Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
921Visninger
AA

3. Kapitel 2: Vester Hæsinge og Falken

 ”Hvad var der egentlig, der skete med Beatrice Riddle?” spurgte jeg, mens vi krydsede Storebælt i Oscars grå folkevogn.

 Hvis man så ud af vinduet nu, kunne man bedre se at det var sommer. Himlen var nu skyfri. Vinduerne var rullet ned og luften var varm og behagelig. Det var en god dag, at starte en efterforskning på.

 ”Der er ikke ret meget,” svarede Oscar. Han havde taget en mappe med til vores ’fund’. ”Beatrice skulle besøge sin gamle klaverlærer i Østrig, men hun kom aldrig derhen. Hun forsvandt et sted i Tyskland, og siden har man ikke hørt en lyd fra hende.”

 ”Ikke før nu,” påpegede jeg. ”Spørgsmålet er hvordan endte Beatrice i Vester Hæsinge, og hvad skete der bagefter?”

 ”Hun kan ikke have været ret gammel. Caroline sagde, at hun forsvandt som tolvårige, så hun må være ca. 79 nu.”

 ”Hvis hun er i live,” mindede jeg ham om, mens jeg gennemgik de få oplysninger, jeg havde fundet om Vester Hæsinge.

 Byen var en del af Fåborg kommune på Fyn. En meget lille by, men så var det vist også lettere at kunne finde ud af noget end hvis det havde været København.

 ”Nu må vi ikke gøre os for store forhåbninger,” sagde jeg. ”Hvad Beatrice end kan have efterladt sig, kan være gået tabt.”

 Men Oscar nægtede at se realiteten i øjnene.

 Vi nåede frem til Vester Hæsinge ved eftermiddag. Vi kørte lige forbi skolen og kirken og direkte til den nordøstlige del af byen, hvor Moselundvej skulle ligge. Desværre måtte der ikke kører biler på vejen, så Oscar og jeg måtte stige ud og gå.

 ”Lad os se,” sagde Oscar. ”Der har vi nummer 1, så nummer 2 og så nummer 5. Vent lige lidt. Nummer 3 mangler.”

 Han havde ret. Foran os, mellem nummer 1 og 5, lå der en åben græsplæne med udsigt over en mark til et gods.

 ”Så nummer 3 er revet ned,” konkluderede jeg neutralt.

 ”Og vi har en vinder, ding, ding,” sagde Oscar med sarkasme. ”Måske kunne vi spørge naboerne?”

 ”Efter 60 år?”

 ”Rolig nu,” sagde han. ”Det var bare et forslag.”

 Jeg var en smule bitter. Ikke ligefrem i humør til en spøg. Gid himlen ville sende et mirakel.

 ”Kan jeg hjælpe jer med noget?” spurgte en stemme bag os.

 Vi kiggede os tilbage og fik øje på en ung pige på omkring femten år, der stod lænet op af stakittet på den anden side af vejen. Hun var brunhåret med et svagt gyldent skær, når solen faldt på det. Øjnene havde en dybblå farve, som man nærmest kunne forsvinde ind i. Hun var ikke modelsmuk, men heller ikke grim. Hun var meget køn.

 ”Jo,” svarede Oscar. ”Kan du fortælle os hvem, der ejer husene her i kvarteret?”

 Pigen rejste sig og svarede: ”Husene her indenfor en radius af en kilometer her i området hører ind under Falken.”

 ”Falken?” gentog Oscar nysgerrig og så hen imod godset.

 ”Ja,” sagde pigen og børstede snavset af sit ene bukseben. ”Det hedder godset.”

 Så gik hun smilede imod os og hånden frem til hilsen. ”Leonora Luna Falk,” præsenterede hun sig.

 ”Er det så din far, der ejer jorden her?” Navnet siger jo næsten sig selv.

 Hun skar en grimasse. ”Jeg ejer jorden. Min far er død.”

 ”Åh, undskyld,” sagde jeg en smule flov.

 ”Det gør ikke noget,” sagde Leonora og trak på skuldrene. ”Du er ikke den første. Hvad kan jeg hjælpe jer med?”

 Det var Oscar, der svarede.

 ”Vi leder efter…” Han kiggede lige ned på sedlen. ”… Moselundvej 3 her i nærheden. Men vi har ikke kunne finde den.”

 ”Moselundvej 3,” gentog hun eftertænksom og så over på den åbne græsplæne. ”Den tror jeg godt, jeg kan huske. Den blev revet ned i 2002, fordi den forrige lejer prøvede at lave et svømmebassin i kælderen uden tilladelse og ødelagde en stor del af bygningen. Min far ville have bygget den op igen, men det blev der ikke tid til.”

 Sikke en skuffelse, tænkte jeg.

