The Perfect Chaos - 1D

Jessica har et godt liv, hun er glad og tilfreds og sommerferien er lige på trapperne.
Alt går glat, lige indtil hun kommer ud for en bilulykke.
Hun vågner op på et hospital og kan overhovedet ikke huske noget.
Hun kan ikke huske noget om sin kæreste, men da hun begynder at lærer ham og hans venner at kende og falder for den forkerte, hvad sker der så?
Følg med og se hvad der sker!
Det bliver en sommerferie hun aldrig glemmer!

Historien er til One Direction konkurrencen, En sommerferie jeg aldrig glemmer, så det er meget vigtigt i hjælper mig med at dele, like og sætte den på favorit!
Det ville virkelig betyde meget for mig!
- Tak på forhånd :-)

14Likes
6Kommentarer
1769Visninger
AA

3. Niall

 

Drengen havde armen rundt om mig og støttede mig hele vejen ned til bilen. Jeg protesterede et par gange, men det hjalp ikke. Vi satte os ind og han startede bilen. Den var rimmelig lækker, bilen altså. Ny sikkert, jeg kendte ikke bilmærket, men kan en sort sportsvogn være andet end dyr? Den lugtede også ny indeni. Vi kørte ud af parkeringspladsen og drejede til højre. Vi havde kørt i noget tid, da jeg besluttede mig for at bryde tavsheden.

”Du hed Niall, ikke?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg kunne se hvordan det sårede ham at, hører mig spørge. Jeg så en tåre, som han blinkede væk.

”Jo, jeg hedder Niall – Niall Horan” svarede han og smilte til mig. Jeg smilte til ham. Jeg kunne godt lide ham, tanken om ikke at kunne huske noget i det øjeblik, han smilte til mig, skræmte mig pludselig ikke så meget. Jeg kiggede ud af vinduet og så alle de mennesker der gik forbi. De triste tanker fandt vej til min bevidsthed og jeg blev ked af det. Tænk engang, hende pigen der gik forbi der kunne være min bedsteveninde, og jeg ville ikke kunne huske hende.

”Nu er vi her” sagde Niall. Vi holdt foran et flot hus, eller det lignede de andre, men jeg kunne godt lide det. Jeg steg ud og tog et kig nærmere. Det var hvidt og havde sorte skodder ved vinduerne. Der var en sti i midten af den grønne græsplæne der førte op til terrassen og en busk på hver side af trappen. Jeg kunne godt lide huset. Boede jeg der? Fedt.

 

Vi gik op til huset og stod på terrassen. Jeg undrede mig, over hvordan vi skulle komme ind.

”Hvordan kommer vi så ind? Har jeg en nøgle?” spurgte jeg Niall. Han smilte til mig og gik hen til en af stole der stod på terrassen. Han løftede puden på den ene og der lå en nøgle.

”I gemmer altid en nøgle her, de fandt ikke din husnøgle, så du har nok tabt den. Jeg har desværre heller ikke min med” sagde han, mens han låste os ind. Vent! Stop lige en halv, havde han en nøgle til mit hus? Jeg valgte ikke at sige noget om det.

Jeg kom indenfor og blev forbløffet. På højre side var en dør, og så var der en trappe der gik op til førstesal. Stuen lå til venstre og så meget hyggelig ud. En blød sofa, et ildsted og et kaffebord. Alt sammen i træ, lidt gammeldagsstil, men på den fede måde. Der var også et tv, hvilket underligt nok passede utrolig godt til den gammeldagsstil. Jeg kunne stå lige indenfor døren se ud i køkkenet, som lå ligeud. Jeg kunne lide det, meget min stil, eller det tror jeg da.

”Her ser smadder godt ud!” udbrød jeg, ”Meget hyggeligt!” Niall smilede. Vi satte os ind i stuen og Niall lavede noget te til os.

”Ja, din søster har god smag, selvom du faktisk indrettede stedet” sagde Niall med et henrykt smil.

