Somebody that i used to know 2 - CB&JB

Kate har bevæget sig ud på et side spor. De gamle vaner er begyndt at vende tilbage og det eneste lys hun har i mørket siver ud gennem fingrene som luft. Hvad vil hun gøre når der ingen hjælp er at hente hos de folk hun troede altid ville være der for hende, og hvad med kærligheden til de to drenge der så småt er ved at skubbe hende fra sig.

13Likes
18Kommentarer
1916Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Jeg sad ved det kolde bord og kiggede tomt ud af vinduet. Justin havde ringet, jeg havde hørt hans stemme. Jeg havde stået der med rystende fingre og en knude i maven, og endte så med at lægge røret på og smide telefonen på den uredte seng. Jeg kunne ikke få mig selv til at snakke med ham, han var så langt væk, tiden med Caitlin og Christian var så langt væk nu. Det føltes nærmest som om at det aldrig rigtig var sket, som en drøm jeg kunne se tilbage på som en tåge. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv mere, jeg var så rastløs.

Få timer senere sad jeg i bussen på vej om til Tess, jeg havde brug for at tænke på noget andet. Vi havde aftalt at mødes på en café inde i byen. Tess var som altid en smule sent på den, men det gjorde ikke noget, det gav mig lidt tid til at tage et kig i nogle af de hyggelige side-gade butikker. Jeg havde ikke haft meget tid til at kigge rundt i denne del af byen, og det gav mig faktisk helt nye indtryk. Pludselig var der noget der fangede min opmærksomhed, Justin. Han stod på den anden side af gaden fuldt optaget af noget andet, og jeg overvejede om jeg skulle løbe over til ham. Tanken blev dog hurtig skubbet ud af hovedet da jeg så hvad han var optaget af, en mørkhåret pige som jeg aldrig havde set før. Jeg stod som forstenet da han tog hendes hånd og kyssede hende blidt på kinden, mit indre blev flænset. Jeg ønskede inderligt at jeg besvimede, men til min store skuffelse mistede jeg ikke bevidstheden. Min tilværelse var nu faldet fra bundniveau til den rene undergrund.

Jeg tog ikke hjem, men tvang mig derimod til at udholde en time lang café tur med Tess. Jeg ventede bare på at mørket ville falde på så jeg kunne drukne mit blod i alkohol. Mine tanker fortalte mig at jeg ingen grund havde til at være vred, men min underbevidsthed holdt fast i følelsen af ren grusomhed og tab. Han var jo ikke min, jeg havde ingen grund til at føle sådan.

Mørket faldt langsomt på og Tess og jeg tog en taxa over til en fest. Jeg anede ikke hvem der holdte den, jeg kendte ikke engang de mennesker der var her. Det var også ligemeget om jeg kendte dem eller ej, det var ikke dem jeg var her for.

Jeg havde flirtet mig til gratis drinks og en enkelt joint. Problemet var bare at det ikke gav noget mere,det fik ikke følelserne væk, ikke langt væk nok ihvertfald. Jeg var desperat efter at finde nogen der kunne få mig til at glemme, og det var der jeg begik min største fejl. Jeg stod i det fremmede hus i den smalle mellemgang ud til toilettet. Der så jeg ham, Ian. Jeg vidste godt han var langt ude, men da han stod og viftede med en lille pose med hvid pulver gik mit indre fuldstændig i kog. Jeg masede og skubbede mig vej frem til ham og hev posen ud af hans hånd. Han rynkede nervøst på panden og kiggede afventende på mig.
 

"Hvad er det?" spurgte jeg højt og viftede med posen i min hånd.
"Rolig nu, det er ikke mit..." prøvede Ian undskyldene.
"Det var ikke det jeg spurgte om, Ian" sagde jeg hårdt og kiggede spørgende.
"H." sukkede han og kiggede ned.

Mit indre sloges og min krop bevægede sig i hurtige ryk
"Hvor meget skal du have for en bane?" spurgte jeg alvorligt og kiggede Ian i øjenene.
Hans ansigtsudtryk ændrede sig på et split sekund og med et trak han mig afsted i armen.
"Kate, det her er afgrunden" sagde han hårdt og tog posen ud af min hånd.
Jeg kiggede uforstående på den posen, med det sne lignende pulver.
"Jeg er ligeglad Ian, hvor meget?" spurgte jeg desperat.
"Kate hold nu op, du er så meget klogere end det her" råbte han nærmest og maste posen mellem sine store hænder.
Jeg kiggede ned i jorden og veg et skridt tilbage fra ham..."Ian" sagde jeg bedene og kiggede endnu engang op.
Han sukkede tungt og smed posen efter mig "bare tag det Kate, men nu hænger du i det" sagde han opgivende og trak mig med.

Vi gik sammen op af trapperne og fandt et tomt badeværelse. Jeg kiggede mig en enkelt gang i spejlet og så et spøgelse, hørte hvert et hjerteslag skrige. Jeg skulle have det her ud af kroppen, føle ingenting.
Ian fordelte kocentreret pulveret i to baner og kiggede opgivende på mig. "Kate" mumlede han da jeg sniffede det første op. Jeg lukkede hans ord ude og fokuserede kun på den følelse der snart ventede mig. Det her var værre end London...

I starten mærkede jeg ingenting, men pludselig ramte det mig som et lyn. Alt blev lyst, røde farver blev forstærkede og gav mig varme. Alt fordrev langsomt fra min krop, skylden, frygten, sorgen og vreden. Der var ingenting tilbage, det var skønt. Det var længe siden jeg havde været så høj, og gud hvor havde jeg savnet det. Jeg væltede ned af trapperne, men mærkede ingenting. Jeg faldt ude på den mørke gade, men mærkede ingenting. Alt var skønt. Pludselig fór jeg sammen uden at vide hvorfor, jeg knælede foran en hæk på vejen og kastede op. Der var stemmer i mit baghovede og pludselig mærkede jeg en holde mit hår. Jeg tørrede mig om munden og rejste mig op, grinende væltede jeg rundt og landte midt på den kolde jord. "Kate hvad har du gang i?" hørte jeg en velkendt stemme råbe inden alt forsvandt under mig. Følelsen af ingenting, havde nu magten over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...