Kufferten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2012
  • Opdateret: 23 apr. 2013
  • Status: Færdig
Vores hovedperson er lige flyttet. Det nye hus er stort og kedeligt. Alstå lige pånær loftet. Loftet er fyldt med gamle, spændene ting. Der er gamle bøger, store kasser, gamle møbler og meget andet ubrugeligt. Blandt alle disse ting er der en kuffert. Denne kuffert bærer på et liv. Men hvilket liv? Hvordan er dette liv blevet levet?....

1Likes
0Kommentarer
319Visninger
AA

2. Fundet af -og historien bag kufferten

Det var nu to uger siden, vi var flyttet ind. Huset var stort, hvidt og lyst. Rent ud sagt, der var kedeligt. Alle rummene lignede hinanden, altså lige på nær mit. Væggene havde en dyb grøn farve. Der han en masse billeder og underlige skilte rundt omkring. Skrivebordet var gammelt, kommeden var af mørkt træ, spejlet havdde en tynd trækant og den store jernseng var omkranset af en slags gelænder, der var formet som blade, der fløj rundt imellem hinanden. Jeg elskede gamle ting, det var ligesom bare min ting. Derfor havde min mor sagt. at jeg kunne gå på jagt på det store loft. Damen, der boede her før, havde ikke tømt loftet, da hun flyttede på plejehjem. Jeg åbnede stille døren til mit værelse og gik så ud på gangen.

 

Der hang en masse familieportrætter rundt omkring på væggene. Jeg bevægde mig i et roligt tempo hen til den gamle trappe, der førte op til loftet. Jeg gik forsigtigt op ad trappen, for at den ikke skulle knirke alt for meget. Jeg faldmede lidt i mørket efter kontakten. Rummet blev svagt lyst op, da jeg fandt den. Der var støv og spindelvæv over det hele, og det så ud, som om der ikke havde været nogen heroppe i mange år. Jeg kiggede lidt rundt for at se, om der var noget, jeg kunne bruge til mit værelse. Mit blik faldt på nogle gamle kasser, der stod i et hjørne. Jeg bevægede mig langsomt over til dem for ikke at hvirvle alt støvet op fra gulvet. Kasserne så noget medtagne ud. De var brune i kanterne og så ud, som om de havde fået en del fugt. Jeg tog forsigtigt den øverste af kasserne ned for at kigge i den. Der var ikke andet end en masse gamle, mølædte bøger. Sådan fortsatte jeg med kasserne, til jeg kunne skimte noget bag ved alle kasserne. Jeg fjernede hurtigt de sidste kasser for at se, hvad det var. Det var en gammel rejsekuffert. Den havde sikkert tilhørt damen, der havde boet her før os. Jeg studerede stille kufferten. Den så lidt slidt ud, men ellers var der ikke noget i vejen med den. Den havde remme, der gik hele vejen rundt om den, for til sidst at ende foran. Det lignede lidt to bælter, der var spændt omkring den. Jeg spændte forsigtigt remmene op for ikke at ødelægge dem.

Inden i kufferten lå der en masse ting, der nok havde tilhørt en pige. Der var en kjole, nogle smykker og sådan lidt forskelligt. Mit blik faldt på en bunke gamle papirer. Jeg tog dem forsigtigt op for at studere dem lidt nærmere. Papirerne var falmede i kanten og det var lidt svært at se, hvad der stod på dem. Jeg sad med dem så tæt på mine øjne, som jeg kunne, uden at det irriterede mig. Sådan sad jeg lidt, hvor jeg bare studerede papirerne. Der stod noget med falmede bogstaver i toppen, men alligevel tydeligt nok til, at jeg kunne se, hvad der stod:  ,,Prelude no. 5 by Frédéric Chopin”. Det gav ikke rigtig nogen mening for mig, så jeg kiggede lidt længere nede på papiret. Der var nogle underlige prikker med streger nedenunder. Det gik langsomt op for mig, at det, jeg sad og kiggede på, faktisk var noder. De var bare så anderledes end de, som jeg havde set i musiktimerne på skolen. De så meget mere indviklede ud og der stod også en masse svære ord, som fx Sostenuto legato, con pedale, cédez osv. Gad vidst hvad ordene betød og hvem der dog havde brugt de gamle noder…..

