Two worlds, one love

Brooke er den rige og populære pige i skolen. Hendes største drøm er at blive ballets dronning ( Ligesom det amerikanske prom queen). Men under forberedelserne til dette bal/denne fest, møder hun den mystiske Tyler, der redder hende mod overfald. Brooke bliver selvfølgelig nysgerrig omkring ham. Hvem er denne mystiske fyr? Kan nogle af de valg hun træffer påvirke andre omkring hende? Eller måske endda påvirke hendes forventede sejr som ballets dronning?

8Likes
22Kommentarer
1460Visninger
AA

4. Police,drugs and flaming passion

 

Lyden af råb og skrig fik mig ud af den dejlige drømmeverden. Det var sjovt, jeg havde faktisk drømt om Tyler. Jeg havde skændtes med min mor, ledt efter Tyler og derefter taget med ham hjem. Med lukkede øjne strakte jeg mig. Mærkeligt, det virkede ikke som min seng. Langsomt slog jeg øjnene op. Tja…. Det var i hvert fald ikke mit værelse, lad mig sige det sådan. Jeg blinkede et par gange og gned mine øjne, som om det hele skulle være en drøm. Der var intet lys og gardinerne var trukket for. Det fik hele rummet til at se dystert ud, præcis ligesom hele by halvdelen.

 

Min hjerne begyndte langsomt at fungere igen, hvilket fik alle minderne fra i går til at komme tilbage. Det havde på ingen måde været en drøm.. Tyler havde taget mig hjem til ham. Så det var altså her han boede. Vent, hvor var Tyler egentlig? Mit blik gled vagtsomt rundt, som om han kunne springe frem og overraske mig når som helst. Da jeg til sidst konkluderede at han ingen steder var at se, svang jeg mine ben ud af sengen og rejste mig op. Luften i rummet var meget kølig og virkede tung. Jeg så ned af mig selv, kun for at opdage at jeg havde en stor T-shirt på og bare ben. Jeg kunne ikke huske om jeg selv havde skiftet tøj eller om det var Tylers fortjeneste. Det sidste jeg kunne huske nogenlunde klart var at Tyler gav mig en sovepille for at få mig til at slappe af. Jeg rynkede panden. Det virkede ret usandsynligt at jeg var gået ud som et lys få minutter efter pillen, men det var hvad min hukommelse fortalte mig.

 

Mit blik så indgående rundt på alle tingene i værelset. Det ville være løgn hvis jeg sagde det lignede en almindelig fyrs værelse. Men igen, nu var Tyler vel heller ikke helt normal? Et billede ovre i hjørnet på en kommode fangede især min interesse og det gjorde bare min nysgerrighed omkring Tyler endnu større. Der var så dunkelt i rummet at jeg ikke kunne se hvad det forestillede. Uden tanke på hans privatliv gik jeg hen til billedet og tog rammen i hånden. Det var pokkers støvet, og derfor pustede jeg til det. Alt støvet fløj op i mit hoved og jeg måtte hoste højt. Fantastisk…

 

Jeg glemte alt om støvet da mit blik så søgende på billedet. Det var Tyler, bare et par år yngre, måske ved en alder af 15? Han smilte og lignede faktisk en helt normal teenager fyr. Mit blik flyttede sig igen og jeg fik øje på de andre personer på billedet. Der var en dame og mand ved Tyler, de måtte vel være omkring de 45 år. Jeg ville vædde alt mit tøj på at det var hans mor og far. Moren havde et fantastisk smil hvilket Tyler måtte havet arvet fra hende og farens øjne bekræftede det bare. De var præcis som hans. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og så på pigen Tyler havde armen om. Man kunne med det samme se at det var en broderlig kærlighed han viste pigen på billedet.  De smilte alle sammen. Hvorfor var han endt her, når han havde sådan en familie?

