Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
915Visninger
AA

4. Kapitel 3: Ildsjæl

Min første nat i Vester Hæsinge var ikke behageligt.

 Jeg havde mareridt om helvedet. Jeg lå lænket til en klippe, mens de døde dansede rundt om mig og sang med alvorlige stemmer, der ville passe til munke i gudstjenesten. Så hørte jeg noget komme glidende i retning mod mig. En sort skygge rejste sig i front mod mig og hvislede. Jeg vidste med det samme hvad det var. Nidhug – slangen, der æder af Yggdrasils rødder.

 Jeg vågnede i chok og hev efter vejret, som om jeg lige havde været ude og løbe. Oscar sov i rummet ved siden af og lod ikke til at have hørt mig. Jeg fiskede armbåndsur frem. den viste 6:36, men den havde altid været fem minutter bagefter.

 Jeg så ikke rigtig nogen grund til at blive liggende, så jeg stod op, tog tøj på og gik udenfor med småpengene for at købe morgenmad.

 Jeg lånte en cykel, der stod bag huset. Det var dejligt at kunne røre benene lidt. Jeg cyklede hen imod en tankstation, der så lovende ud, men jeg blev skuffet, da det viste sig at den var lukket. Så jeg måtte cykle lidt længere ind for at finde en forretning.

 Da jeg nåede frem til Brugsen, gik det op for mig, at Vester Hæsinge var en by, der langsomt ville forsvinde. Hvor trist.

 Brugsen var lille, men nemt at finde rundt – det måtte jeg indrømme. Jeg valgte at købe en pose hvedeboller, et pakke smør og en pakke kødpølse og betalte ved butikkens eneste kasse.

 Men da jeg kom ud løb jeg lige ind i Stephenie Falk.

 ”Godmorgen,” sagde hun venligt. ”Har De sovet godt?”

 ”Det har jeg,” løj jeg. Der var ingen grund at belemre hende med småting. ”Det var pænt af Deres niece at lade os sove i huset.”

 Stephenie lo. ”Ja, Leonora er fuld af overraskelser. Hun plejer normalt aldrig at være sammen med andre ret meget.”

 ”Virkelig?” spurgte jeg. Jeg var overrasket. ”Hvad plejer hun så at lave?”

 Stephenie tøvede, inden hun svarede. ”Her nu i sommer er hun ved at gennemgå hele Falk-slægtens historie.”

 ”Slægtsforskning?” spurgte jeg. Det var helt naturligt.

 ”Ikke rigtig,” svarede Stephenie. Hun lød bekymret. ”Leonora… er en ildsjæl. Og det hun går op i, er at holde Vester Hæsinge i live langt ude i fremtiden. Og der er kun tre måder. 1. vist der er en lovende fabrik her. 2. vist der er et universitet her. 3. at den er en turistby.”

 ”Og Leonora holder på det sidste.” Det var ikke et spørgsmål.

 ”Ja, hun kan ikke fordrage fabrikker, og byen er for lille til et universitet. Der er en lille fløj af Falken, der ikke  har været i brug siden 1869. Leonora har tænkt sig at renovere den og indrette det som museum.”

 ”Og hun skulle jo selvfølgelig have noget at udstille i museet.”

 Hun nikkede. Så sagde hun, at hun nu måtte købe ind og sagde pænt farvel til mig.

 Jeg kunne godt forstå Leonora. Det betød sikkert meget for nogen, at passe på deres hjemby.

 Mens jeg kørte hjem, tænkte jeg hele tiden på hvad turistbyer havde af attraktioner.

 Skagen havde skagensmalerne, Fredensborg havde Fredensborg Slot og så videre. Det ville nok være svært at finde en turistattraktion i sådan en lille by.

 Men med et stoppede jeg pludselig op. Jeg kunne mærke en sær aura fra byen. Den var slumrende. Som om den sov og ventede på at vågne. Det var der lige på et øjeblik, og så forsvandt den igen.

 Med et suk trampede jeg i pedalerne igen. Men alligevel kunne jeg føle, at byen gemte på en hemmelighed.

 Da jeg nåede hjem til Oscar, var han allerede stået op og fået en lille gæst.

 ”Halløj,” sagde Soleil Falk munter.

