Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
925Visninger
AA

7. Kapitel 6: Gudernes advarsel og Skovens hemmelighed

Oscar ville straks vide om jeg havde fundet ud af noget, da jeg kom hjem. Jeg svarede ham, at jeg var alt for træt til at fortælle noget og gik på hovedet i seng.

 Jeg faldt ikke i søvn lige med det samme. Jeg vendte og drejede mig på madrassen i et håbløst forsøg på at finde den bedste stilling at ligge i. Til sidst gav jeg op og fandt et glas med sovepiller frem og slugte et par stykker sammen med et glas koldt vand.

 Så gik jeg i seng igen og ventede på at pillerne skulle gøre sin virkning.

 Gad vide om der nogensinde havde været et øjeblik, hvor et menneske vidste at nu overtrådte han grænsen mellem den virkelige verden og søvnens verden? Jeg havde ikke hørt om nogen… endnu.

 Jeg kunne mærke at søvnen var ved at erobre mig, næsten som tusmørket, langsomt og dominerende.

 Så drømte jeg.

 Jeg befandt mig i en lysning i en skov, der var ved at forsvinde i en tyk tåge. Jeg sad på en stor granitsten overgroet af mos. Og jeg var ikke alene.

 Tre kvinder var der sammen med mig. De så alle helt forskellige ud. Den ene var en ældre gråhåret dame i en sort enkekjole, som sad i en kørestol. Man kunne ikke se i hendes rynkede ansigt om hun var trist eller om det var hendes naturlige ansigtsudtryk. Den anden var sorthåret og omkring tredve. Hendes strenge ensfarvede påklædning ville få andre til at tro, at hun måtte være en professionel advokat.

 Den tredje og den sidste måtte være mindst seksten år. hun var iført et par blå cowboybukser og en sølvfarvet top med stropper, der afslørede en tynd stribe af hendes mave. Håret var rødgylden. I fuldt dagslys ville det ligne et vandfald af ild.

 De var så forskellige, men de havde noget tilfælles: De vævede.

 De så ud til at være fuldkommen opslugt af deres arbejde, at de ikke ænsede mig. Jeg vidste med det sammen hvem de var. De tre Norner.

 ”Forvirret?” spurgte den rødhårede teenager idet hun vendte sig mod mig.

 Jeg åbnede munden for at svare, men der kom ikke en lyd ud. Jeg nikkede kun.

 ”Det, du ser nu, er kun et billede, der er kombineret med din tidsalder, som vi taler igennem,” sagde hun med et drillende smil.

 Jeg åndede lettet op. Det var jo lidt svært, at forestille nornerne sådan.

 Den ældste kone – Urd – så op på mig. ”Bastian Skiftning, søn af Erik Regnersons æt, en stor fare truer Vølsungs ætling.”

 Jeg kunne ikke sige noget, men min hjerne skreg det samme spørgsmål igen og igen. Hvilken fare?

 ”En hævn,” sagde Verdande – den mellemste – og var ved at skifte tråd på sit væveri. ”En kristen hævn.”

 ”Kristen hævn? Sådan noget som heksejagt eller…?”

 ”Nej, nej,” sagde Skuld hovedrystende. ”Det er en hævn, der ikke er beregnet mod Vølsungs ætling, som alligevel bliver offer for den.”

 ”Jeg forstår det ikke,” sagde jeg beklagende. Hvordan kan en hævn ramme én, der ikke er udset til at blive ramt af den?

 Verdande rejste sig og sagde: ”Vi kan ikke sige dig mere. Søg og du vil få svar.”

 Så skiftede scenen sig. Nu befandt jeg mig i en mørk skov. Jeg prøvede at finde en vej ud, men det var umuligt. Mørket trak sig tættere og tættere om mig. Det var ved at kvæle mig. Jeg råbte på hjælp, men ingen hørte mig.

 Jeg var ved at dø.

 Up. Hvad var det?

 Lyden af smadret glas vækkede mig. Gud for et mareridt. Sveden drev ned ad panden på mig. Da jeg slappede lidt af, kunne jeg kun høre to lyde. Det gamle bornholmerur og Oscar, der snorkede svagt på madrassen ved siden af mig.

 Jeg kastede et blik ud af vinduet. Himlen var ved at være lidt rød i det. Det var meget tidligt på morgen.

 Med et grynt stod jeg op og gik på toilettet. Bagefter gik det op for mig, at jeg hellere måtte trække i tøjet. Bagefter satte jeg mig ved bordet.

