Udstødt

Mit navn er Lily. Jeg er en ganske normal pige, altså udover at jeg er forældreløs og har en bror der hader mig. En dag da min bror og hans venner vil dræbe mig i "søen", vælder der en stor kræft ind i mig, og jeg får vredet mig ud af deres greb, og kaster min bror tværs gennem luften. Og derefter besvimer jeg ...
Vent, hvor kommer den kræft fra?
Spørgsmålet lurer i mit baghoved, men jeg har ikke tid til at tænke det ordenligt igennem, for da jeg vågner, ligger jeg i Kapsers seng! Ja, hvem er Kasper? Det er såmænd bare min brors bedste ven ... tja, hvad kan jeg sige? Måske er jeg ikke så normal alligevel ...

23Likes
19Kommentarer
2000Visninger
AA

8. Kapitel 7: Skoven

Lily

 

 

Mine fødder trommede rytmisk mod asfalten.

Mit blonde hår sad i en høj hestehale, svingede fra side til side.

Jeg var kommet lidt udenfor byen da jeg stoppede.

Tror du jeg kan gøre det igen? spurgte jeg Lissa.

Gøre hvad?

Løbe hurtigt …

Måske … prøv.

Jeg nikkede, men så gik det op for mig at Lissa ikke kunne se mig, så jeg tænkte et hurtigt ”ja”.

Jeg så mig omkring, for at sikre at der ikke var nogen.

Da jeg havde konstateret  at der ikke var nogen, begyndte jeg at løbe. Hurtigere og hurtigere.

Jeg satte farten yderligere op, selv da grænsen af menneskefarten, satte jeg uden problemer farten op.

I nogle minutter løb jeg bare.

Jeg havde ikke engang fået sved på panden i nu!

Det gav et sus i maven, en dejlig og kildende følelse i maven.

Jeg prøvede at tyde de utydelige omgivelser … men som sagt var det umuligt, så jeg sænkede farten.

Men det virkede heller ikke så jeg stoppede helt op og så mig omkring. Jeg var i skoven.

Jeg trak på skuldrene.

Tja, det var her mine fødder førte mig hen …

Jeg kæmpede mig vej gennem den tætte underskov, kun nogle få solstråler, fik kæmpet sig ned gennem trærenes tætte løv.

En metallisk lugt ramte mig.

Hva’ fanden?

Jeg så mig forvirret omkring, men der var intet at se.

Jeg søgte videre og så … mestrede jeg mit bedste pigeskrig nogensinde.

Jeg lagde en hånd for hjertet, tumlede bagud, og faldt over en trærod.

Jeg stirrede lamslået på den døde hund der lå foran mig.

Det var en Engelsk Springer Spaniel … i tænker nok, ”Hvad ved du om det?” eller ”Hvordan kan du vide det?”, men jeg ved det kun fordi Anne engang havde sådan en … hun sagde at det var en form for jagthund …

Hvad er der dog sket?!

Og så slår det mig … drømmen!

Men det var jo bare en drøm, ikke?

Pludselig lagde jeg mærke til det (farve) spor der førte væk fra hunden.

Jeg gik rundt om huden og studerede sporet, det lignede en form for hov … hest? Nej, hvad skulle en hest dog i skoven? Dådyr? Nej, hoven var for stor … Rensdyr? Jep, det passer … ikke kun med størrelsen, men også til drømmen.

(Farven) betyder sikkert et eller andet med at have dræbt, og den ”aura” følger rensdyret…

Creepy!

Jeg følger sporet, indtil det ender, og så slå en forfærdelig tanke mig …

Det eneste der skete i drømmen, og jeg ikke har fundet endnu er … jægeren …

Jeg sank besværet en klump.

Åh gud … jeg vil væk ... nu!

Jeg begyndte at løbe, hurtigt, men ikke med overmenneskelig hastighed.

Jeg skreg da jeg faldt over en væltet stamme.

En smerte bredte sig i mit venstre ben, men jeg bed tænderne sammen, rejste mig op … og skreg for tredje gang, inden for meget kort tid.

Jægeren lå med hovedet ned ad.

Han lå på den anden side af den væltede stamme.

Jeg hørte en gren knække et sted, ikke så langt fra hvor jeg stod.

Åh nej!

Jeg begyndte at løbe.

”Hjælp mig! Hjælp mig en eller anden!” skreg jeg og så mig forvildet omkring.

Jeg mærkede et varmt pust i nakken.

Frygten begyndte at lamme mig, men jeg brugte den sidste rest af min styrke på at løbe frem ad … jeg løb direkte ind i et eller andet, der gav efter, og jeg væltede forover.

En eller anden stønnede.

Jeg åbnede langsomt øjnene, og så ind i et par smukke gyldenbrune øjne.

”David! Hjælp mig! Jæger … gren … løbe …” jeg snublede over ordende, og så kom det jeg frygtede mest … en hulken steg op i min hals og mine øjne begyndte at svide.

”Shhh,” beroligede han mig, og fik sat sig op.

Jeg satte mig til rette i hans skød, og lagde mig hoved på hans skulder, og så græd jeg.

Jeg græd og græd, og havde på fornemmelsen at jeg aldrig ville kunne holde op.

Jeg græd alt frygten jeg lige havde følt ud, og gråden endte med hikke.

David havde været stille hele vejen igennem, mens han beroligende havde strøget mig på ryggen.

”Hvad laver du her ude?” spurgte jeg.

”Jeg hikede.”

”Hikede?”

”Ja, jeg undersøger skoven, og sådan.”

Jeg nikkede, trak hovedet lidt væk fra hans skulder, og tørrede næsen i mit ærme.

”Det var forfærdeligt David,” hvisker jeg, og mærker klumpen komme tilbage i halsen.

”Hvad er der sket Lily?”

”Jeg var u-u-ude at lø-lø-løbe, og så, så j-j-jeg en død hund, o-o-g så så jeg rensdyr spor og fulgte dem og så så jeg en død jæger han lå bag en stamme!”

David stivnede.

”Og så h-hørte jeg en gren knække o-o-og jeg blev så bange David!”

Jeg begyndte igen at hulke.

”Det var så forfærdeligt!” hulkede jeg.

”Så, rolig nu. Det skal nok gå. Jeg er her.”

Han rejste sig op og rakte en hånd ned mod mig.

Jeg tog i mod den og han fik mig op at så.

Det hele svimlede for mig, og jeg svajede usikkert.

”Har du fået balancen?” spurgte han.

Jeg nikkede usikkert og han slap min hånd.

Jeg tog et vaklende skridt fremad, der endte med at jeg lå på alle fire.

Det sortnede for mine øjne og trætheden overvældede mig.

”Lily? Er du okay?” hørte jeg Davids stemme sige, et sted langt væk.

”Så træt …” mumlede jeg og faldt sammen på jorden.

Jeg mærkede nogle stærke arme tage mig op fra jorden …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...