Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
924Visninger
AA

6. Kapitel 5: Middag

”Så vi skal tilbage til Vester Hæsinge?” sagde Oscar. Vi havde lige passeret bygrænsen.

 ”Ja,” sagde jeg. Det havde været en lang dag. Solen var gået ned, så alt lå i mørke. Jeg havde ikke noget, jeg kunne aflede mig med.

 ”Så må vi jo kigge i kirkeprotokollerne, hvis Beatrice giftede sig i Vester Hæsinge, må det jo stå der.”

 ”Ja,” mumlede jeg. ”Jeg kan prøve at snakke med præsten i morgen. Jeg får måske ikke ret meget ud af det, men det er bedre end ingenting.”

 ”Ved du hvad?” sagde Oscar. ”Jeg kan tale med præsten i morgen. Du har gjort rigeligt i denne her sag.”

 ”Hmm,” sagde jeg bare. Jeg var faktisk ret træt ovenpå alt det her. Og det blev ikke bedre, da vi nærmede os Vester Hæsinge. Den uhyggelige sovende uro sitrede igen.

 ”Er der noget galt?” spurgte Oscar. Han kunne selvfølgelig ikke mærke uroen i sin egenskab som Bærer.

 ”Jeg ved det ikke,” svarede jeg og kiggede ud af vinduet. ”Det er som om der hviler noget over denne lille by. En form for mørk længsel.”

 ”Ej, Bastian. Nu lyder du som en roman. Du har nok bare brug for en god nats søvn.”

 En god nats søvn. Ja, det lyder rigtig rart. Rent luksus. Problemet var bare, at jeg næsten aldrig i mit liv havde haft en god nats søvn. Jeg bliver altid hjemsøgt af sære drømmesyner. Det var en af ulemperne var at være sejdmand. Man var ikke selv herre over magien, men omvendt.

 Da vi kom hjem, kastede jeg mig straks i seng, mens Oscar ringede hjem til Caroline og fortalte hende, hvad vi havde fundet ud af.

 Jeg fulgte med i de første ti sætninger, men til sidst faldt jeg i søvn. Nøj, hvor var jeg træt. Langsomt lod jeg drømmesynerne få overtaget.

 

Da jeg vågnede næste morgen var Oscar allerede taget af sted. På køkkenbordet lå der en besked om at han var henne hos præsten, og han bad mig om at købe ind til frokost.

 Da jeg kom ned i brugsen, håbede jeg på, at jeg kunne distrahere mig selv og få tiden til at gå. Dog uden held.

 Jeg endte så med at købe en tube tandpasta, en liter kærnemælk og en pose kammerjunker. Så må vi få koldskål til frokost.

 Der var en lille kø foran mig ved kassen. Fire personer. De to første var et ældre ægtepar, der nok ikke orkede en tur til Faaborg for bare at købe ind. Den næste lignede en rokkertype, der nok havde en motorcykel udenfor.

 Og den sidste var…

 ”Hej,” sagde Leonora, da hun fik øje på mig.

 ”Goddag,” sagde jeg bare. Jeg var ikke så vant til at folk bare kunne hilse på mig helt naturligt. Det var altid for mig sådan at de først blev forskrækket over mit udseende, inden de hilste på mig.

 ”Går det godt med jeres detektivarbejde?” spurgte hun muntert.

 ”Tja,” sagde jeg. ”Vi er i hvert fald kommet fremad.”

 ”Det lyder da godt,” sagde hun og betalte for sine varer, da det blev hendes tur. ”Så har min hjælp været til gavn?”

 ”Ja, i den grad” svarede jeg. Og der kom jeg faktisk til at tænke på noget. Leonora havde gjort en hel del for mig og Oscar uden at bede om noget til gengæld.

 ”Hør,” sagde jeg. ”Jeg kan ikke lade være med at være taknemlig for din hjælp.”

 ”Det skal du ikke tænke på,” sagde hun.

 Men det dæmpede ikke på den taknemlighed, jeg følte.

 ”Hvad med om jeg inviterer dig ud at spise i aften? På Brobyværk kro?”

 Var det mig, Bastian Skiftning, der inviterede en pige ud? Ordene var bare røget ud af munden på mig.

 ”Æh… okay,” sagde hun. ”Hvorfor ikke?”

