Vejen gennem skoven.

Det er meget inspireret af magi og overnaturlige evner.

3Likes
7Kommentarer
743Visninger
AA

1. Langt, længere, længst væk.

Vejen igennem skoven.

 

Jeg sad og hang, jeg havde jo ligesom ikke andet at give mig til. ”Mathilde. I stedet for at hænge, så kom i gang med op vasken.” Hun kom traskende hurtigt ind i stuen, tog mig hårdt i nakken og trak mig ind i køkkenet. Nærmest smed mig hen over køkken bordet. Jeg kiggede på det tårn høje bjerg af glas og tallerkener. Jeg tog børsten og tændte for det varme vand. ”Det går ikke hurtigt nok Mathilde. Kom så i gang!” Jeg stod lidt og tog mig så sammen. Jeg startede med alle tallerkenerne, det gik rimeligt hurtigt, så kom glassene, og det var heller ikke så slemt, men da jeg nåede de store kander gav jeg op, jeg kunne ikke længere! ”Frk. Evens! Det er ikke fair det her" sagde jeg med gråd i stemmen " Du taler altid sødt og blidt til de andre børn, og er altid sur på mig. Jeg gider ikke længere!” KLASK. Tårerne løb, jeg havde jo bare fulgt mit hjerte. Jeg vidste godt vilke konsekvenser det ville give, men det tænkte jeg ikke på. Jeg græd og græd. ”Så hold dog op pige. Så slemt er det da ikke!” Hun slog ud efter mig igen, men jeg dukkede mig. Jeg løb ud af døren og ud af den store port. Hvad laver du Mathilde? tænkte jeg.

Jeg løb længere væk end jeg nogen sinde havde været før. Jeg stoppede op og kiggede rundt. ”Hvor er jeg?” ”På vej mod Fastwood skoven.” Jeg vendte mig om og spurgte bare ud i luften: ”Hvem er det der taler?” En skikkelse trådte frem bag et træ. Hans hoved var dækket til, men man kunne skimte hans mund. ”Hvem er du?” Jeg så undrende på skikkelsen. ”Det er lige meget. Følg mig” Jeg gik ufrivilligt med, jeg var bange for at få tæsk. Igen.

”Hvem er du?” ”Jeg er Michael. Jeg er sendt af kong Arthur!” Jeg gispede efter vejret. ”Men.. men.. hvad vil han med mig?” Jeg så med et undrende ansigt på den fremmede. Han havde opfanget mit ansigt, smilede bredt, og grinede så højt. ”Han vil finde sin forsvundne datter, Mathilde.” Jeg så på den fremmede der nu var alvorlig igen. ”Jamen, det er da umuligt at jeg er hans datter. Jeg er bare en sølle pige der er flygtet fra mit barnehjem. Jeg blev behandlet som skidt af forstanderinden!” Den fremmede kiggede på mig med undren, og jeg sagde så: ”Hun slog mig, altid. Jeg gjorde intet rigtigt, alt jeg lavede skulle gøres om igen! Jeg blev træt af det og så svarede jeg igen, hun behandlede de andre børn som var de hendes egen, men jeg, nej, jeg skulle bare være skidtet. Og hun var kosten.” Jeg kom til at græde ved tanken, det var så forfærdeligt at tænke på! Den fremmede trøstede mig. ”Det skal nok gå Mathilde. Vi anmelder hende til kongen. Men først må vi gennem Fastwood skoven, den er meget stor og træerne står tæt, så alt kan gemme sig derinde! Hold dig til mig!” Det sidste sagde han hårdt. Jeg nikkede.

Han fløjtede, og der kom en flot hvid hest luntende. ”Det her er Snehvide. Hun er kongens fineste hest, han for langede, at hvis nu du var hans datter, skulle du rides fint hjem” Jeg smilede til ham. ”Jamen hvad hvis jeg ikke er hans datter?” Jeg kiggede ind i hans store brune øjne. Han havde taget hætten af fordi det var for varmt. ”Bare rolig..” sagde han til mig, jeg er næsten sikker denne gang! Hvis du har modermærket, og kan det digt, som din oldefar skrev, tja, så er du prinsesse Mathilde.” Jeg så på ham. ”Rolig som skoven, vild som panteren, stor som bjørnen og hellig som kirken, det må du vide hvis du vil kogen oplirke. Han er rolig som skoven, vild som panteren, stor som bjørnen og hellig som kirken.” Han gispede efter vejret. ”Må jeg lige se din ryg?” Jeg trak op i trøjen og vendte ryggen til ham. ”Det.. det er dig!” Jeg troede ikke på ham, men da jeg vendte mig om og kiggede i hans ansigt, sagde noget mig, at han ikke løj. Jeg smilede, og var meget glad. ”Lad os komme af sted Michael” sagde jeg stolt. På de ord begik vi os ind i skoven.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...