03.27 - Oneshot gyser


1Likes
2Kommentarer
1013Visninger

1. Oneshot

 

Klik, klik

Hvad fanden sker der? Jeg blinker febrilsk ud i mørket. Et brag sønderriver stilheden. Nærmest som om, at der er noget, der eksploderer nedenunder. Ikke i dag. Please, ikke i dag. Men selvfølgelig er det i dag. Den eneste dag på hele måneden hvor jeg er overladt til mig selv i mørket.

Jeg kan intet se. Mørket ligger for tungt mod mine øjne. Jeg har ikke tid til at vente på, at de tilpasser sig mørket. Ikke hvis der virkelig er nogen nedenunder. Jeg må handle. Jeg griber ud på natbordet efter min mobil. Jeg trykker på skærmen, og displayet lyser op. 03.27. Lort.

Jeg vender det lysende display ud mod rummet. Der ligger sig et grønligt skær på værelsets inventar. Oplyst præcis på den måde som man ser det igennem et håndholdtkamera i gyserfilm. Sikke noget lort. Men der er intet i værelset, der virker anderledes. Der er ingen. Måske var det bare …

Fodskridt. Nogen går rundt nedenunder. Jeg kan mærke, hvordan mit hjertes banken tager til. Jeg kan ikke vurdere, om der er flere end en. Måske er det bare Carl, der er kommet tidligt hjem. Et spinkelt håb. Jeg har lyst til at råbe ud i huset. Spørge, hvem det er. True. Men noget holder mig tilbage. Frygten holder mig tilbage. Det ville være som et smide et blødende dyr i et hajbassin. Sårbarheden i mit spørgsmål ville afsløre mig. Sikke noget lort.

Jeg ruller over til sengens kant så lydløst som muligt. Ingen reaktion nedenunder. Kuldegysninger skyder op igennem min krop, idet jeg sætter mine bare fødder ned på det isnende trægulv. Men det er alt for tidligt at være lettet. Trappen ned til stuen og alle dets knirkende trin er en langt større forhindring.

Jeg spreder benene på trappen, således at jeg står med en bod på hver ende af trappetrinet, og for at lette trykket på brættet yderligere sætter jeg mig i spænd med hænderne mod gelænderet og væggen. Okay, kom så, hvisker jeg lydløst til mig selv.

Jeg har en fornemmelse af at blive overvåget, men jeg letter ikke blikket fra trappen af frygt for, hvad der kan møde det.

Jeg fortsætter ned ad trappen, mens mit bankende hjerte i halsen nærmest kvæler mig. Kun et par trin til – kom så.

Heldet er åbenbart på min side nu. Trappen er passeret, og jeg løfter blikket for første gang. Han er slet ikke i syne. Jeg lister tværs igennem rummet og hen mod det næsten tomme skab – et familiearvestykke der aldrig rigtigt er blevet integreret i stuen.

 Jeg lukker mig ind i det. Sådan. Det her er min chance. Det perfekte skjulested. Der er maks seks til syv meter over til hoveddøren herfra, og det tynde net i skabsdørenes øverste halvdel giver mig mulighed for at kigge ud, mens mørket forhindrer, at det modsatte er muligt fra den anden side.

Jeg har det som om, at mit hjerte snart bryder ud igennem ribbenene. Så kraftigt banker det under nattøjet. Jeg forsøger at dæmpe min hivende vejrtrækning. Nu må jeg for alt i verden ikke blive afsløret. Jeg skal blot vente på, at han lister opad trappen og ind i soveværelset. Så har jeg alle muligheder for at stikke af.

Men jeg kan slet ikke høre fodtrinene længere. Er han smuttet igen? Givet op? Eller er det bare min fantasi, der har spillet mig et puds?

Og så - fordi at min vejrtrækning skifter rytme, er det, at det går op for mig. Min vejrtrækning er ikke den eneste her i skabet.

Klik, klik. Jeg bliver pludselig meget bevidst om det gevær, der er rettet mod mit hoved. Og nu er ladt. Som har han blot ventet på, at jeg blev bevidst om hans tilstedeværelse i skabet, og kunne se på mit ændrede ansigtsudtryk, hvad der var gået op for mig.

Jeg skriger. Af mine lungers fulde kraft skriger jeg ud i huset. Men det nytter ikke noget - spillet er ude. Jeg hører ikke engang, at et skud bliver affyret.

Jeg skriger også, da jeg vågner. Der går lige et øjeblik, før at det går op for mig. Bare en drøm. Bare en dum, åndssvag drøm. Jeg ligger badet i sved og med høj puls viklet ind i dynen.

Jeg ånder lettet ud. Men Carl er ikke kommet hjem endnu. Klokken burde da ellers snart … Jeg vender mig rundt i sengen, rækker ud efter telefonen og trykker på displayet. 03.27. Lort. Jeg mærker, hvordan alt mit sved fryser til is ved den oplysning. Jeg skriger. Men alligevel hører jeg det – måske fordi at jeg ved, det vil komme.

Klik, klik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...