Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
915Visninger
AA

5. Kapitel 4: Drageæsken

Turen til Svendborg tog lidt længere tid end troet, så vi tankede op, da vi nåede derhen.

 Svendborg var anderledes end Vester Hæsinge. Det var tydeligvis en storby, der bestod af arbejdere og forretningsmænd, der var afhængige af hinanden.

 Vi parkerede bilen henne ved biblioteket og aftalte, at mødes igen om tre timer.

 Jeg gik hele vej til rådhuset. På min vej var der en del mennesker, der undgik at komme i nærheden af mig, hvilket ikke er så underligt i betragtning af mit troldelignende udseende.

 På rådhuset blev jeg vist hen til et kontor, hvor jeg blev mødt af en 45årige kvinde.

 ”Jeg leder efter oplysninger om et ægtepar, der boede her i Svendborg lige efter 2. verdenskrig. Thomas og Manna Baumgartner.”

 ”Har De en adresse,” spurgte kvinden formelt.

 ”Det har jeg,” sagde jeg og rakte hende min notat.

 Hun tog imod den og forsvandt i ca. et kvarter, inden hun kom tilbage. Men det hun havde at fortælle mig var ikke gode nyheder. Tværtimod.

 Skuffet forlod jeg rådhuset og gik tilbage til bilen og ventede på Oscar. Jeg gad ikke engang, at opsøge gymnasiet.

 Et stykke tid senere kom Oscar slæbende på nogle gamle indkøbsposer.

 ”Jeg fandt ikke noget,” fortalte han. ”Hvad med dig?”

 ”Ægteparret Baumgartner boede her,” forklarede jeg dystert. ”Manden arbejdede som folkeskolelærer, men hans kone døde i barselssengen. Da Beatrice fik sit eget sted at bo, rejste han med sit barn til Skåne for at få en stilling som universitetslærer. Beatrice har gået på Svendborg Gymnasiet på et sidste år, men der var ikke et pind om hvor hun ellers rejste hen. Sporet ender her.”

 Jeg var helt skuffet. Jeg var selv blevet optændt af jagten efter Beatrice Riddle, men nu var vi endt i en blindgyde. Jeg følte mig ret faktisk snydt.

 ”Det var en skam,” sagde Oscar og stillede sin indkøbspose ind i bilen. ”Jeg har været på loppemarked, mens du har været væk.”

 Han hev en sort æske med et motiv af en kinesisk drage på. ”Den her er til mor. Er den ikke fin…?” – Jeg nikkede – ”… men nøglen er desværre blevet væk. Så…?” Hhan så bedende på mig. Skulle jeg bruge mine overnaturlige evner på at åbne et skrin? Hvorfor ikke?

 Jeg tog imod skrinet, og låsen gik op med et klik idet mine fingerspidser berørte det.

 ”Tak,” sagde Oscar og tog en bunke gulnet papir. ”Huh, se. Der ligger et gammelt klassefoto.”

 Han holdt et sort-hvid foto, hvor eleverne stod foran en mur og stirrede direkte ind i kameraet.

 ”Der var åbenbart flere kvinder i klassen end mænd. Hey…?”

 ”Hvad?” spurgte jeg og lukkede døren til bagagerummet i.

 Han holdt fotoet lige foran mit ansigt og pegede på to unge piger, der stod med armene om hinandens skuldre.

 ”Ja?” spurgte jeg.

 ”Pigen med det mørke hår. Ligner hun ikke en, vi har set før?”

 Jeg tog billedet ud af hænderne på ham og grundigt efter. Pigen var høj. Hendes hår lå om skuldrene, så det rammede hendes ansigt ind. Jeg måtte indrømme, at det klædte hende bedre end hvis hun havde det sat op. Så ville hun have set mere streng ud, mere som…?

 ”Ingeborg Riddle,” hviskede jeg næsten lydløst. ”Hvem solgte dig æsken?”

