En sommer med Louis

Jeg så frem til en hyggelig sommer med mig og min familie. Men den drøm bliver knust, da en eller anden fyr fra England skal bo his os hele sommeren. Hvad værre er, han er super kendt i Danmark. Og hvordan viser man ham rundt, når man hvor som helst kan blive overfaldet af skrigende fans og journalister?

5Likes
9Kommentarer
1364Visninger
AA

4. Sang kommer på banen.

 

Vi lå på min store trampolin i haven, og nød solens stråler spille på vores ansigt bag bøgetræets blade. Det var hverken for varmt eller koldt. Helt perfekt. Louis lå og legede med et græsstrå. Pillede det i stykker og lagde dem på mit ansigt. Jeg gav ham et blidt puf på siden af hovedet. ”Stop that! It’s not funny.” Han grinte bare, og smed en masse græs ned over mig. Vi lå bare og så på skyer og snakkede om ting. Mest om livet som stjerne. ”When you’re on a scene, then aren’t you nervous? I mean, to sing in front of so many people?” Han tænkte lidt, og svarede. “Well, a little. It’s like, the crowd expects so much of you, and that can be stressing.” Jeg kunne mærke hvor ærlig den udtalelse var. Jeg så på ham. Han så lidt trist ud. Jeg ville gerne opmuntre, men vidste ikke hvordan. Tanken om paradisis ramte mig, men forsvandt hurtigt igen. Det ville være dumt at gå rundt i Odense by i sommerferien med en sangstjerne. 

Jeg fik en anden ide. ”Hey, Louis. Wanna go see a movie?” Han så undrende på mig. “but the weather is so nice.” “I know,” svare jeg “but it is a play, from The Funen Village. It’s really good.” Louis overvejede nøje spørgsmålet, eller lod som om, men svarede til sidst ja. Vi gik ned i kælderen, med popkorn og chips, og så spillet. Det ar H.C. Andersen historien Tommelise, eller på engelsk Thumbelina. Han var musestille under hele filmen, så nøje på skørmen, som om der var noget galt med det. Jeg tænkte ikke meget over det og nød stykket. Min egen lille hemmelighed var, at jeg selv var med. Men jeg ville ikke sige det. Han ville heldigvis ikke have store chancer for at finde mig, da jeg under hele stykket var i en sort heldragt. Total uigennemskueligt. Popkornene var hurtigt væk, og chipsene røg på gulvet ved et uheld, men ingen af os gad at rydde det op. Da filmen var slut, sad Louis og klappede ligesom publikum, og jeg kunne ikke lade være at grine. Det var ret sødt. Han så smilene på mig og sagde med en glad stemme, ”I didn’t knew you could sing in front of people.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...