Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
933Visninger
AA

2. Kapitel 1: Slægten

Jeg sad ved siden af min tante Caroline, da hun så trist på sin mands kiste, der stod foran præsten. Simon Hjul døde som 56årige for under en uge siden. Ceremonien i kirken var enkel, men smukt og bevægende.

 Selvom hele familien tror på det nordiske mytologi, så bliver vi jo begravet på kirkegården. Vi er en efterslægt af magikere fra vikingernes tid. Vølver, sejdmænd og andre magikyndige mennesker.

 Jeg så over på min jævnaldrende fætter Oscar, der lagde en trøstende hånd på sin mors skulder. Han lignede mig slet ikke. Jeg var sorthåret, muskuløs bygget med en troldelignede udseende. Jeg var tyve år gammel, men virkede mere… udødelig. Oscar så helt anderledes ud. Han var lyshåret med et meget sympatisk blik i øjnene, der ville vække tillid hos alle.

 Jeg blev trist ved tanken. Han kunne få den kvinde, han ville have. Men jeg turde ikke så meget som at snakke til en pige.

 Jeg så rundt omkring på de tilstedeværende og fik øje på en ældre halvskaldet mand i kørestol med en lidt yngre hvidhåret kvinde, der sad ved siden af ham. De så begge meget alvorlige ud. Det var to af de vigtigste kendte efterkommere af Kong Vølungs æt. Vores slags overklasse. Den 102årig Edward Riddle og hans ældste datter Ingeborg på 81, der stadig boede hjemme hos sin far.

 Det var ret sjældent at Edward Riddle viste sig offentlig efter hans kones død. Hans isolation begyndte allerede, da hans yngste datter forsvandt under 2. verdenskrig og aldrig var blevet fundet igen.

 ”Hvorfor er de inviteret?” spurgte jeg Oscar.

 ”Hvem? Riddle? Daniella Riddle og mormor var gode venner. De har da lov til at være her, Bastian.”

 Jeg sukkede. Jeg gad overhovedet ikke diskutere det med ham. I stedet så jeg over på min farbror Christian Dalsgård, overhovedet over efterkommerne af Erik Regnersons æt. Han havde et fast og alvorligt mine på, som man altid tog på til begravelser.

 Christians søn, Julius, studerede oldtidskultur i U.S.A. og kunne ikke komme, men deltog i form af en buket hvide liljer foran kisten.

 Efter ceremonien i kirken, gik vi alle udenfor for at strække benene lidt, inden kisten skulle køres til kirkegården.

 Jeg satte sig på en bænk lige ved siden af kirkedøren og tog en smøg. Det var ret sjældent, jeg røg, men jeg gjorde det, når jeg havde brug for at dulme nerverne lidt og slappe af. Det hjalp.

 Men når jeg nu skulle fortælle om min familie, så jeg vel ligeså godt starte med mig selv. Jeg hedder Bastian Skiftning og er født i 1990. Egentlig burde jeg have heddet Dalsgård som min far, men han havde været ret ondskabsfuld og skrev Skiftning på min fødselsattest. Fornavnet var jeg heller ikke særlig stolt af. Min far yndende at lege med ordrerne, så Bastian var til ære for ordet ’Bastard’. Men han fik ikke ret meget tid til at plage mig, for han blev myrdet i 1992.

 Christian, Caroline og min far var søskende og deres navne begyndte pudsigt nok med C. Caroline, Christian og Carl-Herbert. Som nævnt var Caroline gift med Simon Hjul og havde en søn Oscar. Julius var resultatet efter et kort eventyr, som Christian havde med en letlevende kvinde fra Wien, men Christian har aldrig ville nægte faderskabet, og de har begge haft et godt forhold til hinanden.

 Kisten kom ud i følgeskab med Oscar og nogle af Simons brødre og blev skubbet ind i bedemandens bil. Træt rejste jeg mig op og fulgte med.

 Det var en pæn forsamling. En del bekendte af vores egen familie og mange af Simons gamle kolleger.

 Men jeg lagde mærke til at en ældre mand med ørnenæse hele tiden så på Ingeborg Riddle med ca. fem sekunders mellemrum. Hans ansigt udtrykte forvirring. Gad vide hvorfor? Lige meget. Det var jo ikke min sag.

