Et Fremmed Sted

Engang var Rose' far arving til et stort gods. Det ændrede sig, da han mødte hendes mor, og de stak af sammen. Nu er de døde, og Rose rejser alene mod sin fars barndomshjem. Ud over, at hun sørger over sine forældres død, er hun rædselsslagen for mødet med sine slægtninge. Rose er nemmelig ikke helt normal....

(Jeg ville blive glad, hvis i ville kommenterer, hvad i synes om den og om der er ting, der lyder mærkeligt)

0Likes
0Kommentarer
691Visninger
AA

4. Maleriet

 

Da vi var nået et stykke om bag det slotslignende hus, stoppede Tim vognen og bad os stige ud.

”Hvis jeg kører længere, sætter vognen sig fast i mudderet” forklarede han.

Kilden til den smattede sti viste sig at være en stor, smuk sø cirka tredive meter fra huset, der åbenbart ”havde det med at svømme over”. Så måtte vi ellers traske hen til bagindgangen med kjolerne oppe om knæene og mudder til anklerne. Jeg smilede lidt indvendigt over Violet, der viste hvert et tegn på væmmelse. Det var måske meget logisk, siden hun var iført fine, tynde knapstøvler, der sandsynligvis ikke ville overleve den mudrede massakre.

Endelig nåede vi hen til en meget lille, åben dør, hvor Harry stod og stak hovedet ud med en lygte i hånden. I modsætning til mig grinede han åbenlyst over Violets ansigtsudtryk.

Døren lukkede bag os, hvorefter vi blev efterladt uden andet lys end Harrys lygte i en lang, smal gang. Gad vide, om forfædrene var smuglere, tænkte jeg for mig selv.

Hurtigt blev jeg af søskendeparret ledt gennem et endeløst gangsystem, som, gik det op for mig, måtte ligge under jorden. Efter hvad der syntes som evigheder, stødte vi endelig på en trappe, der ledte os igennem en dør og direkte ind i et travlt køkken. Heldigvis havde ingen derinde tid til at stoppe op for at stirre, og gik lige igennem.

Derefter blev det endnu mere forvirrende, da jeg blev ledt igennem flere gange, denne gang lyse, højloftede og tæppebelagte. Jeg var så fuldstændig opslugt af at memorere hvilke gange, vi havde taget, at jeg næsten ikke opdagede, da de andre stoppede op.

Harry gav miner til at banke på, men Violet afbrød ham ved at åbne døren og brase ind i et udsøgt arbejdsværelse med en lige så udsøgt herre stående bag et skrivebord. Han lignede en tordensky, og hans hænder holdt krampagtigt om bordkanten, men alligevel lyste hele min ansigt op i et smil. For et øjeblik, bare et lille, bitte øjeblik, troede jeg, han var min far. At min far stadig levede. Men så så jeg nærmere på ham, og mit smil falmede. Hans hår var brunt, ikke rødt, han øjne var blå, ikke grønne. Han var adskillige centimeter lavere end min far og en del mere robust. Og så var han bleg som et lagen, hvor min far var godt solbrændt efter mange, lange dage i marken.

Violet, hvor mange gange skal jeg sige det?” brølede han med en baryton-dyb stemme. Endnu en forskel. Min fars stemme var lysere, mere tenor-agtig.

Du går IKKE ind på mit kontor, UDEN at banke på. ER DET FORSTÅET!?!?”

Tiltalte smilede sødt og hev mig frem ved armen.

Jeg tror ikke, jeg har præsenteret dig for Rosemary, kære far” sagde hun med en engleblid stemme. Han tog sig til tindingerne med et suk, og på et øjeblik forvandlede hans ansigt sig fra tordensky til venligt og imødekommende. Han gik over mod mig og tog mine hænder.

Advokaten fortalte mig alt om dine forældre. Jeg forstår, hvis du sørger, men du skal vide, at du er velkommen her, og at ingen vil tvinge dig til at tale om dine forældre.” Han gav mine hænder et klem, før jeg fik trukket dem til mig og trådt et skridt tilbage.

