You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17817Visninger
AA

12. "Du har smukke øjne.."

Det bankede på døren.

"Bare fem minutter.." mumlede jeg træt, og vendte mig om i sengen. Jeg hørte en svag latter fra den anden side af døren. Nej, vel?

"Zayn?" spurgte jeg forskrækket og var pludselig meget vågen.

"Jep!" svarede han, stadig grinende. Jeg for op af sengen, greb et par stramme jeans og en almindelig sort trøje som jeg hurtigt (og lidt panisk) fik på, greb en børste og redte mit hår.

"Øh.. Lige to sekunder!" halvråbte jeg, mens jeg fjernede mine makeuprester, og til sidst så jeg okay ud. Det kunne være værre. Jeg gik hen til døren og åbnede. Med det resultat, at Zayn, der havde lænet sig op ad døren, snublede og faldt ind i mig. Inden jeg overhovedet nåede at tænke mig om, lå jeg på gulvet med ham oven på mig.

"Aaav..." mumlede jeg.

"Ej, undskyld!" sagde han trist og kiggede mig ind i øjnene. Uf, de læber..! Jeg havde en trang til at læne mig hen mod dem og kysse dem.

"Du har smukke øjne.." hviskede Zayn, og jeg kom med det samme til at tænke på Ice Age. Jeg kunne ikke holde en latter inde. Han gloede lidt på mig, men grinede så også.

"Kunne I ikke lukke døren i det mindste?" lød det surt fra Sally, der pludselig stod i gangen. Selvfølgelig kun for sjov. Zayn fniste lidt og rejste sig op, for derefter at trække mig op. Sally himlede med øjnene og grinede lidt, og gik så.

"Så hvad laver du her? Og så på det her tidspunkt om morgenen?" spurgte jeg Zayn.

"Jeg kom i tanke om at vi ikke havde aftalt et sted eller tidspunkt at mødes, og tænkte at du garanteret sov, og så var der jo ingen grund til at sende en sms. Så i stedet tog jeg bare herhen," svarede han med et lille smil.

"Og vækkede mig.." mumlede jeg syrligt. Han grinede bare. Ondling. Var det overhovedet et ord?

"Det var nødvendigt."

Jeg kiggede mistroisk på ham, men han lod bare som om han ikke så det, og begav sig ud i gangen.

"Hvad skal vi?" spugrte jeg nysgerrigt og fulgte efter ham.

"Jeg skal på toilettet.." svarede han med et skævt smil. Jeg fniste.

"Og jeg må ikke komme med?" spugrte jeg for sjov. Han rynkede panden.

"Det tror jeg ikke du har lyst til.." mumlede han, og jeg kunne ikke holde en latter tilbage. Han gik videre ned ad gangen og ud på toilettet. Jeg stillede mig op ad døren for at vente.

"Men når du så er færdig.. hvad er planen så?" spurgte jeg med et lille smil, selvom han ikke kunne se det.

Jeg lænede mig afslappet op ad døren, og endnu en gang - jeg havde ingen anelse om hvorfor det blev ved med at ske, men det gjorde det altså - blev døren åbnet bag mig, så jeg faldt baglæns ind i Zayn.

"Hov.." lød det fra ham, der på mirakuløst vis havde nået at gribe mig. Han fik mig hurtigt op at stå igen.

"Så hvad skal vi?" spurgte jeg med et lille smil.

"Det er en overraskelse.." svarede han mystifystisk. Grr. Jeg hadede overraskelser. Men jeg rystede bare irriteret på hovedet af det, for jeg kunne fornemme at den kamp ligesom allerede var tabt. Han grinede lidt af mig og gik ud i gangen.

"Er det her tøj fint nok til.. hvad vi end skal lave?" spurgte jeg, stadig lidt irriteret. Han nikkede og tog sine sko på. Jeg tog også mine sko på. Stilletter. Igen igen igen igen - og så videre. Han rynkede panden og kiggede mistroisk på dem.

"Men jeg ved ikke med dem der.." mumlede han og pegede på dem, som om de var giftige. Jeg himlede med øjnene, og havde ikke tænkt mig at fortælle at jeg slet ikke havde andre sko, så i stedet trak jeg bare på skuldrene og smilede.

