Et Fremmed Sted

Engang var Rose' far arving til et stort gods. Det ændrede sig, da han mødte hendes mor, og de stak af sammen. Nu er de døde, og Rose rejser alene mod sin fars barndomshjem. Ud over, at hun sørger over sine forældres død, er hun rædselsslagen for mødet med sine slægtninge. Rose er nemmelig ikke helt normal....

(Jeg ville blive glad, hvis i ville kommenterer, hvad i synes om den og om der er ting, der lyder mærkeligt)

0Likes
0Kommentarer
681Visninger
AA

3. Hvor Rejsen Ender

 

Toget bremsede op med et hvinende inferno af lyde på en lille, uskiltet perron. Jeg talte igen efter inde i mit hoved, men jeg vidste, jeg ikke havde taget fejl. Syv stationer fra London, sagde en stemme inde i mit hoved. Fars advokat.

Jeg sukkede og begyndte at pille min bagage ned fra hylden. Den store kuffert var lige ved at glide fra mig, da en stor hånd greb fat i den og løftede den ud på perronen. En anelse irriteret gik jeg med min taske ud på perronen, hvor Harry stod ved siden af min kuffert.

”Øhm... Tak” sagde jeg, selvom hele mit indre skreg imod mig, at jeg skulle gå væk fra ham.

To ord!” grinede han og traskede fornøjet hen mod sin søster ved en vogn, hvor de begge stilte sig og så undersøgende på de sidste, der steg ud af toget, mens jeg selv strakte hals for at se hovedvejen, ventende på den vogn, mr. Brown havde sagt ville hente mig. Hvad nu hvis han har sagt til dem, at jeg først kommer i morgen? Frygten begyndte at gnave i mig, da der efter tyve minutter stadig ikke var dukket nogen vogn op.

Nogen rømmede sig ved siden af mig, og jeg for forskrækket et skridt baglæns.

Øhm, undskyld miss. Jeg ville ikke forskrække Dem!” Det var bare Harry fra tidligere. Hvorfor var han her endnu? Jeg nikkede kort for at sige, at det var i orden.

”Sagen er...” Han kradsede sig på hagen og syntes at lede efter de rigtige ord. ”Vi skulle egentlig have den her unge dame med hjem, og det lyder måske åndssvagt, men er Deres navn Rosemary Derringham?”

Nej, det her sker ikke. Jeg nikkede, ude af stand til at sige noget.

”Mit navn er Harry Derringham. Jeg er søn af din fars bror. Min søster derovre hedder Violet, og kuskens navn er Tim.” Harry vinkede sidstnævnte over og gav ham besked på at tage mine kufferter, hvorefter han gelejdede mig ind i vognen.

 

En trykket stilhed lå som et stort, tykt tæppe over os inde i vognen. Jeg prøvede virkelig at tvinge mig selv til at sige noget, men hver gang, jeg åbnede munden, kiggede de på mig, og så gik det ligesom galt... Heldigvis endte det med, at Harry tog ordet.

”Jeg tror, vi kom lidt skævt ind på hinanden i toget” sagde han venligt.

Mit blik for rundt i vognen i et forsøg på at undgå deres øjne. Til sidst hvilede jeg mit blik ved vinduet.

Det er nok mig, jeg..... Jeg har lidt svært ved..... ved, øhm.” Det tog mig lige et øjeblik at finde det rigtig ord og endnu længere tid at få det sagt. ”Mennesker.”

Jeg mærkede en hånd på mit knæ, vendte hovedet og se ind i Violets øjne.

Det er helt i orden, Rosemary. Du er familie nu. Husk det” sagde hun og smilede.

Bare Rose” sagde jeg, og så igen ud af vinduet.

Stilheden sænkede sig igen, men denne gang var den rar og varm. Jeg har snakket med dem. Jeg har virkelig snakket med dem! Men mit smil blegnede, da vi en halv time senere kørte ind på godsets gårdsplads.

Stedet var fyldt med mennesker, der styrtede frem og tilbage, kaglende som høns i en overfyldt hønsegård.

Der læssede småpiger og -drenge råvarer fra en ladvogn til køkkenet af en køkkentrappe. Der vaskede tjenestepiger tøj ved et vaskebræt. Der hængte nogle andre piger det op. Der råbte unge karle af stalddrengene, at de skulle rubbe fing-rene, mens de med lynets hast kastede balle efter balle af halm ind i stalden. Der stod butleren og røg pipe, mens han skændtes højlydt med husholdersken.

Og så steg Harry ud af vognen, hvorefter alt blev stille. Hvert et blik var rettet mod ham, mens han hjalp sin søster ud. Han rakte hånden ind efter mig, og jeg tøvede.

Er der noget galt?” spurgte han.

Jeg rystede energisk på hovedet og lod ham hjælpe mig ud.

Det var en fejltagelse.

Pludselig stod jeg midt i det hele. Harry begyndte at gå hen mod hoveddøren, men jeg bevægede mig ikke en meter. Samtlige øjne på hele gårdspladsen stirrede på mig. Hvor end jeg vendte hovedet, var der et ny blik, der mødte mit. Hviskende lod de deres munde glide forbi hinandens øre.

'Hun ser mig nu lidt bleg ud'

'Er det hende?'

'Hun har fregner'

'Hvad skjuler hun sit hår for?'

'Den indbildske horeunge, hvad tror hun, hun er?'

'Er hun virkelig en Derringham?'

'Hvorfor står hun bare der?'

'Advokaten sagde, at hun var skør'

'Er de nu sikre på, at det faktisk er Sir Johns datter? Hun ligner ham ikke'”

Rystende af skræk, vendte jeg om på hælen og kravlede ind i vognen igen, hvor jeg smækkede døren og trak gardinerne for. Udenfor kunne jeg høre spredt latter, men jeg kunne ikke for min død få mig selv til at gå derud igen. Jeg slog armene om mig selv, som min mor ville have gjort, lukkede øjnene og begyndte at messe den franske vuggevise, hun plejede at synge for mig.

Tim, jeg tror, vi tager bagindgangen” lød Violets stemme udefra. Hun steg værdigt ind med et hårdt blik tilbage på tjenestefolkene, der skamløst hviskede videre.

Jeg sukkede lettet, da vognen drejede ud af gården og kørte om til bagindgangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...