 ”Men hvis du ejer jorden,” sagde Oscar. ”Så har du vel adgang til protokoller over jeres lejere.”

 ”Ja,” svarede Leonora. ”Har I brug for at kigge i dem?”

 ”Jo, tak,” sagde Oscar lettet over den retning denne samtale havde taget. Et mirakel var kommet.

 Leonora vendte sig i retning mod godset. ”Det skulle være på min oldefars gamle kontor. Kom med.”

 Vi fulgte efter hende hen over marken imod godset.

 

Jeg måtte indrømme, at Falken havde et slags majestætisk strenghed over sig. Man kunne først og fremmest se at det var en renæssanceborg. Dens struktur mindede mig om Brundlund Slot, jeg engang besøgte på Jylland, men denne her var ikke kalket over. Det mest bemærkelsesværdig var et tårn ud i siden, der ikke engang så færdigt ud. Man havde endda prøvet at lægge tag på, men det fik det til at se skævt ud. Sjusket byggeri, tænkte jeg.

 ”Har godset længe været ejet af din slægt?” spurgte Oscar.

 ”Siden Valdemar Atterdag,” svarede Leonora, idet hun åbnede døren og tørrede fødderne af i dørmåtten. ”Min stamfar, Christoffer Falksøn, hjalp til med at samle riget igen under den sorte pest og fik som tak jorden her til at bygge en borg. Hans søn fik så navnet Valdemar Falk, og slægten har så heddet Falk siden da.”

 ”Valdemar Atterdag? Det ligner mere noget fra Christian 4.s tid.”

 ”Det nuværende gods, ja. Christoffers efterkommer Ferdinand Falk var en stor beundre af Kronborg og prøvede at efterligne den. Men det kostede mange penge, og under påføringen af Kronetårnet gik han fallit, så tårnet kun blev halvt færdigt. Nu kalder vi den 50øretårnet.”

 Hun så spørgende på os om vi fattede meningen. Det gjorde vi ikke, og det kunne hun vist se, for hun rystede på hovedet og mumlede: ”Turister.”

 Indenfor så det meget fornem ud. Hallen var stor med et rødt tæppe på gulvet og store portrætter på væggene. Et spartansk og fin møblement. Jeg greb mig selv i at være fokuseret på et maleri af en skægget mand med en rank af stolthed over sig.

 ”Min oldefar,” forklarede Leonora, da hun bemærkede min interesse. ”Louis Falk, mest kaldet Herman Falk.”

 ”Hvorfor?” spurgte jeg. Det var da mærkeligt.

 ”Fordi,” sagde hun med et drillende smil, ”han var en ’herremand’.” Så lo hun.

 Jeg forstod straks pointen og lo med. Hun var vist en ren latterfugl. ”Nåh,” sagde hun. ”Skal vi se på de protokoller? Skal jeg hente dem?”

 Jeg så over på Oscar, der nikkede. ”Jo tak,” sagde jeg så.

 ”Hvad årstal?” spurgte hun helt professionelt.

 Oscar svarede for mig. ”1947.”

 ”Skal ske,” sagde hun og overlod os til os selv i hallen.

 ”Sikke en sød pige,” sagde Oscar smilende.

 Jeg nikkede. ”Og hjælpsom,” tilføjede han.

 ”Ja,” mumlede jeg. ”Men det kan ikke altid have været let for hende.”

 Jeg rettede min opmærksomhed mod oldefaren igen. Jeg kunne godt se en vis lighed mellem ham og oldebarnet. Et eller andet med næsen eller øjnene.

 Leonora kom to minutter tilbage med en gammel bog i armene.

 ”Hey,” lød det fra Oscar, der stod henne ved en kommode. ”Her står et fotografi af den rødhårede skuespillerinde Sally Lindgren. Du ved hende, hvis datter dræbte sin voldelige stedfar. Gad vide hvordan det havnet her?”

 ”Hun er min mormor,” lød det fra Leonora.

 ”Din mormor,” gentog Oscar overrasket. ”Vil det sige, at den morderiske datter er din mor?”

 ”Var min mor,” rettede Leonora koldt, mens hun lagde bogen på entrébordet.

 ”Jamen…” Et iskoldt blik fra mig fik ham til at tie stille. Det var jo tydeligt, at den slags jo sårede pigen.

 ”Jeg venter inden ved siden af,” mumlede Oscar ydmygt og gik.

 ”Ja, gør det,” sagde Leonora og rettede så opmærksomheden mod mig. ”Bogen er fra 1940-60. Hvis nogen har lejet Moselundvej 3 i den tid, så står det her.”

 Ja, det skulle nok blive interessant.