"Bare rolig, det skal nok gå."

Han stirrede lidt på dem, men trak så på skuldrene. Han åbnede døren, og kiggede afventende på mig. Jeg tog hurtigt min jakke over armen, greb min taske og gik forbi ham og ud af døren. Han fulgte efter mig og smækkede døren.

 

**************

 

"Er vi der snart?" spurgte jeg utålmodigt for.. cirka 3482378472389. gang. Han himlede med øjnene og grinede af mig. Jeg fnyste. Han havde ikke sagt et ord siden vi var vandret afsted, og det var snart en halv time siden, og for hvert skridt vi tog, blev jeg mere og mere irriteret. Lidt under egentlig. Jeg var generelt bare i et irriteret humør i dag. Og liiidt stresset. Der var ikke rigtig noget at gøre ved det. Vi gik lidt videre, stadig i tavshed.

"Sig nu noget! Bare et eller andet! Jeg beder dig!" udbrød jeg med en bedende stemme. Han kiggede hen på mig med et lille smil.

"Noget."

Jeg sendte ham et dræberblik. Det der hjalp IKKE på mit irriterende humør. Han tog sine arme beskyttende op for sjov. Jeg himlede bare med øjnene af ham og gik videre.

"Der er vist nogen der er i dårligt humør, hva'?" grinede han. Næh nej. Han har bare at lade være med at sige det. Han gør det ikke. "Er det den tid på måneden?"

Okay. Det gjorde han. Han var selv uden om det.

"Nu stopper du!" halvråbte jeg irriteret. Han stirrede forskrækket på mig. Måske blev jeg lidt for vred der. Det var trods alt bare for sjov. Men det var bare ikke sjovt.

"Undskyld.." mumlede jeg. Jeg kiggede ned i jorden mens jeg gik, og kunne føle hans blik på mig.

"Er der noget galt?" spurgte han bekymret. Jeg rystede på hovedet, men svaret kom lidt for hurtigt. Han havde luret mig.

"Kate, hvad er der galt?"

Jeg sukkede, men svarede ikke. Jeg kunne jo ikke bare udbryde 'Jeg skulle faktisk have dræbt dig, du ved, den aften vi mødtes, men det gjorde jeg ikke, og nu har vi begge en sidssyg klubejer på nakken, og hvis ikke jeg finder en løsning snart, dræber han os begge to'. Det lyder bare ikke særlig godt, vel? Så i stedet trak jeg bare ligegyldigt på skuldrene og tvang et svagt smil frem, for at sige at han ikke skulle bekymre sig om det. Han sukkede opgivende.

"Nå.. Hvis du en dag bestemmer dig for at tale om det, så må du endelig sige til.." mumlede han med et svagt skævt smil. Jeg nikkede bare. Igen kunne jeg føle den dårlige samvittighed lægge sig i min mave som en stor klump is. Han bekymrede sig jo bare for mig, men jeg lukkede fuldstændig i, og nægtede at sige noget hver gang. Igen gik vi i stilhed, og jeg var ved at blive lidt træt af det, for vores stilhed var ikke ligefrem behagelig. Pludselig stoppede Zayn op. Jeg gik et nogle skridt, før jeg indså at han var stoppet, før jeg gjorde det samme, og kiggede tilbage på ham. Han havde et skævt smil på læberne, og kiggede til siden. Jeg fulgte hans blik, for at få øje på en lille café der lå på den anden side af gaden. Zayn begyndte at gå hen mod den, og jeg fulgte nysgerrigt efter. Da vi kom helt tæt på, og jeg så en dame, der sad og bed af en croissant, rumlede min mave. Zayn sendte mig et sjovt blik over skulderen, og gik ind på caféen.

 

****************

 

Heej..

Undskyld at det tog så lang tid før kapitlet kom, og jeg ved godt at det er kedeligt..

Men det bliver snart spændende, I promise!

Husk at like!

Og så gad jeg godt at vide, om der overhovedet er nogen der læser?

Der er aldrig nogen der skriver 'MERE'.. Jo, Caroline, men det tæller ikke. (;

Nå, farvel!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...