 Sagde hun ja? Det tror jeg, for ellers så trængte jeg et høreapparat. Jeg, Bastian Skiftning af Erik Regnersons æt, et uheldigudseende sejdmand, havde inviteret en pige ud og fået et ja.

 Det tog mig ca. ti sekunder at sætte et roligt svar sammen. ”Så henter jeg dig i aften kl. 18.”

 ”Helt i orden,” svarede Leonora kæk. ”Ses.”

 Så smuttede hun ud af butikken.

 Jeg stod paralyseret i omkring to minutter og stirrede efter hende, indtil ekspedienten spurgte mig om jeg var o.k.

 Oscar grinede højt af mig, da jeg kom hjem og fortalte ham det hele.

 ”Ja, du må gerne låne min bil til din date,” klukkede han.

 ”Det er ikke en date,” sagde jeg for 117. – eller 128. – gang. ”Det er bare en middag mellem venner.”

 ”Ja, ja,” grinede han. ”Og dengang Molly bare gik i det usynlige cirkus, endte det med at hun stak af med det.” Han lagde tryk på bare.

 Molly var en fantasiveninde, jeg havde opfundet, da jeg var et ensomt barn uden andre legekammerater på grund af mit udseende. Men da jeg blev gammel nok til at lægge den slags på hylden, fandt jeg på en passende ’afsked’ til hende og forklarede, at hun var stukket af med et usynligt cirkus.

 ”Jeg tror ikke, at tanten har noget imod, at du har en aftale med pigebarnet. Jeg talte med hende, mens du var væk. Hun har altid været bekymret for hende.”

 ”Hvad?” sagde jeg åndsfraværende.

 ”Ja. Hun har ikke rigtig nogen venner. Hun holder sig altid for sig selv. Også er hun også ret vild.”

 ”Vild?”

 ”Ja, da hun var yngre. Folk her i byen kaldte hende ’Valkyrien fra Falken’. Hun kunne finde på at klatre i træer og slås med de store drenge. Det var først da hun blev fjorden, hun slappede lidt mere af.”

 En valkyrie? Det lød meget passende til hende. Jeg kunne faktisk godt forestille hende i brynje og med et spyd i hånden. Stående oppe i bjerge som en krigerdronning.

 ”Men hun er vist aldrig kommet sig over sine forældres død,” sagde Oscar.

 ”Ikke det?” spurgte jeg. Det lød lidt lamt, men hvad skulle jeg ellers sige.

 ”Nej, Stephenie Falk siger, at hun var ikke var ret gammel, da det skete. Og sådan noget sætter jo sig fast i børn, du ved. Hun siger også faren, Magnus Falk, havde skrevet til hende, at pigen alene græd ved synet af den plads i krypten, hvor deres sarkofag nu ligger.”

 ”Virkelig?” Det virkede fuldkommen urealistisk at en ung pige, der blev kaldt valkyrie, skulle græd over sine forældres død før det ville ske.

 ”Ja. Jeg fik lov til at læse brevet. Der stod noget i retning af ’Jeg fandt Lille Nora nede i krypten, hvor hun stod med tårer i ansigtet. Da hun fik øje på mig, pegede hun på en tom plads og sagde: ”Her skal du og mor snart ligge.”’ Og det var endda en uge før ulykken.”

 Det var dog sørgmodigt.

 ”Og for resten,” sagde Oscar. ”Præsten havde travlt med en begravelse i dag, men han lovede at kigge vielsesattesterne igennem i aften. Så kan vi komme over i morgen klokken halv to og tale med ham.”

 Gode nyheder, tænkte jeg.

 

Jeg havde aldrig i mit liv været så nervøs. Men jeg havde aldrig i mit liv været ude og spise med en ung pige før.

 Hvad gjorde man til sådan noget? Ja, det skulle jeg nok have tænkt på, inden jeg inviterede hende ud.

 Åh, hør på mig. Jeg ter mig som om jeg var en skolepige, der skulle møde dronningen.

 Mine hænder rystende, da jeg kørte Oscars bil op mod Falken.

 Havde jeg nu tjek på det hele? Ja, benzintanken var fuld. Jeg havde mobilen, hvis der skulle ske en ulykke. Ja, der lod til at være styr på det.

