You Saved My Life - One Direction

18-årige Kate Wayne lever et farligt liv. Hendes hverdag består af stoffer, alkohol og sex. Og så er der selvfølgelig også hendes arbejde som lejemorder. Hun er på en konstant flugt fra politiet, der kun er ude på at få hende spærret inde på livstid. Men da hun en dag får en opgave, som hun ikke kan gennemføre, går det hele galt. (Vil gerne lige advare jer om, at denne historie er gammel og - i følge mig - virkelig dårlig. Jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer, da jeg begyndte på den, så jeg undskylder på forhånd!)

157Likes
107Kommentarer
17811Visninger
AA

7. "Dig har jeg da ikke set i flere dage!"

Hvor fanden er jeg henne?, var den første tanke der strøg gennem mit hoved da jeg vågnede den næste morgen. Jeg lå i en seng på et meget tomt værelse. Udover sengen var der faktisk ikke andet end et spejl og nogle flyttekasser. Jeg satte mig op og strakte mig langsomt. Jeg var stadig fuldt påklædt. Jeg rejste mig dovent op og gik hen til spejlet. Mit hår var lidt uglet og jeg havde mascara under øjnene, men det var ikke så slemt. Jeg redte mit hår med fingrene, og brugte lidt spyt til at fjerne mascaraen. Så rettede jeg lige på mit tøj, og gik ud af døren. Jeg trådte ud i en lang gang. Udover den dør jeg selv lige var kommet ud af, var der fire andre. Jeg listede stille gennem gangen, og kunne høre svage snorkelyde bag nogen af dem. For enden af gangen var en lidt anderledes dør, og jeg håbede på at den ville føre mig til et sted jeg kunne genkende. Og rigtig nok, bag døren var stuen. Harry og Louis' stue. Men i modsætning til dagen før, var stuen nu helt tom. Men jeg kunne høre nogle skramlende lyde ude fra køkkenet af, så jeg gættede på at der var nogen derude. Nysgerrig efter at se hvem det var, gik jeg derud. Og fortrød med det samme igen. Niall. Men han havde allerede set mig, så det var for sent at liste væk.

"H-hej, Kate," stammede han og så lidt bange ud. Great, nu var han bange for mig.

"Hej Niall. Hvad laver du?" spurgte jeg afslappet. Han lod til at slape lidt af.

"Øh, morgenmad. Men du ved godt at du tabte i går, ikke?" sagde han lidt tøvende. Han vare vel bange for at jeg ville blive sur.

"Jep, det kunne jeg ligesom godt fornemme. Men det er vel heller ikke så slemt. No big deal!"

Det trak lidt i hans mundvige, og lidt efter smilede han stort og liiiiidt (meget) ondt.

"Men bare rolig. Det bliver ikke i dag. Jeg har nogen planer," sagde han og smilede skævt. Jeg kiggede bare udtryksløst på ham, og tog så et æble fra en lille frugtskål, som jeg begyndte at gnave i. Ja, æblet, ikke frugtskålen. Han kunne fornemme at han ikke fik noget svar fra mig, så han vendte tilbage til maden. Ikke at madlavningen krævede ret meget opmærksomhed. Han stod bare og ristede brød. Jeg besluttede mig for at lave noget, så jeg gik hen for at finde nogen tallerkener.

"Hey, Niall, hvor mange er vi egentlig? Til morgenmad, altså.." sprugte jeg.

"Øh, dig, mig, Harry, Louis, Zayn. Sally gik hjem i aftes, og det gjorde Liam også."

"Hvorfor vækkede Sally mig ikke? Så jeg kunne tage med hjem?" spurgte jeg forvirret. Han smilede.

"Altså dig og Zayn lå ligesom og sov, og så sagde hun et eller andet med 'Naarj, hvor er de søde! Ej, jeg kan altså ikke vække dem!''" svarede han, og efterlignede Sallys stemme. Det lød så sjovt at jeg ikke kunne lade være med at grine. Det var bare typisk Sally at sige sådan noget. Da jeg blev færdig med at grine tog jeg fem tallerkener ud af et skab, fandt også noget pålæg, og fik med besvær det hele ind i stuen. Da jeg gik tilbage til køkkenet, stod Niall og lagde alle brødene i en brødkurv.

