What I've Done

Cayla Parker på 18 år fra London har altid drømt om, at møde bandet One Direction. Lige som hun er på vej til den længe ventede koncert, møder hun endelig sit drømme band, bare ikke på den måde hun havde håbet.
Harry Styles og Louis Tomlinson kommer igennem den største skandale, som sætter bandet på en prøve mod paparazzien, skuffede fans og deres fremtid som One Direction.

8Likes
18Kommentarer
2449Visninger
AA

5. Første møde (Harry)

 

Louis kørte hans bil op på hospitalets parkeringsplads og stoppede motoren.

”Så er vi her” Sagde han og lød unaturlig glad når man tænker over situationen, jeg sukkede bare og trak ned i håndtaget. Det skal lige siges at Louis på nuværende tidspunkt havde et fjoget grin spredt ud over hans ansigt, jeg lavede en irriteret grimmase.

Jeg trådte ud af bilen, men lige da jeg får mit første ben ud af bilen vælger Louis hurtigt at starte bilen og køre væk, I det han starter bliver mine ben spredt ud til en umenneske længde hvis du spørger mig og brændende smerte spredte sig i mit skridt, jeg faldt sammen og mit andet ben kom endelig ud af den kørende bil, jeg lå nu på jorden og råbte bandeord ud mens jeg holdte om mit skridt, jeg kiggede mod Louis’ bil der kørte ud af parkeringspladsen, jeg nåede lige at se ham rullede sit vindue ned og stak hovedet ud.

”Payback is a bitch!” Fik han råbt efter mig med et grin efterfølgende og så var han væk.

”Fuck dig!” Fik jeg skreget efter bilen men jeg tvivler på han hørte mig.

Efter nogle få minutters intense smerte, fik jeg rejst min ufrivilligt op og gået med tunge skridt mod hospitalsindgangen. Jeg gik med det samme op i køen ved receptionen da jeg indså jeg ikke vidste hvad hun hed og kunne derfor ikke spørge hvor hendes stue var, jeg vidste ikke engang om stadig var indlagt, jeg begyndte at gå i panik og indså slet ikke det var min tur, jeg fik et skub bagfra af en gammel og åbenbart utålmodig mand bag mig, jeg gav ham hurtigt et irriteret blik. Jeg trådte frem og kiggede på damen bag disken, hun kiggede forventede op på mig og jeg rømmede mig hurtigt.

”Øhmm…” fik jeg endelig fremstammet, hun kiggede endnu engang mærkeligt som hun forventede mere ville komme.

”Ja?” Sagde hun for at hjælpe mig på vej, men det hjalp ikke, ”Kan jeg hjælpe med noget?” Spurgte hun nu, hun havde en sød og venlig stemme, det fik mig til at slappe lidt af.

”Jeg leder efter en pige” fik jeg endelig sagt, hun nikkede.

”Hvad hedder hun?” Spurgte damen og smilte til mig.

”Det ved jeg ikke.” sagde jeg og kiggede hurtigt ned på mine hænder, jeg havde ikke lagt mærke til at de rystede før nu, ”H-hun e-e-r” Fik jeg fremstammet og kiggede i et split sekund på damen igen, hun sad og kiggede på mig med et uforstående blik.

”Ved du hvad der er sket med hende?”

”Hun er kommet ud for en bilulykke i går aftes” Fik jeg endelig sagt, hun kneb øjnene sammen som om hun tænkte.

”Ved du hvordan hun ser ud?” Spurgte damen, hun virkede enormt hjælpsom i stedet for bare at sige hun ikke kunne hjælpe mig.

”Ja.” Fik jeg svaret, hvordan kunne jeg glemme det? Jeg kan stadig huske hende, hun havde et pænt ansigt, smukke øjne og hendes hår var langt og lysebrunt. Jeg havde flere gange efter ulykken tænkt på hende. Det var nok upassende og underligt for andre at vide, så jeg havde valgt at ikke fortælle mine forstyrrende tanker til nogle. De ville ikke kunne forstå den underlige forbindelse, som jeg havde gået og følt til hende.

”Okay,” Sagde damen og lavede tegn med fingeren til jeg skulle komme tættere på, ”Vi gør ikke det her normalt, men jeg går ud fra hun ligger på billeddiagnostiskafdeling det ligger på 3 etage, gå derop og kig rundt efter hende, hvis nogle spørger, siger du at du prøver at finde udgangen” Jeg nikkede hurtigt og hun pegede hen mod nogle elevatorer

”Tak” Sagde jeg hurtigt og trådte ind en elevator. Jeg var meget nervøs, jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle sige til hende, eller om hun kunne genkende mig. Mine hænder begyndte igen at ryste og mit hjerte bankede hurtigere da et ”DING” blev hørt og dørene åbnede sig op til 3. etage.

Jeg tøvede med at gå ind på etagen. Hvor mange rum skulle jeg kigge igennem, før jeg fandt hende, og hvad hvis jeg blev busted i at snige mig rundt mellem værelserne, eller værst, hvis hun flippede ud når hun så mig. Hun er sikkert vildt sur på mig og det er forståeligt, men det var jo ikke med vilje.

Jeg kløede mig i nakken og pludselig begyndte dørene til elevatoren og lukke foran mig, da jeg stadig bare stod og stirrede. Med nød fik jeg lige klemt mig ud mellem dørene, og nu forsvandt den ude af syne. Jeg drejede hovedet og kiggede ned af gangen. Et koldt vindpust kom fra et åbent vindue længere nede på gangen. Først der vågnede jeg op fra "de døde" og satte så langsomt ned mod den første dør.

