You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17587Visninger
AA

5. "Hej igen."

"Kate?!?"

Jeg vågnede med et sæt.

"Bare gå i forvejen, jeg indhenter jer om lidt," kunne jeg høre en velkendt stemme sige fra et sted i nærheden. Jeg satte mig træt op, og strakte mine ømme muskler. En bænk var ikke det mest komfortable sted at sove. Og jeg følte mig lidt dum, for selvom der ikke var nogen mennesker i går aftes, myldrede det med mennesker nu. Men det var jo klart nok, når jeg lå på en bænk lige ud til en vej, og med en hel masse huse og butikker omkring. Jeg kiggede mig træt omkring, og fik øje på en velkendt frisure blandt menneskemængden. Men det kunne da ikke.. Nej, vel? Det mørke hår vendte sig om, banede sig vej gennem menneskerne, direkte hen mod mig. Åh jo. Hvorfor skulle jeg altid være så uheldig? Fuck my life.

"Hvad laver du her?" spurgte Zayn og satte sig ved siden af mig på bænken. Ja, du havde vel gættet at det var ham. Han havde et lidt bekymret ansigtsudtryk. Jeg svarede ikke, men sad bare og kiggede ned i jorden. Han sukkede.

"Kate, hvad skete der efter din far smed dig ud? Er du.. du ved. Hjemløs?"

Jeg sukkede og rystede på hovedet. Mere skulle han ikke vide.

"Hvis du ikke er hjemløs, hvor bor du så? Og hvorfor ligger du og sover på en bænk?" sprugte han med et bekymret tonefald.

"Du skal ikke bekymre dig om mig, okay? Jeg er bare en betydningsløs tøs.."

"Vel er du da ej! Bare sig hvor du bor, så følger jeg dig hjem!" afbrød han mig. Jeg sukkede vredt og rystede på hovedet. Jeg kunne jo ikke tage hjem. Og han skulle SLET IKKE nærme sig det sted. Han sukkede opgivende. Jeg kiggede op på ham med et undskyldende blik.

"Zayn, jeg er ked af det, men..."

Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle sige det uden at fortælle om mit arbejde. Han fik pludselig et sjovt ansigtsudtryk.

"Kate, jeg vil ikke have at du sover på gaden. Det kan godt være at jeg ikke rigtig kender dig, men jeg får dårlig samvittighed når jeg ved, at jeg ikke hjælper en, som jeg faktisk godt kan hjælpe."

Jeg sukkede.

"Du kan ikke hjælpe mig. Det er der ingen der kan, okay? Hvis du virkelig så gerne vil vide hvorfor jeg sover her, jamen så skal jeg da med glæde fortælle dig det! Ja, jeg har et sted at bo, men jeg kan ikke tage derhen. Og nej, jeg vil ikke fortælle hvorfor."

Jeg vidste godt at jeg var kold, og at han bare prøvede at hjælpe, men jeg havde virkelig bare ikke lyst til at fortælle om min 'hverdag'. Han sad og kiggede lidt på mig, tyggede lidt på det jeg havde sagt.

"Okay, okay, jeg forstår, du vil ikke have min hjælp. Men vil du i det mindste tage med mig? Bare hen og få en kop kaffe?" sagde han så med et lille smil på læben. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage, og den varme følelse dukkede op i min mave - igen.

"Så pyt da." En enkelt kop kaffe kunne vel ikke skade, og hvis jeg skulle være helt ærlig, ville det være heeelt fint med mig, at lære ham at kende.

"Faktisk var det meningen at jeg skulle mødes med nogen venner derhenne.."

"Jamen det er da fint, det gør ikke noget. Jeg er ikke genert!" sagde jeg med et selvsikkert smil.

 

*****************

 

"Heej venner!" sagde Zayn glad og satte sig ned ved bordet. Der sad to drenge, den ene havde brunt hår, den anden havde lyst hår. De sad begge med ryggen til, så det var stort set det eneste jeg kunne se. Zayn havde sat sig på en stol over for dem, og ved siden af stod en tom stol, som jeg med selvsikre skridt gik hen og smed mig i. Jeg kunne mærke de andres blikke bore sig ind i mig, og kiggede op med et smil.

"Hejsa!" sagde jeg friskt. Det var lidt sjovt, at jeg altid formåede at være glad, selv når jeg egentlig ikke var det. Zayn rømmede sig.

"Øh, drenge, det her er Kate. Kate, det her er Liam og Niall."

Jeg nikkede og kiggede først hen på den dreng han havde udpeget som Liam. Han så rigtig venlig ud. Haha. Jeg elskede at bruge ordet 'venlig' om folk, selvom jeg ikke havde nogen idé om hvorfor. Jeg sendte ham et stort smil som han gengældte. Så kiggede jeg hen på Niall. Han sad bare og gloede på mig, med et lidt skræmt udtryk.Jeg smilede lidt mærkeligt, og han løftede øjenbrynene.

"Øh.. Hej Kate," sagde han med en irsk accent, og bum. Så fik jeg det hele lige i hovedet. Håret, øjnene, smilet, stemmen. Jeg genkendte det hele. Han havde været på clubben. Købt ecstasy og det der var værre! Han vidste fucking hvad jeg arbejdede med! Åh gud, han måtte ikke nævne det, for guds skyld, ikke mens Zyan var her! Og selvfølgelig talte min mund, uden at have fået min hjernes tilladelse.

"Hej igen."

Hvorfor skulle jeg være så dum? IDIOT. Zayn kiggede forvirret frem og tilbage mellem Niall og jeg.

"Kender I hinanden?"