 ”Lad os se,” mumlede hun og bladrede i de gamle bøger. ”Moselundvej 3, sagde I… Her er det. Der boede et ægtepar der. Thomas og Manna Baumgartner. Fra 1940 til 1951.”

 Med et elegant bevægelse drejede hun bogen og skubbede den imod mig.

 Der var mange oplysninger, såsom ægteparrets fødselsdato, bryllupsdag, erhverv og deres næste adresse. Et sted i Svendborg.

 ”Må jeg spørge om noget?” sagde jeg.

 ”Værsgo,” sagde Leonora henkastet.

 ”Under rubrikken for antal beboere har der stået to, men nogen har vist streget det over og skrevet tre. Hvad betyder det?”

 Hun lænede sig over bordet for at selv se det. ”Det kan betyde, at der først har boet to, men senere er der flyttet én mere ind. Det kan ikke have været en myndig.”

 ”Hvorfor?”

 ”Fordi min oldefar ikke gik så meget op i at nedskrive navne på dem under 18. De var ikke så vigtige, mente han.”

 ”Tror du ikke, at de kunne have fået et barn?”

 Hun rystede på hovedet. ”Nej, for så havde det stået under rubrikken for antal af børn. Denne person kan have været en hjælper i huset eller en logerende.”

 Jeg nikkede bare, mens jeg skrev alle de brugbare oplysninger ned.

 ”Finder du noget, I kan bruge?” spurgte hun forventningsfuld.

 ”Det kan du tro. Mere end jeg forventede.”

 Hun så tavst til, mens jeg skrev videre.

 ”Må jeg spørge om hvem I leder efter?”

 Det var et uventet spørgsmål. Hvad kunne jeg svare?

 ”En slægtning til en af vores bekendte.” Det var jo næsten sandt, og det gav udtryk af at det var et privat anliggende.

 Hun forstod det.

 ”Tja, når det er så langt tilbage, så kunne mine bedsteforældre havde været til hjælp, men de er desværre døde.”

 Det overraskede mig. ”Er der så slet ikke nogen til at passe dig?”

 ”Jo, min faster Stephenie. Hun bor her sammen med sin søn André. Han er elleve år, et år ældre end Sol.”

 ”Sol?” gentog jeg. Det var et usædvanligt navn.

 ”Min lillesøster,” forklarede Leonora. ”Hun hedder Soleil, Soleil Christina, men alle kalder hende Sol.”

 Ja, det gav straks mening. Jeg betragtede Leonora lidt bedre. Som sagt før, var hun smuk på en almindelig måde. Men der var noget i hendes blik. Ensomhed? Gik hun slet ikke ud med andre unge? Nåh, det var jo ikke min sag.

 ”Tak for hjælpen,” sagde jeg og gav hende hånden. ”Nu må du godt komme ud igen,” råbte jeg til Oscar.

 ”Mange tak,” sagde Oscar fornærmet. ”Fandt du noget?”

 ”Jeg fandt navne på et ægtepar, der boede i huset i 1947. De er flyttet til Svendborg. Men jeg har også en adresse dér.”

 ”Godt arbejde,” roste han efter et sekunds tøven og blinkeri af forbavselse. ”Men vi har vist ikke benzin nok til turen, og jeg har glemt mit Visa-kort og har kun småpenge med.”

 Pokkers. Det havde jeg også. Jeg huskede tydeligt, at jeg overvejede om jeg skulle tage mit kort med, men jeg lod det blive hjemme for at det ikke skulle blive stjålet.

 ”Så ring til Christian eller Caroline og bed dem om at sende det til os nu med posten, så vi kan få den i morgen.”

 ”Så vi overnatter her?” spurgte Oscar.

 ”Er der en kro her?” spurgte jeg Leonora.

 ”Nej,” svarede hun. ”Den sidste lukkede for længe siden. Den nærmeste ligger i Brobyværk omkring seks kilometer væk. Men… der er andre muligheder.”

 ”Så som…?” kom det fra Oscar.

 ”Vi har et ledigt hus til rådighed. Omkring et kvarter gåtur herfra. Min farfar og farmor skulle have boet der, når de trak sig tilbage, men de døde under tsunamien i 2004, så det har stået tomt lige siden. Det er indflytningsklar, dog uden seng, men jeg ved, at der ligger et par madrasser i bryggerset.”

 Ja, det var jo venligt af hende. Men jeg syntes, at det var lidt for meget, at lade fremmed mænd sove i en af deres ejendomme.

 ”Hvad vil din tante sige til det?”

 ”Stephenie? Hun har ikke et ord, at skulle have sagt. Det er min lovmæssige ejendom, som jeg har arvet legalt, så jeg administrerer det som det passer mig.”

 Lovmæssige? Legalt? Administrerer? Jeg var forbløffet. Den pige kunne vist mange svære ord.