Mange tak, lord Derringham” sagde jeg så lavt, at han måtte læne sig frem for at høre mine ord. Et øjeblik så han mystificeret på mig, før han rystede forvirret på hovedet.

Nå, men hvis I er færdig med at trampe mudder ind i mit ægte tæppe, vil du måske vise Rosemary til hendes værelse?” sagde han til Violet og gik tilbage til sit bord, hvilket helt klart betød 'audiensen er ovre'.

 

Efter jeg endnu engang var blevet ledt gennem en hel labyrint af gange, haller og små stuer, stoppede Violet op og lænede sig op af en dør.

Det er din fars gamle værelse. Det ligger en smule afsides fra de andre værelser, men sådan kunne din far vist lide det. En del af hans ting er der endnu. Hvis du mangler noget, så ring med klokken. Ellers følg muddersporene, så finder du nok nogen!” sagde hun med et grin og gik sin vej med svuppende skridt, der ganske rigtig efterlod en ordentlig klat mudder hver gang, hun løftede foden. Hun måtte have fået ret meget ind i støvlerne.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg drejede dørhåndtaget om og gik ind i rummet.

Det var tydeligt, at min far selv havde valgt farverne, men måtte finde sig i møblerne. Midt i rummet stod der en himmelseng af dimensioner med dybgrønne forhæng. Væggene var en lidt lysere grøn, dog stadig mørkegrøn, og loftet var hvidt. Ved den ene væg stod der et smukt, men en smule vulgært, skrivebord af mørkt træ. Ved det stod der en temmelig prangende stol, igen med grønt betræk. Under mig var der et tykt, rødt tæppe, som mine fødder sank ned i. Uden at tøve smed jeg støvler og (tørre) strømper og valsede på bare tær over og satte mig i en grøn lænestol, som jeg med det samme sank flere centimeter ned i. Et øjeblik efter rejste jeg mig igen, gik forbi et lille sminkebord (med tilhørende spejl) og hen til et påklædningsrum, der gemte sig bag en temmelig diskret dør og videre til en niche, der måtte fungere som et baderum af en slags. Nysgerrigt stak jeg hovedet ind i et enormt klædeskab og fandt en noget støvet, men ret elegant, herre-ridedragt med tilhørende hat og støvler.

Til sidst stillede jeg mig midt i rummet og kiggede på malerierne. Min far havde malet hver og et af dem. Et billede forestillede solnedgang over heden, et andet en løbende hjord kronhjorte. To malerier skilte sig ud. Det var som om, de var malet med mere følelse end de andre. De lyste op i rummet som fakler bland stearinlys.

Det ene var en galoperende hest på en græseng. Dens pels havde samme sølvgrå farve som måneskin, og dens manke var blæst tilbage som ved stor fart. Min far havde fortalt mig meget om ham. Hans navn er Storm, kunne jeg høre min far sige. Han løber som vinden, og stadig vil man føle, at man sidder på jorden, hvis ikke det er for modvinden. Forsigtigt lod jeg fingrene glide hen over maleriet og lovede mig selv at spørge ind til, hvad der var sket med Storm, efter min far stak af. Jeg delte min fars passion for hurtige heste.

Det andet var klinet til væggen med syvtommer søm lige foran sengen og forestillede min mor, da hun var på alder med mig. Hendes tøj var ret almindeligt, og hun havde aldrig været gudesmuk. Men hun havde samme vilde skønhed som en kat. Hendes blonde hår var ikke som fløjl men skinnede ikke desto mindre klart. Og dér, midt i det hele, strålede hendes blå øjne som to, klare stjerner. Langsomt gled jeg ned af sengegavlen og gav mig selv lov til at græde en smule.

Det underlige var, at jeg følte mig hjemme her, hvor min far engang havde boet. Jeg sukkede en anelse overtræt og rejste mig for at pakke ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...