The Perfect Chaos - 1D

Jessica har et godt liv, hun er glad og tilfreds og sommerferien er lige på trapperne.
Alt går glat, lige indtil hun kommer ud for en bilulykke.
Hun vågner op på et hospital og kan overhovedet ikke huske noget.
Hun kan ikke huske noget om sin kæreste, men da hun begynder at lærer ham og hans venner at kende og falder for den forkerte, hvad sker der så?
Følg med og se hvad der sker!
Det bliver en sommerferie hun aldrig glemmer!

Historien er til One Direction konkurrencen, En sommerferie jeg aldrig glemmer, så det er meget vigtigt i hjælper mig med at dele, like og sætte den på favorit!
Det ville virkelig betyde meget for mig!
- Tak på forhånd :-)

14Likes
6Kommentarer
1791Visninger
AA

5. Sangen

Næste dag vågnede jeg til en vidunderlig duft. Jeg ville kunne kende den duft på kilometers afstand, det var pandekager! Jeg stormede nedenunder i nattøj. Niall stod i køkkenet. Han kiggede undrende på mig, da jeg pludselig stod foran ham.

"Hvad så?" spurgte han smilene. "Jeg kunne lugte pandekager" forklarede jeg og han begyndte at grine. "Så du tror faktisk, jeg har tænkt mig at dele mine pandekager med dig?" grinte han. Jeg begyndte selv at grine og daskede ham over armen. "Selvfølgelig skal du det" svarede jeg. 

Vi sad og spiste vores pandekager foran fjernsynet. "Det var vildt sjov i går med dine, undskyld, vores venner. Jeg er vildt overrasket over hvor nemt det er at huske ting, når jeg bliver mindet om dem. Jeg havde troet det ville blive svært at huske ting, men det kommer bare med det samme!" sagde jeg. Niall smilede. "Jeg er glad for at du havde det sjovt" sagde han.

"Hvad skal der så ske i dag?" spurgte jeg Niall. " Han kiggede på mig, undersøgende. "Hvordan har du det egentlig?" spurgte han. Jeg kiggede lidt forvirret på ham og svarede så "Jeg har det fint, hvorfor spørger du?". Han satte sig tilbage i sofaen og kiggede på mig. "Ikke for noget, det virker bare som om du har det helt fint. Det synes jeg er lidt mærkeligt, så kort efter en bilulykke" sagde han forsigtigt. Jeg tænkte lidt over det han lige havde sagt. Han havde faktisk ret. Jeg døde næsten, fik hukommelsestab og opdager på ny at mine forældre er døde og min søster er bortrejst, og jeg tager det hele med ufattelig ro. Ja altså hvis man ser bort fra starten, hvor jeg flippede ud.

"Jeg er faktisk ikke sikker Niall. Du spiller i hvert fald en stor rolle i det. Du får mig altid til at føle mig godt tilpas og hjemme, det hjælper meget" sagde jeg og smilede. Det fik ham til at smile. Nu var det min tur til at se undersøgende på Niall. Der var bare noget helt vildt rart ved ham, man kunne med det samme lide ham. Måske var det hans muntre smil, hans humor, hans skøre idéer, hans dejlige udstråling, måske hans fantastiske blå øjne eller måske var det alt ved ham.

Der gik noget tid før jeg opdagede at jeg sad og stirrede på Niall. Jeg skyndte mig at kigge væk. Et øjeblik var stemningen akavet, og vi kiggede begge over på hinanden og flækkede så af grin. Da vi var færdige med at grine, kom jeg i tanke om min computer. Jeg løb op efter den, og kom tilbage til Niall. Jeg dumbede ned i sofaen, og han kiggede spørgende på mig. 

"Niall, jeg har brug for din hjælp til at finde ud af hvad mit kodeord er. Ved du det måske?" spurgte jeg ham. Han tog computeren og skrev noget ind. Jeg sad forventningsfuldt, men computeren afviste hans forsøg igen og igen. "Desværre" sagde han og rakte den tilbage til mig. "Men Niall, vi SKAL finde ud af det! Der kunne stå en masse om mig, mine tanker og minder! Det er virkelig vigtigt!" forklarede jeg. Niall nikkede seriøst. "Vi må bare se om vi kan få dig til at huske det" sagde Niall. Jeg nikkede, det var jo klart. "Kodeordet er sikkert noget du elsker... Nu har jeg det! Vi tager ud og laver noget du plejede at elske!" udbrød Niall. Det lød som en virkelig god idé. Niall ville ikke fortælle mig hvad vi skulle først, men han sagde, han havde planlagt en hel masse ting. Vi kørte i noget tid, da vi endelig kom frem, til det der så ud som en skøjtehal.

Vi kom indenfor og fik vores skøjter på. Niall fik taget en del billeder og skrevet en del autografer til de piger der var i skøjtehallen, og så tog han mig med ud på skøjtebanen. Jeg fik små billeder i hovedet af mig der skøjtede, endda som lille, og det kom rimelig hurtigt til mig. Jeg snublede lidt i starten, men det gik okay.

"Du elskede at skøjte! Du sagde altid, at det bedste var, at man kunne få lov til at skøjte til musikken. Gi' sig helt hen" sagde Niall. Jeg kunne se det for mig. Jeg kunne se mig selv være forelsket i det. Skøjte hurtigt og elegant i takt med musikken. Hvis bare jeg kunne få det sådan igen. Jeg kiggede frem for mig. Det kan jeg. Jeg blev modigere og skøjtede hurtigere. Forsigtigt lukkede jeg øjnene for at føle musikken. Mine ben kørte nu i takt med musikken. Jeg åbnede øjnene, for at se hvordan det gik. Det gik som en leg nu. Jeg fik en vidunderlig følelse. Det vat sjovt. Øjeblikke af mig der skøjtede kunne jeg se. Jeg kunne føle en gammel  velkendt følelse vende tilbage, men jeg kunne ikke huske den. Jeg var forelsket i at skøjte.

En ny sang kom på. Jeg stoppede brat, da jeg hørte den.

Minder. Minder skyllede ind over mig. Det løb koldt ned af ryggen på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...