Vandets Overflade

Ayla er en havfrue, hendes far er den mægtige Kong Alexander II, konge af fire have …
Som sagt kan man tyde havfolkenes fremtid i deres skæl … og det ser ud til at Ayla kommer til at opleve noget ganske særligt, men selv specialisterne kan ikke finde ud af hvad det er …

Læs historien, og find ud af hvad det er :3

10Likes
6Kommentarer
1120Visninger
AA

3. Kapitel 2: Adrian

 

Adrian. Navnet kørte rundt i mit hoved.

Han havde reddet mig.

Han havde fået lov til at leve af den grund.

Jeg var vågnet op i min seng, min far havde siddet ved siden af mig ...

 

”Ayla, er du okay?” spørger han bekymret.

”Ja, jeg har det fint. Men hvor er Alexia?”

”Hun kommer snart igen, hun har siddet her ved dig hele natten, og gad ikke forlade dig!”

Typisk Alexia, så bekymret og omsorgsfuld … ligesom min mor.

Jeg smiler, da Alexia svømmer gennem døren.

Hun suser over til mig, og tager min hånd.

”Er du okay? Hvad skete der? Hvem var det der bar dig her over? Er han en ven? Burde jeg kende ham? Er han en ny ansat ...?”

Hendes tale strøm bliver ved og ved.

”Stop! Jeg kan ikke svare på så mange spørgsmål af gangen …!”

”Deres majstæt. Vi har brug for dig ovre i Tronesalen med det samme,” melder Hal, endnu en af min fars ansatte.

Han nikker kort til mig og Alexia og går ud af rummet.

”Han var køn! Hvem var han?!” bliver hun ved.

”Okay, jeg begynder fra starten. Ja, jeg har det fint. Jeg blev kvalt i en Chips. Og ham der bar mig … hvem var det endelig der bar mig?”

”En eller anden køn fyr! Han havde kort lyst hår, blå øjne, og den skønneste over krop …”

Adrian!

Jeg bliver varm i kinderne, og tænker på at han greb mig.

Det var ham der havde sent den varme bølge igennem mig!

”Hallo! Hvem var han?”

”En fange.”

Jeg ser ned på min seng.

Det banker på døren, og for en gangs skyld er jeg glad for at blive afbrudt, mens jeg taler med Alexia.

Jeg sprænger op af sengen og svømmer hen til døren.

Det er Tristan.

Skuffelsen breder sig i min krop.

”Ja …?” spørger jeg.

Man kan tydeligt høre at jeg er skuffet.

”Du skal ikke lyde så skuffet! Jeg skulle sige at din far ville have jer over i Tronesalen.”

”Okay, kom så Alexia.” Måske møder jeg Adrian der ovre!

Vi skynder os hen i Hallen, hvor vi finder far sidde i sin trone, der er en eller anden jeg ikke kender der står og ser ned i gulvet.

”Hej far!” Alexia skynder sig hen og giver far et kram.

Så sætter hun sig hen på sin trone på min fars venstre side.

Jeg skimter rummet, men Adrian er der ikke.

Jeg skynder mig op i min trone der er på min fars højre side.

”Gentag deres besked,” siger min far, til ham den ukendte.

”Ja. Jeg skulle spørge fra kong Williams søn om din datters hånd.”

Alexia hviner.

Hun havde fortalt mig alt om kong Williams yngste søn Matias.

Hende og far havde besøgt dem, jeg var ikke taget med, fordi jeg havde fået madforgiftning.

Nå, men hun var blevet dybt forelsket, de havde givet hindanden et kys – men far ved det selvfølgelig ikke – og hun havde bare ventet på at møde ham igen.

”Prins Frederik…”

Vent er han ikke for gammel til at bede Alexias hånd, altså han er jo 17 og hun er jo kun 13!

”… vil gerne bede om Prinsesse Aylas hånd.”

Hvad! Hvorfor mig?! Jeg vil ikke giftes!

Ja okay, det virker måske også lidt usandsynligt at en 14 årig dreng allerede ville giftes… men alligevel!

Alexia ser over på mig med kugle runde øjne.

Jamen, da vi var mindre så kunne Frederik lide hende – det vil så betyde da hun var 4 og han var 8.

Hvordan kan han så lige pludselig lide mig, der er jo kæmpe forskel på os.

Hun har skulderlangt brunt hår og klare grønne øjne, mens jeg havde blondt hår der gik mig der hvor halen starter, og mørke grønne øjne.

Mine øjne havde den her slags specielle grønne farve, mens hendes bare var normale.

Alle i rummet stirrer på mig, selv ham den ukendte.

”Ømmm…?”

”Ayla…” min far ser på mig.

Hvad er der?

Jeg sender min tanke over til ham.

Sig ja, så kan vi slutte fred og så bliver kongeriget også mere magtfuldt…

Er det dét eneste du tænker på, hvad så med mine følelser?

Nogle gange handler det om mere end kun dig og din næsetip! Tænk på befolkningen…

Okay fint, jeg gør det, men ikke for din skyld!

”Jeg acceptere prinsens tilbud.”

Alexia giver et kort gisp fra sig.

Jeg troede du kunne lide ham der fyren der bar dig ind!

Det var fars vilje…

Stakkels dig!

Tak, jeg håber engang at Matias spørger om din hånd. Måske vil jeg kunne klare det hvis du var med mig.

Ja… det håber jeg også…

”…det bliver han meget glad for at høre, kongen kommer sikkert på besøg med sine sønner, for at snakke om brylluppet…”

Nej! Et bryllup allerede!

Da han går, forlad jeg salen, før nogle kan nå at stoppe mig.