 

En følelse af usikkerhed gik igennem mig da jeg hørte en andens vejrtrækning. Langsomt vendte jeg mig de få centimeter der var hen mod døren. Et kæmpe chok løb gennem min krop da jeg fik øje på Tyler der stod i dørkarmen og betragtede mig. Han var få centimeter fra mig. Jeg sank nervøst. Mit blik flakkede nervøst ned på billedet og så hen på Tyler. Hans krop og øjne viste så mange følelser på en gang at jeg ikke kunne genkende nogen af dem. Duften af ham ramte mig og jeg mindes straks den første gang vi havde mødtes. Ventede han på jeg sagde noget? Jeg følte mig ret så forpligtet til at sige noget. Så som at sige tak eller noget. Igen så jeg ned på billedet. ”Hvad skete der?” spurgte jeg lavt. Langsomt så jeg op på ham igen. Der måtte være sket noget siden han havde forladt sådan en familie. Et øjeblik så han såret ud men blev så hård og neutral i ansigtet. Det nysgerrige udtryk var forsvundet. For den da! Jeg burde bare have sagt tak i stedet for at rode rundt i hans privatliv. Jeg var jo tydeligvis gået over stregen.

 

”Har du sovet godt?” spurgte han lidt efter og valgte derved at ignorere mit spørgsmål. Mit hjerte bankede af sted, nok mest på grund af at han var så tæt på. Jeg så op på ham. Hvis bare jeg strakte mig nogle centimeter, ville jeg kunne kysse ham. Langsomt stillede jeg billedet på plads. Tyler fulgte min bevægelse med øjnene. Det var som om han havde spurgt om jeg havde sovet godt, bare for at sige noget. Men inderst inde vidste jeg at ordene var ligegyldige. Der var sådan en stærk spænding mellem os og den ventede kun på at springe ud i gnister.

 

Jeg følte mig svag i knæene da han lænede sig frem mod mig. Hans blik afsøgte hurtigt mit ansigt, nok for at få tilladelse. Jeg lukkede øjnene. Da jeg mærkede hans bløde læber mod mine, vidste jeg at han havde forstået min hentydning. Langsomt lagde han armene om mig imens jeg førte mine hænder op af hans brystkasse og til hans nakke. Jeg lod en enkelt gang mine fingre køre igennem hans kulsorte hår. Det var sådan det føltes! Altså helt fantastisk. Han gik et halvt skridt tættere på mig, hvilket fik mig til at fjerne min ene hånd så den kunne støtte sig på kommoden. Luften slog nærmest gnister.

 

Min hånd ramte en lille pose med noget småt i. Tyler stoppede kysset så vi lige kunne få luft. Han så indgående på mig men jeg vendte blikket ned på posen. Episoden fra i går slog mig som en våd karklud. Det var sådan en pille jeg havde fået. Der var ingen æske eller noget, så derfor konkluderede jeg at det måtte være en form for stoffer. ”Det er ikke sovepiller vel?” spurgte jeg, måske en smule anklagende. ”Nej” svarede Tyler langsomt. I det mindste var han ærlig. Det gjorde mig vred alligevel og derfor brød jeg ud af hans arme. Havde han givet mig stoffer?! ”Mener du det? Har du givet mig stoffer?” spurgte jeg vredt. Hele vores samtale forgik lavt. ”Jeg har ingen sovepiller. De her er ikke særlig stærke. Jeg gav dem til dig så du kunne slappe lidt af… Det var jo tydeligt at der var sket noget med dig. Du virkede oprevet” forklarede han roligt. Som om det hele bare var en lille ting. ”Hvad sker der for dig?? Jeg har aldrig taget noget eller for den sags skyld røget og nu har du ødelagt det! Du kan ikke bare give mig et farligt rusmiddel!” råbte jeg pludseligt.

 