Først kiggede jeg på navnet på døren. Cayla Parker stod der med blokbogstaver. Jeg pustede stille ud, rystede på skuldrende og tog fat i håndtaget. Døren gav et lille knirk da jeg skubbede den op og i et kort øjeblik fortrød jeg at jeg var kommet, men da jeg kiggede ind på værelset og så at henne i sengen for enden af værelset lå hun. Hun sov.

Jeg sukkede og trådte langsomt tættere på. Nervøsiteten havde lagt sig og jeg var lettet over at hun var så nem at finde.

Jeg kiggede lidt nærmere på hende og da jeg ikke rigtig havde planlagt hvor lang tid jeg skulle være her, besluttede jeg mig for at tage en stol og satte mig ved hendes sengekant. Jeg vidste godt at hun ikke var vågen, men jeg sagde nogle ting ind i mellem til hende, eller til mig selv, men det føltes som om hun lyttede til mig og hendes rolige åndedræt, gav mig lidt ro. Måske var det ikke så slemt.

 

***

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet og kigget, men nu gik døren op og en sygeplejerske trådte ind i rummet. Hun så ikke ud til at have regnet med at der var nogle og hun så lige så forvirret ud som jeg nok gjorde.

''Hej'' Sagde hun så og smilede. Hun så meget venlig ud og hvis jeg bare holdte lav profil, skulle det nok gå.

''Hey'' Sagde jeg lavt, jeg kløede mig i nakken og håbede på at jeg ikke virkede alt for nervøs.

''Kender du hende?'' Spurgte hun roligt og gav et nik med hovedet mod sengen, jeg ved ikke hvorfor men jeg nikkede i en refleks og fortrød i samme øjeblik, da jeg knap nok vidste hvad hun hed. Jeg slog mig selv i panden med flad hånd og håbede på at hun ikke ville spørge ind til hende eller mig, for den sags skyld.

Hun smilede. ''Er i i familie?'' Spurgte hun og begyndte at gå hen til en skærm med nogle tal på, som stod ved af sengen. Hun noterede tallene ned på en blok hun stod med og vendte sig så hen mod mig, og der gik det op for mig at jeg ikke havde svaret. Jeg var helt blank, jeg kunne ikke komme på noget at sige, men hvad skulle jeg også sige? Nej jeg kom bare forbi for at sige hej til den pige, jeg ved en fejl kørte ind i? Nej det ville nok ikke være så godt at sige..

''Ehhm..'' Fik jeg sagt og prøvede at virke sikker, selvom jeg allermest havde lyst til at gave mig ned. Jeg stående og prøvede at finde på noget fornuftigt at sige, men jeg havde så mange spørgsmål som jeg gerne ville have svar på og de forstyrrede min tankegang.

Jeg rømmede mig '' Jeg er en ven'' Sagde jeg og smilede som om jeg var stolt, men smilet skyldes nok mere fordi jeg endelig fik fuldført en sætning, for jeg var i hvert fald ikke særlig stolt over at stå i denne situation, med en skadet pige på min samvittighed.

Hun nikkede og smilede til mig, hvilket fik mig beroliget lidt. Måske var det ikke så farligt at snakke med sygeplejersken alligevel.

''Hvad er der sket med hende?'' Sagde jeg da sygeplejersken var lige ved at være ud af rummet. Ordene lød ikke helt rigtige i mit hoved, jeg vidste jo godt hvad der var sket, men jeg ville vide hvor meget skade jeg havde forvoldt hende.

Sygeplejersken kom ind igen og klappede mig på skulderen. ''Hun skal nok klare den'' Sagde hun så og skulle til at gå igen, men jeg greb fat i hendes hånd kiggede på hende med et bedende blik. Jeg måtte vide hvad der var sket om så at jeg selv skulle finde ud af det.

''Vi ved ikke så meget om hvad der skete på selve stedet, men hendes forældre har hjulpet os lidt på vej med journalen'' Hun smilte til mig og håbede nok på at det var nok svar for mig, men jeg fjernede ikke grebet om hendes hånd og hun fortsatte. ''Hun var på vej mod en koncert, sagde hendes mor, men hun var dog lidt i tvivl om navnet på bandet, hun kaldte dem vidst One way eller One direction, men i hvert fald var hun på der hen, hun kom ud for ulykken'' Hun sukkede ''Stakkels pige, hun havde glædet sig så meget til den koncert''

Mit hjerte gik i stå og min krop stivnede. Hun skulle hvorhen? Så var det derfor hun stoppede ude på vejen og bare stirrede! Jeg sank klump og kunne mærke frustrationen lægge sig over mig som et tykt lagt tåge.

''Og hendes skader?'' Sagde jeg ud mellem mine sammenbidte tænder, for ikke at flippe ud. Jeg havde forvandlet en længe ventet dag til et mareridt for en af dem som elskede os mest, en af vores fans.

''Hun brækket sit ene ben og det andet har fået en mild forstuvning, hendes ene håndled er brækket og hendes nakke har fået et kraftigt slag, så det er vigtigt at hun får hvilet så meget så meget så muligt'' Hun smilede til mig og jeg slap hendes hånd. Uden at sige mere, forsvandt hun ud af stue døren og der blev helt stille.

Jeg havde ikke lyst at være her mere, så jeg rejste mig fra stolen, gik et par runder i rummet før jeg gik ud med langsomme skridt, mens jeg bare kiggede ned i gulvet. Vejen ud føltes utrolig lang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...