You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17585Visninger
AA

19. Epilog

"Politiet er på vej!" skreg personen i telefonen. Jeg stod som forstenet, stadig med pistolen rettet mod det sted, hvor Mike før stod. Nu lå han på gulvet, helt stille. Zayn stod med opspilede og stirrede på mig, præcis ligesom alle de andre drenge. Min finger havde handlet, uden at jeg overhovedet nåede at opfatte det. Og det havde været i det allersidste sekund - havde jeg bare ventet lidt længere, ville Zayn nok ikke være i live længere. Og muligvis heller ikke Niall. Og de andre drenge. Bare tanken om at se Zayn falde livløs til gulvet - det ville være nok til at jeg slet ikke vil opfatte andet. Alt andet i rummet ville blive sløret. Min tankegang blev afbrudt, da Louis pludselig braste ind i rummet med fire politimænd efter sig. Endelig fik jeg løsrevet mit blik fra sceneriet foran mig, og kiggede hen på de nyankomne. Hvordan Louis var sluppet ud, var et mysterie for mig, men jeg kunne ikke finde min stemme lige nu, så jeg måtte vente med at få det opklaret til et andet tidspunkt.

"Smid pistolen!" råbte en af politimændene. Det gik pludselig op for mig, at han snakkede til mig, efterom jeg var den eneste bevæbnede og levende person i rummet. Som en robot, bukkede jeg mig ned og lagde pistolen på gulvet. Jeg holdt begge arme op for at vise at jeg ikke længere var en trussel. De gik langsomt hen mod mig, nærmest som om jeg var en psykisk syg, og den ene mand samlede min pistol op. En anden tog mine arme og samlede dem på min ryg, og da jeg hørte et lille klik, vidste jeg at jeg havde fået håndjern på. Jeg forstod pludselig hvad de havde gang i, og havde lyst til at protestere, men jeg vidste at det bare ville gøre det hele værre. Jeg var en kriminel, og den døde krop der lå på gulvet, sammen med min pistol, var vist et ret godt bevis på det. Så i stedet for at gøre modstand, fulgte jeg bare med, da to af mændene skubbede mig afsted. Den tredje gik hen og snakkede med drengene, mens den fjerde stod og snakkede i telefon. Drengene så skræmte ud, men begyndte at snakke med manden, men jeg kunne ikke høre hvad de sagde. Det hele lød bare som en mumlen i mine ører. Det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var Zayn. Han stirrede på mig med et ulæseligt ansigtsudtryk. Jeg mimede et 'jeg elsker dig', i samme sekund jeg blev skubbet ud gennem døren. Jeg ville gerne sige undskyld til ham, men syntes, at 'jeg elsker dig' sagde lidt mere. Vi gik i stilhed hen ad gangene, og ind i elevatoren, hvis døre lukkede med et 'pling'. Det var som om min krop ikke længere var forbundet med min hjerne. Jeg bevægede mig som en robot ud af elevatoren, og fortsatte udenfor, hvor der stod en af de almindelige poilitibiler. Jeg blev sat ind, og døren blev smækket i. Udmattet lænede jeg mit hoved op ad ruden, og lukkede mine øjne. Måske ville billederne så gå væk. Måske ville det vise sig, at det hele bare var en drøm. Selvom jeg havde nydt tiden med Zayn, havde nydt hvert sekund, så ville jeg ønske at jeg kunne skåne ham fra al den smerte. Det fortjente han. Han var for god til mig. Alt for god.

 

Et par uger senere:

Et år. Et enkelt år. Det var alt jeg fik. For alle de drab, alt det jeg havde lavet. Et år. Og det var kun fordi Zayn - med lidt hjælp fra en god advokat - havde fået dommeren overbevist om at jeg var blevet tvunget til at gøre det hele. Alle folk syntes åbenbart at det var tvang, når der blev udøvet vold mod en. Det kunne de også godt have ret i, men jeg syntes ikke selv at jeg fortjente at blive behandlet så godt. Jeg havde ikke snakket med drengene endnu, hvilket irriterede mig en smule. Lige nu sad jeg så på det lille værelse hvor man kunne få besøg, sammen med Sally.

"Drengene skal nok komme og besøge dig, det lovede de," sagde hun opmuntrende. Jeg nikkede. Jeg havde virkelig brug for at snakke med Zayn. Finde ud af hvordan han havde det med det hele. Love ham, at det ville være den sidste gang - nogensinde. Sige undskyld.

"Men Kate.. Når du engang kommer ud, må du være forsigtig. Mike's folk er over alt i byen, og du kan aldrig vide hvor eller hvornår du render ind i dem," sagde Sally, og så alvorligt på mig. Jeg nikkede. Det havde jeg faktisk ikke tænkt på, men hun havde ret. Jeg måtte passe på, og ikke tiltrække mig for meget opmærksomhed. Sally rejste sig, og havde et tilfredst smil på læberne.

"Jeg bliver nødt til at gå nu, men jeg lover at komme og besøge dig. Og jeg får også drengene til at besøge dig. Så tit og ofte vi kan."

Jeg rejste mig også, trak hende ind til mig i et kram, og observerede hende mens hun stille gik ud ad døren. Der gik et halvt minuts tid, før en fængselsbetjent kom ind ad døren, og uden et ord førte mig tilbage til min celle. Den celle, jeg ville blive nødt til at tilbringe det næste år i. Det eneste ved cellen, der kunne muntre mig op, var de små billeder af Zayn og jeg i tivoliet. De fik mig altid til at smile. Så vidste jeg, at der var noget at se frem til. En fremtid der bare lå og ventede på mig. Et år. Det var da slet ikke så lang tid. Men der kunne ske mange ting på et år. Alt for mange ting.

 

*************

 

Det var jo en epilog, så det skulle ikke være så langt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...