Glemt. *Oneshot*

Hvad sker der, når noget der engang var så vigtigt at man ikke kunne leve uden
det?
Hvordan føles det, at blive erstattet?
Hvordan føles det, at blive glemt?

4Likes
6Kommentarer
940Visninger

1. Glemt.

Mørke. Det er det eneste jeg havde set i årevis.
Åh, hvor jeg savner de gode gamle dage, hvor hun og jeg legede dagen lang.
Da vi løb ud på engen, og legede ubekymret, når "de voksnes" skænderier blev for meget.
Hytten i skoven. Jeg smiler. Ja, hytten i skoven det var en af de bedste minder. Der fortalte hun mig eventyr. Åh det var fantastisk. Hun lærte mig alt muligt. Som, at katte faktisk var spioner, og at duggen der lå på græsset om morgenen, faktisk var feers tårer.
Og en gang om året, fik vi nye ting. Kjoler, møbler til mit hus, puslespil. Alt muligt. Vi kunne sidde på hendes værelse i timer, og lege vi var nogle helt andre.
Alt var fantastisk, indtil en dag hvor hun ikke var der. Hun sagde, at hun ikke ville kunne lege så meget mere. Fordi hun skulle et sted hen. Men. Hun lovede når hun kom hjem, at så ville hun lege.

Hun løj.
Hun glemte mig.
Da hun kom hjem, var hun ikke alene. Hun havde taget en pige med hjem.
Pigen ødelagde det hele! Nu var det ikke længere mig du tog ud i hytten, men Pigen. Pigen kom oftere og oftere, og jeg blev sat op på en hylde, og samlede støv.

Der kunne jeg så sidde og overvære, hvordan alt ændrede sig. Tegningerne som vi lavede, blev udskiftet af store billeder af drenge. Ovenpå kommoden, stod ikke længere dukkehuset. Men en masse bøtter, børster, og spejle. Prinsessekjolerne var også væk.
Jeg så hvad det ledte op til.
For en dag, så hun mig. Hun tog mig ned fra hylden, nærstuderede mig, hvorefter hun smed mig ned i en kasse.

Her har jeg så ligget lige siden. Jeg ved ikke om jeg nogensinde ser hende igen. Eller nogen som helst, for den sags skyld. Jeg drømmer stadig om den dag, hvor hun vil finde mig, og vi vil løbe ud på marken. At alt bliver som det var dengang.
Hov vent. Er det fodtrin jeg hører?
Klik, klak.
Klik, klak.
Ja, helt bestemt fodtrin. Men der kommer aldrig nogen?
"Mor! Mor! Kan vi åbne den her?". Hvad sker der? 
"Selfølgelig skat.". Lyset! Jeg ligger helt stille.
En lille pige, spinkel med fletninger i håret, tager mig op i sine hænder. Hvor er det længe siden nogen har holdt mig sådan. "Mor, må jeg få hende?".
"Vil du virkelig gerne have den mølædte gamle dukke?". Den lille skabning knugede mig ind til hendes bryst.
"Ja... Hun er perfekt!"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...