"Kom, lad os vække de andre!" sagde han grinende da han havde sat brødene på bordet. Jeg løftede øjenbrynene.

"Øh," svarede jeg bare. Han rystede på hovedet af mig, tog fat i min arm, og prøvede at trække mig med. Lagde i mærke til det magiske ord? Prøvede. Problemet var bare, at jeg var liiidt stærkere end ham.

"Kom nu, Kate!" insisterede han, mens han stod og hev i mig. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke lyst til at vække dem! Hvad nu hvis de va morgensure, eller havde smidt dynen på gulvet ligesom jeg altid gjorde? Det ville bare være mega akavet. Og jeg kunne ikke lide akavede situationer. Han himlede med øjnene af mig.

"Fint. Jeg vækker Harry og Louis, og så vækker du Zayn. Tilfreds?" spurgte han. Jeg svarede ikke, men sukkede bare opgivende og bevægede mig hen mod deres soveværelser. Niall der ikke var forberedt på at jeg skulle bevæge mig, blev bare revet med, og han udstødte et lille forskrækket skrig.

"Hvor sover Zayn?" spurgte jeg bare, og ignorede hans dræberblikke.

"På et af gæsteværelserne.. Du burde kunne genkende hans snorken," grinede han. Jeg løftede tvivlende øjenbrynene, men begyndte så at gå rundt fra dør til dør og lytte. Og underligt nok, havde han ret. Ved den ene dør kunne jeg høre en der helt klart var Harry. Ved den anden var der helt stille, så jeg gættede på at det var der Niall havde sovet. Men ved den tredje dør kunne jeg høre en svag snorken, der lød præcis ligesom Zayn. Meget forsigtigt trak jeg ned i håndtaget og åbnede døren. Værelset så ud som det jeg havde sovet på, bortset fra at der lå noget tøj midt på gulvet. Og så selvfølgelig det, at der lå en mørkhåret fyr i sengen. Jeg listede hen til sengen og satte mig meget forsigtigt i den ene side. Hans mund stod lidt åben, og han havde savl i mundvigen. Jeg var lige ved at grine, for det så virkelig komisk ud, men jeg bed latteren i mig. I stedet valgte jeg bare at sætte mig direkte på hans mave. Hårdt.

"Uf!" udbrød han og spilede forskrækket øjnene op. Jeg grinede af ham, og da han fik øje på mig sendte han mig et dræberblik for sjov.

"Goodmorning sunshine! Tid til at stå op!" råbte jeg muntert. Han prøvede at vende sig om på siden, og fordi jeg ligesom sad på hans mave, endte det med at jeg væltede baglæns ned i sengen.

"Hvorfor er du så glad? Og så på den her tid om morgenen!" sagde han og grinede af mig. Jeg lå lidt mærkeligt. Mine ben lå hen over Zayn og min røv var stadig på hans mave. Han skubbede blidt mine ben væk så han kunne sætte sig op. Jeg rejste mig også op og gik hen mod døren. Da jeg vendte mig om igen var han i gang med at spænde sit bælte. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. Der stod han, uden trøje på, med morgenhår og savl i mundvigen og var ved at tage bukser på. Hihi. Okay, jeg var mærkelig.Og så kom jeg til at tænke på det Sally sagde i går. Om at de var kendte. Og jeg blev enig med mig selv om, at jeg faktisk var ligeglad. Kendt eller ej, han var stadig en steg. Og han var stadig ligeså sød mod mig. Han opdagede at jeg kiggede på ham, og han sendte mig et lille smil. Jeg grinede bare af ham og gik ind i stuen. Niall havde allerede smidt sig i en sofa og havde kastet sig over maden. Harry sad ved siden af ham med noget hår, der om muligt var mere uglet end det havde været den forrige aften. Jeg kastede mig i den anden sofa og begyndte også at tage noget mad. Lidt efter kom Zayn gående ind, men han havde fået en trøje på, fjernet det indtørrede savl og fået styr på håret. Hm. Jeg kunne ellers godt lide hans 'morgen-look'.

