Mere end venner? ~ One Direction

17-årige Aline Porter er fra landsbyen Holmes Chapel, Cheshire i England. Hendes nabo er den nu berømte Harry Styles. De to har kendt hinanden lige siden de blev født. De er bedste venner, men Harry skal jo rejse rundt med bandet og give kocerter og alt det, så holder venskabet stadig, eller bliver deres bånd ligefrem stærkere?

18Likes
25Kommentarer
2584Visninger
AA

2. Starten

Jeg vågnede ved at en solstråle havde fundet et smuthul i gardinet og var krøbet ind og lagde sig på min kind. Varmen fra strålen varmede min kind og til sidst begyndte den at blusse. Jeg åbnede langsomt mine grønne øjne og kiggede over imod mit skrivebord. Endnu en ny dag var kommet og der kom måske til at ske noget helt specielt som jeg ikke ville glemme, men det kunne jeg jo sagtens tænke, for der skete aldrig noget spændende i mit liv mere. Ikke efter at Harry var blevet berømt. Han turnerede rundt i verden sammen med sit band. Så han var næsten aldrig hjemme. Harry Styles - min bedste ven, eller skulle jeg sige min eks bedste ven? Nej. Vi var jo stadig bedste venner, selvom han rejste rundt i verden, gav koncerter og hørte på skrigende fans.

Jeg satte mig stille op i sengen, men mit blik var stadig fæstet til skrivebordet. Jeg ved ikke hvorfor, men der var et eller andet ved det, som fangede min opmærksomhed. Jeg kunne bare ikke lige sætte fingeren på hvad det lige var, så jeg rejste mig op og gik hen imod det. Da mine fødder rørte gulvet, var det iskoldt. Jeg var ligeglad. Jeg ville bare finde ud af hvad det var der fangede min opmærksomhed så meget. Da jeg nåede over til skrivebordet fandt jeg så ud af at der lå en kuvert på bordet. Jeg undrede mig meget. Jeg fik jo aldrig nogensinde post, så hvorfor skulle nogen sende mig et eller andet brev lige nu? Mine fingre strejfede konvolutten en enkelt gang, før jeg samlede den op og gik hen til sengen igen.

Da jeg havde lagt mig til rette under dynen, stirrede jeg bare på konvolutten. Der stod: "Til Aline Porter". Så enkelt var det. Det stod men slags skråskrift, som jeg ikke lige kunne genkende. Måske var det ikke afsenderen selv der havde skrevet hvem det var til eller var det? Jeg var ved af dø af nysgerrighed, så jeg rakte ud efter brevet og åbnede konvolutten. Det var lidt besværligt, da det var klistret meget godt fast. Måske var det en hemmelighed hvad indholdet var? Jeg tog forsigtigt papiret ud, foldede det en enkelt gang ud og kiggede på skriften, som lignede en drengs rigtig meget. Jeg kiggede ned for at se hvem afsenderen var og så blev mine øjne store. De var næsten ved at poppe ud fra mit ansigt. Jeg kiggede på resten af brevet og begyndte at læse det stille for mig selv:

"Kære Aline Porter,

Jeg synes du lige skal vide at jeg savner dig rigtig meget og hver aften når jeg ligger i min seng, tænker jeg en enkelt gang på dig og spekulerer på hvordan du har det. Jeg tænker på dig hver evig eneste dag. Jeg ville ønske du var hos mig lige nu, for jeg har det ikke så godt med, at du ikke er her og er sammen med mig, som vi plejer. 

Jeg håber stadig at vi er bedste venner, som vi jo har været lige siden vi var helt små. Jeg er så ked af at jeg tog afsted så pludseligt. Jeg fik faktisk ikke engang sagt farvel til dig. Det må du altså virkelig, virkelig undskylde. Jeg skal nok gøre det næste gang, om jeg så skal gå igennem ild og vand for at få det gjort. 

Men ihvertfald så har jeg det super godt og håber at du også har det godt. Endnu engang: Jeg savner dig helt vildt og at være sammen med dig. 

Harry Styles, din bedste ven.

P.S. Jeg skal lige hilse fra Niall, Louis, Zayn og Liam.

P.P.S Jeg kommer snart hjem til dig."

Jeg kunne stadig ikke tro mine egne øjne da jeg kiggede på afsenderen. Jeg havde det som om at der var mere i konvolutten og jeg havde ret. Der var et billede af ham. Jeg begyndte og få et lille smil og tårer i øjnene. Jeg savnede ham så meget. De dage hvor vi bare kunne ligge på sofaen og se film. Jeg savnede det virkelig. Og de dage hvor vi lavede en masse vilde og skøre ting. Jeg kiggede på billedet og så at han havde den t-shirt på, som jeg gav ham til hans 17-års fødselsdag, og jeg synes det var utroligt at han stadig kunne passe den, i forhold til at han nu var 18 år. På billedet smilede han over hele hovedet, og det var meget rart at se. Jeg kigger på hans krøllede hår, som jeg savner at røre ved. Det var dejlig blødt og helt.. krøllet. Det var bare en af tingene vi havde til fælles. Det krøllede hår havde jeg også, men mit var bare langt og rødt.

Jeg kiggede lige brevet igennem en gang til og så at der stod at han snart kom hjem. Det gjorde mig virkelig glad, men mon han havde forandret sig? Nu var han jo berømt og alt muligt, så det kunne være at det hele var steget ham til hovedet? Det håbede jeg virkelig ikke, for jeg ville ikke miste min bedste ven. Han var den eneste der virkelig forstod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...