The Perfect Chaos - 1D

Jessica har et godt liv, hun er glad og tilfreds og sommerferien er lige på trapperne.
Alt går glat, lige indtil hun kommer ud for en bilulykke.
Hun vågner op på et hospital og kan overhovedet ikke huske noget.
Hun kan ikke huske noget om sin kæreste, men da hun begynder at lærer ham og hans venner at kende og falder for den forkerte, hvad sker der så?
Følg med og se hvad der sker!
Det bliver en sommerferie hun aldrig glemmer!

Historien er til One Direction konkurrencen, En sommerferie jeg aldrig glemmer, så det er meget vigtigt i hjælper mig med at dele, like og sætte den på favorit!
Det ville virkelig betyde meget for mig!
- Tak på forhånd :-)

14Likes
6Kommentarer
1784Visninger
AA

2. Bilulykken

Jeg vågende op langsomt op, alt var tåget og mit hoved gjorde forfærdeligt ondt. Hvor var jeg? Jeg blinkede et par gange og ville tage mig til hovedet, men et jag gik igennem min arm, og jeg lod den ligge. Jeg begyndte at kunne se. Rummet var hvidt, næsten alt var hvidt. En tanke sneg sig ind i mit hoved, var jeg død? Mit syn blev bedre. Nej, himlen har vel næppe sprit hængende på væggene og radiatorer. Jeg var forvirret. Ved siden af mig var et lille hvidt bord, jeg kiggede nærmere på det og ledte efter hvilket som helst tegn på, hvor jeg var. Et lille klistermærke fangede mit blik, jeg kneb øjnene sammen for at læse hvad der stod:

Denne genstand tilhører Hospitalet og må ikke fjernes fra Hospitalets grund.

Hospitalet, var jeg på hospitalet? Hvad lavede jeg der? Smerten forklarede hvorfor jeg var der, men hvad ville forklare smerten? Hvad var der sket med mig? Jeg lagde mærke til at jeg var alene, jeg havde fået en én mandsstue. Så måtte det være slemt. Jeg lå og tænkte over hvad der var sket, da det slog mig, jeg kunne ikke huske det, jeg kunne ikke huske noget!

En læge kom gående ind, han så meget myndig ud. Han havde ansigtet begravet i sine papirer, han stoppede for foden af min seng og kiggede op. Jeg så ham i øjnene, og jeg kunne se at han så forvirringen i mine øjne.

”Dr. Hvorfor er jeg her?” spurgte jeg forvirret.

”De er kommet ud for en ulykke, frøken” svarede han roligt. Tak for oplysningen? Det kunne jeg da godt tænke mig til, jeg ville vide hvad der var sket. Et brag fra en dør der blev smækket kunne høres og lidt efter trin. En dreng kom løbende ind.

”Åh godt der er du!” sagde han og kiggede på mig. Han nikkede til lægen og lægen gik ud af rummet. ”Er du uskadt?! Hvad er der sket?!” spurgte drengen med panik i stemmen. Jeg var nu endnu mere forvirret end før. Hvem var ham drengen? Jeg havde aldrig set ham før. ”Jessica er du okay?” spurgte han, han lød bekymret. Hans ansigt var helt tæt på mig og jeg kunne mærke hans varme ånde. Jeg stirrede forvirret og bange op i hans blå øjne, de var faktisk smukke. Jeg så bekymring. For mig. Jeg rystede mig fri fra den trance, jeg var i.

”Hvad snakker du om? Hvem er du og hvem er Jessica?” spurgte jeg og rykkede ansigtet væk. Han stirrede på mig, men trak sig så forskrækket væk. Hans øjne udstrålede frygt og forvirring.

”Jessica, lad være! Det er mig Niall, kan du slet ikke kende mig?!” råbte han nærmest, han gik i panik. Jeg var ved selv at gå i panik, jeg ville væk.

”Doktor! Doktor!” råbte jeg, og med det samme kom han gående ind i rummet. ”Doktor kan du ikke fjerne ham drengen, han forveksler mig med en anden, han leder efter en der hedder Jessica, og så jeg vil gerne have at vide hvad der er sket med mig!” nu råbte jeg også, jeg var bange og begyndte at ryste.

”Men Jessi-” sagde Niall, men blev afbrudt af lægen der hostede.

”Unge mand, må jeg lige tale med dig udenfor?” spurgte lægen og gik ud af rummet efterfuldt af Niall.

 

Nialls synsvinkel

 

Lægen gik ud og jeg fulgte efter ham. Jeg var ude af mig selv, helt fuldstændig ude af den. Lægen standsede brat op og vendte sig mod mig, jeg var nær gået ind i ham. Han kiggede alvorligt på mig, og jeg så ham fortabt i øjnene.  

”Unge mand, hvem er du?” spurgte lægen.

”Jeg er Niall Horan, jeg er Jessicas kæreste. Pigen derinde er Jessica, min kæreste og hun siger hun ikke kender mig!” råbte jeg stadig i chok.

”Niall, Jessica har været ude i en bilulykke, hvor bilen ramte et træ. Jessica kom til skade, men ikke slemt, men hun har slået hovedet. Den eneste skade der er sket, er at hun har mistet hukommelsen” forklarede lægen. Åh nej! Mistet hukommelsen?! Det måtte bare ikke være sket!

”Hun kan altså ikke huske noget? Får hun den så tilbage igen?!” spurgte jeg, jeg kunne mærke tårerne løbe ned af mine kinder. Det hele var min skyld, jeg skulle have ringet senere, hun sagde jo hun kørte i bil. Det hele er min skyld.