 Men det var i sådan nogle situationer, hvor man forventede hjælp fra sin fætter. Oscar ville ikke tage med mig. Det var min date, sagde han. Selv jeg igen prøvede at forklare at det bare var en middag.

 Ah, der var hun.

 Hun stod lænet op ad lygtepælen med armene over kors og ventede på mig. Hun havde løsnet sit brune hår så det lå ned ad hendes ryg. Hun var iført en kortærmet hvid trøje og sorte bukser med sølvfarvede mønster på.

 Man kunne godt forstå at skuespilleren Sally Lindgren var hendes mormor. Der var jo en slags Hollywood-skønhed(Eller hedder det Hollywood-glamour?) over hende.

 Hvis jeg skulle være helt ærlig, som følte jeg mig faktisk ret kedelig og klodset sammenlignet med hende.

 Hun sagde ikke et ord, da hun satte sig ind i bilen. Hun var vist lige så ubekvemt ved tanken om spise middag med en fremmed, som jeg var.

 Vi mælede ikke et ord til hinanden, mens jeg kørte. Hvilket var helt okay for mig. Jeg havde jo lige fået mit kørekort, og det sidste jeg havde brug for at blive forstyrret, når jeg kørte.

 De seks kilometers køretur var ikke så slemt. Det var stadig lyst, og det var godt af to årsager: Min kørsel og at jeg ikke behøvede at kigge efter nattedæmoner i mørket. Sådan nogle levede jo alle vegne.

 Da vi nåede frem til Brobyværk, fandt vi hurtigt kroen. Den var stor og hvid med en trappe, der gik op til døren.

 Efter jeg parkerede bilen, åbnede jeg døren for Leonora og fulgte med hende indenfor.

 Der var ikke ret mange menneske, mest de ansatte. Jeg fandt det en smule beklemt. De eneste gæster, udover os, var et ældre ægtepar, som åbenbart var der for traditionens skyld end for deres eget.

 Leonora lod til at kende stedet godt. Hun havde overskud til at nikke hilsende til manden bag baren og fandt en plads til os henne ved vinduet med udsigt over parkeringspladsen.

 ”Du har været her før.” det var ikke et spørgsmål, men en konstatering.

 ”To gange,” sagde hun, da hun satte sig. ”Til mine bedsteforældres begravelse og til min forældres.”

 Tjeneren kom straks og spurgte, hvad vi ville have. Vi bestilte begge dagens ret, en cola til Leonora og en kop kaffe til mig.

 Vi fik vores drikkevarer først, maden måtte vi vente lidt længere med. Leonora var allerede startet på sin cola. Så sad vi ellers der i lutter tavshed.

 Det var lidt kedeligt, at vi ikke sagde et ord til hinanden. Så jeg måtte hellere begynde at indlede en samtale.

 ”Så,” sagde jeg. ”Fortæl mig lidt om dig selv.”

 Hun stillede glasset fra sig og sagde leende: ”Hvor skal jeg begynde? Jeg har fødselsdag 28. marts som dronning Ingrid. Jeg var født i 1995.”

 Hun var altså femten år gammel, som jeg troede.

 ”Min mormor ville have haft, at jeg skulle hedde Mathilde, men mor sagde, at det var et navn, der passede bedre til en mus. Og efter en lang diskussion blev det bestemt at jeg skulle hedde Leonora Luna efter Leonora Christina og månen, for jeg var født om natten. Mor var jo interesseret i astrologi.”

 Så begyndte hun at snakke. Jeg havde ikke lyst til at afbryde hende. Hun var sikkert ikke vant til at tale ret meget om sig selv.

 Hun snakkede om den stolthed, man havde over at bo i et familieejet gods. Hun snakkede også lidt om familiens historie. Det lod til, at hun kunne det på fingrene. Jeg var faktisk overrasket. Det var jo ikke så tit, man mødte en så begavet pige. Imponerende.

 Da hun fortalte om arbejdet med at lave en lille museum i godset, forklarede hun vanskeligheden ved at finde de rigtige ting, at udstille og udgifterne til montrer og brochurer. Hun prøvede tydeligt, at gøre det så billigt som muligt.

 Så fortalte hun om sine interesser. Hun kunne godt lide at læse. Mest fantasy, som Skammerens datter og Harry Potter.