 

Det tog lidt tid, men vi fandt frem til kvinden, der havde solgt Oscar æsken. Hun forklarede, at det havde tilhørt hendes tante, Enkefru Thora Knutsen, som nu boede på plejehjem.

 Kvinden var så venlig, at hun ville ringe i forvejen til sin tante for at forberede hende på vores besøg. Vi forklarede bare, at vi ledte efter oplysninger om en Beatrice Riddle, der kom fra Vester Hæsinge, der lå i Faaborg Kommune.

 Niecen sagde, at fru Knutsen gerne ville tale om det, men hun spurgte om ikke det kun var med den ene af os, da hun lige havde været igennem en strubehostebehandling, og det nok ville være belastende for hende at tale til to på en gang.

 Oscar og jeg blev enige om at det skulle være mig og fik aftalt et besøg hos Fru Knutsen klokken tyve i aften.

 Nu havde vi da en chance for at vide mere om Beatrice.

 

Jeg var nervøs, da jeg henvendte mig til hjemmehjælperen på plejehjemmet. Hun oplyste mig, at jeg ikke skulle komme til at ophidse Fru Knutsen, der jo var en svagelig gammel dame.

 Hjemmehjælperen bankede på, inden hun lukkede mig ind.

 Værelset var spartansk indrettet. Det fik mig til at tænke på tante Carolines villa i Valby. Den havde jo stået indrettet, inden hendes svigerforældres tid.

 I øjenkrogene opfangede jeg en bevægelse henne fra lænestolen. Instinktiv rettede jeg blikket mod den og så ind i øjnene på Fru Knutsen.

 Jeg blev først overasket, men samlede mig hurtig til at se nøje på hende.

 Hun var ret slank og hendes grå hår sad i en knold bag hovedet. Hendes øjne havde en klar klarhed over sig. Det gav mig det indtryk af hun var i stand til at se alt. Et eller andet sagde i mig, at jeg måtte være sandfærdig som muligt.

 ”Godaften,” sagde jeg venligt til hende.

 ”Godaften,” svarede hun. Stemmen var ru som en kattetunge. Hun gjorde tegn til at jeg skulle tage plads overfor hende, mens hun sagde: ”Du ser ganske vist grotesk ud, men øjnene afslører et venligt natur.”

 Jeg var først målløs over at åbenlyst accepteret, men jeg rømmede mig, inden jeg forklarede grunden til mit besøg. ”Som De nok ved, ville jeg gerne tale om en pige, De vist gik i skole med. Beatrice Riddle,” tilføjede jeg forventningsfuld.

 Den gamle kvinde stirrede ud for sig. Der var noget ved hendes holdning og ranke skikkelse, der fik mig til at gætte på, at hun som ung måtte have været en drengepige. I alle tilfælde var hun en dame, som jeg nødig ville komme på tværs med.

 ”Beatrice Riddle?” gentog hun. Det lød næsten som et åndedræt. ”Jo, vist husker jeg denne pige. Og jeg kendte hende skam ret godt. Hun så helt almindelig ud og var meget uheldig. Men hun levede op til sit efternavn. Riddle, gåde. Under overfladen gemte der sig noget.”

 Måske hendes vølvekraft, tænkte jeg, men holdt tæt. ”Kunne De måske fortælle mig, hvorfor hun var havnet i Vester Hæsinge?” spurgte jeg, mens jeg fandt noteblok og blyant frem.

 Frue Knutsens stemme blev med et opløftet, som om hun var blevet ti år yngre. ”Det kan jeg, den stakkels pige var havnet i en kz-lejr i Tyskland under 2. verdenskrig. Nogen havde hugget hendes papirer og erstattede dem med sine egne jødiske, så hun blev arresteret af nazisterne. Og da hun kom ud havde hun ingenting, der kunne hjælpe hende over grænsen. Hun var fanget i en lille by, der blev kaldt Celle. Et rammende navn, hvis du spørger mig.”

 Mens jeg noterede følte jeg en dyb medlidenhed med stakkels Beatrice, der var fanget i et land uden noget som helst. ”Gå videre,” bad jeg.