 Hun sad bag spisebordet og vinkede til mig. I dagslyset, der faldt gennem vinduet bag hende, lignede hun en lille engel, der havde skjult sine vinger.

 ”Godmorgen,” sagde jeg og så spørgende på Oscar, der stod lænet op ad vasken.

 ”Jeg lukkede hende ikke ind. Hun havde en ekstranøgle,” forsvarede han sig.

 Jeg gad ikke diskutere det med ham. Jeg spurgte i stedet Sol, hvad hun ville os.

 ”Jeg kom bare med posten,” sagde hun med et smil og smed et kuvert på bordet.

 Jeg samlede kuverten op og åbnede den. Til min formodning lå Visa-kortene i. Det smukkeste stykke plastik, en kvinde kunne få.

 Jeg gav Oscar sin med den kommentar, at nu kunne vi få benzin på. Han nikkede, og vi begyndte at dække bord.

 Sol så ud til at være ligeglad, men hvad vi lavede. Hun viftede med benene under bordet og nynnede.

 ”Hvad er det for en melodi?” spurgte jeg. Jeg havde aldrig hørt den før, men den havde et strejf af mystik over sig.

 ”Det er skillingsvisen om den sorte hest.”

 ”Den sorte hest?” gentog jeg.

 Sol smilede på sådan en hemmelighedsfuld måde. ”Ja, jeg kan de to første vers udenad. Vil I høre?”

 Jeg så spørgende på Oscar, der bare på skuldrene på sådan hvorfor-ikke?-måde.

 ”Meget gerne,” sagde jeg så.

 

”Herre Gustav bragte sig en Fæstemø til Vester Hæsing på den smukke Ø.

Jomfru Eline fra Åsgård var fagerskøn med et Ansigt så sommerkøn.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

Men hans Broder den lumske Kjeld ville gerne have Jomfruen selv.

Så han sendte Broder Gustav ud i Krig,

da kunne han få Eline med Skatte så rig.

Men i Byen, der ligger hen mod vest; der høres den sorte Hest.

 

 ”Det lyder som en folkevise,” sagde Oscar.

 ”Nora siger, at det er en skillingsvise, men forfatteren har bare fået den til at lyde ældre,” forklarede lille Sol.

 Nora? Åh, ja. Leonora.

 ”Hvad laver din søster nu?” spurgte jeg.

 ”Hun undersøger den pistol, oldefar skød sig med,” svarede hun, som om det var helt naturligt.

 ”Hvorfor begik han selvmord,” spurgte Oscar forbavset.

 ”Det gjorde han heller ikke, siger tante Stephenie. Han spillede russisk roulette med sin svoger.”

 ”Russisk roulette?” gentog Oscar forvirret.

 ”Ja,” sagde jeg ikke særlig behagelig ved tanken. ”Et spil, hvor man bruger en seksløber og en patron og sin tinding.”

 Det lod til at Oscar endelig indså pointen og sagde ikke noget mere.

 ”Nåh,” sagde Sol og sprang ned fra stolen. ”Jeg må gå nu. Jeg skal se noget i fjernsynet snart.”

 ”Så hyg dig,” sagde jeg og tilføjede: ”Hils din familie.”

 Hun sendte mig et strålende smil som svar, inden hun smuttede ud af bagdøren. Jeg kunne godt forstå, hvorfor de havde kaldt hende Sol.

 ”Hold da fast,” sagde Oscar og fandt sammen på stolen. ”Sikke hun snakkede. Hun får vist en karriere som nyhedsoplæser i tv’et.”

 ”Det er vel normalt for små piger som hende,” forsvarede jeg.

 Vi satte os til at spise morgenmad og tale om dagens gøremål. Vi skulle til Svendborg, når vi havde fyldt benzin på. Jeg ville spørge henne på rådhuset og på gymnasiet, mens Oscar ville opsøgte Baumgartners nye adresse og spørge naboerne ud.

 Men da vi skulle til at gå bemærkede jeg noget.

 På bagsiden af hoveddøren hang skillingsvisen ’Den sorte hest’ indrammet i glas med en træramme. ’Skrevet i 1743 af Esben Karlsen efter beretning fortalt af Frederikke Falk, grandtante til Ivan Falk’ stod der. Men jeg havde ikke tid til at læse den.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...