 Jeg fandt papir og en blyant frem. Øverst skrev jeg ’Edward Riddle af Kong Vølsungs æt’. Fra ham slog jeg to strenger og skrev Ingeborgs navn ved den ene og Beatrices ved den anden. Ved siden af ’Beatrice’ skrev jeg ’Hans-Ulrik Falk’ og forbandt dem via et tegn, der lignede et vandret ottetal. Fra det streng slog jeg to nye strenger, Stephenie Falk og ’Søn’. Fra Stephenie skrev jeg: ’André’. Jeg tilføjede en spørgsmålstegn, da jeg jo ikke kendte hans efternavn.

 Så fra Beatrices søn skrev jeg hans to døtre på. ’Leonora Luna Falk’ og ’Soleil Christina Falk’.

 Jeg lænede mig tilbage og betragtede mit værk. Leonora var altså Beatrice Riddles sønnedatter. En ætling af Kong Vølsungs efterslægt.

 Men hvad kan nornerne have ment med en hævn, der rammer Vølsungs ætling, selvom den ikke beregnet til det? Og hvilken ætling? Edward Riddle? Ingeborg Riddle? Leonora? Sol? Stephenie Falk? Drengen André?

 Jeg hørte pludselig lyden af poter, der trådte på glasskår. Da jeg kom hen til døren, viste det sig at være en kat, der var kommet ind gennem et lem i døren og gik rundt på den ødelagte ramme, der var faldet ned og havde vækket mig.

 Med et suk samlede jeg det op og hev forsigtigt papiret ud. Det så ikke ud til at være beskadiget. Jeg kunne måske købe en ny ramme, inden det blev opdaget.

 Jamen, det var jo skillingsvisen om den sorte hest, som jeg havde set på nogle dage tidligere.

 Forsigtig folede jeg den sammen og lagde den ned i lommen.

 

Jeg valgte at køre til Fåborg for at købe en ny ramme til skillingsvisen(Der var ikke én i den rigtige størrelse i Brugsen).

 Det så faktisk ud til at være en rigtig uheldig dag for mig. To af dækkene punkterede og det første værksted, jeg frem nåede til, havde kun et dæk af den rigtige mærke, så de måtte ringe til deres næste nærmeste forretning – i Odense – og bede dem om at komme en ekstra.

 Det tog hele formiddagen og derefter hele eftermiddagen at finde den rigtige ramme. Klokken var seks, da jeg nåede tilbage til Vester Hæsinge.

 Nu ville Oscar vide hvad jeg havde fundet ud af hos præsten.

 Jeg så ingen grund til at tilbageholde det for min fætter, så jeg fortalte hvad jeg havde opdaget og viste ham det stamtræ, jeg havde tegnet op.

 Han fløjtede en lavmælt overraskende tone.

 ”Så du har haft en date med Beatrices barnebarn. Og Beatrice er altså død nu?”

 Jeg orkede ikke at fortælle ham en gang til at det ikke var en date. Oscar havde jo sin egen måde at se på verdenen på.

 Desuden så havde han jo ret i at Beatrice var død. Leonora havde selv sagt til mig, at hendes farfar og farmor døde under tsunamien i 2004.

 Beatrice Martine Falk, født Riddle. 1931-2004.

 ”Ja,” sagde jeg bare. ”Faktummet er bare at der nu er fire nulevende efterkommere efter Beatrice. Stephenie Falk og hendes søn, André, og hendes afdøde brors døtre Leonora og Soleil. Og hvem af dem besidder sejdmagi?”

 ”Dem derhjemme vil hvert fald få et flip, når de høre det her.”

 Jeg nikkede bare træt. Det var faktisk underligt at hele vores efterforskning nu var slut. Man burde egentlig føle en form for sejr, men jeg følte mig bare tom.

 ”Christian ved nok hvad vi skal gøre for at forklare magihalløjet for familien Falk.”

 Jeg nikkede igen. Jeg var så træt. Nornernes advarsel spøgte stadig i mit hoved.

 Det bankede på døren. Jeg kiggede ned på uret. Klokken var kun halv syv. Oscar rejste sig og gik ud til døren og åbnede op. Ind trådte Stephenie Falk. Jeg kunne se på hendes ansigt at hun var bekymret over et eller andet.

 ”Goddag,” sagde jeg idet jeg rejste mig fra bordet. ”Er der noget galt?”

