DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

338Likes
500Kommentarer
41029Visninger
AA

18. Speed

(Nialls synsvinkel)

Dagen kom, og jeg havde på fornemmelsen, at Kelly ikke var helt glad. Hele morgenen gik hun rundt og nærmest rystede på hænderne. Det sædvanlige glimt i hendes øjne var væk, hendes blik flakkede, og hun virkede utrolig nervøs. Hun pillede konstant ved sit hår, og jeg kunne dårligt klare det. Jeg ville ikke se hende sådan. Jeg hadede at se hende sådan. Hun var sårbar, det vidste jeg. Hun var skrøbelig, som glas.

"Er du ved at være klar?" spurgte jeg forsigtigt, da hun endnu engang drejede rundt foran spejlet og tog sig til maven. Jeg listede op bag hende og lagde armene om hende. "Du er smuk" Jeg plantede et blidt kys på hendes hals og mødte hendes blik i spejlet.

"Jeg kan ikke" hviskede hun, og jeg kunne kun høre det, fordi jeg stod så tæt på hende. Hun vendte sig rundt i mine arme og så på mig. "Niall, jeg kan ikke..." Hendes stemme lød grødtynget, og jeg ville så nødigt se hende græde.

"Jeg er lige her" hviskede jeg og trak hende ind til mig. Et hulk undslap hendes læber, og hun borede neglene ned i min skulder. "Sh..." Jeg prøvede virkelig på at få hende til at holde op med at græde. Kelly var min prinsesse, - om hun ville det eller ej - og min prinsesse skulle ikke græde!

"Niall, jeg kan ikke" hviskede hun igen og igen, og hvert ord gjorde mere og mere ondt. Jeg skubbede hende blidt ud fra mig, så jeg kunne se hende i øjnene.

"Hvis Inez gør Gayle glad, gør hun så ikke også dig glad?"

"Jo..."

"Burde du så ikke være glad for, at de skal giftes?" afbrød jeg hende, inden hun nåede at komme med flere indvendinger. Hun nikkede langsomt og så ned.

"Stadig" mumlede hun, idet døren gik op. Louis trådte ind, og Kelly løb ham i møde. Det var som et slag i maven, at hun løb til ham. Louis lagde armene beskyttende om hende, og Kelly brød ud i gråd igen. Jeg holdt vejret og trampede ud af rummet. Jeg så mig om i gangen og beslutsomt greb jeg ud efter min jakke og derefter sko. Jeg havde rendt på strømpesokker rundt i huset, mens Kelly havde gjort sig klar. Jeg havde en skjorte på, - som Liam kun lige havde strøget - som sikkert ville blive krøllet, men jeg var ligeglad. Jeg smøg det nederste af mine pæne bukser op, og så løb jeg ud af døren. Jeg smækkede den hårdt i efter mig, så alle hørte, jeg gik. Eller løb, for så snart jeg var ude af døren, satte jeg i løb. Jeg lynede min jakke imens, og jeg ænsede ikke, hvor jeg løb hen.

 

* * *

 

Da jeg lagt om længe stoppede, kunne jeg dårligt få vejret. Jeg trak min hætte over hovedet og smed mig på en bænk. Mit hjerte hamrede så hårdt derudaf i mit bryst, at det nærmest gjorde ondt. Hvordan kunne min prinsesse gøre det mod mig? Havde jeg ikke været der for hende, når hun havde brug for mig? Havde jeg ikke altid stået klar til at tilgive hende, passe på hende? Så hvorfor løb hun til Louis? Jeg kunne slet ikke forstå det. Min hjerne arbejdede på højtryk, men jeg var tom for ord. Jeg sank en klump og så ud over den park, jeg åbenbart var endt i. Duer vraltede rundt i græsset og stak af og til hovedet mod jorden. Kevin! Jeg tænkte på Louis, mens rystede hurtigt tanken af mig igen. Louis og Kelly der krammede. Louis og Kelly der flirtede. Louis og Kelly der råbte 'god røv' til hinanden. Det gik mig på, på sådan en underlig vildt irriterende måde. Kelly var min!

