Udstødt

Mit navn er Lily. Jeg er en ganske normal pige, altså udover at jeg er forældreløs og har en bror der hader mig. En dag da min bror og hans venner vil dræbe mig i "søen", vælder der en stor kræft ind i mig, og jeg får vredet mig ud af deres greb, og kaster min bror tværs gennem luften. Og derefter besvimer jeg ...
Vent, hvor kommer den kræft fra?
Spørgsmålet lurer i mit baghoved, men jeg har ikke tid til at tænke det ordenligt igennem, for da jeg vågner, ligger jeg i Kapsers seng! Ja, hvem er Kasper? Det er såmænd bare min brors bedste ven ... tja, hvad kan jeg sige? Måske er jeg ikke så normal alligevel ...

23Likes
19Kommentarer
2081Visninger
AA

2. Kapitel 1: Løb, Vind, Pas på

 

Lily

 

 

”Lad mig være!” råbte jeg.

”Nu må du ikke blive sur, min lille pige,” svarede Christian muntret.

”Jeg er ikke din lille pige!” hvæsede jeg.

”Nå ikke… lille Lily misse kat…” svarede Kasper, han havde fat om mit venstre ben, jeg prøvede at sparke ham, men det mislykkedes selvfølgelig.

Vi kom tættere og tættere på skolens vand fontæne. Hvor var min storebror når jeg havde brug for ham … nej okay, jeg regner ikke rigtigt med hans hjælp, min bror er jo sådanset Christian, men han har ikke altid været sådan. Der var faktisk en gang hvor han hjalp mig, med at få de andre drenge væk… for så selv at give mig buksevand.

Fed bror ikke…? Jaloux?

Nu var vi hele vejen henne ved fontænen.

Jeg sparkede og fægtede med armene.

”Slip mig!”

Vandet sprøjtede op på mig, og mit tøj begyndte langsomt at suge vandet til sig.

Vandet var koldt, men jeg er ligeglad, for det ikke lige så koldt, som jeg følte mig.

Hvorfor er jeg så uelsket?

”Hvorfor skriger du ikke mere?”

Hvorfor tror du?

”Øv! Hun har prøvet det så mange gange at hun er blevet paranoid!”

”Lort!”

”Fuck dig!”

”Luder!”

Det her var ret normalt, jeg ignorerede dem, lagde mig ned og lukkede øjnene.

Gulvet var koldt og vådt. Men jeg var ligeglad.

Jeg lod mig selv glide hen i søvnens mørke arme …

Jeg jagede, jeg havde ikke spist i lang tid.

Min mave rumlede højlydt.

Jeg begyndte at løbe.

Vinden piskede gennem mit hår ... en dejlig følelse.

En gren knækkede … kronhjort.

Jeg løb hen mod duften.

En ny duft ramte mig … menneske blod.

Sulten overtog og jeg skiftede til en ulv, og løb.

Duften kom tættere på …

Jeg skyndte mig om bag et træ.

En jæger!

Jeg blev nød til at snyde ham til at lade mig komme tæt nok på …

Jeg skar en flænge i mit højre bagben.

Jeg skiftede tilbage til min menneskelige form.

Smerten ramte mig som et lyn.

Jeg bed tænderne sammen, jeg måtte ikke skrige …

Jeg begyndte at humpe mod jægeren.

”Hjælp mig …” stønnede jeg …

Jeg vågnede …

Hvad var der sket? Nåh ja, jeg jagede … jagede? Ligger jægerens lig ude i skoven? Nej, det var kun en drøm … men det føltes så virkeligt! Vinden, duften … duften af menneskeblod …

Min mave rumlede.

Jeg rejste mig, mine ben var stive, og det samme var min striktrøje.

Jeg så ned på mit ur, klokken var seks om morgenen.

Jeg ville tage hjem og få noget andet tøj på, og få pakket mit løbetøj…

YES! Jeg skal løbe i dag! Den store konkurrence er i dag! Jeg håber jeg vinder! Det kunne være så MEGA NICE!   Men først skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer hjem. Jeg tror bare jeg løber, ligesom i går, og dagen før og dagen før det og så videre …

Jeg begyndte langsomt at løbe …

 

Jeg ventede på at dommeren skulle skyde, og sætte løbet i gang.

Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig.

Det er en varm dag, i september.

Mit første løb ever! Begynder sn… Bang! NU!

Jeg løb, så hurtigt jeg kunne.

Jeg kunne skimte de andre piger lidt foran mig. Hurtigere!

Jeg kastede mig frem, så hurtigt som jeg kunne.

Jeg havde det som jeg svævede, en dejlig følelse.

Ligesom den i drømmen, det føltes helt uvirkeligt.

Jeg så ud til siderne, de andre var ingen steder at se, godt.

Men så lagde jeg mærke til at jeg næsten ikke kunne se mine omgivelser.

Verdenen fløj forbi mig. Hvordan løber jeg så hurtigt?!

Jeg satte langsomt farten ned, og slap uvilligt den dejlige følelse.

Jeg stoppede op og  kiggede rundt.

De andre piger var langt bagud, og mange af tilskuernes store øjne hang på mig.

I vil sikkert ikke tro det, men det føltes som en tung byrde.

Jeg må hellere lade som ingenting og løbe videre, lidt langsommere den her gang.

 

Stemmerne summede omkring mig… og om mig. Ja, lige siden i går. Folk var på vagt.

Efter sidste time, ventede jeg at se min bror og hans fire venner, stå uden for min klasse. Men det gjorde de ikke.