”Har jeg indrettet det her? Wow, det må jeg være god til så, men hvad mener du med min søster?” spurgte jeg. Jeg ville gerne vide mere om mit liv, så havde jeg jo nok en søster, gad vide hvordan hun er.

”Ja du har en søster der hedder Clare Hudson, meget sød og venlig” sagde Niall og smilede stadig. Hmm.. Sød og venlig, det lyder godt. Hun lyder som en god storesøster.

”Men hvor er hun henne? Og hvor er min mor og far henne?” spurgte jeg forhåbningsfuldt. Jeg kunne se Nialls smil blegnede. ”Hvad er der?” spurgte jeg.

”Okay Jessica nu skal du hører, da du var 13 år gammel blev dine forældres bil ramt af en anden bil og ingen overlevede. Din søster var 20 år den gang, og du kom her for at bo hos hende, men din søster havde et job og var ikke så tit hjemme. De første to år tog hun fri for at tage sig af dig og støtte dig, også for selv at sørge, men da du blev 15 begyndte at hun at arbejde lidt igen og nu arbejder hun rigtig meget og er sjældent hjemme. Du bor her faktisk alene” sagde Niall.

Han kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan han skulle forholde sig og ventede på mig reaktion. Jeg brød mig ikke om at græde foran ham, men det sårrede mig meget. Jeg havde håbet at komme hjem til støtte og kærlighed, hjem til folk der ville hjælpe mig med at få mine minder igen, min hukommelse. I stedet for kom jeg hjem til et tomt hus. Jeg burde havde lugtet lunten, der kom jo ikke noget familie og besøgte mig på hospitalet. Det var som en bølge af sorg der væltede ind over mig, jeg sørgede endnu engang over mine forældres død, og min søster jeg så sjældent så. Jeg fik billeder i hovedet. Minder, minder af mig alene i huset, minder af min søster der kom ind af døren, og mig der løb hen, og kastede mig i hendes arme og græd glædes tårer.

Jeg begyndte at græde, tårende strømmede ned over mine kind og dryppede ned på mit tøj. Før jeg vidste af det, lagde et par arme sig rundt om mig, og jeg gav sorgen frit løb. Jeg græd og græd.

”Jeg vil ikke være alene! Jeg vil ikke komme hjem til et tomt hus hver dag, jeg har brug for folk, jeg har brug for minder!” hulkede jeg. Hvordan mon jeg kunne holde ud at leve dette liv. Hvordan havde jeg mon klaret ensomheden indtil videre?

”Ssssshh, bare rolig. Du flytter bare ind hos mig, jeg skal nok hjælpe dig. Sammen får vi din hukommelse tilbage, bare rolig” hviskede Niall beroligende. Jeg stoppede langsomt med at græde og til sidst så jeg op på ham.

Nialls synsvinkel

Hun kiggede op på mig med sine dådyr-øjne, hun så uimodståelig ud selvom hendes hår var pjusket, hendes make-up løb ned af kinderne og hun havde skrammer i ansigtet. I hvert fald i mine øjne.

”Mener du det?” spurgte hun mig med en spinkel stemme, den lød på næbbet til at knække over.

”Ja, selvfølgelig gør jeg det, men før vi tager af sted skal du i bad og vi skal have samlet dine ting” sagde han.

Jessicas synsvinkel

Jeg tørrede mine øjne og fulgte efter Niall op af trappen. Han førte mig ind i et rum som sikkert tilhørte mig. Der stod en dobbeltseng i midten af rummet mellem to store vinduer. Vinduet til venstre var indrettet så man kunne sidde i det. Der stod i højre side af værelset et skrivebord og en reol i hjørnet ved siden af vinduet. I venstre side stod der en kommode i hjørnet mellem vinduet og døren der åbenbart førte ud til badeværelset. Jeg gik ud på badeværelset, tog et håndklæde som lå let tilgængeligt, på vej i bad kom jeg til at kigge mig i spejlet. Jeg så forfærdelig ud! Det var pinligt! Mit hår lignede en fuglerede, mine øjne var røde efter at have grædt så meget, min make-up var tværet ud over hele mit ansigt og jeg havde skrammer over det hele. Jeg blev helt forskrækket ved synet af mig selv. Jeg vendte ryggen til mit spejlbillede og gik i bad.