 Hun tog en dyb indånding, inden hun svarede: ”Leonora er væk. Hun har været væk i tre timer nu, og hun har ikke mobilen. Har I set hende?”

 ”Nej, jeg har ikke set hende siden i forgårs,” svarede jeg. Jeg så over mod Oscar. Han rystede bare på hovedet.

 ”Jeg er bare bekymret. Det ligner hende ikke, at være væk så længe. Jeg har spurgt alle. Selv dem på Søbo, inden de tog på ferie, selvom jeg tvivler på at hun ville gå rundt i skoven alene.”

 Hun sagde en hel del mere, men jeg hørte knap nok efter mere.

 Skoven, tænkte jeg rædselslagende. Det var skoven, der havde den uhyggelige aura.

 ”Frøken Stephenie,” sagde jeg alvorligt. ”Det her er meget vigtig: Har nogen i Deres familie nogensinde været vagtsomme overfor skoven.”

 Hun blinkede forvirret med øjnene. ”Ja. Mor sagde altid, at der var ondskab i skoven. Hun lod aldrig Magnus eller jeg gå ud i skoven alene. Hun sagde aldrig hvorfor eller hvad det var hun var bange for.”

 Selv Beatrice havde kunnet mærke det. ”Var der andre? Deres bror? Deres søn? Det er vigtigt.”

 ”Nej, Magnus kunne heller ikke forstå det, men André kunne finde på at skabe sig hysterisk, hvis vi skulle ud at gå om aften.”

 ”Deres niecer?”

 ”Leonora ville aldrig gå rundt i skoven uden en stav i hånden. Hun sagde bare, at skoven havde et uhyggeligt skær over sig. Soleil kunne ikke se om der var noget galt.”

 Okay. Ingen af Beatrices børn lod til at besidde evnerne, men både André og Leonora havde åbenbart en sjette sans.

 ”Men nu hvor jeg tænker over det, så sagde far altid at han syntes at mærke en uro. Som om han var et mål.”

 Alt blod forsvandt fra mit ansigt.

 Jeg vendte mig mod Oscar og sagde: ”Du forklarer hende det. Og skynd dig at få fat på Christian og Caroline. Jeg må ud og lede.”

 Og uden at høre hans svar løb jeg ud af døren.

 Med ét havde jeg forstået pludselig nornernes tågede advarsel. Det var ikke en hævn over en ætling efter Beatrice, men over en ætling efter Falk-slægten, over husets herre.

 Leonora.

 Hendes farfar havde nok følt sig truet. Hans søn – var det Magnus, han hed? – havde måske også. Jeg ved det faktisk ikke. Men nu er Leonora Falk det nuværende mål, som Falkens ejer.

 

Jeg standsede op, da vejen delte sig i tre ved en lille gruppe huse. Det hele lå i en tyk tåge. Det onde var på spil i nat. Jeg anede ikke, hvor jeg havde det fra. Det var bare noget, jeg vidste.

 Men hvor var Leonora?

 Den onde kvælende aura fra skoven var ikke meget for at jeg ledte efter hende. Det ville hjælpe mig en del, hvis jeg vidste hvad det var der var efter Leonora.

 Med et suk satte jeg mig under et træ og tænkte det hele igennem.

 Hvad kunne det være? Spøgelse? Trolde? Eller noget værre?

 Jeg kunne svagt huske noget, som Leonoras søster Sol havde sagt. Noget om den sorte hest. Jeg havde jo skillingsvisen i min lomme.

 Forsigtig tog jeg den frem og læste den:

 

Herre Gustav bragte sig en Fæstemø

til Vester Hæsing på den smukke Ø.

Jomfru Eline fra Åsgård var fagerskøn

med et Ansigt så sommerkøn.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Men hans Broder den lumske Kjeld

ville gerne have Jomfruen selv.

Så han sendte Broder Gustav ud i Krig,

da kunne han få Eline med Skatte så rig.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Gustavs Tjener, som var sin Herre tro,

røbede om de grumme Forræder to.

Så greb Hævnen om Gustavs Hjerte

med en pinefuld smerte.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Ingerd, en Heks med et dystert Sind,

 i sit Hus hun gerne lukkede ham ind.

Hun lovede ham villigt Sødmen

 at Eline og Kjeld skulle møde Døden

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

”Dog som min Løn beder jeg fra dig

din førstefødte Søn gives til mig.

Så skal dine Fjender lide og græde,

aldrig vil de smile og have Glæde.”

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Ung og dum gav Gustav gerne sit Ord

på Guds frodige grønne Jord.

