You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17723Visninger
AA

10. "Har du ikke lyst til at tage i byen?"

"Kate? Har du ikke lyst til at tage i byen?" spurgte Sally og lænede sig op af dørkammen. Jeg nikkede ivrigt. Der var ikke så meget andet at lave i dag. Drengene havde noget arbejde de skulle lave. Sallys ansigt lyste op i et smil.

"Super! Vil du låne noget tøj?" grinede hun. Jeg nikkede. Nej, jeg havde stadig ikke fået hentet mit tøj. Jeg rejste mig og fulgte efter hende ind på hendes værelse. Hun åbnede sit skab og begyndte at rode tøjet ud. Det landede i en stor bunke på gulvet.

"Jeg ved jeg har den her et sted.." mumlede hun derinde fra. Jeg grinede lidt af hende.

"Aha! Her er den!" råbte hun og kravlede ud. Hun rakte sin arm frem mod mig. I sin hånd havde hun en kjole. Jeg tog den ud af hendes hånd for at se på den. Den var todelt, gik til midt på lårene. Den nederste del var sort og stram, den øverste var blå. Den havde en v-udskæring, og lavede et kryds på ryggen.

"Den står godt til dine blå øjne.." sagde Sally. Mine øjne? Jeg havde faktisk tit fået komplimenter for mine meget dybblå øjne.

"Og min bule.." mumlede jeg. Hun grinede.

"Du har slet ikke set dig i spejlet, har du?" spurgte hun smilende. Jeg rystede på hovedet og gik hen til hendes store spejl for at se. Og kunne ikke lade være med at smile. Bulen var blevet så lille, at man ikke kunne se den, dog kunne man godt mærke den. I stedet for den blå farve, var den nu blevet mere gul, så den matchede min hudfarve lidt bedre. Så nu var jeg rent faktisk i stand til at skjule den! Jeg kom til at danse en lidt mærkelig dans, af ren glæde, så Sally stod bare og grinede af mig. Jeg rakte tunge af hende som et lille barn, men stoppede med at danse.

"Så hvornår skal vi af sted?" surgte jeg smilende.

"Tja.. Når vi er klar?" svarede hun. Jeg nikkede, gik ud på badeværelset og tog mig et hurtigt bad. Da jeg var færdig, tørrede jeg mit hår og lavede en løs sildebensfletning. Jeg tog kjolen på, og indså at Sally havde ret. Den stod rigtig godt til mine øjne, og - uden at være selvglad - syntes jeg faktisk at den klædte mig rigtig godt. Jeg lagde en makeup der passede til, og da jeg var tilfreds, gik jeg ud.

"Hva' så, smukke? Hvad sagde jeg? Den klæder dig virkelig godt!" hvinede Sally da hun fik øje på mig. Jeg gav hende lige elevatorblikket for at se hvad hun havde taget på. Hun havde taget en sort blonde-agtig stropløs kjole på, der også gik til midt på lårene.

"Så må jeg vist hellere sige i lige måde.." smilede jeg. Hun grinede. Vi gik ud i gangen og tog sko på. I dag havde vi begge sorte pumps på. Jeg lånte en sort clutch af Sally, hvor jeg lagde min mobil, nogen nøgler, makeup, billederne af mig og Zayn (jeg vidste faktisk ikke hvorfor) og en kniv. Jeg havde altid et eller andet på mig, til at forsvare mig med, for jeg måtte indrømme, at efter næsten halvandet år på clubben, havde jeg fået nogen fjener. Sally tog også en taske til sig selv og så gik vi ud af døren.

 

Ti minutter efter gik vi ind ad en dør, og kom ind til det sædvanlige clubmiljø. Høj musik, folk der dansede og en konstant lugt af.. ja, en hel masse forskelligt. Vi gik direkte op til baren og satte os på to ledige stole. Sally bestilte et eller andet til os, men jeg kunne ikke høre hvad det var på grund af musikken. Jeg sad og lyttede til den, for første gang i flere år. Altså virkelig lyttede til den. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad jeg var gået glip af. Jeg sad lidt og lyttede, da vores drinks kom. Jeg tog hurtigt en tår. Faktisk lagde jeg slet ikke mærke til at Sally sad og snakkede med en før hun spurgte mig om noget.

"Jeg går ud og danser, okay?" sagde hun smilende. Jeg nikkede bare og lyttede videre til musikken. For alle måtte jeg nok se lidt ensom ud, når jeg bare sad sådan, men jeg ville gerne indhente det forsømte. Der kom en hen og satte sig på Sallys tomme stol.

"Hej," sagde personen, som, at dømme efter stemmen, var en dreng. Jeg vendte mit hoved mod ham.

"Hej.." svarede jeg for ikke at være ubehøvlet. Han smilede.

"Hva' så? Kan du godt lide One Direction, eller hvad?" grinede han. Jeg kiggede hen på ham igen, men denne gang kiggede jeg ordenligt. Han havde lyst hår, brune øjne, og et meget markeret ansigt. Hvis det ikke havde været for Zayn, så ville jeg nok tænke at han så meget godt ud, men.. Vent lige lidt. One Direction?!? Var det ikke det drengene hed? Var det ikke det Sally havde sagt? Var det.. deres sang? Den var faktisk ret god.

"Er det One Direction?" spurgte jeg, bare for at være sikker. Han grinede igen.

"Nu føler jeg mig dum. Jeg er en dreng, og jeg ved hvem de er, du er en pige, og du ved ikke hvem de er..?"

"Det sagde jeg ikke.." mumlede jeg som svar. Han kiggede undrene på mig.