 

 

                                                                                             ***************

 

Jeg gik igennem den lille stue og over til den sorte klaverbænk, der stod foran flyglet. Jeg satte mig forsigtigt ned, for at den ikke skulle knirke for meget. Det gjorde ikke mig noget, hvis den knirkede, jeg kunne alligevel ikke høre det, men min mor havde sagt så mange gange til mig, at jeg skulle sætte mig stille og roligt på den. Eller sagt og sagt hun havde brugt sine hænder, altså hun havde brugt tegnsprog. Jeg er døv. Det er lidt svært at beskrive, hvordan det er, for man ved jo ikke, hvordan det er ikke at være døv. Så man har ikke rigtig noget at sammenligne med.

Jeg lagde mine hænder på det bløde stof, klaverbænkens pude var lavet af. Jeg lod mine hænder glide lidt frem og tilbage på det bløde stof, før jeg lagde mine hænder op på de slidte tangenter. Jeg ville så gerne have et nyt flygel, eller i det mindste få stemt det vi havde. Men mine forældre syntes, at det var spild af penge, som vi kunne bruge på noget andet. Jeg var alligevel den eneste, der spillede på det. Jeg slog den første tone an. Min mormor, der sad i den gamle gyngestol henne i hjørnet af stuen, kiggede op fra sit strikketøj. Hun elskede at høre mig spille. Det var også hende, der havde lært mig det. Mine forældre syntes bare, at det var noget pjat. jeg kunne jo alligevel ikke høre, hvad det var, jeg spillede. Det var rigtigt. Jeg kunne ikke høre, hvad jeg spillede, men jeg kunne føle det. Jeg kunne se det i andres ansigter, hvis der var en sang, de rigtig godt kunne lide, eller en de ikke så godt kunne lide. Når man var døv, lærte man hurtigt, at aflæse folks ansigtsudtryk.

Jeg fik en stor tilfredsstillelse, når jeg så andre blive glade af min musik. Det betød utrolig meget for mig. Det beviste, at der var noget, jeg faktisk var god til. Jeg spillede videre på den vuggevise, jeg var gået i gang med. Det var min mormors yndglings, derfor spillede jeg den også tit. Hun fortjente at høre den. Hun havde altid været så god mod mig. Hun havde altid haft tid til mig. Når mine forældre fx havde meget lange arbejdsdage, havde hun altid lavet noget med mig. Hun havde lært mig at strikke, hækle, sy og så selvfølgelig spille klaver. Jeg ville aldrig kunne takke hende nok for alt det, hun havde gjort. Men jeg følte, at jeg kunne takke hende, så godt som jeg kunne, ved at spille vuggevisen for hende.

Da jeg var færdig med at spille, klappede hun i sine gamle rynkede hænder. Hun havde et lille smil om sine læber, der fik mig til at gå i gang igen. Jeg ville så gerne blive til noget inden for musikken, men chancerne var så små og de ville ikke blive større af, at jeg ikke kunne høre noget. Jeg ville nok aldrig blive til noget særligt. Bare en normal gennemsnitlig person, der falder ind i mængden. Men hvor ville jeg dog gerne blive til noget stort. Så ville alle folk se, at bare fordi man er døv, betyder det ikke, at man er dum eller ikke dur til noget. Men lige nu måtte jeg nøjes med at spille vuggeviser for min mormor.

 

                                                                                                   *************

 

Jeg lagde forsigtigt de gamle papirer eller noder ned i kufferten igen. Jeg kiggede lidt rundt i den, da noget fangede mit blik. Det lignede en lille guldstatue, men jeg kunne ikke rigtig se, hvad det var. Jeg flyttede nogle af de ting, der lå ovenpå statuen. Jeg tog den forsigtig op i mine hænder for ikke at ødelægge den. Den var af noget, der lignede guld, men jeg var ikke helt sikker på, at den var lavet af guld. Den forestillede en G-nøgle. Det måtte være noget, kuffertens ejer havde vundet en gang. Jeg vidste ikke for hvad, men det var nok en musikpris af en eller anden art.

