Somebody that i used to know 2 - CB&JB

Kate har bevæget sig ud på et side spor. De gamle vaner er begyndt at vende tilbage og det eneste lys hun har i mørket siver ud gennem fingrene som luft. Hvad vil hun gøre når der ingen hjælp er at hente hos de folk hun troede altid ville være der for hende, og hvad med kærligheden til de to drenge der så småt er ved at skubbe hende fra sig.

13Likes
18Kommentarer
1905Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Dagene gik og hverken Christian eller Caitlin havde kontaktet mig. Jeg følte mig rastløs og tom. Egenlig kunne jeg jo bare gå derom og undskylde for min dårlige opførsel, men af en eller anden underlig grund følte jeg et had. Et had til Justin for at indkapsle min sjæl i en forsejlet æske og derefter smide den på bunden af havet, et had til Christian for at dykke ned og hente æsken, og et had til Caitlin for at åbne den. Det lød sikkert dumt og jeg følte mig også dum. Natten inden havde jeg taget min mobil og ringet Justin's gamle nummer op, den havde selvfølgelig skiftet direkte til telefonsvare da nummeret ikke eksisterede mere. Efter tyvende forsøg opgav jeg og kylede mobilen ned i sengen for derefter at forsvinde ned under dynen med en skrækkelig hovedpine. Jeg vidste godt at nummeret ikke eksisterede mere og jeg forstod egenlig ikke hvorfor jeg havde gemt det, måske var det bare tanken om at kunne kontakte ham hvis jeg en dag fik lyst, men alligevel ville jeg ikke vide hvad jeg skulle sige hvis jeg pludselig hørte hans stemme i den anden ende af røret.

Min mobil ringede og fik mig tilbage til den sørgelige virkelighed. Jeg tog den op til øret uden at sige en lyd.

"Hallo" sagde en stemme.

"Hej" svarede jeg koldt.

"Noget galt?" spurgte stemmen og jeg kunne hurtigt høre at det var Ian.

Jeg fniste et sølle forsøg på et grin. Det bedste jeg kunne præstere lige nu.

"Nej, intet galt. Hvad vil du?" svarede jeg i en blødere tone.

"Ville bare høre om du skulle noget senere, altså her til aften?" svarede han i et lille grin.

Jeg tænkte lidt for at overveje om jeg havde en aftale med Caitlin, indtil jeg kom i tanke om at det ikke rigtig kunne lade sig gøre lige for tiden

"Nej det skal jeg ikke" sagde jeg og smilte svagt.

"Super. Kommer om til dig klokken otte, der er fest hos Dylan"

Jeg rynkede forvirret i panden, men sukkede så "Okay, du kommer bare"

"Godt så. Så ses vi klokken otte" svarede han med et smil i stemmen.

Jeg grinte bare svagt for mig selv og lagde på.

Dagen gik hurtigt. Jeg fik for første gang i lang tid drukket en kop te med min mor, hvilket var ret hyggeligt, eller så hyggeligt som det nu kunne blive. Vi havde ikke snakket særlig meget sammen efter vi var flyttet, ikke at vi gjorde det før. Vi undgik det helst så meget som muligt. Det var lang tid siden vi havde haft en ordenlig snak uden nogen former for skældsord, råberi eller lange snakke om min opførsel. Dengang hun så mig som en pæn pige lavet ud af modellervoks, en pige hun uden problemer kunne presse ned i en mannequin form for at fremstå som den perfekte mor med den perkefte datter. Det var da ridserne i lakken endnu ikke var synlige.

Dengang jeg var en rigtig pige...med to forældre og et hus, og der endnu ikke var nogen knive i luften. Dengang jeg endnu ikke havde et knust hjerte, et stofmisbrug eller en spiseforstyrrelse på skuldrene. Dengang der endnu ikke var monstre under min seng eller utallige stemmer i mit hovede. Dengang tog min far mig med på fisketure og mor drak altid te med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...