”Mit første Søn skal jeg gerne give dig,

hvis Eder holde sit Ord til mig.”

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Døden ramte først den skønne Eline,

som bragte til Verden et Udyr uden lige.

Så i Brøndens mørke kolde Vand,

Kjeld forlod de levendes Land.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Nu havde Gustav skam Hævnen fået,

men ville ej holde det, han havde lovet.

Ingerd, han skar op i Blod og Kød.

I Søbo Søen hviler hun i sin Død.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Der gik enogtyve Aar og en Forår.

Da Arthur Falk var fyldt sytten Aar.

Til Søen Gustav mistede sin ældste Søn.

Nu har Heksen fået sin Løn.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Men ak og ve, det gik Gustav ilde.

Han fik ej Fred eller Hvile.

For tidligt fik Døden ham i sine Klør.

Nu sover han i det grå Sørgeslør.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

 Helt ærlig, forfatteren måtte være smule elendig til poesi. En uskolet, måske. Jeg kunne godt forstå handlingen, men digteriget var simpelthen barnligt – for at sige det mildt. På den anden side var grammatikken og skolemuligheder vist anderledes dengang. Men hvad havde den sorte hest med versene at gøre?

 Der stod faktisk noget på bagsiden af papiret.

 Skillingsvisen er bygget på et sagn, der handler om Gustav Falk, der blev i 1567 forlovet med Eline, der var datter af en storbonde. Men under krigen sendte Gustavs storebror, Kjeld, ham ud og overtalte Eline til at gifte sig med ham. Men Gustav fik det straks at vide gennem en trofast tjener. Han blev rasende og svor hævn.

 Under krigen havde han mødt en kvinde, der lod til at besidde magiske kræfter. De lavede en uhyggelig aftale: Hun ville hjælpe ham med sin hævn, hvis hun fik hans førstefødte søn.

 Hjemme i Vester Hæsinge blev Kjeld og Eline mødt af døden på grusom vis. Eline døde i barselssengen med et vanskabt barn, der også døde. Kjeld selv blev fundet druknet i brønden en måned senere.

 Men her ender ikke historien. Gustav brød sig ikke om at give sit barn væk til en heks, så han slog hende ihjel, skar hende i småstykker og smed hende ud i Søbosøen, hvor en lindorm siges at svømme rundt(Nogle mente at lindormen var heksens ånd). Han giftede sig med en trofast kvinde og fik tre børn. Sønnerne Arthur og Bjarke og datteren Sophie Hedvig.

 Men så skete der det, at da Arthur blev sytten år, var han ude på jagt i skoven nær Søbo sammen med en ven. Da han skulle partere sit bytte, fik han blod på hænderne og ville vaske dem i søen.

 Herfra følger to forskellige versioner. Den ene fortæller, at Arthur faldt i vandet og druknede, men ifølge den anden fortæller Arthurs jagtkammerat, at et par våde søgrønne arme greb fat i ham og trak ham ned uden et sekunds tøven.

 I de næste ti år skete der sære ting for Gustav Falk; Hans hest brækkede nakken, hans elskerinde fik kolera og en masse andre uheldige ting.

 Sommetider hævdede han at høre lyden af hestehove om natten og se sorte skygger(Derfra det med ’den sorte hest’). Til sidst hænget han sig selv i stalden og blev begravet i godsets krypt.

 Jeg forstod intet, men så læste jeg det et par gange igen. Da forstod jeg hvem det onde var.

 ”IIIIIIIIIH,” lød fra skoven. Leonora.

 Jeg løb straks ind i tågen i retning af hendes stemme.

 Tak for kaffe, hvor tågen var tyk. Jeg holdt hænderne op foran mig og håbede på at jeg ikke ville støde ind i noget.

 Da jeg endeligt brød ud af tågen stod jeg henne ved en stor sø, hvis vand skinnede grønt. Søbo-søen.

 Det var kun halvdelen af den, jeg så, samt et stor del af skovområdet. Resten var gemt væk bag den forbandede tåge.

 Men det mest underligt var, at himlen, der burde være lyseblå på denne her tidspunkt på en sommerdag, var sort med mørke skyer hængende over det hele.

 En klam følelse af klaustrofobi krøb ind i mig som en ækel slange. Jeg var fanget nu. Fanget i denne her isolerede jagtmark skabt af uhyret i skoven. Fanget ligesom Leonora.

