Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
922Visninger
AA

8. Kapitel 7: Besværgelsen

Til min overraskelse var det let at få Leonora til at tro på det, jeg sagde. Men eftersom hun lige for øjeblikket bliver jagtet af en hævngerrig spøgelseshest, så havde hun vel intet andet valg.

 Jeg bad hende først om at hente en gryde, selvom jeg ikke havde nogen ide om hvor hun skulle få den fra.

 Leonora kendte egnen som sin egen lomme, for hun kom tilbage i løbet af et kvarter med en gammel kasserolle, som hun ikke ville sige hvor hun havde fra.

 Jeg havde fordrevet ventetiden med at samle nogle brugbare urter og brændbart træ til et heksebryg. Jeg kunne ikke indrømme, at Søboskoven var særlig overgroet med lægeurter, men jeg fandt da i det mindste nogle, der kunne bruges. Hvor var jeg heldig. Men jeg havde heldigvis selv taget nogle gode urter med fra København.

 Da jeg tændte bålet med min lighter, spurgte Leonora forarget: ”Ryger du?”

 ”Engang imellem,” svarede jeg med et tonefald, der satte straks et punktum for emnet.

 Jeg stillede gryden over ilden, fyldte det med vand fra Søbo-søen og begyndte at koge urterne i den.

 ”Hvad laver du?” spurgte hun, mens hun nysgerrig så på.

 ”Et gammelt heksebryg, der kan tvinge de døde tilbage i graven.”

 ”Du ved vist en del om det,” konstaterede hun med et smil.

 Jeg smilede selv. Min bryg havde fået en mørk farve og en fæl lugt.

 "Den er næsten klar," sagde jeg. "Jeg mangler bare noget stof, jeg kan dyppe i den."

 Hun rev sit ene ærme af og rakte den til mig. Jeg dyppede stoffet ned i gryden og ventede til det sugede bryggen i sig. Derpå tog jeg det op og vred det. Den duftede stadig af de urter, jeg havde samlet til bryggen, mens jeg bandt den sammen til en lille dukke.

 ”Det skal symbolisere en krop til den fortabte sjæl,” forklarede jeg. ”Eller en erstatning for det oprindelige bytte, jeg er ikke sikker.” Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte huske mig selv på, at læse på det mere kraftige sejdmagi. Jeg havde altid holdt igen af frygt for at slippe noget livstruende ud. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg skulle have i situation, hvor mine ’små’ kunster ikke rakte meget.

Jeg kiggede på dukken og forklarede Leonora at meningen var at med dukken skulle man fremsige en besværgelse, der vil sende den fortabte sjæl til underverdenen.

 "Altså helvedet?" spurgte hun.

 "Nej," sagde jeg. "Bare den anden side. Jeg tror ikke at det spøgelse-zombie er ond. Den kan bare ikke give slip."

 Så kiggede jeg op mod den skydækkede måne. "Nu er det bare at vente indtil skyerne forsvinder."

 Leonora bed i underlæben.

 "Problemet er bare at vi ikke være sikker på at den dukker op lige med det samme. Det ville være rart, hvis vi vidste hvor den var nu."

 Idet jeg havde sagt det, så gled den sidste sky væk fra månen.

 "Så er det bare at være klar. Leonora?"

 Jeg så at hun havde lukket øjnene i og så meget koncentreret ud.

 ”Han… Pokkers, ikke igen,” bandede hun. Det lød mere som om hun talte til sig selv. ”Vent… der var den igen.”

 Hvad lavede hun egentlig? Det så ud som om hun prøvede at fokusere over noget meget hård.

 ”Nærmere…,” hviskede hun sammenbidt. Så slog hun pludselig øjnene op i panik.

 ”GEM DIG,” skreg hun og trak mig om bag nogle sten.

 Jeg fattede ikke dyt af det, hun gjorde, før jeg hørte galopperende hestehove i retning mod os.

 Vi krøb os tæt sammen og lyttede. Skridtene blev langsommere. Jeg, for mit vedkommende, lænede mig en smule frem for at bedre kunne se.

 Jeg kunne se en hest. En blåsort hest, der næsten gik ét med natten.

 Arthur Falk. 

 Jeg kunne mærke at Leonora holdt vejret.

 Hesten gik søgende rundt der, hvor vi lige havde været. Jeg kunne ikke se dens hove, for de var skjult af en lav dis.

 Blod, hviskede den med en hæs rusten stemme, der ikke have været i brug i lang tid. Jeg kan lugte blod. Lugten af det samme blod, det samme kød, det samme hjerte. År efter års venten belønnet. Hævnens time er kommet. Så sødt som blod. Den sidste sætning lød ret tvunget.

 Leonora gemte sit ansigt mod min skulder.

 ”Kunne du se den komme?” hviskede jeg. Hun nikkede som en skræmt kanin.

 Men hvis hun kunne se den, så måtte hun jo besidde... Det skulle jeg ikke tænke på nu. Lige nu galt det om at jeg kunne beskytte hende mod den sorte hest.

 Hesten gav en dyb suk fra sig og slæbte sig forbi os.

 ”Ved du hvad?” hviskede Leonora. ”Jeg tror, at han er træt af hævn, men kan ikke give slip på det.”

 ”Og det er det, vi skal hjælpe ham med,” sagde jeg. Efter hvad jeg kunne af dens skridt var den på vej ned mod byen.