”Jeg pakker dine ting for dig!” hørte jeg Niall råbe inde fra mit værelse. Ja, han vidste sikkert hvad jeg skulle bruge.

Jeg kom ud fra badet igen og følte mig bedre tilpas. Jeg fandt noget make-up, en børste og en hårtørrer. Jeg lagde en let make-up. Spørg mig ikke hvor det kom fra, jeg kunne ikke huske hvad jeg skulle gøre, men da jeg begyndte kom det bare til mig. Jeg behøvede ikke at have min hukommelse for at huske hvordan jeg skulle tørrer mit hår, men heldigvis kiggede jeg lidt på tingene og fandt nogen varmebeskyttende til håret, inden jeg gik i gang med at tørrer det. De mere indviklede ting fandt jeg pludselig naturligt. Jeg fandt et glatte jern og glattede mit pandehår, så det sad ordenligt. Jeg dækkede mine skrammer og tog den bunke tøj Niall havde fundet frem til mig. Det var bare nogle stramme sorte jeans og en stram grøn top. Jeg fandt en lang sølv halskæde med et stjernevedhæng som jeg tog på, og gik så ud til Niall.

”Wow.. Øh, jeg mener du ser godt ud. Man kan ikke se at du kommer lige fra hospitalet” sagde han, mens han smilte og kløede sig i nakken.

”Tak, jeg har det også meget bedre nu. De ting med hår og make-up kom bare naturligt til mig. Den del af min hukommelse er jeg ved at få tilbage” sagde jeg og smilede stort. At Niall også smilede fik mig i godt humør. Han havde pakket en stor taske til mig, vi lagde nøglen tilbage på plads og så kørte vi hjem til ham.

”Lad som om du er hjemme” sagde Niall og bar mine tasker ind. Jeg kunne godt lide huset. Det var meget moderne og stort. Det modsatte af mit, men det var stadig et fedt hus. Niall viste mig mit værelse. Det lignede lidt det jeg havde hjemme. En dobbeltseng i midten, et vindue på højre side, men ikke noget på venstre, det sad i stedet på den højre væg. Der stod en reol der hvor vinduet på mit værelse havde været. Der var et tv og et anlæg. Det gik an.

”Kan du lide det?” spurgte Niall henne fra døren. Jeg vendte mig rundt og kiggede på ham.

”Ja, jeg kan rigtig godt lide det. Og hør lige, jeg kender dig ikke så godt, men jeg er virkelig glad for, at jeg må bo hos dig indtil alting falder på plads, det betyder virkelig meget for mig” sagde jeg. Niall gik hen mod mig og stoppede få centimeter fra mig og nærmest hviskede

”Godt, du er altid velkommen. Vi kender hinanden bedre end du tror, meget bedre” han så mig i øjnene og kom en smule tættere på.

”Det er jeg meget glad for” sagde jeg og trak mig væk, jeg vendte ryggen til ham. ”Her kan jeg godt falde til” fortsatte jeg. Han greb min hånd og vendte mig rundt.

”Jeg mener det Jess, du er altid velkommen” sagde han indtrængende. Jeg nikkede. Måske bliver alting alligevel ikke så let, som jeg var begyndt at tro.

 

________________________________________________________________________

Tak alle sammen fordi i læser mine novelle!

Det er meget vigtigt at i trykker 'like' og sætter den på favorit, jeg deltager jo nemlig i

'En sommerferie jeg aldrig glemmer!' konkurrencen :-)

I må også meget gerne skrive en kommentar om hvad i synes og hvad jeg kan gøre bedre

- Tak på forhånd! <3 Elsker jer! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...