 ”Hvad læser du så nu?” spurgte jeg af nysgerrighed.

 ”’Bree Tanners korte liv efter døden’ af Stephenie Meyer. Jeg er helt vild med hende og alle hendes bøger. Jeg lagde først mærke til hende, da hun jo havde samme fornavn som tante Stephenie, men jeg blev straks bidt af Twilight’s plot.”

 Jeg kunne se begejstringen i hendes øjne. Jeg gik derfor straks ud fra, at hun elskede sådan nogle overnaturlige kræfter. Gad vide hvad hun ville sige til, hvis hun vidste at hun sad overfor en ægte sejdmand?

 Tjeneren kom med vores middag. Leonora sagde pæn tak, hvorimod jeg bare nikkede.

 ”Men hvad med dig selv?” spurgte hun.

 ”Mig?” sagde jeg. ”Årh. Ja, mit navn er jo Bastian Skiftning.”

 ”Det er da underlig.”

 ”Det er jeg helt enig i. Jeg burde have heddet Dalsgård, som min far, men han syntes at jeg lignede en lille troldeunge, så…”  ”Han døbte dig Skiftning,” sagde hun. ”Har man egentlig lov til det? Hvad sagde din mor til det?”

 ”Ikke noget. Hun døde, da jeg blev født. Jeg aner ikke engang hvad hun hed.” Ingen af mine nuværende slægtninge vidste det. Og på min fødselsattest stod hun som Ukendt.

 ”Og din far?”

 ”Han døde, da jeg var to år gammel. Efter hvad han har hørt var han en ondskabsfuld mand.”

 Hun spurgte ikke til mere. Hun havde åbenbart bemærket, at sådan noget slags ønskede jeg at glemme.

 ”Hvad med dine forældre?” spurgte jeg. ”Hvad skete der med dem?”

 Hun bed sig i underlæben, tydeligvis utilpas. Hendes fingre drejede på glasset, mens hun overvejede sit svar.

 ”Det var en bilulykke,” svarede hun endeligt. ”De var nede og køre i Italien. Min far mistede kontrollen over bilen og kørte ind i den skæve tårn i Pisa.”

 Hun holdt en pause, inden hun fortsatte. ”De blev begge bragt til hospitalet i en fart, men far døde efter fem minutter og min mor blev erklæret hjernedød. Jeg var kun ti år gammel.”

 Ti år. Stakkels lille pige. Ikke så sært hun virkede isoleret. Hun havde vel svært med se på andre børn, der havde deres forældre. Hendes lillesøster derimod må havde været for lille til at forstå døden, men Leonora…?

 ”Jeg kan godt forstå dig,” sagde jeg opmuntrende til hende.

 Hun smilede svagt til mig. En form for taknemlighed. Jeg kunne rigtig godt lide Leonora. Hun var en type, jeg gerne ville have som ven.

 Men, når Oscar og jeg var færdige her, rejser vi jo hjem og så ville jeg jo aldrig se hende igen.

 I tavshed spiste vi videre.

 

Køreturen fra Brobyværk var lige som turen dertil. Vi sagde ikke et ord til hinanden. Imens tænkte jeg på alt det, jeg havde fået at vide om Leonora. Det fremgik tydeligt, at hun havde oplevet mange af livets nedture. Det var egentligt ret uretfærdigt, når hun ikke engang var fyldt atten.

 Altså, jeg var jo heldigere. Jeg kendte ikke engang mine forældre.

 Gad vide hvordan hendes havde været? Oscar sagde jo, at moren havde engang myrdet sin stedfar. Skulle jeg spørge til det?

 Nej, sagde en stemme indeni mig. Lad hellere være. Man spørger ikke om den slags.

 Jeg skævede til hende et øjeblik. Hun stirrede bare ud af vinduet med et søvnigt blik i øjnene.

 Gad vide hvad hun tænkte på. Jeg kunne faktisk godt læse tanker, men jeg var desværre bundet af både mit køn og min status. Det vil sige, at jeg kunne læse tanker hos sejdmænd, som min fætter Julius og onkel Christian. Jeg gjorde det bare aldrig af høfligheds skyld.

 Jeg måtte indrømme, at jeg for første gang i lang tid følte mig godt tilpas. Leonora var en sød pige. Jeg ville bare ønske, at hun var en smule mere udadvendt over for andre som hun var for mig i aften.

