You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17583Visninger
AA

4. "Hey, har du en kæreste?"

Efter et par dages hårdt arbejde, var det endelig tid til at udføre min opgave. Denne 'Zayn' ville befinde sig på en club i den anden ende af byen, og jeg skulle bare sørge for at lokke ham væk fra alle menneskerne. Det ville nok ikke blive så svært. Jeg havde lige været i bad, og var nu i gang med at tørre mit hår. Bagefter fandt jeg noget tøj. Bare et par stramme hvide jeans og en sort oversize t-shirt med sætningen 'Cool strory bro, tell it again' skrevet på. Jeg satte mit hår op i en høj hestehale og tog et par øreringe i. Og som sædvanlig - mine sorte pumps. Så lagde jeg en festlig makeup. Bum. Jeg var klar. Jeg gik udenfor i den kølige aftenluft, og tænkte at jeg nok skulle have taget en jakke på. Men det var ligemeget. Jeg fik fat i en taxi. Hurtigt gav jeg chaufføren en adresse, og vi kørte afsted.

 

Jeg så mig omkring. Der sad folk ved små borde rundt omkring, der var nogen der dansede, og der stod en masse mennesker oppe ved baren. For at falde ind i mængden gik jeg hen til baren og bestilte en Tequila Straight. Jeg lod mit blik glide rundt i lokalet, og fik da øje på mit mål. Han stod henne i hjørnet sammen med fire andre drenge. Jeg tog en tår af min drink, og ventede på en mulighed ville vise sig. Fem minutter var jeg færdig med min drink, og endelig rejste han sig op. Han gik gennem rummet og ud af en dør. Jeg rejste mig og fulgte diskret efter. Jeg trådte ud i den friske luft og kiggede rundt. Det var en lille parkeringsplads der var skjult bag bygningen. På den anden side var der bare træer, der stod tæt sammen. Det perfekte sted. Jeg kiggede efter ham fyren, og fik så øje på ham. Han stod med ryggen til cirka ti meter fra mig, og da jeg så en lille røgsky stige op, gættede jeg på at han røg. Langsomt gik jeg hen mod ham, og var meget bevidst om den pistol der sad i min buksekant, skjult under min trøje. Jeg stillede mig op ved siden af ham, dog med et lille mellemrum. Han lagde mærke til min tilstedeværelse og kiggede hurtigt hen på mig. Han lavede store øjne da hans blik gled ned af min krop. Jeg var lige ved at smile, men lod være. Det var vel næsten en slags kompliment.

"Og hvad laver en pige som dig herude midt om natten?" spurgte han afslappet. Jeg kiggede hen på ham med et lille smil.

"Tja.. Jeg trækker bare lidt luft," svarede jeg selvsikkert. Han smilede svagt tilbage, og kiggede så op på himlen mens han tog et sug af den cigaret han havde i hånden.

"Giver du en?" spurgte jeg og nikkede til hans cigaret. Han kiggede tilbage på mig, og nikkede så. Han fandt en pakke frem fra hans bukselomme, gav mig den, og rakte mig så en lighter, som jeg så brugte til at tænde den. Så tog jeg et ordenligt sug. Normalt røg jeg faktisk ikke, selvom jeg måske godt kunne virke som den type. Men jeg kunne godt ryge en cigaret en gang imellem. Han kiggede på mig, og jeg kunne godt mærke at han gerne ville snakke mere.

"Så.. har du nogen søskende?" spurgte jeg. Random question. Han nikkede.

"Tre søstre. De er.. rigtig søde."

Jeg nikkede. Han havde sagt det på en lidt sjov måde, som om han var overrasket over mit spørgsmål. Men det måtte han da selv om.

"Hvad med dig?" spurgte han. I det samme føltes det som om en tung sten landede i maven på mig, mine øjne blev våde og min hals krummede sig sammen. Jeg hadede at tænke på min familie. Jeg blev pludselig helt forvirret, og mistede grebet. Det var jo nu jeg skulle have trukket pistolen frem, og pege på ham med den, men nu var jeg blevet helt nervøs. Og det opdagede han vist, for pludselig havde han et bekymret blik i øjnene og lagde en beroligende hånd på min skulder.

"Er der noget galt?" spurgte han med en bekymret stemme. Jeg klemte mine øjne sammen for at stoppe tårerne, der allerede var på vej, og rystede på hovedet.