Jeg gik langsomt frem… på vagt. Pludselig var jeg fanget, igen havde de fået fat i mine arme og ben … hvorfor nu igen, kan de ikke bare lade mig være!

”Nå, lille Lily, vi så dit løb i går…” begyndte Kasper.

Gjorde I virkelig!?

”…og vi forstår ikke hvordan du kunne vinde! Så nu vil du få denne lille straf, du skal…”

”I Søen …” afsluttede Christian.

De andre omkring ham gispede.

Søen er … ja en sø, men det er sådan, at det også er en slags sump. Der var engang pige, som døde, fordi hun faldt i den.

HVAD!” udbrød jeg. ”Du må være komplet sindssyg!”

”Nej, kom så drenge,” var hans svar.

Han førte dem an.

NEJ! Hvordan kunne han! Hans egen søster! Jeg vil ikke dø!

”Slip mig!” jeg kunne mærke tårerne presse på og en klump begynde at forme sig i halsen på mig. ”Slip mig, slip mig slip mig!” min stemme blev hæsere og hæsere, og jeg fik sværere ved at snakke, så min stemme endte i en stille hvisken. Jeg begyndte at græde. ”Slip mig …” hulkede jeg, ”jeg vil ikke dø!”

Jeg så hen på Christian.

Hans ansigt var udtryksløst, men han virkede mere bleg end ellers, og det samme gjorde de andre.

Hvorfor skal jeg dø ...?

Jeg lukkede øjnene og lod freden berolige mig … men ikke længe, snart kunne jeg høre vandet.

Jeg åbnede øjnene.

”Er du sikker på det her, mand?” spurgte Kasper.

”JA! Er du bange er det dét du siger?”

”Nej, nej…”

Jeg begyndte at kæmpe imod.

”Slip mig…” hviskede jeg hæst.

Og som første gang, så jeg virkelig på Kasper. Han havde noget meget pænt lyst hår, brede skuldre og smukke blå øjne …

Jeg kiggede dybt ind i dem og han kiggede ind i mine…

”Hvorfor spilde sådan en smuk og sød piges liv?” hørte jeg hans stemme sige inde i mit hoved.

Hvad skete der … læste jeg lige hans tanker?

Jeg så direkte på ham.

”Hjælp mig…” Hans øjne blev smalle, men ikke af irritation eller vrede vendt mod mig, men mod Christian … ”Hvad fanden tænker du på?!” råbte han pludselig vredt.

”Mig?” spurgte Christian overrasket.

”Ja dig, det er din søster for helvede hvad tænker du på?! Hvad har hun gjort dig?”

Jeg kiggede over på Christian.

Hun dræbte min mor!” råbte hans rasende stemme, inde i mit hoved.

”Hun dræbte min mor!”

HVAD! JEG DRÆBTE IKKE MOR … ELLER FAR DE DØDE TIL EN KONCERT!

De andre gispede.

”Hvordan...?”

”Hun blev født… min mor døde fordi hun skulle føde dig…” sagde han, og pegede på mig.

Udefra hans stemme at høre, var han ved at blive sindssyg.

Jeg dræbte mor, jeg dræbte mor … Sætningen kørte rundt i mit hoved…

”NEJ!” skreg jeg, jeg følte en styrke rende op i mig.

Jeg vred mig løs af de fire drenges greb og løb hen til Christian.

Jeg tog fat om hans krave og løftede ham op i luften, som var han luft.

Men det havde jeg ikke tid til at tænke på nu.

Før havde jeg følt mig sårbar, men nu …

”Jeg dræbte ikke mor!” råbte jeg ind i ansigtet på ham, og smed ham hen af jorden.

Pludselig forlad alt kraften mig, og jeg sank i knæ.

Jeg hev hårdt efter vejret. Kasper kom hen til mig.

Han rakte mig sin hånd, og uden at ville det, tog jeg imod den.

Han støttede mig, men ikke nok, jeg var løbet tør for energi, og lod mig selv falde sammen.

Jeg begyndt at hulke, pludselig følte jeg mig sårbar igen.

Jeg prøvede at åbne øjnene, men opgav og lod mig falde helt sammen …

 

Jeg vil skyde den kronhjort!

Den havde dræbt min hund. Den skal dø.

Stakkels lille Molly, hun bliver helt knust! En gren knækkede og jeg listede langsomt hen mod hvor jeg havde hørt grenen blive knækket.

”Hjælp mig …” var der nogen der stønnede.

Jeg vendte mig om, geværet klar … men det var kun en ung mand.

Han blødte ud af det ene ben og humpede langsomt over mod mig.

Jeg skyndte mig over til ham, og greb ham inden han faldt.

”Hvad er der sket, knægt?” spurgte jeg bekymrede.

”Kronhjort, stort gevir … mit ben …”

Den dumme kronhjort, først min hund, og nu denne knægt!

”Hvor så du den?” spurgte jeg med en kold stemme.

”Et par kilometer væk … skov kanten …”

”Molly …” hviskede jeg, ”Kom så knægt, vi må hellere finde den kronhjort før den gør andre fortræd.”

Jeg begyndte at gå.

”Hjælp mig …”

Nåh ja, hans ben … alle de tanker om at Molly var i fare, gjorde så jeg glemte alt om den stakkels knægt …

 

Jeg åbnede langsomt øjnene. Jeg lå i en behagelig seng.

Jeg kender ikke det er sted …

Jeg så ned på den store dobbeltseng…

”Kasper!” Jeg røg baglæns ned af sengen, og slog hovedet mod et stort skab…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...