 Hun flyttede sit blik over mod forruden – og spærrede øjnene op.

 ”PAS PÅ,” råbte hun.

 Jeg rettede mit blik fremad og nåede at bremse, inden bilen ramte et dådyr på vejen. Dådyret løb skræmt sin vej og forsvandt, men jeg sad helt stift i førersædet.

 Det var ikke det faktum, at jeg næsten havde slået et dådyr ihjel. Det var heller ikke frygt for at være uforsigtig i kørsel igen, der holdt mig tilbage.

 Det var chokket over egnes uhyggelige aura.

 I det øjeblik jeg havde bremset op, mærkede jeg auraen ramme mig med et slags. Dens mørke styrke havde fuldkommen chokeret mig.

 Langsomt så jeg over på Leonora igen. Hun sad også helt stift i sin sæde, men det var vist kun på grund af det med dådyret. Hun virkede dog helt rystet, hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at hun havde kunnet mærke auraen som mig.

 Uden et ord startede jeg bilen igen og kørte videre. Men eftervirkningerne af chokket sad stadig tilbage i mig.

 Da jeg standsede op foran det sted, hvor jeg havde samlet Leonora op tidligere på aftnen, steg hun roligt ud af bilen.

 ”Tak for i aften,” sagde hun.

 ”Selv tak,” sagde jeg. ”Det var været rigtig hyggeligt. Ked af det med dådyret.”

 Hun rystede bare på hovedet. ”Der skete jo ikke noget.”

 Vi tog afsked med hinanden. Men da jeg kørte videre, kunne jeg stadigvæk se hende i bakspejlet.

 

Den næste morgen lå Oscar i sengen med feber. Jeg undersøgte ham og kom frem til at han ville få det bedre i eftermiddag, hvis han blev liggende. Men det medførte også at jeg måtte tale med præsten i stedet for ham.

 Jeg tog bilen, fordi at det regnede for meget til at cykle.

 Præsten var yngre end jeg havde forventet. Han havde boet i sognet i elleve år sammen med sin kone og børn.

 ”Der er ikke så mange bryllupper her i sognet,” forklarede han, mens han bøgerne frem. ”Så hvis det bryllup, De søger efter, står her, så burde den være let at finde.”

 ”Det er jeg glad for at høre,” sagde jeg, mens jeg fandt blyant og notesbog frem. Lad nu Beatrice stå i kirkebøgerne, pease, tænkte jeg bedende.

 Præsten ledte de gamle kirkebøger igennem.

 ”5. maj 1958,” gentog han. ”Ja, der var et bryllup der. Bruden hed skam Beatrice Martine Riddle og var født 17. februar 1931 i Allerød.”

 Bingo.

 ”Og gommen?”

 ”Han hed Hans-Ulrik Falk.”

 Jeg stivede og tabte blyanten. ”Falk?”

 ”Ja,” svarede præsten og blev eftertænksom. ”Han må have været af Falk-familien fra godset. Jeg kan huske det nu. De var Stephenie Falks forældre. De døde under Tsunamien i 2004.”

 Han lagde pludselig mærke til mit ansigtsudtryk.

 ”Er der noget galt?” spurgte han venligt.

 Jeg blev nærværende igen. ”Hvad? Nej… Kan jeg få et glas vand?” Det var først nu, jeg opdagede, hvor tør jeg var i halsen.

 Præsten rakte mig et glas, som jeg drak i et drag.

 ”Kunne jeg…,” spurgte jeg, mens jeg tørrede om munden med ærmet, ”… få en kopi?”

 ”Selvfølgelig,” sagde han venligt og gik ud med attesten. Jeg kunne fem sekunder senere høre lyden af en kopimaskine, der var gået i gang.

 Skulle familien Falk være efterkommere af Beatrice Riddle? Jeg havde ikke set noget tegn på overnaturlige kræfter ved dem.

 På den anden side kigger jeg jo aldrig efter tegn på magi i hverken sejdfolk eller almindelige.

 Præsten kom tilbage med kopien. Jeg takkede ham venlig, tog afsked, forlod præstegården og tog ud på en lang køretur i håb om at kunne tænke på noget andet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...