extraordinary love - One Direction

Arden Harley bor midt ude på bøh `landet da der er 2 timers kørsel intil den nærmeste by, som ikke engang kan kaldes en by. Da Arden`s mor og far er selvstændige, med ferie lejligheder møder hun tilfældigvis, One Direction, som er kommet for, at holde pause for alt det hulumhej, som deres hverdag byder dem.
Hvad sker der når Arden bliver alt for gode venner med en af drengene og, at deres ophold snart er slut?

9Likes
15Kommentarer
1920Visninger
AA

15. Kapitel 12

NIALL`S SYNSVINKEL:

Jeg kastede et sidste blik ud på markerne, som var blevet mit hjem de sidste par uger, inden jeg lod gardinet falde ned og vendte blikket mod Arden. Hun lå og sov fredeligt i sengen, mens hendes hår var spredt over hele puden. Jeg mærkede tårer stige op i mine øjne, men jeg tørrede dem arrigt væk. Jeg ville ikke græde! Med et suk gik jeg over mod døren og åbnede den forsigtigt. Døren knirkede svagt, men det vækkede ikke Arden. Jeg stod der lidt - måske fordi jeg håbede, at Arden ville vågne og ligge armene om mig - inden jeg valgte at gå ud. Denne gang kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Min hjerne registrerede ikke Liam, som lagde en hånd på min skulder og kiggede på mig med medlidenhed i øjnene. Jeg havde travlt med at spille alle minderne med Arden i mit hoved. Mit hjerte havde aldrig gjort så ondt, og jeg blev helt bange for, at jeg ikke kunne trække vejret. Så fandt jeg ud af, at jeg hikstede voldsomt og hulkede. Det var næsten pinligt, men jeg kunne ikke lade være. Trøstende lagde Liam armene om mig og aede min ryg.

"Jeg vil ikke af sted, Liam. Jeg vil blive her," mumlede jeg ned i hans trøje og knugede ham ind til mig.

"Jeg ved det godt, Niall. Jeg ved det godt." Han fortsatte med at ae min ryg, mens jeg græd.

"Niall..." sukkede Zayn og kom hen til os. Han lagde en hånd på min arm og smilede halvhjertet, men smilet nåede ikke hans øjne. Jeg prøvede at smile undskyldende, men jeg havde på fornemmelsen, at det bare blev en grim grimasse. For anden gang i dag sukkede jeg og gik med sammenfaldne skuldre ud til Ardens far, som ventede med et smil.

"Det har været hyggeligt, drenge," sagde han glad. Tonefaldet ændrede sig dog, da han så mine røde øjne.

"Hun kommer til at savne dig, Niall." Han forventede nok, at det ville trøste mig, men det gjorde det hele værre. Jeg nikkede og prøvede at ignorere stemmen i mit hoved, som sagde, at jeg skulle blive her. Jeg kunne ikke bare blive her. Mine forpligtelser derhjemme gjaldt stadig, selvom jeg havde fået en lille ferie. Alle fansene var der stadig, arbejdet. Livet gik videre - show must go on. Ardens mor kom og gav os alle et kram. Ardens far holdt sig til at mandigt håndtryk. Mens Ardens mor stod i døren og vinkede, fulgte Ardens far os ud til bilen, som holdt og ventede på os.

 

ARDENS SYNSVINKEL:

Jeg vågnede op og strakte mine fingre ud for at mærke Niall, men alt jeg fandt var en tom og kold plads ved siden af mig. Mine øjne skød op, mens de scannede rummet. Niall var her ikke. Hvor var  han? Jeg kiggede ud af mit vindue og så de drenge, der havde gjort mit liv til at paradis, forsvinde. Men intet af det gjorde ligeså ondt, som at han tog af sted. Mine øjne borede sig igennem ham, og han vendte sig om og mødte mit blik. Han smilede ikke, han vinkede ikke. Vi vidste begge, at det her var farvel. Han vendte sig om igen. Jeg hviskede grådkvalt: "Du må ikke gå," men ordene blev ikke virkelige. Han satte sig ind i bilen og sammen med de andre, kørte han væk.

 

"Kom nu ned og spis lidt," bedte min mor og bankede på døren.

"Nej!" råbte jeg gennem min pude, som jeg havde brugt til at dæmpe mine hulk. Hvorfor havde han ikke sagt farvel? Det ene spørgsmål kørte gennem mit hoved om og om igen. Han kunne i det mindste have sagt noget. Var det for meget at forlange? Jeg hørte døren blive åbnet og mærkede en vægt tynge min seng.

"Skat, der er flere end ham. Det her er ikke en slutning. Se det som en begyndelse på noget andet."

"Men jeg elsker ham, mor." Tårer strømmede igen ned af mine kinder. Hun lagde armene om mig og aede min ryg. Jeg borede mine negle ind i hendes ryg, men det lagde hun ikke mærke til. Smerten var ikke til at tage.

"Kan du ikke lade mig ligge lidt endnu?" bedte jeg min mor. Ømt nikkede hun og strøg mig over panden.

"Sluk lyset," bedte jeg hende.

"Skat..."

"Sluk lyset." Hun slukkede det og lukkede døren ind til mig. Så var jeg efterladt i mørket, mens mit savn til Niall blev endnu større. Men han var væk og han kom ikke igen. Jo før, at jeg indså det, jo bedre.

 

"One day you will look in the mirror and see that I'm not behind me anymore."

_______________________________________________________________________________

HEJSA!! Øhm ja min veninde har hjulpet mig utrolig meget med det her kapitel da jeg havde en anelse svært ved det men ihvertfald  har hun hjulpet:D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...