 ”Der var ingen, der lukke op for en fremmed efter krigen, så Beatrice måtte sove på en bænk i parken, og maden skaffede hun ved at vaske op i en restaurant om aften. Hun ville aldrig synke så dybt som at blive en af gadens løse fugle.”

 En stolt personlighed, tænkte jeg for mig selv. Jeg var ved at danne mig et godt billede af Beatrice Riddle.

 Fru Knutsen faldt i et hosteanfald og spurgte: ”Hvor var jeg fra?”

 ”Beatrice var fanget i Tyskland,” svarede jeg.

 ”Åh, ja. Så kom ægteparret Baumgartner sammen med en ung mand, der kom fra deres hjemegn. De tilbød at hjælpe hende over grænsen, hvordan ved jeg ikke, men det lykkedes. Beatrice prøvede så at finde sin familie, men de var rejst og hvorhen, der ingen, der vidste.”

 En strøm af medfølelse og bitterhed løb gennem mig. Medfølelse for Beatrice, der havde mistet sin familie. Bitterhed mod Edward Riddle, der ikke gav sig tid til at finde ud af om Beatrice havde prøvet at lede efter dem.

 ”Hvad skete der så med Beatrice efter gymnasiet?” spurgte jeg.

 ”Vi gik begge to på universitetet. Jeg studerede stenografi, og hun religion. Efter eksamen ville hun rejse tilbage.”

 ”Tilbage til Vester Hæsinge?” Det var underligt. Hvad var der ved den lille by, der tiltrak hende?

 ”Ja,” bekræftede Fru Knutsen. ”Hun sagde, at hun havde været lun på en mand derfra. Den samme mand, der havde været sammen med Baumgartner-parret i Tyskland. Hun sagde, at hvis han var gift, så ville hun rejse til Afrika og søge trøst i at skrive sørgelige digte. Og hvis han ikke var gift? Det kunne hun ikke vide.”

 Gud, tænkte jeg. Det var som, at slå plat eller krone, hvor der var to mulige udfald. Det ene var, at hvis hun havde giftet sig, så havde hun nok taget sin ægtemands efternavn, og så ville det være vanskeligere at finde hende. Riddle var jo et usædvanligt efternavn, men hun kunne have fået et mere almindeligt. Det andet udfald var jo, at hvis hun var rejst til Afrika, så var det fuldkommen umuligt at finde hende.

 ”Sagde hun navnet på den person?”

 Hun smilede træt. ”Ja, men jeg har desværre glemt det. Jeg modtog endda en bryllupsinvitation, som jeg ikke kunne komme til, men min niece har sikkert smidt den ud, da hun ryddede op på min gamle adresse.”

 Okay, så Beatrice havde altså giftet sig. Men hvor? I Vester Hæsinge? Det var det mest sandsynlige.

 ”Kan de årstallet?” spurgte jeg.

 ”Lad mig se,” mumlede hun betænkeligt. ”Vi var lige gamle. Jeg kunne ikke komme, fordi den dag var min mors fødselsdag. Det må have været i 1958. Ja, 5. maj 1958.”

 Grundlovsdagen? Ja, det var nemt at huske, men jeg skrev det ned alligevel.

 ”Nu har jeg vist fået det, jeg skulle vide. Tak, fordi de ville bruge tid på mig.”

 ”Jamen, kære dreng,” sagde hun. Det gav et sæt i mig, da hun sagde ’dreng’. Hallo, jeg er jo tyve år. Men jeg nænnede ikke at rette hende.

 ”Jeg er glad for, at en gammel kone, som mig, stadig kunne være til gavn.” Hun faldt over i et nyt hosteanfald. Det gav mig samvittighedsnag, at bare stå og være hjælpeløs.

 ”Jeg er glad for at der er nogen, der leder efter Beatrice. Den stakkels pige havde følt sig forrådt, da hun ikke kunne finde sin familie.”

 Ja, stakkels pige, tænkte jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...