Hvor skal du hen? Spørger Alexias stemme inde i mit hoved.

Ud.

Hvor hen?

Jeg vil bare væk!... sig ikke noget til far, bebe!

Jeg skal nok holde munden lukket.

Tak.

Så lidt.

Da jeg er nået hen til paladsets udgang, venter jeg med at bede vagten om at åbne.

Måske skulle jeg bare blive… nej!

Jeg skynder mig ud gennem porten.

Jeg svømmer så hurtigt jeg kan.

Bare væk så vagterne ikke kan nå at indhente mig, når de finder ud af jeg er stukket af.

Skal jeg finde Adrian, eller bare gemme mig?

Jeg beslutter mig for at vente med at Adrian, til jeg har fundet et gemmested.

Selv om jeg ikke kender Adrian, har jeg bare lyst til at ligge i hans favn igen.

Jeg har aldrig forstået ordet soulmate, men jeg tror jeg har fundet ud af det.

Så svømmer jeg videre.

Californiens kyst viser sig foran mig, og længere henne kan jeg se terrænet hæve sig.

Jeg svømmer videre hen, og jeg ser at der er en grotte.

Jeg ser nysgerrigt på den.

Åbningen er lige stor nok til at man kan svømme ind i den.    

Jeg svømmer ind i grotten.

Den er ikke stor, men stor nok til at mig og en til kan være der.

Godt, så skal jeg bare lige få gjort stedet hjemmeligt …

Der ligger sten her og der, og nogle havplanter, har slået rod.

Jeg fjerne alle stenene og planterne.

Jeg kan tage hjem og få fat i nogle ting …

Men jeg må ikke blive opdaget …

Jeg sætter en finger for munden, og trommer let med den, mens jeg tænker.

 

Jeg har fået mig sneget ubemærket ind på mit værelse … hvilket bare beviser hvor dårligt min fars vagter er … men okay.

Jeg finder min store rejse kuffert frem. Den er lavet af flettet plankton, hvilket –efter min mening- er ret effektiv.

Jeg lægger mit sengetæppe ned i kufferten. Jeg tager også to puder, og nogle snacks, fra mit mad skab, der hænger ved siden af min seng.

”Jeg ved ikke hvor din datter kan være taget hen, deres, højhed,” hører jeg Tristans stemme sige, uden for døren.

Jeg stivner.

Nej! Ikke nu! Ikke efter alt er gået så godt!

Jeg ser mig forvildet omkring.

”Nej, men jeg vil gøre alt der står i min magt, for at finde hende!”

”Det er ikke for at virke uhøflig, men hvorfor haster det så meget?”

”Hun skal giftes med prins Frederik, kong Williams søn, og hvis hun ikke er her, bliver de fornærmet, og det vil betyde krig.”

Deres stemmer er kommet tættere på.

Jeg tager kufferten og gemmer mig i skabet.

Mine hænder ryster, da de åbner døren og kommer ind.

Jeg kan se min far sætte sig på min seng, gennem sprækken, der er mellem de to skabs døre.

”Jeg vil bare ønske at hun forstod. Forstod at det er for koneriget,” siger min far.

Tristan skal til at sige noget, men bliver afbrudt af Hal.

”Vagterne vil tale med Dem i Tronesalen, Deres Højhed,” siger han og bukker.

”Jeg kommer nu, Hal,” svarer min far, og nikker.

Han forlader mit værelse og Tristan står alene tilbage.

Han svømmer rundt i mit værelse.

”Hmmm … hvor kan hun være taget hen?” siger han højt.

Jeg holder vejret for ikke at fnise … men den går ikke rigtig.

”Ayla? Ayla, hvor er du?” spørger han of ser sig rundt i værelset.

”Jeg er her,” svarer jeg og svømmer ud af skabet.

”Ayla, din far leder efter dig! Han har sendt alle vagterne ud efter dig!”

Jeg rynker bekymret brynene.

”Du sladre vel ikke?”

”Nej, jeg skal nok lade vær … men så skylder du.”

”Hvad?” spørger jeg.

”Giv mig et kram, og så skal du skynde dig alt hvad du kan.”

Jeg smiler, nikker og giver ham et stort kram.

Jeg vender mig om for at svømme hen mod den hemmelige gang, da han siger noget: ”Hov og Ayla.” ”Ja?”

”Hvis du gerne vil redde ham der den nu tidligere fange, må du hellere finde ham og gemme ham.”

jeg nikke alvorligt.

”Det skal jeg nok.” Så vender jeg mig om igen og åbner lemmen til den hemmelige gang …

 

Jeg har lagt tæppet om skuldrene og over hovedet, ligesom en kappe.

Jeg har brugt den sidste halve time på at spørge om nogen kendte Adrian.

Men jeg vil ikke give op!

”Undskyld,” siger jeg til en forbipasserende mand, ”kender du en ung mand ved navn Adrian?”

”Ja, er det ikke hende enkens ældste søn?” spørger han.

”Jo,” siger jeg og nikker ivrigt. ”Kan du fortælle mig hvor han bor?”

”Ja, han bor i huset lige derovre,” svarer manden.

”Tusind tak,” siger jeg, og svømmer hen til huset, manden havde peget på.

Jeg banker på døren, og mærker et sug i maven.

Jeg bider mig nervøst i læben, mens jeg venter på at døren skal åbnes.

Døren bliver åbnet, og en ældre kvinde står i døråbningen.

”Ja?”

”Hej ømm … frue, er Adrian hjemme?”

Hun ser mistænksomt på mig.

”Nå er han hjemme?” spørger jeg utålmodigt. 

Hun ser sig tøvende omkring. 

"Kom ind," siger hun og åbner døren så jeg kan komme ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...