I Still Love You ~ One Direction 2

Dette er 2´en til 'When love is a lie'. Det der skulle over startet som fake, blev i hvertfald gjort ægte. Kærligheden blev sat på spil, men denne lille fejl fra Harry's side ødelagde alt, hvad de nåede at bygge op. Harry ved han har dummet sig men han kan intet stille op nu når de skal på tour, selvfølge udover at ligge beskeder og ringe, selvom hun ikke tager den. Men Niall er opsat på at holde kontakten til Miranda, hun er vidst hans eneste ene. Caty siger til sig selv hun er kommet over Harry, mon det måske er en løgn? Det bliver ihvertfald sat på prøve, da hun bliver tvunget til at være sammen med dem.

75Likes
50Kommentarer
4742Visninger
AA

3. Caty's synsvinkel.

Miranda klappede langsomt computeren sammen og vendte sig mod mig, svagt smilende efter hendes samtale med Niall. Jeg havde hørt det hele. Jeg havde stået lænet op af væggen med armene over kors, mens jeg betragtede hende fra siden, så ingen andre end Miranda kunne se mig. Jeg ville ikke ses. Ikke af dem! Godt nok havde jeg intet imod drengene, eller rettere sagt; de andre drenge. jeg ville ikke have noget i mod at blive set af og snakke med Niall, men frygten for at Harry var der fik mig til at blive stående til hun var færdig med at snakke. Jeg frygtede ikke selve Harry, men jeg frygtede at han ville begynde at snakke til mig, for det orkede jeg virkelig ikke. Han var så belastende med alle hans nytteløse undskyldninger. Han havde været mig utro. Han havde svigtet mig. Det var ikke mig der havde været en hjerteløs idiot! Det var ham! ”Miranda! Hvorfor skulle han lige vide det? Nu søger han sikkert verden ned efter mit nummer!” klagede jeg og kiggede anklagende på hende. Hun trak på skuldrende ”Niall sagde at Harry havde brugt de sidste tre måneder på at ringe til ’dig’” sagde hun og lagde computeren på sofabordet ”Jeg fik ondt af ham”

Jeg rystede blidt på hovedet og skubbede fra med albuerne og trippede hen til sofaen i mine stiletter. Miranda betragtede mine sko med mistro ”Jeg synes virkelig ikke du behøver de sko bare for at …” jeg bremsede hende med en løftet hånd, jeg vidste hvad hun ville sige; Jeg behøvede ikke højhælede sko indenfor da ingen kunne se os alligevel, men jeg havde bare et behov for dem, et behov jeg havde haft de sidste tre måneder. Jeg orkede ikke at høre hendes tale igen så langsomt tog jeg mine sko af og lod dem stå på gulvet.

”Han kommer hjem i morgen” sagde hun roligt og smilte stort ved tanken om hendes tilbagevendende kæreste. Jeg sukkede, det ville betyde at han også ville være tilbage. Jeg bed mig i læben og smilte anstrengt tilbage til hende. Hun rakte ud efter min hånd og klemte den blidt. ”Det er okay, du behøver ikke se ham igen” sagde hun stille og smilte opmuntrende til mig. Jeg fnøs og kiggede oprørt på hende ”Jeg er over ham! Det er ham der kommer til at ønske han ikke møder mig!” sagde jeg og grinte svagt. Miranda fnes og rejste sig fra sofaen og kiggede rundt på den ret tomme stue. Jeg fulgte hendes blik, men da hendes blik gled videre, stivnede jeg og stirrede. Hvordan kunne jeg have glemt det? Billedet lå på gulvet med front mod væggen. Uden at vende det om vidste jeg hvem der var på. Selvfølgelig. Jeg gik langsomt hen og løftede det op og kiggede på det med et hårdt blik.

På billedet smilte jeg lykkeligt, men som jeg stod nu og kiggede på mig selv, kunne jeg ikke forstå hvordan jeg kunne tro på ham og hans løgne. Som om at han nogensinde elskede mig. Han var en løgner og en kæmpe en af slagsen. Ved siden af mig, sad Harry og kiggede på den smilende mig, med et kvalmende blik, der nok skulle ligne glæde, men jeg vidste bedre og jeg kunne kun se det fordi jeg uden tvivl var ovre ham.

Jeg var ovre, Harry - den fucking falske idiot.

Jeg sukkede da Miranda, den næste morgen, stod op klokken lort for at gøre sig klar til at se Niall igen og gik i bad i det badeværelse der tilfældigvis lå lige ved siden af mit værelse. Som om det ikke var nok at jeg skulle lytte til vandet der plaskede ned af væggene og ramte gulvet med små irriterende klask, skulle hun selvfølgelig begynde at synge. Jeg slog øjnene op og stirrede kort op i loftet, før jeg svingede benene ud over senge kanten og rejste mig. Jeg prøvede at lukke den skingre stemme fra badeværelset ude og åbnede mit skab da jeg var ret sikker på at jeg ikke ville kunne sove videre med Miranda i vågen tilstand. Jeg stod lidt og kiggede før jeg rodede rundt i en bunke der lå på en hylde, jeg fandt en sort top hurtigt smed hen på min seng. Jeg tog lyse jeans på og en grå jakke før jeg satte mit hår op i en hestehale og gik ud af værelset og satte mig i sofaen. Kedeligt. Hvad skulle jeg lave? Løbe en tur? Nej, jeg havde lige taget tøj på, undgik jeg hurtigt. Jeg sukkede og tændte for fjernsynet. Jeg betragtede ligegyldigt skærmen mens billederne skiftede, men pludselig fangede den min opmærksomhed og jeg rettede mig op i sofaen.

One Direction’s Europa tour havde sin sidste koncert i går og de fem dejlige drenge er blevet set i Londons lufthavn. Den lille mr. Horan så meget målbevidst ud og var den forreste der styrede ud, hvilket derfor førte til at vi ikke fik fat på ham, men vi vil nu stille om til Meg der har fanget de fire andre. Hvad har de at sige, Meg?” spurgte damen og smilte et falskt smil. De stillede om til en lille dame med stort brunt hår der stod med en mikrofon i hånden ”Tak for det, Julia, ja, jeg har jo fået æren af at snakke med jer” startede hun og vendte sig halvt om mod de velkendte drenge. En svag kilden sneg sig gennem mig ved synet af dem. Jeg bed mig hårdt i læben før jeg slukkede fjernsynet og stod på benene. Jeg havde brug får luft!

Jeg stak hænderne i lommerne og traskede skødeløst hen af den tomme gade. Det var første gang i tre måneder jeg havde set ham. Set ham bevæge sig. Jeg havde jo set billeder af ham overalt, men jeg havde omhyggeligt undgået at se nogle videoer, fordi jeg simpelthen nægtede at høre hans stemme. Den irriterende hæse stemme. Jeg himlede med øjnene og gik videre. Vejret var koldt og gråt når man tænkte på at det officielt var sommer, men hvad kunne jeg forvente af England? Jeg drejede om hjørnet og stivnede med det samme. En kæmpe flok piger stod og gloede på mig. Jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle gå videre eller løbe min vej, det var jo ikke sikkert de kiggede på mig. Diskret kiggede jeg over min skulder, men ingen stod bag mig. Kiggede de på mig? Den forvirrede uvidende følelse bredte sig i min krop, som en vandhane der blev tændt på fuldt drøn.

Pigerne stod helt stille som om jeg var et dyr der ville blive skræmt hvis de bevægede sig. Så brød de ud i høje, skingre stemmer:

”Det er Cathrina Moon - Harry Styles’s eks!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...