Udstødt

Mit navn er Lily. Jeg er en ganske normal pige, altså udover at jeg er forældreløs og har en bror der hader mig. En dag da min bror og hans venner vil dræbe mig i "søen", vælder der en stor kræft ind i mig, og jeg får vredet mig ud af deres greb, og kaster min bror tværs gennem luften. Og derefter besvimer jeg ...
Vent, hvor kommer den kræft fra?
Spørgsmålet lurer i mit baghoved, men jeg har ikke tid til at tænke det ordenligt igennem, for da jeg vågner, ligger jeg i Kapsers seng! Ja, hvem er Kasper? Det er såmænd bare min brors bedste ven ... tja, hvad kan jeg sige? Måske er jeg ikke så normal alligevel ...

23Likes
19Kommentarer
2015Visninger
AA

9. Kapitel 8: Første kys eller ej?

Lily

 

Jeg trak langsomt vejret ind gennem næsen, der blev fyldt af, duften af renlighed.

Okay, det er ret tydeligt at jeg ikke er hjemme, og jeg kan heller ikke være på skolen … så hvor er jeg?

Jeg åbnede det ene øje på klem.

Alt det hvide i rummet skar i øjet.

Hva’ fanden?

Jeg satte mig op med et sæt.

Er jeg på hospitalet?!

Jeg havde mit løbe tøj på, og jeg kløede mig undrende i håret.

Langsomt huskede jeg hvad der var sket.

Mine kinder begyndte at brænde ved tanken om at jeg havde grædt foran David … David!

Jeg hoppede ned fra den briks lignende seng, og løb hen til døren.

Jeg nåede ikke at tage fat i håndtaget før døren gik op, og en ung mørkhåret sygplejeske.

”Øhh hej,” sagde jeg og følte mig pinligt berørt, men tog mig så sammen. ”Han dér der bar mig her ind, hvor er han?”

Hun får en drømmende udtryk i øjnene og jeg himlede med mine.

”Halo?” sagde jeg.

Hun rystede let på hovedet, for at koncentrer sig igen, og så ondt på mig.

”Han er i venteværelset,” sagde hun koldt.

Hvorfor er alle drengene efter blondinerne og de smukke?!

Hendes tanke udbrud forskrækkede mig, og jeg tumlede et par skridt bagud.

”Øh tak,” mumlede jeg og skyndte mig forbi hende.

Jeg løb hen mod venteværelset, men stødte ind i en anden sygplejeske

”Undskyld,” sagde jeg inden jeg løb videre.

Jeg skyndte mig ind i venteværelset, som skuffende nok var tomt.

Så må han overleve uden et undskyld … tænkte jeg skuffet, og satte mig ned i en af stolene.

Jeg lagde albuerene på knæene og hovedet i hænderne.

Uden nogen at snakke med eller andet at tænke på, begyndte mine tanker at vandre tilbage til dagen før.

Hunden, flugten, liget … liget!?

Jeg rettede mig hurtigt op.

Hvad er der sket med liget?!

”Bare rolig, jeg har ringet til politiet,” sagde en velkendt stemme.

Jeg så undrende op på David.

”Hvordan vidste du at det var det jeg tænkte på?” spurgte jeg mistænksomt.

Han løftede hænderne i en opgivende gestus.

”Det var et skud i tågen … eller næsten, jeg gik ud fra at det var det, fordi du så så skræmt ud …”

Jeg nikkede.

En klump begyndte at tage form i min hals.

Jeg rømmede mig højlydt.

”Hvad laver jeg her?” spurgte jeg og så alle andre steder hen, end på ham.

”Jeg vidste ikke hvor du boede, og du havde nogle skrammer så jeg tænkte at du kunne sove her,” svarede han og rødmede.

Jeg nikkede igen, for jeg stolede ikke på min stemme.

Stilheden voksede, og der gik et stykke tid før jeg turde sige noget.

”Så du var hjemme lige før …?” spurgte jeg.

”Nej.”

Jeg rynkede panden.

”Så … du har været her hele natten?”

Mit hjerte gav et lille hop ved tanken.

