Et Fremmed Sted

Engang var Rose' far arving til et stort gods. Det ændrede sig, da han mødte hendes mor, og de stak af sammen. Nu er de døde, og Rose rejser alene mod sin fars barndomshjem. Ud over, at hun sørger over sine forældres død, er hun rædselsslagen for mødet med sine slægtninge. Rose er nemmelig ikke helt normal....

(Jeg ville blive glad, hvis i ville kommenterer, hvad i synes om den og om der er ting, der lyder mærkeligt)

0Likes
0Kommentarer
674Visninger
AA

1. Prolog

 

Regnen stod i stimer ned fra en gråsort himmel, og torden bragede gennem landskabet som tusind kanoner på en slagmark. Græsbeklædte enge strakte sig så langt, øjet rakte, synet kun brudt af enkelte små, vindblæste huse og en snoet (samt ganske hullet) grusvej. På denne øde grusvej, kørte der en vogn. To robuste heste traskede foran og trak vognen efter sig, enten for gamle eller for kuede til at kære sig om uvejret. På kuskesædet sad en mand og smilede. For foran ham lå hans mål. Ikke et af de små huse, men et enormt slot! (Det var i hvert fald hvad kusken tænkte, for han havde aldrig været væk fra egnen, og her var det det største, der fandtes). Ivrigt sporede han hestene, og de satte farten op ved tanken om en varm stald og en smule foder. Hvis kusken før havde set glad ud, var det intet, som da han hørte den faste klip-klap'en, der kom, når en beskoet hest gik hen over brosten. En lyd, han i løbet af årerne var blevet vældig glad for. Den betød mad, varme og måske endda en blød soveplads (som regel en bunke halm).

På gårdspladsen væltede omkring fem tjenestefolk ud af en sidedør, med forskrækkelse og nysgerrighed malet i ansigtet, for hvem i alverden kom anstigende klokken et om natten i så skrækkeligt et vejr?

Deres nysgerrighed blev snarligst tilfredsstillet, da vogndøren åbnede sig og en lavstammet, sortklædt mand steg ud. Det eneste, der kunne ses, under den bredskyggede hat, var en lang, kroget næse, og selv under den tykke, pelsforede jakke kunne man se, at han var ranglet. Kusken, der efter at have steget ned og overgivet hestene til et par søvndrukne stalddrenge, hviskede til de langørede tjenestefolk, at manden var en velanset advokat fra London. (Velanset var måske så meget sagt, men det lille ord skabte bedre, fremtidigt sladrestof til byens befolkning, samt en smule bedre forplejning for den halv-gamle mand).

”Jeg kommer med bud til lord Derringham” sagde advokaten. ”Det er strengt nødvendigt, at jeg kommer til at snakke med ham med det samme!”

Hans stemme var dyb og myndig og sendte straks en lakaj løbende op af hovedtrappen. Den trætte rejsende blev ledt ind i entréen, hvor en pige to hans jakke og hat, og butleren (en mand med et stramt udtryk og upålastelig påklædning, selv på dette sene tidspunkt) førte ham op af et væld af trapper og gange, til han fuldstændig havde mistet sin retnings-sans. Endelig stoppede butleren og bankede på en stor, smukt udskåret dør af mahogni.

”Kom ind” lød en stemme indefra.

Butleren tog fat i dørhåndtaget (som var forgyldt) og lod advokaten ind, før han gik.

 

Midt i rummet stod en mand iført nathue (den ellers så alvorlige advokat måtte kæmpe for at holde masken, for nathuen var lyserød) og slåbrok. Som etiketten foreskriver, gav de to mænd hånd.

”Godaften lord Derringham. Mit navn er Joshua Brown. Jeg kommer angående Deres bror; John Derringham.”

Godsejeren så overrasket på den anden.

”Jeg tror hellere, De må sætte dem ned, sir” fortsatte mr. Brown.

Lord Derringham satte sig på en stol bag et skrivebord (der mathcede døren) og gestikulerede imod en anden stol, hvor advokaten satte sig.

”Ved De, at jeg ikke har set min bror i over tyve år?”

”Jeg er blevet informeret om, at De og Deres bror ikke har set hinanden i et stykke tid, ja” sagde mr. Brown.

Lorden sukkede træt og gned sine tindinger.

”Hvad vil han?”

”Han er død, sir”

Lord Derringham gav et forskrækket spjæt fra sig og så uforstående advokaten i øjnene.

”Død?”

”Han og hans kone blev skudt under et landevejsrøveri sidste lørdag. Det gør mig ondt, sir.”

Der var stille et stykke tid.

”Jeg antager, at der er børn?” sagde lord Derringham.

”Kun ét, sir. En pige.”

”Og hun har ikke nogen, der kan tage sig af hende?”

”Nej.”

Han sukkede igen.

”Jeg tager gerne imod hende her.”

”Det håbede jeg på, De ville sige!”

”Hvor gammel er hun?”

”Hun blev nitten i lørdags, sir.”

Igen kom der et spjæt fra lorden.

”I lørdags? De døde altså på hendes....”

”Hendes fødselsdag, ja.”

Endnu engang sænkede stilheden sig, og udmattelsen lagde sig som en skygge over lord Derringham.

”Lord Derringham, jeg ved dette kommer som et chok for dig, men det kunne være rart, hvis jeg måtte trække mig tilbage. Jeg har næsten ikke sovet i to nætter og kun spist lidt!”

”Selvfølgelig, selvfølgelig. Jeg har bare lige et sidste spørgsmål. Hvad hedder hun?”

Mr. Brown kom med et lille trist smil.

”Hendes navn er Rosemary Wilhelmina Derringham.” Han tøvede en kende, før han fortsatte. ”Der er nok også noget andet, De bør vide.” Han kæmpede et øjeblik med at finde den rigtige formulering. ”Hun er..... anderledes.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...