 Jeg sank en klump i halsen. Jeg ville ønske, at jeg kunne havde sagt, at jeg var modig, men tante Caroline har lært mig at man aldrig må lyve.

 Jeg tog en dyb indånding og undersøgte området efter spor. Jorden var skam blød, men vandet fra søen havde nok vasket eventuelle fodspor væk.

 Hvor kunne hun være henne? Hvorfor havde jeg ikke lært at bruge min sejdmagi til at opspore mennesker med?

 Så hørte jeg nogen hive efter vejret. Det lød som om Leonora var bag mig. Jeg vendte mig straks om for at se.

 Idet jeg så hende, fik jeg et chok. Hun stod halvt lænet op ad et træ med ansigtet i en anden retning, hvor hun ikke så på mig, men at jeg kunne se den, og lignede noget, man normalt kun burde se i en japansk tegneserie. Et frisk blødende sår gik over panden. Blodet fra det farvede huden omkring øjnene mørkerødt. Hendes sorte jakke var næsten flået fra hinanden. Hun havde vist tabt sin ene sko og der sad store mudderkager på hendes jeans.

 ”Leonora,” kaldte jeg forsigtig.

 Hun drejede instinktivt ansigtet i retning af lyden af min stemme. Frygten var malet i hendes ansigt, men det blev afløst af lettelse. Hun så ud til at græde af lettelse.

 Jeg løb hen imod hende. Hun kom mig imøde, kastede sig over mig og omfavnede mig. 

 "Et eller andet har jagtet mig," hulkede hun. "Noget sort og... modbydelig. Hvis jeg ikke havde set... den før den kom..."

 Så begyndte hun at græde videre.

 "Rolig, rolig," sagde jeg og prøvede at berolige hende. Hvad mente hun med at hun den før den kom?

”Jeg har prøvet at finde hjem, men jeg ender altid tilbage til søen,” græd hun fortvivlet.

 Tågen. Tågen var forhekset.

 "Det er tågen," sagde jeg. ”Vi befinder os i en slags mellemverden mellem de levendes og de dødes. Området om Søbo-søen i en radius af et halvt kilometer er grænsen, hvis jeg ikke tager meget fejl. Søen siges jo at være svømmepøl for en lindorm, ikke?”

 Leonora nikkede. ”Det var hvad min farfar fortalte mig,” kvækkede hun. ”Og at liget af en heks blev smidt i her. Det siges, at søen er forbandet.”

 ”Netop. Hesten er nemlig Arthur Falk.

 Leonora gjorde store øjne. Jeg kunne se, at hendes krop rystede af chok. Jeg anede ikke om jeg skulle gå hen til hende og berolige hende.

 ”Arthur Falk? Ham, der druknede?” hviskede hun. ”Min… min far fortalte mig historien om ham, og jeg vidste at der hvilede noget ondt over skoven her, men…” Hun tav.

 Men hun havde aldrig forestillet sig, at det kunne være sandt. Eller forbundet de to ting med hinanden. Det havde jeg gættet.

 ”Hvorfor er han efter mig?” hviskede hun.

 Ja, det var et spørgsmål, jeg ikke have lyst til at svare.

 Modvilligt sagde jeg: ”Han er ikke efter dig, men efter sin far, din forfar. Han har bare ikke tænkt over det faktum at folk dør, og at der bliver født nye af deres blod. Han er en slags zombie, og zombier kan jo ikke tænke.”

 Leonora så på mig, som om hun forventede at jeg skulle komme med en ironisk latter.

 Jeg rystede blot på hovedet og spekulerede på, hvorfor zombiehesten forsvandt. Det kunne ikke være mig for så stærk var jeg ikke.

 ”Selvfølgelig,” mumlede jeg.

 ”Hvad?” spurgte Leonora panisk.

 ”Der findes zombier, som kun kan komme frem ved fuldmåne, ligesom varulve…”

 ”Findes der nu også varulve?”

 ”… Lige nu er der en stor sky foran månen, så den er vendt tilbage til søen, men, når skyen forsvinder, kommer den frem igen.”

 Leonora sukkede. ”Og eftersom vi befinder os i denne halve åndeverden, så kan vi ikke finde hjem.”

 ”Vi kan ikke komme ud, før han har fået held med sit foretagen eller bare forlader os. Vi har ca. to timer til at forberede et modangreb.”

 ”Hvad skal så vi gøre?” hviskede hun.

 ”Måske er det et latterligt spørgsmål nu,” sagde jeg med en bitter kluklatter, ”Men tror du på magi?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...