"Det er bare.." sagde jeg, og sank en klump. Det hele var på vej ud, og jeg kunne intet gøre for at stoppe det, "min far smed mig ud for et års tid siden og min mor døde længe før. Hun var den eneste der kunne lide mig og forstå mig. Og da hun døde, så.. altså jeg blev sådan deprimeret, ikke? Og så begyndte jeg bare at drikke og alt sådan noget, og så.. ja, så gad min far ikke at have mig mere, og så smed han mig fandeme ud!" råbte jeg, men i samme øjeblik det var ude, vidste jeg at han ikke havde forstået et ord af det jeg havde smidt i hovedet på ham, for det hele var bare blevet til én lang uforståelig sætning. Udover det følte jeg mig lidt dum, for jeg havde lige råbt op om mine problemer til en fremmed, som jeg faktisk skulle dræbe. Lidt.. pinligt. Men da jeg så op på ham, og han bare havde et medfølende ansigtsudtryk, kunne jeg ikke andet end at føle mig tryg. Han lagde trøstende armene om mig, og aede mig på ryggen. Og jeg måtte indrømme at det vr en rar følelse.Det var så længe siden jeg sidst havde oplevet at et andet menneske følte med mig. Men der var noget ved denne situation som jeg ikke brød mig om. Jeg mener, det var jo ikke det jeg var blevet hyret til. Og for første gang nogensinde, var jeg faktisk ikke sikker på om jeg kunne få mig selv til det. Lige nu. Måske i morgen, men ikke nu. Da han endelig slap mig, kiggede han mig i øjnene, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Han var.. et venligt menneske. Men sådan måtte jeg ikke tænke om ham. Jeg.. blev nødt til at gennemføre opgaven. Men da jeg så ind i hans øjne, hans varme mørke øjne, vidste jeg, at jeg ikke kunne. Han var.. speciel. Arh, for helvede! Det her var noget værre lort. Lige da jeg skulle til at sige noget, hørte jeg en helt anden drengestemme.

"Hey, Zayn, vi skal til at gå!" råbte en dreng henne fra døren af. Han havde en irsk accent, der mindede mig om et eller andet. Og pludselig opdagede jeg, at jeg havde forspildt min chance. Jeg kunne ikke gøre noget når ham den anden var der, medmindre jeg også skulle ordne ham, og det havde jeg faktisk ikke lyst til. Zayn kiggede hen på mig og smilede lidt.

"Det var hyggeligt at møde dig.." sagde han spørgene.

"Kate. Wayne," fuldførte jeg hans sætning. Han nikkede.

"Kate.. Pænt navn."

Jeg nikkede, uden helt at høre hvad han overhovedet sagde. Men det næste kunne jeg ikke undgå at høre.

"Hey, har du en kæreste?"

Jeg var stum af overraskelse, men fik dog mig selv til at ryste på hovedet. Ud af øjenkrogen så jeg ham smile lidt.

"Hm.. Kan jeg ikke få dit nummer?" spurgte han, og denne gang kiggede jeg på ham. Jeg fik en underlig varm følelse i maven.

"Øh.. Jo da, selvfølgelig."

Han smilede, rakte mig sin telefon, og hurtigt trykkede jeg mit nummer ind og gav ham den tilbage igen. Han nikkede som tak.

"Zayn, kom nu, de andre venter på dig!" råbte ham drengen igen. Zayn kiggede hen mod ham, og så derfter tilbage på mig med et undskyldende blik.

"Jeg bliver nødt til at gå nu.. Men jeg skriver til dig senere, det lover jeg!" råbte han, mens han løb hen mod døren, og derefter forsvandt ind. Og ligeså snart han forsvandt, forsvandt den varme følelse også. Hvad fanden havde jeg gjort?!? Jeg skulle jo for helvede have dræbt ham! Jeg var lejemorder! Og så havde jeg bare stået der og smilet som en idiot fordi han så godt ud?!? Det er jo forhelvede meningen at jeg skulle være kold, ligesom jeg plejede at være! Det var jo derfor jeg fik jobbet som lejemorder, netop fordi jeg var så god til det! Jeg satte mig ned på jorden og begravede mit ansigt i hænderne. Jeg kunne umuligt vende tilbage til Mike. Til hans anklagende ansigt, når jeg ville fortælle ham at jeg ikke kunne klare det. For han havde allerede taget opgaven. Og hvis han så skulle betale pengene tilbage, ja.. Så ville han nok ikke blive særlig glad. Jeg ville garanteret blive fyret, og ende med at bo på gaden igen. Eller måske ville han anmelde mig til politiet, og så ville jeg komme i fænglset på livstid. Så hellere dø. Lige i det øjeblik, da jeg tænkte det, dukkede et billede af Zayn op på indersiden af mine øjenlåg. Og pludselig fik jeg den varme følelse i maven igen. Jeg slog øjnene op, og kiggede ud over den tomme parkeringsplads. Det var jo håbløst det her. Jeg turde ikke tage hjem. Så i stedet bestemte jeg mig for at finde en bænk eller noget andet at sove på, og så kunne jeg tænke over det her bagefter. For jeg var bare for træt til at kunne overskue det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...