 Da vi nåede kirkegården, stod vi tavse og så på, mens Simons kiste blev hejst ned i graven.

 Det tog ca. fem minutter inden det var overstået. Oscar indbød alle til frokost på den lokale cafe og ønskede dem, der ikke ville komme, en god dag og farvel.

 Jeg gad ikke ligefrem komme til frokosten, jeg sagde til Christian, at jeg ville tage på en anden cafe og komme over til dem senere. Det godtog han.

 Da jeg forlod kirkegården, bemærkede jeg for første gang i dag, at himlen var dækket af lysegrå skyer.

 Hvis jeg ville, havde jeg forvandlet mig til en ørn for at nå over til min yndlingscafe på kortere tid, end den time, den ville tage, hvis jeg tog metroen. Men lige nu var jeg ikke i humør til det. Gåturen havde jeg ikke så meget imod, men metroen føltes næsten som et fængsel.

 Jeg blev en smule bedre tilpas, da jeg fik øje på cafeen Audhumle, en af Københavns få steder, hvor vølver og sejdmænd tit opholdte sig. Frontpartiet var dekoreret, så det lignede de norske fjelde, der kronede sig idyllisk over havet.

 Jeg gik ind og blev mødt først af en grønne damp, der stank af de århundrede gamle urter. Indretningen var næsten lig med en jagthytte med tæpper og jagttrofæer på væggene og tykke træplanker i gulvet. Midt dér stod en gryde over ild, hvor dampen kom op fra.

 Der var ikke ret mange mennesker i cafeen i dag, hvilket var helt fint med mig, da jeg aldrig har kunnet fordrage larm.

 Målrettet gik jeg hen til baren, hvor Alfred stod og tørrede et glas af.

 Alfred Tenson var englænder og hans mor var en vølve, men han besidder ikke selv magiske evner. Hans efterkommere kunne godt blive vølver og sejdmænd. Sådan nogen kaldes Bærer, på grund af at de bar generne.

 Han smilede hilsende til mig og gav mig et glas mjød og en skål med skovjordbær i fløde.

 Jeg skubbede betalingen frem mod ham og iagttog livet i cafeen, som sikkert ville være glemt i aften.

 En ung vølve sad ved et bord og talte i telefon med sin kæreste. Temmelig højlydt efter min mening. Hun brokkede sig over, at han ikke kom til deres date for over to timer siden og truede med at forbande ham, hvis han ikke ville tage sig sammen.

 To piger på ni år, tydeligvis Bærer, prøvede desperat at forvandle en frø til en prins på en hvid hest.

 Jeg kunne ikke lade være med at smile over deres anstrengelser. Bærer var måske ikke i stand til at gøre brug af magi, men det betød jo ikke at de var uduelige til noget som helst.

 ”Så gamle Hjul er død?” sagde Alfred.

 Jeg nikkede bare.

 ”En skam. Jeg har kun mødt ham én gang, og der virkede han, som en sund og rask mand.”

 ”Han døde også, da han blev kørt over af en skolebus,” mindede jeg ham om.

 ”Åh,” sagde han og så lidt flov ud. Han skiftede straks emne. ”Jeg ser, at du stadigvæk ikke har fundet en pige.”

 ”Det kommer jeg aldrig til,” sagde jeg sikkert.

 ”Måske, måske ikke,” sagde Alfred og fyldte mit glas op igen. ”Men kærligheden kan overraske alle.” Så sagde han ellers ikke mere.

 Jeg vidste tydeligt, at jeg aldrig ville få en pige, ikke med mit troldlignende udseende. Jeg havde et par ubetydelige interesser for mine skolekammerater, da jeg gik på mellemtrinet, men det var aldrig blevet til noget alvorligt. Selvom jeg har haft nok i min familie, kunne jeg alligevel ikke ignorere den underlige fornemmelse af tomhed indeni mig. Længsel var vist det rigtige ord. Længsel efter en ven, jeg kunne tale med om mine problemer. Længsel efter forståelse og sammenhold fra en, som jeg ikke behøvede at være i familie med. Men det ville aldrig ske.

 Pludselig vibrerede mobilen i min lomme. Det var en sms fra Oscar, der straks bad mig om at komme over.

