Udstødt

Mit navn er Lily. Jeg er en ganske normal pige, altså udover at jeg er forældreløs og har en bror der hader mig. En dag da min bror og hans venner vil dræbe mig i "søen", vælder der en stor kræft ind i mig, og jeg får vredet mig ud af deres greb, og kaster min bror tværs gennem luften. Og derefter besvimer jeg ...
Vent, hvor kommer den kræft fra?
Spørgsmålet lurer i mit baghoved, men jeg har ikke tid til at tænke det ordenligt igennem, for da jeg vågner, ligger jeg i Kapsers seng! Ja, hvem er Kasper? Det er såmænd bare min brors bedste ven ... tja, hvad kan jeg sige? Måske er jeg ikke så normal alligevel ...

23Likes
19Kommentarer
1998Visninger
AA

5. Kapitel 4: Siden hvornår?

 

Lily

 

 

Jeg åbnede øjnene.

En voldsom hovedpine ramte mig.

Hvor er jeg?

Jeg så mig omkring.

Der var en dobbeltseng, hvide vægge, et kæmpe skab og et skrivebord.

Jeg sad op af et skab.

Der lå noget under dynen.

Jeg gik langsomt over mod det

Tog dynen til siden… det var KASPER!

”Kasper!” udbrød jeg.

Han åbnede øjnene og glippede lidt med dem.

”Hvad laver jeg her?” spurgte jeg.

”Ømm … du faldt ømm … i søvn, og du skulle jo helst ikke hjem, så jeg tog dig med hjem til mig og ... ja det var sådanset det ...” jeg kunne høre udefra hans stemme at han stadig var træt.

“Hmm,” brummede jeg.

Kunne han være det bekendt, bare at tage mig tage mig herhen, efter at have mobbet mig i de to år jeg har været her? At spille helt i det sidste sekund?

Nej, det kan han ikke! besluttede jeg.

Jeg gik ud af hans værelse, og blev mødt af en labyrint af døre og gange.

Jeg bliver nødt til at prøve ...

Den første dør, viste ind til et luksuriøst badeværelse.  

Næste var et mega stort soveværelse ...

Jeg gik videre ned af gangen og der gik en gang i hver retning.

Jeg giver op! Jeg har brug for Kaspers hjælp, til at komme ud af den her labyrint af et hus!

“KASPER!” råbte jeg på vej ind af døren, “hvordan kommer man ud af det her hus!”

Han for op og skyndte sig hen til mig.

Han havde det samme tøj på som han havde haft på i går, jeg så ned af mig selv ...

Jeg havde også det samme på som i går ... pinligt.

En lårkort nederdel, med nylon gamacher og en for lille top ... ikke så godt ...

Jeg rødmede, men holdt en fast facade.

“Ømm ... hvordan fanden kommer man ud af det her hus!” spurgte jeg igen, den her gang lød jeg ikke så selvsikker.

“Nåh ja ... mit hus ... ja er stort ...”

“Ja det lagde jeg mærke til da du spurgte om jeg ville ind!”

“Ja ... med hensyn til det så ... undskyld, jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre ...”

“Ja ja, kunne jeg ikke bare ligge i det der værelse inde ved siden af?”

“Nnjo, men det tænkte jeg ikke på ...” hans ansigt lignede lige pludselig en meget rød tomat.

Sødt…!

det tænkte jeg bare ikke!

Ligesom i går forlod kraften mig og mine knæ blev bløde ... men den her gang... på en anden made ...

Nej nej nej! Jeg har bare ikke forelsket mig i Kasper …!  

Det er sikkert kun på grund af hans helte scene ...

Eller så er det fordi, du godt kan lide ham ...

Hvorfor skændes jeg med mig selv! Det er for latterligt!

Det synes jeg ikke! Han er da mega CUTE! Tænk at han bare står der og siger undskyld i nu!

Hold da kæft!”

Hov hov!

“Undskyld jeg er bare så ked af det og ...”

“Nej, nej det var ikke dig, jeg sagde det til ...” det lød latterligt, han vil sikkert tro at jeg er sindssyg, hvis jeg fortæller ham hvem jeg sagde det til ... “jeg tilgiver dig ... det er okay, jeg er bare lidt ...morgensur ...”

“Ja... det forstår jeg godt ... ret nederen dag i går ...”

Der opstod en meget pinlig tavshed.

Jeg prøvede at undgå hans blik, men det blev svært og jeg blev nødt til at kigge ... bare en gang ...

Hans blik låste mit fast og jeg så ind i dem.

De var fyldt med hemmeligheder, glæde, medlidenhed, omsorg ... og noget andet jeg ikke kan tyde ...

Kærlighed!

Nej ikke kærlighed, det tror jeg ikke... nej, det er det heller ikke!

Jo, det er ...

