Vandets Overflade

Ayla er en havfrue, hendes far er den mægtige Kong Alexander II, konge af fire have …
Som sagt kan man tyde havfolkenes fremtid i deres skæl … og det ser ud til at Ayla kommer til at opleve noget ganske særligt, men selv specialisterne kan ikke finde ud af hvad det er …

Læs historien, og find ud af hvad det er :3

10Likes
6Kommentarer
1143Visninger
AA

2. Kapitel 1: Det første blik

 

”Kom nu Ayla! Jeg vil ikke miste det her arbejde allerede den første måned. Din far vil snakke med dig. Nu!” brokker Tristan sig, som sådanset er min fars- kongen af fire have, bla bla bla - nye assistent.

Han kan åbenbart godt lide sit arbejde.

”Ja, ja jeg kommer nu,” svarer jeg stædigt og sætter det sidste spænde i mit hår. I dag ville jeg sætte mit hår på en speciel måde.

”Hvad skal jeg dog stille op med dig?” spørger han med et suk.

”Ingenting,” svarer jeg skarpt.

Ja, ja jeg ved det, jeg lyder som en royal kælling… men det er jeg ikke. Jeg er normalt ond ved fars nye tjenestefolk, sådan er jeg bare.

Jeg svømmer langsomt efter Tristan.

Vi svømmer hen af den koral beklædte gang og over mod Hallen-som jeg kalder den store hal med tronerne.

Tristan åbner de tunge vandmættet trædøre og jeg svømmer hurtigt over mod min far, for at være fri for …

”Vi hilser dig prinsesse Ayla, datter af den mægtige konge Alexander den anden, konge af de fire have …” Den formelle præsentation.

Jeg hader bare de lange og vildt overdrevet formelle præsentationer.

Jeg sukker dybt.

”… Søn af den smukke dronning Enya …”

Og som om man sagde hendes navn – okay det havde han sådan set sagt hendes navn. Skulle jeg hellere sige- som han sagde hendes navn, kom hun ind.

Hun går med ret ryk, hagen højt og ser meget mål rettet ud.

Hendes ansigt ser gammelt og rynket ud, men hvis man ser bort fra det, kunne man se en stærk personlighed og en god tidligere leder.

Selv om jeg tit spørger om hvor gammel hun er, glemmer jeg det altid.

”Aha, kære moder. Hvad bestiller de her så tideligt?” spørger min far – igen overdrevet formelt.

”Gider du lade vær med at tale på den måde. Jeg ved godt at jeg sagde at du skulle tale lidt mere formelt. Men det der var over drevet,” svarer hun surt.

Lige mine ord.

Jeg prøver at holde mit grin tilbage, men i stedet kommer der en underlig lyd fra min mund. Det lyder som en kvalt kylling.

Og det hjælper ikke på mit grineflip.

”Ayla!” vrisser min far gennem skambidt tænder.

Hvis blikke kunne dræbe ville jeg sikkert være død nu.

”Undskyld,” hvisker jeg.

Jeg skynder mig at finde på et andet emne.

”Hvad ville du far?” spørger jeg og satte mig op i min trone.

Han rømmer sig og hans ansigts udtryk ændrer sig.

Jeg ser over på min farmor.

Da jeg ser hende i øjnene skynder hun sig at kigge ned.

Det ligner ikke hende …

Jeg sender min far et spørgende blik.

Men han ser også den anden vej.

Stemningen i lokalet har ændret sig.

Og der kommer en kvældende stilhed.

Til sidst ser jeg strengt over mod Tristan.

Han stirrer stædigt tilbage, men giver til sidst op.

”En dom … henrettelse.”

Jeg stivner et øjeblik.

”Henrettelse?!” råber jeg, ”hvorfor fanden skal jeg være med til en henrettelse?”

Jeg har aldrig rigtigt været med til en henrettelse – ved du hvad, jeg har ikke lyst til at kalde det en henrettelse. Jeg kalder det en dom. Ordet ”henrettelse” giver mig gåsehud – nå tilbage til emnet.

Da jeg var omkring seks år havde min mor og far bedt mig om at blive på mit værelse …

 

 

*FLASHBACK*

 

 

”Men hvad skal jeg lave her inde?” klagede jeg.

”Bare bliv her inde … sammen med Travis …” forsøgte far.

”Nej!!”

”Jo skat, kom nu det tager ikke så langt tid.” forsikrede mor mig.

”Okay, fint.”

Travis kom ind af døren.

”Hej søs!” sagde Travis, med et stort smil.

”Ayla, mit navn er Ayla!” klagede jeg.

”Okay, hvis du siger det Ayla.”

Jeg så mig om i værelset, mor og far var væk. De var bare gået!

”Nå, hvad skal vi lave?” spurgte jeg.

”Hvad med at jeg henter nogle snacks eller sådan noget?”

”God ide, gør du bare det.”

Han svømmede hurtigt ud af døren, kurs mod køkkenet.

Det her er en perfekt chance.

Jeg skyndte mig at svømme ud af døren og hen mod Tronesalen.

Jeg gad ikke brase ind så jeg satte mig ved vinduet.

Jeg kiggede ind.

”… sagen er slut. Kongen og Dronningen har dømt dig skyldig. Du er dømt til døden …”

Døden?!

”Nej!! De må ikke. Jeg har en kone og to børn jeg skal forsørge …”

”Desværre, men du burde have tænkt dig om …”

Skulle han dø?!

Ovre i salens mørkeste hjørne stod en mand med sort maske og hans skæl var også helt sorte.

Jeg havde aldrig set en mand eller kvinde med sorte skæl før. Aldrig!

Min far havde sagt at ens skæl fortalte ens skæbne.

Han havde også sagt at jeg havde en usædvanlig skæbne.

