Valkyrien

Det her er en gammel historie som jeg har haft liggende på computeren.
Handling: Bastian Skiftning, en mand med speciale i trolddom fra vikingetiden, bliver sat til at opspore en vølve, som forsvandt under 2. verdenskrig. Det eneste fører ham og hans fætter til den fynske landsby Vester Hæsinge, hvor de kommer forbi en ældgammel forbandelse som brænder efter hævn over sin egen slægt.

0Likes
0Kommentarer
926Visninger
AA

9. Epilog: Klarhed

Jeg, Oscar og Christian sad alle i Falkens pejsestue, mens jeg fortalte som aftens hændelser. Stephenie var allerede gået i seng efter at have taget en sovepille. Hun var helt forvirret over alt det magihalløj. Tante Caroline kom ned efter at have fået Leonora og Sol i seng.

”Nåh,” sagde hun smilede og sluttede sig til os. ”Nu vil jeg høre det hele. Eller er det kun forbeholdt mænd?”

”Det var som vi troede,” svarede jeg. ”Leonora er en vølve, sønnedatter af Beatrice. Som vi vidste, så endte Beatrice Riddle i en tysk koncentrationslejr i 1943 under falsk navn. Da 2. verdenskrig sluttede i 1945 blev hun lukket ud af lejren, men havde ingen papirer, der kunne hjælpe hende over grænsen. Og hun ville jo gerne hjem. Så mødte hun en ung mand og et ægtepar fra Fyn, der var på vej tilbage til Danmark. Hans-Ulrik Falk og ægteparret Baumgartner. Og de tilbød at hjælpe hende over grænsen.”

”Og hvad skete der så?” spurgte Caroline.

”Beatrice kom over grænsen, men hun opdagede til sit store chok, at hendes familie var flyttet, og ingen kunne fortælle hende hvor de nu boede. Så hun efterlod sin nye adresse, Baumgartners adresse, hos den nye beboer i tilfælde af at de skulle komme tilbage. Men det skete aldrig.”

”Så forelskede Beatrice sig senere i Hans-Ulrik Falk, blev gift med ham og skiftede navn fra Riddle til Falk,” sluttede Christian af med et smil.

”De fik så to børn,” gættede Caroline. ”Og derefter tre børnebørn.”

”Riddle?” lo Oscar. ”Gåde? Det her har i sandhed været en utrolig gåde.”

Så lo vi alle hjertelig.

”Hvad skal vi sige til Edward Riddle nu?” spurgte Christian bekymret.

”Vi fortæller ham det hele,” afgjorde Caroline på stedet. ”Jeg tror, at det vil lette ham endelig at få vished. Den mand har jo holdt sig isoleret siden Beatrices forsvinding. Og Ingeborg? Jeg tror, at den kvinde ville blive glad for at nu have en grav, hun kan gå hen til. At hun nu ved præcist hvor hendes søster er.”

Vi var tavse lidt endnu.

”Vi finder nok aldrig ud af om Magnus Falk kunne have været en uoplært sejdmand eller Bærer. Men vi kan undersøge Stephenie, Soleil og André. Jeg tvivler dog på, at Stephenie og Sol skulle være vølver.”

Oscar nikkede sammenstykkende.

”Men hvad med genfærdet? Hvorfor valgte det at få sin hævn nu i stedet for senere eller før?” spurgte Christian.

”Jeg gætter på den heks, som var lovet den førstefødte søn, var en af vores tidligere slægtninge. Genfærdet havde nok valgt at holde sig til sin oprindelige plan om at hjemsøge godset.”

”Indtil nu. Den kunne lugte dig og troede, at det var heksen, der var kommet efter ham, og fik travlt.” mumlede Christian dystert. ”Det samme blod, det samme kød.”

”Det samme hjerte,” afsluttede jeg. Så vendte jeg mig mod Caroline. ”Sover pigerne?”

”Soleil gør,” indrømmede hun. ”Men Leonora har besluttet sig for at sove nede i krypten.”

Det var da underligt. Hvad havde hun at bestille nede i krypten?

”Jeg finder hende lige,” sagde jeg og rejste mig op.

 

Jeg fandt hende nede i krypten, hvor Falk-slægten hvilede i deres alvorligudseende kister. Hun var iført en lyserød pyjamas og en hvid badekåbe og sad ved siden af en af de nyere marmorkister. Hun vidste, at jeg var der, men hun sagde ingenting, selv ikke, da jeg satte mig på hug ved siden af hende.

Her hviler Magnus Falk og Anne-Marie Falk født Lindgren, stod der på kisten. Nedenunder stod der fødselsdato og dødsdato.

Så huskede jeg på det, Stephenie havde sagt til Oscar.

”Jeg forstår dig,” hviskede jeg og lagde en trøstende på hendes ene skulder. ”Det er ikke morsomt at forudse sine forældres grav.”

Hun snøftede lidt.