Tyler så forvirret på mig. Det var som om han ikke forstod hvorfor jeg blev så vred. Som om det var normalt for ham at give stoffer til andre. Jeg burde ikke være vred på ham. Han vidste jo ikke bedre. Tanken blev ved med at køre i mit hoved. Han måtte havet boet her et par år, men hvorfor? Når nu han havde en fantastisk familie? Det gav et sæt i mig da en høj brummen startede. På kommoden lå min mobil også. Jeg så på den.  Mine forældre havde ringet nogle få ga……tja, altså omkring 30 gange. Men det var Brianna der ringede nu. Jeg tog den uden at se på Tyler. ”Hallo?” sagde jeg forsigtigt. ”BROOKE? Hvor er du henne? Alle leder efter dig! Dine forældre har ringet til politiet. Din mor sagde at du stak af og at du virkede meget omtåget. Har du også glemt at vi rent faktisk skal finde en kjole til forårsballet?” hørte jeg Brianna sige. Hun lød bekymret. ”Jeg har det det fint Bri. Jeg ringer når jeg kommer hjem.” sagde jeg hurtigt inden jeg lagde på. Min mobil ringede lige bagefter igen. Det var min mor. ”Det er ikke okay Tyler” sagde jeg bestemt og gik så forbi ham. Tyler fulgte efter mig med et underligt ansigtsudtryk. Lige inden jeg gik ud af hoveddøren greb han fat om min arm. ”Brooke” sagde han forvirret. Jeg så bare på ham. Ventede. Han slap arm igen. Som forvandlet så han nu hård ud. Han var så svær at finde ud af. Jeg så væk fra ham og løb så hurtigt jeg kunne ned af trapperne og på vej hjem.

 

                                                                                                  * * *

Der var nu gået en hel uge siden jeg havde set Tyler. Det havde været en underlig morgen, den dag. Han havde kysset mig og givet mig stoffer. Hvad skete der med mit liv? Jeg følte at min facade krakelerede langsomt. Stykke efter stykke. Det var Tyler der pillede mit ellers betonstærke image ned og som det værste, jeg lod ham gøre det.

 

Da jeg var kommet hjem var ragnarok startet.  Min mor sad og tudede i sofaen ved siden af min far der faktisk også så bekymret ud. Politiet måtte have udspurgt dem om en masse. Da de alle havde set mig komme ind af døren, havde der været mange reaktioner. Vrede, lettelse, skuffelse o.s.v. Jeg glemmer aldrig mine forældres udtryk da de så jeg kun bar en t-shirt og så undertøj. Alle spurgte mig hvor jeg havde været. Jeg forholdte mig tavs for en gangs skyld og de opgav til sidst.

 

Mit blik gled hen på Brianna der sad på min seng og nynnede med på en sang der åbenbart var in. ”Jeg glæder mig så meget! Vi bliver så over smukke! Tro mig den røde kjole var det rigtige valg” sagde hun glad til mig. Sjovt nu havde hun ikke spurgt hvor jeg havde været. Det var som om hun bare accepterede det, altså bortset fra jeg brændte hende af i første omgang. ”Det håber jeg da” svarede jeg, dog ikke helt overbevisende. Sagen er den at jeg stod og skulle vælge mellem to kjoler jeg var virkelig forelsket i. Den ene ville gøre Matt helt vild i varmen. Den var måske lidt udfordrende plus at den var rød. Jeg havde også set en blå kjole som var fantastisk. Hver gang jeg så på den poppede tanken op om at Tyler nok ville syntes om den. Den var ikke udfordrende men alligevel rigtig flot. Jeg købte til sidst den røde efter Briannas råd, men hvad hun ikke vidste, var at jeg dagen efter gik hen og købte den blå. Nu har jeg begge kjoler. Fantastisk…

 

En høj skinger lyd kunne pludselig høres i hele hytten. Seriøst, det var altså en forfærdelig ringeklokke min mor havde købt. ”Jamen det er jo mærkevare” sagde hun altid som forsvar. Jeg gik forsigtigt hen til vinduet for at se hvem det var. Personen havde sort hår, blå øj…..åh gud! Jeg gispede højt. Han kunne ikke vise sig her! Det ville gøre alt værre hvis min mor kom til at snakke med ham. Så hurtigt jeg kunne løb jeg hen til min dør og trak den så hårdt op, så den knaldede ind i væggen. Brianna sad tilbage og så efter mig med åben mund.

 

Ehm ja så fik jeg taget mig sammen til at skrive endnu et kapitel.. Jeg har tænkt lidt over det og jeg tror ikke jeg vil skrive mere på den her movella. Der er ikke rigtigt nogen faste læsere eller noget så jeg kan ikke se pointen i det :/ Håber du nyder kapitlet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...