Konger havde en Aqua blå skæl. Hvis der var hvide skæl imellem betyd det at han også havde en stærk personlighed.

Men det var ikke alle der kendte til skæbnens farver …

Jeg så manden med masken svømme langsomt mod manden, der så ned i jorden.

Jeg havde ikke lagt mærke til hans udseende før nu.

Han havde blondt hår, og meget muskuløs.

Han så over mod mig, han så mig dybt ind i øjnene.

Han havde strålende blå øjne.

Jeg gispede.

De var fulde af sorg og en smule skyld … hvad havde han gjort?

Hans øjne var dybe som havet, men tyrkisk blå som tæt på standende i Australien.

Jeg indså at jeg sad og direkte stirrede på ham, og så hurtigt væk.

Jeg kunne mærke at mine kinder brændte.

Maskemanden – som jeg nu kalder ham – var kommet op ved siden af manden med de smukke øjne.

Jeg så noget der glimtede, Maskemanden løftede det op over hovedet … det var en økse!!

Inden jeg fik tænkt mig om, begyndte jeg at skrige.

”Ayla?! Hvad laver du her?!” udbrød min far.

Jeg rystede over hele kroppen og kunne ikke få et ord frem.

Min far skyndte sig at svømme ud til mig, han løftede mig op i hans favn.

Da vi kom ind i salen igen, så jeg over mod manden med de smukke øjne.

Men så hurtigt væk.

Jeg kunne mærke kvalmen komme op i halsen, men slugte det.

Det begyndte at tåge for mine øjne, og så blev det hele mørkt …

 

 

*NUTIDEN*

 

 

”Ayla!”

Jeg gyser.

”Hvorfor …?” hvisker jeg rystet.

”Du er blevet gammel nok til at være med …”

Pludselig begynder trompeterne at spille og jeg retter min opmærksomhed mod taleren.

”Før fangen ind!” råber han.

De store døre blev langsomt åbnet.

Fangen bliver hevet ind af døren, af to af fars gigantiske vagter.

Jeg kigger på fangen, og en varm bølge går gennem mig.

Men da han ser op, ser han direkte på mig ... med hans klare blå øjne!!

Minderne vælder frem i mig igen og jeg bliver kold helt ind i marven og jeg gisper.

Jeg ser hen på min far, men der er ingen reaktion hos ham; jeg ser hen på min farmor … hun smiler!

En stor strøm af spørgsmål slår mig.

Hvorfor smiler hun?

Har hun set min reaktion?

Synes hun det er sjovt at nogen skulle slås ihjel?  

Det sidste spørgsmål, får mig til at se hen i det mørkeste hjørne.

Og der står han … Maskemanden.           

Det løber mig koldt ned af ryggen, og jeg gyser.

Jeg ser hen mod drengen/manden igen, og det vender sig i min mave.

Han virker bekendt.

Han er på min alder– måske ældre-, han har kort hår, er muskelløs og – hvordan skal jeg sige det? Smuk? – pæn.

Jeg er solgt til skønheden allerede.

Jeg får fornemmelsen af at nogen stirrer på mig.

Jeg ser rundt i det store rum, det er Enya der ser på mig.

Vi får øjenkontakt, og hendes smil bliver endnu bredere.

Min far rømmer sig, og jeg retter min opmærksomhed mod ham.

”Adrian, for en måned siden blev 16 år gammel …” begynder taleren.

Ligesom mig …

”… og måtte arve din døde fars arbejde …”

”Ja! Det ved jeg godt, du behøver ikke fortælle mig det!” svarer han stædigt.

Hvis man ser bort fra det barske tone, har han en ganske normal stemme.

Men jeg ved ikke hvorfor den lyder som sød musik i mine øre.

Tristan er ved siden af mig, så jeg prikker ham på skulderen, og beder ham hente nogle snacks.

Han skal til at gå, men jeg stopper ham og beder ham hente den der snack ting min lillesøster, Alexia, fandt ved vand overfladen i går.

Hvad var det nu det hed …

Jeg ser hen på min far, der er ingen tegn på at det her var en henrettelse i hans ansigt …

Tristan prikker mig på armen. Han har den underlige pose med.

Jeg læser hvad der står på posen igen: ch-ch-chips med oste smag … hvad er ost?

Jeg river i posen og den sprænger op og jeg begynder at grine.

Min far ser strengt over på mig. Ved siden af mig, kvæler Tristan også sit grin.

Det hjælper ikke på mit grineflip- igen-, jeg kan ikke stoppe med at grine.

”Ayla!” råber min far.

Det giver et lille sæt i mig, og jeg stopper med at grine.

Taleren rømmer sig.

”Som jeg sagde …”

Jeg ser ned på de der chips, og tager en op i munden … den smager godt.

Den er lidt bløde, men ellers er de rigtig gode.

”… som du ved, har du stjålet en masse ting …” ”For at forsørge min familie, nu hvor I slog min far ihjel!”

Jeg får chipsen galt i halsen.

De havde slået hans far ihjel!

Det er derfor han virker bekendt, jeg så hans far blive slået ihjel!

Jeg kan ikke få vejret.

Der begynder at komme sorte prikker for mine øjne og jeg falder forover; pludselig mærker jeg nogle stærke arme, der tager fat i mig, og varmen fra dem skyder igennem mig.

Jeg hører stemmer omkring mig, men de virker fjerne.

Så mærker jeg et tryk mod maven. Jeg hoster og får vejret. Jeg ligger i nogens arme; Jeg er ligeglad hvem det er, jeg føler mig tryg mens de stærke arme holder om mig, og der er det eneste der føltes rigtigt.

Jeg ligger udmattet mit hoved på personens bryst, og lader mørket omslutte mig … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...