En sommer jeg aldrig glemmer - One Direction

Hvad sker der hvis du en dag sidder i en bus på vej hjem i det regnfulde London? hvis der pludselig kommer 5 meget interesante drenge ind ad døren med solbriller og hættetrøjer? tjaa... følg med og se hvad der sker!husk og like så bliver jeg glad:)

April er 17 år og lever et godt liv med sin familie. Hun er enebarn og directioner!:)

Xxx

9Likes
19Kommentarer
2002Visninger
AA

11. Okay I forgive you!

Niall's P.O.V

Regnen piskede mig i ansigtet samme med grene, men jeg tog mig ikke af det. Længere fremme kunne jeg se Aprilog jeg blev ved med at kalde på hende. Jeg vidste hun kune høre mig, men ikke ville tale med mig. Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne være så dum! Jeg elsker jo April, hun betyder så meget for mig! Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg fortrød så meget at have kysset den pige! Det var nok det dummeste jeg kunne gøre! Og nu ville April ikke engang snakke med mig!

 

Vi var efterhånden nået frem til en skov da April faldt. Jeg var kun 10 meter bag hende, så jeg nåede hurtigt hen til hende! ''Lad mig være! Jeg hader dig! Du elsker mig ikke! Lad mig nu bare gå!'' Græd hun! Jeg havde det virkeligt dårligt med at få hende til at græde. ''Lad mig nu bare gå!'' Hulkede hun. Det næste øjeblik havde jeg presset læberne imod hendes så hun stoppede brat med at græde. Først prøvede hun at komme fri, men til sidst kyssede hun med. Der flød stadig tårer ned ad hendes kinder, men det undrede mig stadig da der pludselig også røg nogle ned af mine kinder, Mine egne tårer! ''Jeg har savnet dig sådan! Jeg elsker dig så højt! Jeg er så ked af det, jeg skulle aldrig have gjort noget så dumt!'' Hulkede jeg stille. April tog mig i sine arme og sådan sad vi lidt. Hun sad og nussede mit hår og jeg sad med tårerne rendende ned af kinderne! Da vi havde siddet sådan lidt sagde April:''Jeg tilgiver dig! Jeg elsker også dig!'' Hvilket gjorde mig så glad at jeg blev helt varm over det hele. 

 

''Jeg elsker dig altså virkelig højt!'' Sagde jeg igen. April grinede bare højt og strammede sin hånd om min. Vi var på vej over en vej og var på vej hjem. ''Jeg elsker også dig Niall!'' Sagde April. Jeg stoppede pludseligt op og kyssede hende. Jeg kunne mærke hende smile under kysset inden jeg pludselig hørte nogen dytte. I det samme kiggede mig og April op, stadig med hinanden i hånden. Vi vidste begge at indenfor tre sekunder ville den ramme os og vi kunne ikke nå at gøre noget! Jeg kiggede på April der sagde: ''Jeg elsker di...'' Derefter blev alt sort. 

 

Jeg vågnede hvor alt føltes som en dås. Der var mørk omkring mig, men jeg kunne stadig se de blinkede biler. ''Hvor.. Hvor er April!'' Fremstammede jeg. Jeg kunne ikke mærke hendes hånd i min. En mand, der nok var læge kiggede bare på mig med et trist blik der sagde ''Jeg er ked af det!'' Så blev alt sort igen!

 

                                                           ~Okay I Forgive You!~

 

Hej dejlige mennesker<3! Vil i ikke være søde at like, så er i nogle skattebasser;)<3 Jeg beklager kapitlet blev så kort, men jeg er nødt til at stoppe det her:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...