"G'morgen!" sagde Harry glad da han fik øje på Zayn. Zayn nikkede bare som svar. Han så liiidt træt ud. Helt klart ikke et morgenmenneske. Louis kom vraltende efter Zayn med uglet hår. De smed sig begge i sofaen ved siden af mig. Og ja, jeg sad i den store tremandssofa.

"Mad! Jeg er meeeeega sulten!" udbrød Louis. Jeg grinte lidt af ham.

"Nu lyder du ligesom Niall."

Han rakte tunge af mig, og kastede sig så ellers bare over maden. Jeg var faktisk også ret sulten, så jeg greb ud efter en bolle og smurte noget Nutella på. Jeg elskede Nutella.

 

*****************************

 

Jeg havde tænkt lidt over det. Og var blevet enig med mig selv om, at det måtte være på tide at komme videre. Jeg havde besluttet mig for at sige op. Jeg ville videre med mit liv og holde mig inden for lovens grænser. Det ville være bedst. Så jeg tog hen til clubben efter morgenmaden. Det var ikke kun Niall der havde planer for i dag. Det havde alle de andre drenge også. Så det passede jo meget godt. Der var ikke ret langt derhen, så efter at have gået i cirka ti minutter, stod jeg foran døren. Den dør, der engang førte til mit hjem. Jeg trak ned i håndtaget og trådte ind. Beslutsomt fandt jeg vejen til Mikes kontor. Der lød stemmer derinde, så jeg ventede lidt. Efter nogen minutter kom en mand gående ud, og han så meget utilfreds ud. Jeg skyndte mig ind ad døren, og gik direkte ind i Mike. Hov.

"Kate? Dig har jeg da ikke set i flere dage!" udbrød han og lød glad. Men det var falskt. Det vidste jeg. Men jeg blev nødt til at klare det her. Selvom han garanteret ville blive sur.

"Så hvordan gik det? Fik du klaret det?" spurgte han med løftede øjenbryn. Men der var noget ved den måde han sagde det på, der gav mig kuldegysninger.

"Mike, jeg.."

Men han afbrød mig.

"Kate, du behøver ikke at lyve for mig. Ham der gav mig opgaven har lige været her for at klage. Og du ved jo godt hvor meget jeg går op i, at kunden skal være tilfreds, ikke?" spurgte han spydigt. Okay, det her bevægede sig i den helt forkerte retning.

"Jeg kan ik.."

"Stop! Du siger det ikke! Selvfølgelig kan du det!" afbrød han mig. Jeg rystede på hovedet, og kunne mærke tårene presse sig på. Han gik hen mod mig, og selvom jeg vidste hvad der ville ske, gjorde jeg intet for at stoppe det. Jeg kunne alligevel ikke gøre noget. Han tog et godt tag om mit hår og tog meget langsomt sin revolver op af buksekanten. Med en beslutsom bevægelse førte han den op til min tinding og skubbede mig hen mod væggen.

"Hør her, Kate, nu gør du som jeg siger. Du tager afsted, prøver igen, og denne gang lykkes det. Ellers ved du godt hvad der sker, ikke sandt?" hviskede han med sammenbidte tænder. Da jeg ikke svarede, bankede han mit hoved hårdt ind i væggen. Jeg rystede på hovedet så godt som jeg nu kunne.

"Du ved det ikke? Nå, men så må jeg vel hellere fortælle dig det. Først, vil du blive dræbt. Og så vil en anden blive sendt afsted efter ham der. Meget enkelt. Men det vil du jo meget gerne undgå, har jeg ret?" spurgte han afslappet, men vredt. Jeg nikkede. Ikke fordi jeg frygtede for mit eget liv, men fordi jeg frygtede for Zayns. Jeg havde aldrig været bange for at dø. Men jeg vidste, at hvis jeg døde, ville det også være Zayns endeligt. Mike slap mit hår og sænkede sin revolver med et tilfredst ansigtsudtryk.

"Det var godt. Og smut så med dig."

Jeg løb ud. Indtil videre var Zayn i sikkerhed. Men det var kun midlertidigt.

 

*****************************

Hej!

Ved godt at jeg lovede at der ville komme mere i går, men jeg faldt i søvn.. Hehe..

Så der kom mere nu i stedet!

Husk at like.. (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...