DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

337Likes
500Kommentarer
40811Visninger
AA

3. Savnet

Den første skoledag var ikke så slem, som den kunne havde været. Eller hvad jeg havde forudset den til at være. Inez blev i nærheden af mig hele dagen, og hvis nogen spurgte om Niall, Eleanor eller de andre drenge, fik hun distraheret dem på en eller anden måde, så jeg ikke behøvede at svare. Hun var rigtig sød overfor mig, men som jeg havde tænkt tidligere; der måtte være noget bag! Da vi fik fri, og jeg havde været igennem fire, lange matematiktimer og ligner en total idiot, fik vi endelig fri. På trods af Inez' ydre, hendes evige opmærksomhed fra drengene og populariteten, var hun på ingen måde snobbet. Hun var afslappet i nærheden af os andre, kom ikke med unødvendige komplimenter og var i det hele taget bare utrolig venlig. Hun havde ikke været snobbet på nogen måde, sidste jeg gik på skolen, men frygten for det sad alligevel i mig. Inez gav mig et knus, inden hun vinkede og gik over til sin cykel. Da hun havde givet mig krammet, hviskede hun, at jeg bare skulle komme til hende, hvis der var noget galt. Det gjorde mig utrolig glad, da jeg ikke følte, at jeg havde noget. Dog måtte jeg være forsigtig, da jeg end ikke vidste, hvad der lå under den venlige, perfekte overflade. Det perfekte ydre måtte bare være et dække. Jeg kendte det selv. Hun smilede stort og vinkede, inden hun satte sig op på sin røde bedstemorcykel og begyndte at træde rundt i pedalerne.  Mary og Eric havde ikke tænkt sig at bruge penge på en cykel til mig, så jeg måtte gå. Turen var ikke lang, men bare kedelig og alt for meget ligeud. Vejret var godt, selv om det blæste og der ikke var mere end 15 grader, men jeg var glad. Inez' kommentar havde fået mit humør til at stige meget, så jeg havde en glad, boblende fornemmelse indeni. Det mindede mig om mit første kys med Niall. Glæden indeni og trangen til at fortælle om oplevelsen til nogle andre. Smilet på mine læber ville ikke forsvinde, end heller ikke da jeg nåede hjem og gik ind i huset, hvor jeg vidste, Mary ville være.

"Kelly?" kaldte hun fra stuen, mens jeg satte mine sko. "Er det dig?" 

"Ja, det er mig!" råbte jeg til hende. Hvem skulle det eller være, tilføjede jeg stille for mig selv. Eric ville ikke komme hjem fra arbejde om onsdagen, og slet ikke klokken to. Jeg rystede opgivende på hovedet og passerede lydløst stuen. Mary så et eller andet tv-program, mens hun sad i sofaen med en skål med chips, popcorn eller sådan noget. Jeg kunne ikke holde ud at være i samme rum som Mary, når Eric ikke var der, så jeg søgte op på mit værelse. Med et suk kastede jeg mig i sengen og trak vejret tungt. Jeg var udmattet, selvom jeg ikke havde lavet særlig meget den dag. Jeg havde opretholdt min facade hele dagen, hvilket tog hårdt på kræfterne. Når jeg lå på min seng, kunne jeg godt tillade mig at græde, men der ville ikke komme nogle tårer. Som om jeg var tom - tom indeni for følelser og tårer. Altså: tegn på svaghed. Jeg vendte mig rundt med et suk og tog min mobil. Jeg havde ikke haft den tændt længe, da Mary og Eric havde været i nærheden af mig det meste af tiden, og de ville ikke have, at jeg skrev sms'er med El, Niall eller nogle af de andre, jeg mødte i London. Jeg så, at jeg havde fået en besked fra El, en fra Louis, en fra Liam, tre fra Niall og en fra Melissa. Det var nok den fra Melissa, der mest vakte min interesse. Hvad ville hun? Hun havde sikkert hørt, at jeg var tilbage i Manchester. Det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed.

#Velkommen hjem skat! Samme sted, klokken 3? Kys!# stod der, og jeg fik en klump i maven. Samme sted betød, at hun ville mødes med mig nede ved havnen, klokken tre. Hun havde altså hørt, at jeg var kommet hjem og ville nu mødes med mig. Jeg slettede beskeden og kiggede videre på de andre. Liam skrev, at jeg bare skulle ringe, hvis jeg ville noget og at han håbede, at jeg ville være okay. Inderst inde vidste jeg, at hans håb var spildt. Louis skrev, at han og El var flyttet sammen - og at det havde hun nok også sagt - og at der altid være plads i deres gæsteværelse. Han ønskede mig alt held, og skulle hilse tusind gange fra Harry og Zayn. Eleanors besked var meget lang, hvori hun beskrev, hvor meget hun savnede mig og hvor meget hun håbede, at jeg havde det godt og at der altid ville være plads i hende og Louis' nye lejlighed. Til sidst i beskeden skrev hun, at hun håbede på snart at komme og besøge mig. Jeg kunne hurtigt sige, at Mary og Eric - desværre - aldrig ville lade det ske. Jeg turde næsten ikke åbne sms'erne fra Niall. Jeg vidste næsten, hvad der ventede mig.  Den første besked havde jeg modtaget kort efter, jeg var kørt, og den var lang og desperat. Niall skrev, at han aldrig ville elske nogen anden, og at han allerede savnede mig helt sindssygt. Han skrev, at han ville vente på mig, lige meget hvad. Jeg fik en klump i halsen, da jeg læste den næste. Tårerne fandt endelig mine øjne og trillede langsomt ned af mine kinder, mens jeg læste.