 Min forbavselse kunne åbenbart ses, for hun smilede triumferende. Hun kunne vist godt lide at vise sin begavelse.

 ”Det er sødt af dig,” sagde Oscar en smule stammende. Han var åbenbart ikke vant til en bedreviden teenager, der selv kunne bestemme.

 Så vendte han sig mod mig. ”Hvis vi lægger vores småpenge sammen, så har vi måske råd til at købe morgenmad i morgen, men så må vi undvære aftensmaden.”

 ”I kan godt spise her i aften,” tilbød Leonora uden at tøve. ”Jeg er sikker på, at min lillesøster vil blive glad for at få gæster.”

 ”Jeg ved nu ikke…” tøvede jeg. Men Oscar afbrød mig. ”Kom nu, man siger da aldrig nej til gratis mad.”

 Jeg blev lidt forfjamsket. ”Så… okay.”

 

Aftensmaden var mexicansk. Kyllingeenchiladas med avocadodip.

 Den stod i kontrast til i spisestuen, der indrettet med mørke gobeliner på væggene og et stort egetræsspisebord. Stephenie Falk var en vokset udgave af Leonora, men ned ad halsen sad et langt ar. Hun fortalte, at hun i sin ungdom havde arbejdet i et italiensk cirkus som motorcyklekører i et dødshjul, men hun stoppede efter hun havde haft en arbejdsulykke, da hun ventede sin søn i femte måned.

 Jeg spurgte hende, så hvad det var ved cirkusset, der lokkede hende, og hun svarede leende: ”Friheden… og den sorthårede luftakrobat.”

 Hun havde først været forbavset over at få uventede gæster, men nu lod hun til at slappe mere i vores selskab.

 Soleil Falk lignede meget sin søster, bortset fra at hun var lysthåret. Hun lignede et rigtigt livligt barn, der kunne finde på at jage sommerfugle på en stor græsplæne. Den var en tydelig forskel mellem de to søstre. Leonora Luna og Soleil Christina. Passende navne. Måne og sol. Mørkt hår og lyst hår.

 Drengen André var der ikke. Stephenie forklarede, at han besøgte sin far i Italien her i sommeren.

 ”Det er et nydeligt vægtæppe,” roste Oscar.

 ”Ja,” sagde Stephenie ret stolt. ”Det er en scene af tyreridning i Spanien.”

 ”Nej,” protesterede Leonora fornærmet. ”Det er Zeus, der bortfører prinsesse Europa til Kreta.”

 Stephenie så tydeligvis forvirret ud. ”Der er da kun en pige op på en tyr.”

 ”Ja,” sagde Leonora, som om hun talte til en sinke. ”Zeus forvandlede sig til en tyr og lokkede Europa op på sig. Efter kidnapningen fik de tre sønner sammen, og Zeus fik hende til sidst gift væk.”

 ”Det var da koldt,” mumlede Stephenie. Oscar så bare målløs ud over at en pige rettede en voksen.

 Så begyndte vi at diskutere om forskel mellem fornuftægteskab og kærlighedsægteskab. Det blev en lang aften. Da vi skulle gå, gav Leonora os nøglen og advarede os om at der ikke var tændt for strømmet i huset, så vi var nødt til at tænde op i pejsen.

 ”Interessant pige,” mumlede Oscar.

 ”Hvem?” spurgte jeg.

 ”Leonora. Hun minder mig lidt om dig. Gammelklog og er tydeligvis ikke vant til at være sammen med andre.”

 ”Være nu ikke så tåbelig,” bad jeg.

 Huset så hyggeligt ud på en gammeldags måde. Den var hvid med sort bindingsværk. På taget havde der nok ligget tagrør, som nu var erstattet af sort nyere tagsten.

 Der var også hyggeligt indendørs med træplanker i gulvet og et petroleumslampe stående på bordet i stuen. Igen spartansk indretning. Det var sådan en slags hus, hvor man kunne forestille sig en ældre dame sidde og brodere, mens hun stirrede ud af vinduet mod solnedgangen.

 Over pejsen hang der et maleri af en rødhåret dreng, der holdt en blodig dolk i den ene hånd og en død høne i den anden. Arthur Falk, stod der på rammen. 1490-1507. Sytten år, tænkte jeg. Han så da ud til at være tolv.

 Malet af Thomas Gertsen i 1502. Der var forklaringen. Men der var noget ved maleriet, der gav mig kuldegysninger.

 Efter vi fandt madrasserne, satte vi os ved bordet og diskuterede planerne for i morgen. Oscar havde ringet hjem og bedt om at få sendt vores Visa-kort med posten. Det ville så komme i morgen omkring trettentiden.

 Spørgsmålet var bare hvad vi så kunne fordrive ventetiden her med i denne lille landsby.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...