”Jep.” Nåh hvor sødt! udbrød Lissa.

Ja meget.

Wow, vi er faktisk enige om noget, i forbindelse med en dreng!

Jeg himlede med øjnene.

Så lagde jeg mærke til at David studerede mig bekymret.

”Øhh, det der med øjnene … det var altså ikke til dig, det var til …” jeg kunne godt høre hvor dumt det lød. ”Jeg kom bare lige til at tænke på noget,” mumler jeg og rødmede.

Han nikkede langsomt som svar.

Stilheden vendte tilbage, og det samme gjorde alle de uønskede tanker.

Det begyndte at svide i mine øjne, og klumpen voksede igen i min hals.

Du må ikke græde foran han igen! sagde jeg strengt til mig selv.

Men den advarsel hjalp ikke noget, tårerne begyndte at flyde over og et hulk banede sig vej op gennem min hals.

David så det med det samme, selv om jeg prøvede at skjule det.

Han lagde sine stærke og støttende armen om mig, og jeg gjorde ikke modstand.

For det første fordi jeg ikke orkede det, og for det andet følte jeg mig tryg i hans varme favn.

”Er du klar til at tage hjem?” spurgte David, da jeg endelig holdte op med at græde – ja, jeg ved godt det lyder som om jeg er et pattebarn der græder hele tiden, men det gør jeg altså ikke!

Jeg sad og så ned på mine hænder, og så rystede jeg på hovedet.

”Nej, ikke endnu.”

Jeg så op på ham, og vores ansigt var faretruende tæt på hinanden.

”Hvorfor?” spurgte han, og så mig dybt ind i øjnene.

”Derfor,” hviskede jeg, fordybet i hans mørke blik.

Han lænede sig langsomt frem, og jeg lukkede øjnene på klem.

Nej!

Pludselig rejste jeg mig op og tankerne bag handlingen kom bragende.

Mit første kys skal ikke være her, ikke nu og ikke med ham!

Langsomt gik virkeligheden op for mig.

Jeg var lige ved at kysse ham!

jeg nåede lige at se Davids forskrækkede ansigt, inden jeg vendte om på hælende og stormede ud ad døren.

Jeg fortsatte videre ned af gaden .

Hvor skal jeg gå hen? spurgte jeg mig selv.

Hvad med hjem til Kasper?

Hvad fanden skal jeg hjemme ved Kasper?!

Du kan spørge om du må låne en af hans utallige værelser, han vil forstå det …

Hmm, du har fat i noget …

Jeg gik hen til hans hus.

Da jeg stod ved foden af trappen tøvede jeg.

Er det nu det rigtige at gøre?

Du har ikke andre valg.

Okay.

Jeg trak vejret dybt, gik op af trappen og bankede på.

Jeg hørte skridt på den anden side af døren, og den blev åbnet … det var Kasper.

Han havde jeans på og en hvid skjorte der var åbnet hele vejen ned.

”Hej Lily?” hilste han spørgende.

”Hej … øhh jeg ved godt det er noget underligt noget at spørger om, men … må jeg gerne låne et værelse af dig … jeg skal nok betale tilbage …”

”Det må du gerne,” sagde han og gik ind i huset.

Jeg fulgte efter ham, ind i det store hus.

Vi gik gennem utallige gange, inden han stoppede foran en dør.

”Du kan få det her værelse. Der er et tilhørende badeværelse, og …” han ser op og ned af mig.” Og eftersom du ikke har andet tøj med, så tag noget fra skabet.” ”Tak Kasper,” sagde jeg og gik ind på værelset.

Det var enkelt men smukt.

Der var en seng, et skab og et smukt skrivebord af træ.

Jeg gik ind af den eneste anden dør, og  trådte ind i et smukt dekoreret badeværelse.

Jeg tog hurtigt mit løbetøj af, og trådte ind i det luksuriøse brusebad.

Jeg tændte for det varme vand og satte mig ned på gulvet … og så græd jeg.

Mine tårer blandede sig med vandet fra bruseren.

Jeg græd alt ud.

Og sådan blev det ved indtil jeg ikke havde flere tårer tilbage …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...