Mere end venner? ~ One Direction

17-årige Aline Porter er fra landsbyen Holmes Chapel, Cheshire i England. Hendes nabo er den nu berømte Harry Styles. De to har kendt hinanden lige siden de blev født. De er bedste venner, men Harry skal jo rejse rundt med bandet og give kocerter og alt det, så holder venskabet stadig, eller bliver deres bånd ligefrem stærkere?

18Likes
25Kommentarer
2549Visninger
AA

8. I Admit

Noget mærkeligt.. Harry kiggede op og opdagede at jeg kiggede på ham og så begyndte han at smile. Jeg gengældte hans smil og opdagede at jeg begyndte at rødme. Jeg havde sommerfugle i maven og så vidste jeg det. Jeg var forelsket i Harry Styles, min bedste ven. Så nu indrømmede jeg det. Jeg havde ikke lyst til at sige det, jeg rejste mig bare fra stolen og styrtede ud på badeværelset, hvor jeg skyndte mig at lukke døren og låse. Jeg gik hen til spejlet og kiggede på personen. Det var en pige. Hun var faktisk meget køn og havde rødt hår. Hun havde også nogle store flotte grønne øjne, som skinnede. Hun havde også en lille næse, men det gjorde bare hendes ansigt endnu kønnere - så havde hun nogle meget røde læber, næsten lige så røde som hendes hår. Jeg så at hendes kinder var røde og jeg havde det som om de brændte.

"Jeg er forelsket i Harry Styles, som er min bedste ven," hviskede jeg stille og roligt for mig selv og kiggede på mig selv i spejlet. Nu havde jeg også sagt det, eller ikke sagt det, men hvisket det. Pludselig hørte jeg en banke på døren.

"Aline, er du okay? Har du det skidt?" Jeg kunne høre at det var Harrys stemme. Den var meget bekymret. Sådan helt alvorligt. Jeg smilede til pigen i spejlet. Jeg fniste en enkelt gang og satte mig så på fliserne. De var rigtig kolde og det var vidst lige det mine kinder trængte til, så jeg lagde mig helt ned på gulvet og trykkede min ene kind imod en af fliserne. Den blev straks kølet ned og det samme gjorde jeg med den anden kind. Det var rigtig rart og da jeg rejste mig op, bankede det endnu engang på døren og jeg vidste at Harry stod der og var ved at blive meget bekymret. Jeg kiggede en enkelt gang på pigen i spejlet og så at de røde kinder var væk og nu lignede hun sig selv igen.

"Jeg er okay," sagde jeg. Det var de eneste ord jeg lige kunne sige. Jeg hørte Harry sukke af lettelse. Han var vidst glad for at der ikke var sket noget, eller jeg ikke havde det dårligt. Lyden af min stemme var det eneste tegn på at jeg var okay, men ordene virkede også. Jeg troede han ville gå igen, men da jeg gik hen og låste døren op og åbnede den, stod han der. Jeg stirrede lige ind i de grønne øjne, men kiggede så hurtigt ned, for jeg ville ikke afsløre min lille hemmelighed om at jeg var forelsket i ham.

Jeg gik forbi ham og lige ind i køkkenet hvor de andre stadig sad. De spiste ikke, de stirrede bare på mig da jeg kom ind i køkkenet. Jeg synes det var enormt pinligt, men jeg lod som ingenting og spiste resten af min pandekage, og lidt efter kom Harry tilbage. Drengene kiggede på ham, men han rystede bare på hovedet, for at vise at der ikke var noget galt, og så spiste de videre.

Efter maden blev vi alle enige om at gå udenfor. Måske gå en tur eller noget. Entréen var proppet, for nu var der jo seks mennesker herude, så det var umuligt ikke at komme til at skubbe til nogen, eller komme til at træde en over tæerne. De havde en lille entre, men det gik nok. Til sidst havde alle fået overtøj og sko på, og så trådte vi ud i kulden. Det var rart at komme udenfor. Jeg havde det tilpas varmt med min vinterjakke, halstørklæde, hue og handsker. Jeg gik hen til en lille bunke med sne, hvor jeg tog noget sne, og formede det til en rund kugle i mine små hænder, som var dækket af et par handsker. Jeg vendte mig om mod de andre, som stod og snakkede. Jeg gik stille og roligt hen imod dem og da jeg nærmede mig dem, vendte de sig alle imod mig for at se hvad jeg lavede. Jeg kastede en snebold direkte på Harrys jakke, og så var der ligesom dømt sneboldkamp.

Op til flere gange blev jeg lagt ned i sneen, og der blev kastet snebolde på alle. Harry og jeg havde ligesom lidt vores egen lille krig, og det var for det meste ham der lagde mig ned i sneen, og engang imellem satte han sig endda oven på mig, for ligesom at holde mig ned i sneen. Det tolkede jeg ikke som venskab, men mere som kærlighed. Den måde han kiggede på mig på - med de dejlige grønne øjne - var som om han også gerne ville være mere end venner, men var ikke sikker på min mening.

Efter sneboldkampen havde alle fået godt med sne i håret, på bukserne og endda i skoene. Det var rigtig koldt, men vi valgte at blive udenfor, for det var så hyggeligt at tilbringe dagen ude i sneen. Jeg kiggede lidt rundt på alle sammen og det lod til at alle havde fået røde kinder. 

Ikke så lang tid efter sneboldkampen var overstået, gik vi ind i huset igen. Alle havde nu dryppende hår og våde sokker. Jeg var den første til at komme op på Harrys værelse, så jeg satte mig i hans meget behagelige sækkestol, og ventede på at de andre kom op. Kort efter kom alle op, undtagen Harry. Jeg kiggede uforstående på de andre og Liam svarede på spørgsmålet inde i mit hoved: "Han er ude og snakke med sin mor."

Jeg fniste en smule og de andre grinede en lille smule og det var det. Så var der stille indtil vi alle kunne høre Harry komme op ad trappen og ind på værelset. Jeg kiggede hvor han havde sit blik henne og det første han kiggede på var mig. Jeg gengældte hans blik og smilede så. De andre havde godt lagt mærke til det, og de kiggede bare skiftevis på ham og mig, hvilket fik mig til at rødme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...