 Jeg undrede mig over beskeden, men forlod uden et ord cafeen. Tusmørket havde dækket himlen til, som et kulørt tæppe af forskellige farvet uld.

 

Christians hus lå i Frederiksberg. Det var bygget i spansk stil af gule mursten. En ren muremestervilla. Jeg boede der selv, indtil jeg ville få mit eget sted.

 Det var Oscar, der åbnede op for mig. Han så alvorlig ud.

 ”Der er du,” sagde han. ”Kom ind. Vi er nødt til at tale sammen.”

 ”Hvad er der sket?” spurgte jeg, mens vi fulgte ad til dagligstuen, hvor Christian og Caroline sad og så lige så alvorlige ud.

 ”Henne ved fars begravelse…,” forklarede Oscar, mens han satte sig ved bordet, ”… var der en mand, der lod til at vise stor interesse for Edward Riddle og hans datter.”

 ”Det så jeg også. Hvem var han?”

 ”En gammel bekendt af Torben,” svarede Caroline. Torben var Simons bror, der døde i New York 11. september 2001 under terrorangrebet. Hans lig blev aldrig fundet. ”Han bor i det sammen hus, hvor Riddle-familien boede før 2. verdenskrig. Han kom over til os og havde noget meget vigtigt at fortælle.”

 ”Hvad?” spurgte jeg.

 ”At da han flyttede ind efter krigen, dukkede der en ung pige op og spurgte efter de tidligere beboere. Da hun fik at vide, at de var flyttet, gav hun den nuværende beboer sin navn og adresse i tilfælde af at Riddle-familien skulle komme tilbage, men det gjorde de aldrig. Og siden da havde han glemt alt om det og havde haft adressen liggende i sin tegnebog i over 60 år.” Hun lød en smule ophidset over at nogen havde en adresse i sin tegnebog i over et halvt århundrede.

 ”Hvem var pigen?”

 Caroline så direkte på mig. ”Hun hed Beatrice M. Riddle.”

 Jeg holdt et øjeblik op med at trække vejret og gjorde store øjne. ”Du mener… Edward Riddles forsvundne datter?”

 ”Ja, manden havde bemærket en utrolig lighed hos Ingeborg. En typisk lighed, som blandt søskende. Men da Edward og Ingeborg ikke var til frokosten, så opsøgte han os.”

 ”Så vi kunne fortælle dem det?” gættede jeg.

 ”Nej,” sagde Christian træt. ”Ikke før vi fundet ud af noget mere. Jeg synes ikke, at vi kan være bekendt, at give Edward Riddle en adresse, som hans datter sikkert er flyttet fra. Vi må have noget mere at bygge på.”

 ”Men hvad kommer det egentlig os ved? Vi kender knap nok Riddle-familien.”

 ”Bastian,” sukkede Christian. ”Det er vigtig, at vi har styr på alle sejdmænd og vølver her i verden. Beatrice var en vølve, og selvom hun skulle være død, kan hun have fået børn og børnebørn, der kunne besidde sejdmagi. Og er helt ukendte.” Hans øjne spurgte mig, om jeg forstod, hvor han ville hen.

 Jeg forstod det godt. Historien om Stefan Månholm fra Færøerne spøgte i baghovedet. Stefan var søn af en Bærer, der forlod hans mor før han blev født. Faren kendte intet til ham og blev ikke opskrevet på fødselsattesten, så ingen anede at Stefan var en sejdmand. Først da Stefan blev voksen, opdagede han sine sande kræfter og udnyttede dem til fulde for rigdom og smukke elskerinder. Det blev først opdaget, da han prøvede at dræbe en kendt politiker for at kunne bane vejen til egen karriere. Stefan blev straffet for udnyttelse af sin gave ved bortvisning til Nordnorge, hvor hans skæbne endnu var uvis.

 ”Jeg kan se pointet, men hvad kan vi gøre?”

 Der brød Oscar ind. ”Vi kan prøve at opsøge den adresse, vi fik, og se om der er nogen, der kan huske hende.”

 ”Okay,” sagde jeg. ”Hvad er adressen?”

 ”Moselundvej 3 i Vester Hæsinge.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...