like, hvis I synes den er god!

Skriv evt. hvad jeg kan gøre bedre, og hvad der er helt perfekt..?

Nå ja.. Hvad tror I hun fortæller dem? Hvad er Mike ude på? Har Kate en plan? Vil drengene nogensinde have noget med hende at gøre, hvis hun fortæller det? Hvordan ender det hele?

Jeg har haft lidt problemer med at skrive her på det sidste, så jeg aner ikke om det her kapitel er blevet godt, eller virkelig skidt..

Nå, hav en god dag! (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...