Et Fremmed Sted

Engang var Rose' far arving til et stort gods. Det ændrede sig, da han mødte hendes mor, og de stak af sammen. Nu er de døde, og Rose rejser alene mod sin fars barndomshjem. Ud over, at hun sørger over sine forældres død, er hun rædselsslagen for mødet med sine slægtninge. Rose er nemmelig ikke helt normal....

(Jeg ville blive glad, hvis i ville kommenterer, hvad i synes om den og om der er ting, der lyder mærkeligt)

0Likes
0Kommentarer
674Visninger
AA

2. På Vej Væk

 

Jeg var lettet, da jeg fandt en tom kupé. Med hjælp fra en drager fik jeg min bagage op i vognen(en stor kuffert og en lille taske hvilket var alt, hvad jeg ejede). Han smilede og ønskede mig en god rejse, hvortil jeg nikkede og så ned i jorden. Det var uhøfligt, men jeg talte ikke med fremmede.

Inde i kupéen var der fredeligt. Det var første gang, jeg havde været alene, siden mine forældre døde. Altid havde der været en eller anden. En tjenestepige, der var fast besluttet på at forkæle mig mod min vilje, bekendte, der kunne bruge over en time på at ynke mig og advokaten, der venligt forklarede mig om min arv(en lille sum penge samt en møbleret hytte, som jeg var nødt til at sælge). Folk havde åbenbart en idé om, at de ville fordrive min sorg ved aldrig at lade mig være alene. Dette betød, at jeg ikke havde haft chance for at græde ud før nu. Endnu før, jeg havde tænkt denne tanke til ende, trillede tårerne ned af mine kinder som regn på en vindstille sommerdag.

Med et brøl, et ryk og en indtrængende hvinen satte toget i gang. Jeg klamrede mig skrækslagen til sædet, da det brummende monster rumlede af sted under mig, mens træerne for forbi mit vindue med en næsten surrealistisk fart. Inden jeg nåede så meget som at se mig tilbage, var mit barndomshjem forsvundet bag mig. Selvom det var mig, der tog væk, følte jeg mig forladt af alt og alle. Jeg skælvede og kneb mine øjne tæt i i et forsøg på at lukke verden ude, hvilket bare resulterede i, at jeg blev køresyg. Det var lige i det øjeblik, det bankede på kupédøren og en ung mand stak hovedet ind.

”Undskyld, men må vi sætte os her? De andre kupéer er for fyldte”. Jeg nikkede og skjulte hurtigt mit ansigt i mit lommetørklæde. Jeg kunne høre dem skramle med kufferter, og da jeg så op, havde en ung mand og en ung kvinde sat sig foran mig. Jeg så hurtigt ned igen og rodede i min taske efter det magasin, jeg havde bedt tjenestepigen om at købe til mig. Jeg anede ikke, hvad det handlede om, men jeg kunne skjule mig bag det, så jeg slap for at snakke med de fremmede.

”De ser lidt bleg ud miss. Er De køresyg?”. For sent.

”Jeg taler ikke med fremmede” svarede jeg manden uden så meget som et blik op mod ham. Endelig fandt jeg magasinet og slog op på en tilfældig side for at lade som om, jeg læste. Over magasinets kant kunne jeg se ham se noget overrasket ud, men han forstod min utvetydige hentydning og lod mig være i fred. Lettet gemte jeg mig bag magasinet i over en halv time, indtil jeg hørte hans kvindelige rejseledsager hvine.

”En edderkop, Harry, fjern den, fjern den!”. Tiltalte Harry så en smule desorienteret ud, for han søgte både med hænder og blik efter noget, han kunne bruge til at rede hans skønjomfru i nød fra det skræmmende uhyre. Altså indtil jeg tog min sko af og knaldede den lige i hovedet på det lille kræ. De ændrede begge udtryk fra det henholdsvise frygtsomme og desorienterede udtryk, til et, der tydeligt viste væmmelse for den lille klat, der engang havde været levende. Jeg selv besluttede mig for endnu engang at søge tilflugt bag mit magasin(selvfølgelig efter at have påført min sko igen), men de to rejsekammerater blev pludselig vældig snakkesalige og lod det gå ud over mig.

”Tak fordi De dræbte den, men kunne De ikke have gjort det på en mere... Jah, jeg ved ikke... hygiejnisk måde?” Kvinden talte til mig for første gang.

”Jeg taler ikke med fremmede.”

De kan da ikke bare sidde der og være helt tavs under hele turen. Jeg mener, har De aldrig vekslet bare to meningsfulde ord med en fremmed? Det må de da have haft!” Jeg kunne mærke en snigende angst stige op i mig, da jeg huskede den eneste periode, hvor jeg havde sagt andet end min indstuderede sætning til en fremmed, og jeg blegnede.

Jeg taler ikke med fremmede” hvæsede jeg fjendtligt og rykkede så langt væk fra dem som muligt.

”De har da overhovedet igen grund til at være uhøflig” indskød manden. ”Vi prøver skam bare at konverserer!”

”Jeg konverserer ikke med fremmede.” Endelig gav de op og vendte sig mod hinanden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...