Niall rystede panisk på hovedet, men Zayn så det ikke, for han kiggede på mig.

"Øh, ja, vi har mødt hinanden engang, øh.. I en tøjbutik! Og så snakkede vi sammen!" opdigtede jeg. Fuck, hvor var det en dårlig løgn. Nogen gange var jeg altså bare virkelig dum. Men Zayn lod heldigvis ikke til at lægge mærke til det, han nikkede bare fraværende.

"Nå, skal jeg gå op og bestille?" spurgte han lidt efter. Vi nikkede alle. Han rejste sig, og Niall gav Liam en albue i siden. Liam kiggede surt på ham, men Niall ignorerede det bare, og lavede et kast med hovedet mod Zayn. Liam sukkede, men rejste sig så også.

"Jeg går med," sagde han henkastet. Da de begge forsvandt, kastede vi os begge ud i en diskussion.

"Hvad fanden var det for noget at sige?! 'Vi mødte hinanden i en tøjbutik'!" citerede han mig, og jeg sendte ham et dræberblik.

"Du vover på at sige noget som helst om det!" hviskede jeg hårdt. Han løftede øjenbrynene, men så stadig surt på mig.

"Jeg siger ikke noget, hvis du ikke siger noget."

Jeg kiggede surt på ham i et par sekunder, men nikkede så.

"Deal." Jeg rakte hånden frem mod ham, og han tog den og rystede den, og i det øjeblik kom de to andre tilbage. Vi lænede os begge hurtigt tilbage i stolene, og lod som om der ikke var sket noget. Jeg så op på Zayn med et stort smil, idet han rakte mig min kaffe. Uh, jeg elskede kaffe.

 

Hvis man ikke lige tænker på det med Niall, så fik det da fint. Niall og jeg undgik så vidt muligt at snakke med hinanden, men jeg fik snakket rigtig meget med Zayn, der havde vist sig at være en rigtig sød og sjov person. Og om muligt var det varme følelse i min mave blevet endnu varmere. Da vi var blevet færdige med kaffen og havde siddet og snakket i noget tid, blev de andre desværre nødt til at gå. Selvom jeg ville foretrække at sidde her med dem hele dagen. Så da vi gik udenfor, trak Zayn mig lige lidt væk fra de andre for at sige farvel.

"Tak for kaffe, det var rigtig hyggeligt!" sagde jeg muntert, og indså at det lød lidt sjovt. 'Tak for kaffe'!

"Det var da så lidt! Det kunne da godt være at vi skulle gøre det igen. Hvis altså du vil..?" svarede han med et skævt smil. Jeg nikkede ivrigt.

"Selvfølgelig!"

Han smilede lidt, kiggede ned i jorden, og op på mig igen, men denne gang med et alvorligt ansigtsudtryk.

"Er du sikker på at jeg ikke skal følge dig hjem?" spurgte han med bedende øjne. Jeg kiggede ned for at undgå hans blik, og rystede så på hovedet. Han sukkede.

"Kate, jeg vil bare gerne være sikker på at du har det fint! Jeg.. bekymrer mig om dig, okay?"

Jeg bed mig i læben, og fik dårlig samvittighed. Hurtigt tog jeg mod til mig og kiggede ham i øjnene.

"Zayn, jeg skal nok klare mig. Jeg mener det."

Han stirrede ind i mine øjne, og nikkede kort.

"Så.. Hvad var det lige med dig og Niall? Jeg tog jer flere gange i at sidde og lave dræberblikke til hinanden!" sagde han og kom med en nervøs latter. Emneskift. Men fuck. Havde han lagt mærke til det?!?

"Øh, ikke noget, det var bare.. for sjov! Jeg tror vi er ved at blive rigtig gode venner!" svarede jeg og smilede dumt. Han nikkede, ikke helt overbevist, men han havde vist ikke lyst til at grave mere i det. Liam kom hen og sagde noget dæmpet ind i Zayns øre. Et eller andet som det vist ikke var meningen at jeg skulle høre. Men alligevel kunne jeg høre ham sige noget med 'God fangst'. Zayn kiggede surt på ham, og sendte mig så et undskyldende blik.

"Jeg bliver nødt til at gå. Men tak for i dag! Forhåbenligvis ses vi snart igen," sagde han med et lille smil som jeg hurtigt gengædte.

"Ja. Vi ses," svarede jeg, og trak ham ind til mig i et kram. Lism og Niall var kommet hen og stillet sig bag Zayn, så dem gav jeg også et kram hver. Selvom det var lidt akavet med Niall. Men fuck det. Lige nu var mit humør sgu for højt til at jeg kunne tage mig af sådan noget. Det sidste Zayn gjorde inden han gik var at sende mig et stort, blændende, varmt smil, der fik mit hjerte til at gå i stå, og jeg stod bare og gloede efter ham, da han med lange skridt forsvandt rundt om et hjørne. Og i det øjeblik vidste jeg, at mit liv aldrig ville blive det samme igen.

 

********************************

 

Hey!

For det første ville jeg bare gerne sige, at I meget gerne må like den, hvis i kan lide den! :-)

For det andet skal I lige vide, at jeg tager på ferie fra onsdag til søndag, så der kommer ikke nogen kapitler der.. Men jeg lover at der kommer nogen både før og efter ferien!

Og det sidste jeg ville sige, var egentlig bare, at jeg er rigtig glad for at der er nogen der gider at læse den her.. Jeg har bare haft idéen i hovedet i så lang tid, og fik endelig taget mig sammen til at skrive det ned.. :-)

I må meget gerne give noget feedback!

Hav en rigtig god søndag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...