NEJ! råbte jeg inde i mit hoved, og så i en lidt mere rolig stemme. Det er det ikke ...

Du vil bare ikke indse det... du kan lide ham, han kan lide dig. i kysser og lever lykkeligt til jeres dages ende ... The End!

En del af mig gad ikke indse det, mens den anden var helt vild efter at kaste sig i hans arme, lige nu, lige her.

Jeg tvang mig selv til at kigge væk.

“Hvordan kommer man ud?” mumlede jeg.

“Kom lad mig vise dig hvor udgangen er ...”

 

 

Da vi endelig kom udenfor hoveddøren, var jeg udmattet.

Hvordan kan han overleve i det her hus?

Fordi han er sej!

Nej, jeg tror det er en anden grund ...

Neeej ...

“Hvordan kan du overleve i det der hus?!” spurgte jeg.

“Jaaa. fordi jeg er sej?”

Ha ha, jeg havde ret!

“Nå ... men vi ses nok ...”

“Ja, det gør vi,” svarede han.

Jeg kunne ane en lille smule skuffelse i hans stemme, men valgte at ignorere det.

Jeg begyndte at gå ....

Hvor skal jeg gå hen?

Bare gå. nyd friheden, som andre ikke har.

Hvem andre?

Det ved du selv ... dybt indeni.

Hvad?

Jeg ventede tålmodigt, men jeg fik ikke noget svar.

Min stemme svarede mig ikke!

Okay, nu lyder jeg jo sindssyg!

Jeg tager ud og løber i skoven.

Kan du huske drøm ...

Det skar i min hals, som om et skrig sad fast i min hals og i mit hoved.

Jeg faldt forover og begyndte at vride mig af smerte.

Den fortsatte ind over mig som en bølge.

Det gjorde ondt!

Skriget gad ikke ud, det sad fast.

Det var ikke mig der havde skreget inde i mit hoved ...

Nogen tog fat i mig og smerten forsvandt ... hvad sker der der? Hvor blev smerten af?  

Jeg åbnede langsomt øjnene ... og det syn der ramte mig, fik luften slået ud af mig.

“Er du okay?” spurgte han.

“Ømmm ...” svarede jeg dumt, “ja ...”

Hans mandlige parfume dufter godt!

Hold kæft!

“Okay, mand jeg blev bange, du lå jo bare der og vred dig!”

“Øh, ja ...”

“Hvad skete der?” spurgte han.

“Ikke noget ... jo okay, jeg øhh ... øvede mig på en rolle som jeg ville have, i skole ...musicalen?”

“Du er da en god skuespiller!”

“Øhh tak.”

“Nå, men jeg tror at du skal lade vær med at gøre det igen. I hvert fald ikke her midt ude på gaden.”

“God ide, det skal jeg nok lade vær med!”

Pinligt, pinligt, pinligt, pinligt ...

“Slog du dig da du faldt?” spurgte han.

“Ømmm ...” og så ramte hovedpinen mig. “jeg slog hovedet.”

“Okay, skal jeg hjælpe dig hjem?”

“Hjem?”

“Ja, du bor vel et sted?”

“Ja, jo, ømm jeg blev smidt ud af min bror ...”

Jeg havde åbenbart dræbt mor!

Smerten ramte mig hårdt i hjertet, og tårerne pressede på.

“Nå!”

“Har du måske en hovedepines pille?”hørte jeg mig selv spørge.

Jeg havde lyst til at give mig selv en lussing!

Spørger en hot dreng om en hovdepines pille!

Hvad sker der for det!

“Øhhh, måske, lad mig lige kigge i min taske ...”

“Tak!”

Jeg rejste mig op, og børstede mine bukser.

“Her! og her har jeg noget vand.”

Han rakte mig en lille hvid pille, og en flaske vand.

“Øhh, tak.”

Der opstod en pinlig tavshed.

“Nå, men jeg hedder Mike,” sagde han, og rakte hånden frem.

“Lily ...”  

 

Det her har været den mest pinlige dag i mit liv!

Hvad gør vi nu? spurgte stemmen inde i mit hoved.

Hvad mener du med vi?

Hey, jeg er her også!

Hvem er du?

Dig ...

Mig?!

Jaa ...

Så lige nu ... snakker jeg med mig selv?

Ja! Du har fattet det!

Humph! Men hvorfor sagde du så at du også var her?

Okay, det var et svære spørgsmål ... jeg mente at min mening er her også.

Hvad?

Jeg er dig ... hmmm, det er svært at forklare ... nå men tænk på os som to forskellige personer, med to forskellige meninger.

Sådan.

Okay, så forestil dig at de to smelter sammen, og er en person, med to meninger.

Fuck, hvor forvirrende!  

Ja, ja. Men har du fattet det?

Ja.

Godt ...

Jeg orker ikke at tænke mere!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...