Jeg fiskede min mobil op af lommen og så på det lysende display. Klokken var halv et, hvilket betød Gayle og Inez skulle giftes om halvanden time. Jeg sænkede mobilen og så tomt ud i luften. Som ved et trylleslag fløj alle duerne op med et sæt, og jeg opdagede, at min selvindspillede ringetone lød. Uden at se hvem der ringede, tog jeg den.

"Niall" kom det hårdt fra mig, selvom jeg ikke ville virke sur og tvær.

"Hvor er du?" lød det febrilsk med en pigestemme i den anden ende. Jeg sank endnu en klump og lukkede øjnene. "Niall, der er snart! Vi kommer for sent; hvor er du?" Kelly lød panisk, men også lettet. Jeg vidste udmærket godt, hvor lidt hun ville til det bryllup. Jeg sukkede lydløst og gned mine tindinger. Jeg havde mest lyst til at blive væk. En indre vrede boblede i mig, og det sitrede i min højre hånd. Min venstre strammede grebet om mobilen, mens jeg roligt svarede Kelly.

"Jeg er i en park"

"Hvad laver du dog der, fjolle?" spurgte Kelly i et barnligt og drillende tonefald.

"Har du ikke hørt, at løbeture lader en tænke på noget andet?" spurgte jeg hende i samme tonefald. Hun udstødte et fnis, hvilket fik mig til at smile. "Du burde prøve det, søde"

"Sjovt" sagde hun og lød sur. "Kan du ikke hente mig?"

"Hvor er du?"

"Det ved jeg faktisk ikke" sagde hun, og jeg grinede kort. Jeg kendte hende godt nok til, at hun ville stå og bide sig i læben, fordi hun syntes, det var så forfærdeligt pinligt. Og jeg grinede af hende. Egentlig var jeg så gal og sur, men jeg kunne ikke være sur på hende. Min prinsesse, min pige. "Jeg ville løbe efter dig, men du var for hurtigt, og jeg varede vild" Hun lød igen barnlig, og jeg sukkede.

"Jeg tager hjem, skifter sko og så kommer jeg efter dig" sagde jeg. "Okay?"

"Jaja" Så lagde hun på, hvilket kom totalt bag på mig. Vi plejede af afslutte vores samtaler med 'elsker dig' eller sådan noget. Hun sagde ikke engang 'vi ses'. Jeg følte det igen som et slag i maven, mens jeg langsomt rejste mig fra bænken. Hvad havde jeg gjort forkert?

 

* * *

 

Jeg foldede hurtigt mine bukser ud igen og børste dem rene. Min pæne jakke hang i gæsteværelset, så jeg smuttede hurtigt op efter den, for derefter at tage mine pæne sko på og smutte udenfor igen. Jeg skulle hente Kelly, så vi kunne komme til det bryllup! Selvom hverken Kelly eller jeg havde lyst, måtte vi gøre det. For Gayle og Inez' skyld.

Jeg kørte nok lidt hurtigere end jeg måtte, men da omkring fem dråber landede på min forrude, gik det op for mig, at Kelly ville blive utrolig ked af det, hvis hun skulle stå og fryse i regnvejr. Jeg gassede op og overhalede den grønne bil foran mig.

Da jeg endelig fik øje på hende, parkerede jeg ind til siden og steg ud, Hun stod i den modsatte side af vejen, men da jeg vinkede smilende til hende, lyste hun op i et smil og gjorde mine til at krydse vejbanen. Hendes brune hår var sat i slangekrøller og pyntede pænt på hendes - i forvejen - smukke ansigt. Hendes vipper var mørke og indrammede de nøddebrune øjne perfekt. Hendes kinder var let lyserøde, som om hun rødmede. Hun så endnu engang op på mig og et stort smil bredte sig på hendes læber. Hun var fantastisk, og jeg elskede hende. Jeg vinkede endnu engang til hende, mens hun så sig fra side til side. Krøllerne dansede om hendes smukke ansigt, og jeg følte en kildrende fornemmelse i maven. Den fornemmelse jeg altid fik, når jeg så hende. Hun var så dejlig; bare ærgerligt hun ikke selv kunne se det. Endnu engang så hun smilende op på mig, inden hun tog et tøvende skridt ud mellem to parkerede biler. Vinden legede let i hendes hår, og pludselig så hun ikke ud som en, der passede ind i gadebilledet i Manchester. Den stramme, sexede, sorte kjole, der smøg sig om hendes krop, så man kunne se hendes former. Det krøllede hår og den fine makeup. Hun var som en prinsesse. Min prinsesse. Min prinsesse, der tog endnu et skridt ud på vejen og så frem og tilbage igen.