 

                                                                                                  *************

 

Jeg tog en dyb indånding og gik det første skridt ud på den store scene. Det hvide lys var skarpt, og skar nærmest i mine øjne. Jeg gik med målfaste skridt hen mod det helt nye flygel, der stod midt i lokalet. Jeg satte mig stille og roligt ned på klaverbænken. Den var så meget anderledes, end den jeg havde siddet på, da jeg var lille. Jeg kiggede ud mod publikum, men kunne kun svagt se deres skikkelser, da lyset ramte mig lige i øjnene, når jeg kiggede den vej. Jeg kiggede op på noderne, der var lige foran mig. Jeg havde øvet mig meget op til denne dag. Sangen, jeg skulle spille, var af Mozart. Sangen var så anderledes fra alt det, jeg havde spillet da jeg var lille. Dengang spillede jeg bare nogle vuggeviser for min mormor og jeg troede aldrig på, at jeg ville blive til noget indenfor musikken. Men mormor lod mig ikke give op. Hun fik mig til at at øve hver dag. Når jeg var færdig med en sang, fik jeg bare en ny, jeg skulle begynde at øve mig på. Jeg begyndte at spille. Stykket var svært, men jeg havde øvet mig så meget, at jeg næsten kunne det udenad. Imens jeg spillede, kom jeg til at tænke på, at alt det, jeg havde opnået, var min mormors fortjeneste. Hvis hun havde lyttet til, hvad mine forældre havde sagt, ville jeg nok ikke kunne spille og slet ikke så godt, som jeg kunne i dag. Gad vide, om de var her i dag? I dag var jo min store dag. Men hvorfor skulle de støtte op omkring mig i dag? Det havde de aldrig gjort, så hvorfor nu?

Jeg var nået til den sjette og sidste side i sangen. Det var det svære sted. Jeg havde haft så mange problemer med lige netop dét sted. Det var ikke fordi, at noderne var svære at læse, man skulle bare lytte efter, hvor man skulle slippe pedalen og jeg var jo døv, så det kunne jeg ikke. Jeg kom forbi det, men uden nogen anelse om hvordan det lød. men jeg håber, at det gik godt. Jeg holdt den sidste tone med pedalen og gav så slip. Jeg rejste mig og kiggede ud mod publikum. Mine øjne havde vænnet sig til det skarpe lys, så jeg kunne nu se ansigterne på de mennesker, der sad forrest. Og dér helt forrest var to velkendte ansigter. Min mors og fars. De var faktisk kommet til min store koncert. Smilet på min mund blev større, hvis det da kunne det. Jeg var så glad for, at jeg var nået så langt med musikken. Den eneste, der manglede, var min mormor. Men selvom hun ikke var her længere, vidste jeg, at hun kiggede på mig oppe fra himmelen.

Mande,n der skulle overrække mig min pris, kom ud på senen og stillede sig ved min ene side. Han sagde noget til publikum, som begyndte at klappe. Han vendte sig mod mig og gav mig hånden. Derefter overrakte han mig prisen. Den var formet som en G-nøgle og så var den overtrukket med noget, der lignede guld, men det var det nok ikke. Da jeg kunne mærke prisens vægt i mine hænder, var det som om en glæde fyldte mig op indefra. Min drøm var gået i opfyldelse.

 

                                                                                                    ************

 

Prisen var flot, men den skulle nok lige pudses først. Jeg valgte at tage den med ned, som den eneste ting. Jeg lukkede kufferten med de mange minder i og gik så nedenunder med prisen. Jeg gik stille ned ad trappen og ind på mit værelse. Jeg fandt en ledig plads på en af mine mørke hylder. Jeg tog et par skridt tilbage for at betragte den. Imens jeg stod sådan, besluttede jeg mig for, at det engang skulle være min kuffert et heldigt barn kiggede i.

 

                                                 -------------------------------------------------------------------------------------------------

Færdig..!!!

Jeg håber virkelig at i kunne lide den og at den ikke var alt for forvirrende!!

Jeg undskylder for eventuelle fejl!

Jeg håber i vil skrive, hvad i synes om den og i må meget gerne komme med noget konstruktiv kritik til, havd jeg kan gøre bedre næste gang!!

                

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...