"Men du er ikke en af de der Directioners, vel?" spurgte han og smilede skævt. Jeg rystede på hovedet, uden egentlig at vide hvad det var han mente. Jeg havde aldrig hørt det ord før.

"Er du da?" spurgte jeg, i håb om at finde ud af hvad det betød.

"Nej, for helvede. Hvem gider at være fan af en flok homoer der tror de kan synge?" svarede han med afsky i stemmen. Okay, jeg fik svar på mit spørgsmål der. Og han skulle fandeme ikke snakke sådan om dem. Jeg rejste mig op for at virke mere truende.

"Du skal fandeme ikke kalde dem homoer," hvæsede jeg. Ja, jeg havde et pææænt stort temperament, men jeg fandt mig fandeme ikke i sådan noget. Han løftede forvirret øjenbrynene, men viste ingen tegn på frygt.

"Jeg synes du sagde at du ikke kunne lide dem..? Det plejer kun at være fans der reagerer sådan der.." sagde han, og lød næsten som om han var ved at grine.  Jeg sendte ham et dræberblik.

"De er ikke 'homoer'." svarede jeg bare. Nu kunne han ikke lade være med at grine.

"Undskyld, men har du set dem? Det har du jo nok ikke.." mumlede han. Jeg himlede med øjnene.

"De er bare gode venner.."

"Nå, det er de? Og hvor ved du så det fra? Kender du dem måske?" spurgte han sarkastisk. Jeg smilede skævt.

"Ja, det gør jeg faktisk."

Han kiggede på mig med løftede øjenbryn, og jeg vidste at han ikke troede på mig.

"Ja, selvfølgelig gør du det.. Har du nogen beviser?" spurgte han og smilede ondt. Så kunne det være at jeg alligevel fik brug for billederne af mig og Zayn. Jeg smilede endnu mere ondt, åbnede min taske og tog billederne ud. Den fremmede dreng sad og betragtede mig, da jeg rakte ham billederne. Han kiggede lidt på dem, og kiggede så op igen.

"Hmm.. Jeg synes de ser falske ud," sagde han bare da han rakte dem tilbage til mig. Åh gud.

"Og hvorfor synes du så det?" spurgte jeg irriteret.

"Det gør de bare. Der er virkelig mange piger der laver sådan nogle 'kyssebilleder' hvor de sætter en af dem ind, og får det til at se ud som om de kysser. Og den der cowboyhat er da et godt bevis på at han er gay.." sagde han, og lød som om han havde vundet. Det troede han sikkert også at han havde. Men lige da jeg skulle til at forsvare dem igen, var der en der afbrød mig.

"OH MY GOD! DU ER ZAYN MALIKS KÆRESTE!" skreg en pige, omkring min alder, og pegede på mig. Jeg stod bare og gloede på hende, drengen måbede.

"Øh.." sagde jeg bare. Jeg var mundlam. Der var to grunde. 1. Vi var ikke kærester. Endnu. 2. Hvordan kunne hun vide noget om Zayn og jeg?

"Ej, vidste du ikke at I er blevet opdaget?" spurgte hun, og lød stadig lidt hvinende. Jeg rystede mundlam på hovedet.

"Der er en video på YouTube af jer! Men.. må jeg ikke få en autograf?" hvinede hun. Før jeg vidste af det havde hun fået et lille papir med min underskrift på og var smuttet igen, og jeg sad tilbage uden helt at vide hvad der skete. Uden et ord, smuttede den fremmede dreng. Jeg var også ligeglad. Jeg fandt i stedet min telefon og mine høretelefoner frem, søgte på 'Zayn Malik and girlfriend' på YouTube, fandt en video, der kunne ligne Zayn i tivoliet og startede den. Det var ikke en rigtig video, men bare en masse billeder af Zayn og jeg, der gik rundt i tivoliet, stod ved skydeteltet, prøvede pariserhjulet og Zayn der stod og skrev autografer med mig i baggrunden. Jeg gik ned og læste kommentarene. Der stod meget forskelligt. Alt fra 'Hvor er hun smuk!' til 'De er ikke kærester!' og 'Døø! Hold dig væk fra min mand, bitch!'. Dem med at jeg skulle dø skræmte mig lidt. Var der virkelig nogen der reagerede sådan der? Ikke fordi jeg var bange for at de ville gøre alvor af truslerne, men alligevel. Lidt åndssvagt. Jeg skulle til at lægge min telefon ned i tasken igen, da den pludselig begyndte at vibrere og spille en melodi, som faktisk var ret irriterende. Hvorfor havde jeg ikke skiftet den for længe siden? Jeg indså, at der var nogen der ringede til mig, så jeg trykkede på den grønne knap og førte telefonen op til øret.

"Hallo?" halvråbte jeg.

"Hej Kate," sagde en velkendt stemme. Jeg blev mundlam. Det var Mike.

"Hvordan går det?" spurgte han, da jeg ikke svarede. Jeg sank en klump.

"F-fint," stammede jeg. Han fnyste.

"Lyv ikke for mig, Kate. Jeg har set den fine video på YouTube. Jeg håber sandelig du selv ved, hvad du har gang i.."

Inden jeg kunne nå at svare, lagde han på. Jeg vidste, at jeg ikke havde lag tid tilbage. Jeg måtte finde en løsning.

 

************************

 

Hey yo!

Husk at like!!!!

Hvad synes I om historien indtil videre? Jeg er selv ved at få stress på Kates vejne..

Nå, hav det godt i resten af ferien!

Bye!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...