 ”Hvad skal den nede i Vester Hæsinge?” spurgte jeg Leonora.

 ”Hen til kirken,” svarede hun. Jeg kunne se hendes hvide åndedræt i betragtning af at det var sommer. ”I hans levetid plejede godsejerne på Søbo, Falken og Sandholt at holde gudstjeneste i kirken for at bede om en god jagtlykke.”

 Ja, det lød jo helt gammeldags, men det var Arthur Falk vel for en syttenårig at være.

 Vi trådte frem fra vores skjul og holdt øje med den retning, hesten forsvandt.

 ”Kan du se fremtiden?” spurgte jeg.

 Hun trak på skuldrene. ”Et par visioner i ny og næ. Ikke noget jeg taler normalt om.”

 ”Vi snakker om det senere,” sagde jeg det bestemt. Jeg undlod at nævne hvis der ville blive et senere tidspunkt for os.

 ”Hvor lang tid tror du gudstjenesten varer?” spurgte jeg.

 Hun trak på skuldrene igen. ”Ved det ikke, måske en halv times tid.”

 En halv time? Fandens. Så måtte vente længere. Vente og frygte på det værste.

 Jeg kiggede mod Leonora. Hvis hun var i stand til at se fremtiden, så måtte hun være en vølve. Men... kunne det også betyde at det med hendes forældres død...?

 "Leonora," sagde jeg til hende. Hun så afventet på mig.

 "Jeg vil gerne have at du gemmer dig derover," sagde jeg pegede på et væltet træ. "Jeg vil helst ikke have at du er ved siden af mig, når jeg fremsiger besværgelsen."

 Leonora mumlede at det kunne hun godt forstår og skyndte sig bag træet.

 "Vær forsigtig," bad hun mig.

 Jeg nikkede kun, tog en dyb indåndning og ventede.

 Efter en stykke tid, begyndte der at ske noget igen. Lyden af galoperende hove, der begyndte blive stærkere. Og straks kunne jeg se den sorte hest komme imod mig.

 Jeg stillede mig lige foran den, holdt frem mod den og begyndte at messe på oldnordisk med alle de nordiske guder navne. Balder, Odin, Hel, Frigg, Thor, Frey og mange flere.

 Men så skete der noget uventet.

 Den stillede sig op på bagbenene og bevægede sine forben så voldsomt, at den piskede en kraftig vind op. Den blæste mig helt omkuld og fik mig til at tabe dukken. Åh, nej.

 Var alt håb ude nu?

 Jeg prøvede at rejse mig, men vinden gjorde det umuligt for mig.

 Leonora råbte et eller andet til genfærdet. Jeg kunne ikke høre hvad det var, på grund af den kraftige vind, men jeg kunne se, at hun holdt dukken i sine hænder. Hvad sagde hun? Og hvad kunne det egentligt hjælpe?

 Så holdt vinden op. Genfærdet var pludselig stivet. Den faldt til ro og stillede sig på alle fire igen. Så kom en ny brise og blæste den til sort støv. Støv, der dansede på vinden og forsvandt i retning mod søen.

 Vi mælede ikke et ord i ca. to minutter. Det var ikke til at fatte, at det var forbi. Som om et ondt mareridt var ovre. Leonora var den, der brød tavsheden, der hang tungt over os.

 ”Er du okay?” spurgte hun og sænkede sin arm, der stadig holdt en krampeagtig tag i dukken.

 Jeg stolede ikke på min stemme, så jeg nikkede bare.

 Den ravnesorte himmel blev igen blå som en sommeraften. Vi var tilbage i vores egen verden igen.

 Leonora gik direkte hen til mig og drattede ned på knæene. ”Jeg tror, at han har fået fred nu. Han har givet slip på hævnen.”

 Jeg svarede ikke. Jeg var derimod fuldkommen imponeret over Leonora. Jeg var helt sikker på, at hun måtte være en vølve.

 Hun rejste sig og hjalp mig op på benene.

 ”Tak. Hvad sagde du egentligt til den?” spurgte jeg. Jeg var komplet forvirret.

 ”Jeg sagde, ’giv ham, Herre, din fred og lade dit evige lys skinne på ham. I Jesus Kristi navn. Amen’ og så et par bønner, som præsten lærte mig til konfirmationen.”

 Der faldt det på plads i mig. Det var derfor min besværgelse ikke virkede. Arthur Falk var døbt og opdraget som en god kristen. Han ville ikke give sig selv fred, inden han havde fået sin hævn, eller nogen ville ønske ham fred i Jesus’ navn. Jeg havde kun messet de nordiske guder, som han tydeligvis ikke havde hørt om, men Leonora havde valgt bruge de kristne ord, der åbenbart fik ham til at slappe af. Jeg havde lyst til at slå mig selv for min idioti. Dumme Bastian. Dumme, dumme Bastian.

 ”Kan vi gå nu?” spurgte Leonora. Der var et spor af længsel efter hjem i tonefaldet.

 Jeg så på hende. Hun virkede træt – ikke så sært. Hun har været igennem meget i aften.

 ”Lad mig bære dig,” tilbød jeg og løftede – inden hun kunne nå at svare eller sige mig imod – hende op i mine arme og bar hende af sted.

 Hun havde gjort nok for i aften.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...