”Jeg har altid vidst, at jeg var… anderledes,” forklarede hun. ”Det startede kort efter farfar og farmor døde. Jeg begyndte, at se ting…, der skete senere.”

”Og?” opmuntrede jeg hende.

”I begyndelsen var det spændende. Jeg kunne se hvornår vi skulle have uforberedt diktat, så jeg kunne forberede mig i det skjulte. Jeg kunne se… en masse. Og jeg fandt ud af at mine… syner ville ske indenfor en uge.”

Hun tav. Fuldkommen druknet i en overflod af minder. Selvfølgelig var det spændende for et tiårige barn at kunne utrolige kunster. Det var typisk for eventyrlystige spilopmagere. Et øjeblik tænkte jeg på den sommer, hvor jeg var ni, og frøs vandet for at få isklumper i min limonade.

Jeg kunne skimte tårerne i hendes øjne. Jeg gættede mig til resten. Hun forudså sine forældres grav og har siden da hadet sine kræfter og følt sig skyldigt.

”Så kort efter mor og far døde, sagde Stephenie: ”Jeres mor og far har begge fået influenza, så de må blive lidt længere i Italien”. Og jeg sagde bare: ”Nej, Stephenie. Jeg ved de er døde”. Så tog hun mig i sine arme og indrømmede det.”

Hun græd, og jeg kunne ikke gøre andet end at lade hende græde ud. Ånderne nede i krypten kunne mærke hendes sorg og smerte og græd lydløst med i kor.

 

Leonora stod nervøst foran døren til Edward og Ingeborg Riddles hjem.

”Jeg tror ikke, at jeg er klar.”

”Kom nu,” sagde jeg opmuntrende og gav hende et skulderklap. ”Du skal bare gå derind, præsentere dig og gå ud igen.”

”Hvad nu hvis han ikke kan lide mig?” spurgte hun panisk. Det var sidst i juli. Vejret var klart og varmt. Leonora var iført en farverig ærmeløs kjole, der fik hende til at se lidt ældre nu. Næsten atten.

”Hvorfor skulle han ikke kunne lide sit eget oldebarn?”

Hun tænkte lidt over det, trak så vejret dybt og mandede sig op.

”Du venter her, ik’?” spurgte hun.

”For evigt, hvis det skulle være,” svarede jeg ærligt.

Hun så ud til at være trygt ved tanken og gik tøvede hen til hoveddøren, mens jeg satte mig ind i bilen.

Jeg kunne se sceneriet gennem Edward Riddle’s øjne.

Jeg sidder for mig selv og sortere mine frimærker. Ingeborg er ude og købe ind. Jeg er helt fortabt i mine egne tanker, da husholdersken kommer ind.

”Æhm? Hr. Riddle?”

”Ja?” spørger jeg.

”Der står en ung pige udenfor døren og vil gerne tale med herren. Hvad skal jeg sige til hende?”

Modvilligt ser jeg på min husholderske. ”En pige? Hvad slags pige?”

”En køn pige,” svarer hun. ”Omkring femten, men ser meget modne ud. Og hendes talemåde tyder på at hun er fra Fyn.”

”Fra Fyn? Nu har du gjort mig nysgerrig. Kør mig ud i entreen.” Jeg er for alvor blevet nysgerrig.

”Skal ske,” siger hun og kører mig og min rullestol ud af stuen.

Jeg holder på vejret, da jeg ser på pigen i døråbningen. Alle mine sanser skriger på at jeg står overfor en ung uerfaren vølve.

Hun er en helt fremmed for mig, men alligevel ligner hun en, som jeg kender eller måske kendte.

”Hvem… hvem er du?” hvisker jeg spørgende.

Hun ser ned på sine fødder og er åbenbart utilpas ved tanken om at være her.

”Jeg hedder Leonora Falk,” svarer hun. ”Beatrices sønnedatter.”

Beatrices sønnedatter? Min datters sønnedatter? Mit oldebarn? Nu kan jeg se hvem hun ligner.

”Beatrice?” gentager jeg hæs. ”Beatrice, min datter? Lever hun?”

Pigen ryster på hovedet. ”Nej. Hun er død. Hun døde for seks år siden.”

Et suk glider ud af munden på mig. Det er som om en tung byrde af uvidenhed løftes fra mig. Som om jeg endelig har fået fred. Jeg retter igen blikket op mod pigen, der står afventende på sin dom.

”Du hedder Leonora, sagde du. Kom ind, Leonora, mit oldebarn.”

Hendes ansigt udtrykker lettelse, og det er jeg glad for. Jeg vender mod husholdersken.

”Lav nogen te og kom med nogle kager. Som du hørte, er det her min yngste datter Beatrices barnebarn. Og jeg forventer at hun bliver behandlet med respekt.”

Der gav jeg slip. Jeg behøvede ikke at bekymre mig mere om Leonoras besøg hos sin oldefar. Jeg skulle til at tænde en ny cigaret, men fortrød. Hun ville nok kunne lugte røget, når hun kom tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...