”Kom med mig, lad os se om det er muligt” sagde lægen og gik hen til sekretærernes disk. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, de fik frit løb. Hun kunne ikke huske mig, hun kunne slet ikke huske mig. Jeg kunne ikke se nogen udvej, jeg kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle komme ud af det her. Jeg ville ikke kunne leve mit liv uden hende, hun gjorde livet værd at leve. Uden hende ville der ikke være noget mig.

 

Jessicas synsvinkel

 

Jeg havde desperat prøvet at huske, hvad der var sket med mig, men jeg kunne ikke komme i tanke om det. Faktisk kunne jeg ikke komme i tanke om noget som helst. Jeg var bange og nervøs for at få det at vide. Jeg kunne hører stemmer ude på gangen og lidt efter kom lægen gående ind, men efter lægen kom ham drengen gående. Ham med de blå øjne, og lyse hår.

”Hvad laver han her?” spurgte jeg og nikkede hen mod drengen. Han så såret ud, men jeg vidste ikke hvorfor. Lægen svarede ikke, han satte sig på en stol ved siden af min seng, og drengen stod bare op af væggen. Lægen tog et spejl op og rakte det til mig. Jeg kiggede i spejlet. Et spejlbillede jeg ikke kunne kende, ikke huske, stirrede tilbage på mig. Jeg havde lysebrunt hår, pandehår havde jeg og mine øjne var grønne. Havde jeg altid haft det? Min næse var smal og mine læber var små og fine. Jeg kiggede ned på mine hænder og tilbage i spejlet. Jeg lignede faktisk en der havde været ude i en ulykke. Mit hår var pjusket og jeg havde skrammer i hele ansigtet. Jeg kiggede op fra spejlet og hen på lægen.

”Kan du huske hvad der skete?” spurgte lægen med en rolig stemme, der fik mig til at slappe af.

”Nej” sagde jeg og rystede på hovedet. Det gjorde ondt, og mit hovedet begyndte at dunke, jeg tog mig forsigtigt til hovedet. Lægen kiggede på mig, han så ud som om han studerede mig. Hvornår havde han mon tænkt sig at fortælle mig hvad der var sket.

”Frøken, kan du huske hvad du hedder?” spurgte lægen, han studerede mig nøje, mens han ventede på at jeg svarede. Hvad var det for et dumt spørgsmål?! Selvfølgelig kunne jeg da det!

”Selvfølgelig kan jeg det, jeg hedder – ” sagde jeg, men gispede da det gik op for mig. Jeg kunne ikke huske det, jeg kunne ikke huske hvad jeg hed! ”Je.. Jeg kan ikke huske det” sukkede jeg opgivende. Jeg var alt for forvirret til at græde, jeg var bare træt. ”Hvem er jeg og hvad er der sket med mig?” spurgte jeg, jeg talte så lavt, at jeg ikke var sikker på, at de hørte mig.

”Du hedder Jessica, Jessica Hudson” sagde lægen. Ham drengen kiggede indtrængende på mig. Jessica? Nej, jeg hedder da ikke Jessica. Jessica, det er den pige som ham drengen leder efter og jeg er ikke hans kæreste, jeg har aldrig set ham før.

”Nej, det kan jeg da ikke. Han leder efter hans kæreste, Jessica og jeg er ikke hans kæreste, jeg har aldrig set ham før” sagde jeg og kiggede fra drengen til lægen. Lægen så stadig seriøs ud, jeg kiggede hen på drengen. Han var ked af det. Man kunne se en tårer løbe ned af hans kind, han græd jo!

”Tag og kig på dem her” sagde lægen og rakte mig nogen billeder og nogen aviser. Jeg kiggede på dem. Overskrifterne var foruroligende:

17 årig pige endte i bilulykke.

17 årig pige er røget på hospitalet efter bilulykke.

17 årig pige næsten dræbt.

”Vi fandt det her i din bil” lægen rakte mig en bunke ting ”Der er din pung med dit ID og dine andre ting. Du er 17 år gammel og hedder Jessica Hudson. Grunden til at du ikke kan huske noget er at bilulykken har forsaget hukommelsestab” sagde lægen.

Jeg kiggede på billederne, på overskrifterne og på mit ID billede. Tingene begyndte at komme tilbage, jeg begyndte at kunne huske små ting fra ulykken. ”Jeg kan huske noget! Et dyr sprang ud foran bilen!” udbrød jeg. Drengen kiggede overrasket på mig og lægen havde antydningen af et smil på læben. Lægen rejste sig fra min seng og gik om på den anden side af mig.

”Det er gode nyheder. Og her er en til. Du får din hukommelse igen, alt skulle gerne komme til dig, men du skal hjælpes på vej og mindes om tingene. Der kan gå helt op til 4 måneder, hvis du er uheldig og ikke bliver mindet om ting. Jeg må også oplyse dig om at du måske kommer til at drømme om dine minder, men alt skulle blive normalt igen, og faktisk kan jeg udskrive dig nu. Så kan du tage hjem” sagde lægen og smilede. Jeg tørrede mine øjne, og lagde først mærke til nu at, jeg havde grædt. Jeg skulle lige til at smile og takke ham, da det gik op for mig hvad der var sket. Jeg anede ikke hvor jeg boede, eller hvem jeg var!

”Men doktor! Jeg aner ikke hvor jeg bor, eller for den sags skyld hvem jeg er!” råbte jeg og braste i gråd. Det her kunne bare ikke være rigtigt. Jeg hørte nogen heftige trin og nogen beskyttende arme lagde sig rundt om mig. Da jeg endelig havde grædt færdig kiggede jeg op i drengens fantastiske blå øjne. Han fik mig til at føle mig meget tryg.

”Jeg skal nok hjælpe dig, bare rolig” sagde han med en blid stemme. Han hjalp mig med at komme op fra sengen, selvom jeg var lidt øm, havde jeg det fint. Vi fandt sekretærernes disk, og jeg blev udskrevet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...