"Kom nu" kaldte jeg, halvt drillende, halvt utålmodigt. Hendes blik mødte mit, kort inden hun tog tre dansende skridt ud på kørebanen, og luften blev tung af en øredøvende dytten. Kellys ansigt vendtes mod lyden, mens mit var fæstnet mod hende. Jeg ville skrige højt, - tude - da jeg så Kelly krumme sig sammen foran bilen. Den bil, der havde dyttet så højt. Den bil, der var kørt over for rødt, så den kørte ind i min prinsesse. Som om alting gik i slowmotion, så jeg endnu engang Kellys smukke ansigt, inden hun dækkede det med hænderne og sank i knæ. Hvorfor rejste hun sig ikke op? Hvorfor sank hun sammen, når hun kunne komme væk? Hun skulle ikke sætte sig ned der! Hvad lavede hun? Bilen nærmede sig hende, og den ramte hende. Pludselig var det eneste, jeg så, hendes brune, krøllede hår, der dansede i luften og lagdes mod kølerhjelmen. Hendes krop lavede en underlig spasme, og bilen blev ved med at køre. Jeg kunne intet sige. Det var, som om mine læber var smedet sammen. Ikke et eneste ord kom over dem. Jeg ville skrige, bare gøre noget! Men jeg stod stille; helt stille. Jeg fortrak ikke en mine, mens jeg så en blåsort blik køre min kæreste med. Ikke så meget som en lyd kom iver mine læber. Jeg holdt vejret. Så på bilen. Det virkede så falskt, så uægte. Som en film, der kørte for mit blik og ingen ende ville tage.

Endelig så jeg hendes hår stikke ud bag ved bilen. Bilen fortsatte videre, som om intet var hændt, og mennesker begyndte at reagere. Slowmotioneffekten forsvandt, og alle bevægede sig i normal hastighed igen. Mine fødder, der før havde været som smeltet til jorden, bevægede sig. Jeg faldt på knæ foran hende, mens regnen igen tog til. En masse mennesker omkring mig mumlede og nogle skreg, mens jeg bare følte tårerne trille ned af mine kinder, hvor de blandede sig med regnen. Kellys ansigt var forvrænget i en smertelig grimasse. Hendes hals var dækket af skrabesår, mens hendes pande, kinder og næse var værre tilredt. Jeg så væk i væmmelse, for jeg ville ikke se hende sådan. Det var ikke sådan, jeg ville huske hende. Hvordan kunne jeg allerede tænke på, hvordan jeg ville huske hende? Hun var jo ikke... hun var jo ikke væk endnu! Jeg kunne ikke engang tænke ordet, så ondt gjorde det indeni. Jeg lod Kellys ansigt hvile i mi skød, mens jeg prøvede at få vejret. Jeg havde holdt det alt for længe, og gispede efter ilt. Følelsen af, at være med i en film, vendte tilbage som et slag hårdt i maven. Hvordan kunne Gud gøre det mod mig? Han havde taget sin engel tilbage, men kunne han ikke vente lidt? Kunne han ikke bare lade mig få hende lidt længere? Jeg havde så mange spørgsmål, der stod uden svar. 'Hvorfor?' var det største og mest ubesvarede af dem alle. Det kunne ikke passe, i mit hoved. Hvorfor? Hvorfor?!

"Nej!" fik jeg endelig frem og lagde hovedet tilbage i et højt udbrud, mens tårerne vædede min allerede plaskvåde jakke og skjorte.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...