#Kære Kelly. Jeg savner dig, men det ved du sikkert godt. Jeg må være stærk, for dig. Og vil du ikke godt være stærk, for mig? Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle fortælle et andet menneske, andre end mine forældre. Men jeg elsker dig. Det kilder i tæerne, når jeg siger dit navn. Når jeg tænker på dig, breder der sig kuldegysninger på mine arme og ben, men bare som en dejlig påmindelse af vores kys. Du er en vidunderlig pige, ærgerligt du ikke selv kan se det. Lov mig, at du ikke går tilbage til noget af alt det lort, du har været igennem. Vær stærk, for min skyld. Jeg vil ikke have, at du ødelægger dig selv. Tænk på Eleanor, tænk på dine venner, tænk på mig. Jeg har brug for at bevare troen om, at engang i fremtiden kan vi mødes, se hinanden i øjnene og grine. Grine af alt vi har været igennem. Fra backstagekys til afskeder, opture og nedture. Vi klarer det her, sammen og hver for sig. Jeg kan ikke vente med at se dig igen. Så Kelly, hvis du ikke forstod det første gang, så elsker jeg dig. Rigtig meget. Lov mig, at du passer på dig selv. Og jeg overholder mit løfte om, at komme videre. Det er hårdt, men jeg vil hellere såres end at såre dig. Jeg elsker dig, din Niall# Tårerne trillede hastigt ned af mine kinder, mens jeg læste sms'en. Det var så rørende smukt! Jeg snøftede og tørrede min næse. Jeg måtte love ham det, og han ville overholde sit løfte. Jeg skulle passe på mig selv, og han skulle komme videre. Det virkede enkelt nok, på trods af at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle passe på mig selv. Mary og Eric kunne ikke fortælle mig, hvad der var rigtig og forkert, som Eleanor havde gjort det i London. Jeg havde ingen til at vejlede mig, undtagen Inez. Og hende ville jeg ikke gå direkte til og åbne mig overfor hende. Det kunne jeg ikke! Så hellere gå med det alene.

Jeg smed min mobil på sengen og gik på toilettet. Jeg havde mascara under øjnene, så jeg ordnede hurtigt min makeup og satte mit hår op i en hestehale. Jeg smilede svagt til mig selv, inden jeg forlod badeværelset. Idét jeg trådte ind på mit værelse, brød min ringetone stilheden, og jeg kastede mig over på min seng. Jeg smed min dyne over hovedet, mens jeg ledte efter min mobil. Typisk mig; den blev altid væk! Jeg tumlede rundt i min seng, mens min ringetone stadig lød. Et blødt bump lød, og jeg kravlede ud over kanten på min seng. Min mobil lå lidt inde under sengen, mens den vibrerede lavt. Jeg kastede mig ud over kanten og greb om telefonen.

"Hallo?!" stønnede jeg ind i telefonen, uden at se hvem det var.

"Kelly?" lød det spørgende i den anden ende, men stemmen var ikke til at tage fejl af.

"Niall!" udbrød jeg glad og satte mig op med et sæt.

"Hey Kelly" sagde han glad, og jeg kunne dårlig få vejret. "Hvad så?"

"Jeg har savnet dig så meget!" Jeg bed mig genert i læben, da jeg bliver pinligt berørt over min ærlighed. "Jeg mener..."

"Jeg har også savnet dig Kelly"

"Hvornår kan vi ses?" spurgte jeg med et snert af håb. "Jeg savner dig så meget"

"Jeg savner også dig" sukkede han, hvilket jeg også gjorde. "Men drengene og jeg har snart en tour og..."

"Jeg forstår" afbrød jeg ham med et suk. "Det er okay, Niall" Kemien mellem os var væk af en eller anden underlig årsag. Min mave slog en knude, mens jeg følte tårerne presse på igen. Glæden ved, at han havde ringet til mig, forsvandt som dug for solen. Jeg så ned på mit lyse trægulv og bed mig igen i læben.

"Sikker?"

"Ja" hviskede jeg og lagde på. Tårerne pressede på igen, og jeg lod den trille. Undskyld Niall. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...