DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

337Likes
500Kommentarer
40824Visninger
AA

13. Plaster på såret?

Efter at havde sovet endnu to timer, efter jeg havde snakket med Liam, blev jeg vækket af Niall, der havde morgenmad til mig. Jeg fortalte ham intet om min drøm, men sagde bare, at Liam og jeg havde snakket om Gayle og Inez. Han trak bare på skuldrene og så på mig, mens jeg spiste. Da jeg var færdig, ryddede vi op sammen og søgte ud på altanen, hvor vi kunne i fred. Selvfølgelig hørte der en altan til alle tre af husets gæsteværelser! Ja okay, jeg var måske en smule misundelig. Min lejlighed havde ikke engang så meget som en fransk altan. Gayles hus havde tre altaner og to terrasser. På altanen, der hørte til mit værelse - der også var overdækket - hang to hængekøjer. Niall og jeg satte os i hver vores og de gyngede let i vinden. Mellem hængekøjerne fangede vi hinandens hænder og flettede dem ind mellem hinanden. Efter flere minutters stilhed åbnede jeg munden.

"Hvem er hun?" spurgte jeg lavmælt, hvilket fik Niall til se på mig. Jeg behøvede ikke at forklare, hvem hun var. Han vidste det godt, og hans ellers neutrale ansigt blev forpint.

"En gammel ven" mumlede han og så ud i luften. "Hun bor i Mullingar. Jeg fortalte drengene, at jeg ville besøge min familie som en undskyldning for at se hende. Det var forkert, det ved jeg godt. Jeg burde ikke havde... Undskyld Kelly"

"Hvorfor?" spurgte jeg med hviskende stemme, og han klemte min hånd blidt. Hans blå øjne søgte mine, og endelig lod jeg mig selv møde hans blik. Hans øjne var fulde af sorg og undskyldning.

"Jeg gav mig selv skylden for, at du skulle tilbage. Hjem. Jeg troede, at det var på grund af mig" sagde han hæst, og jeg kunne se hans øjne blive blanke. "Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at det ikke var min skyld. Jeg havde aldrig klaret det uden drengene. De var der for mig og støttede mig. Da jeg endelig havde fået overbevist mig selv, ville jeg være helt sikker. Jeg hørte dårligt nok noget fra dig, og efter det ene opkald ramlede alt sammen"

"Undskyld" hviskede jeg, men Niall fortalte bare videre.

"Jeg havde brug for at vide, at jeg var god nok. Jeg havde brug for at have nogen, der kunne lide mig for at være mig" fortsatte han i et sørgmodighed tonefald. "Jeg gav mig selv skylden igen, så jeg havde brug for støtte. Drengene havde hjulpet mig mere end nok"

"De vil altid være der for dig" afbrød jeg. Niall nikkede tomt og lod sine fingre glide over mine. "Det ved jeg, de vil" 

"Jeg kunne ikke få mig selv til at spørge igen. Jeg havde brug for anden hjælp, så jeg tog til Irland" En kvalme bevægede sig op i halsen på mig, og jeg sank en klump. Tanken om, at Niall havde kysset med en anden pige, krammet hende, været i seng med hende... Jeg kunne ikke udholde tanken! "Hun hedder Rebecca, og jeg har kendt hende hele mit liv. Vi har altid haft et... Hvad kan man sige? Bror-søster forhold. Da vi blev ældre, udviklede hun følelser, jeg aldrig kunne gengælde. Efter jeg mødte drengene, havde jeg ikke set hende. Derfor blev hun meget overrasket, da jeg kom hjem til hende" Niall blev stille et øjeblik og så igen på mig.

"Hvad..." begyndte jeg, men kunne ikke få ordene over mine læber. "Hvad lavede i?" Min stemme lød svag og bange. Sådan følte jeg mig også. Jeg havde intet kunne stille op, og jeg havde selv været skyld i, at han gjorde, som han gjorde. Det var ikke hans skyld. Det var min.

"Vi snakkede, mest om hendes følelser for mig. Så fortalte jeg hende, at jeg var forelsket i hende. Jeg fortalte hende, at jeg hvde tænkt meget på hende. At jeg havde savnet hende, og at jeg elskede hende" Niall stoppede og så ned på sin frie hånd. Han knyttede den så hårdt, at knoerne blev helt hvide. "Jeg løj for hende, men det hjalp mig meget. Hun troede på mig, og vi kyssede lidt. Vi hang ud som par, i hemmelighed for at du ikke skulle høre det fra medierne. Jeg ville gerne selv fortælle dig, at jeg var kommet videre"

"Hvad skete der så?" spurgte jeg forvirret, da der ligesom måtte være en slutning på deres lille lovestory.

"Efter nogle dage gik det op for mig, at jeg var dum. Jeg var simpelthen dum nok til at narre hende til at være sammen med mig, fordi jeg savnede dig" Et lille smil bredte sig på mine læber, da han sagde, at han savnede mig. Jeg havde også savnet ham så utroligt meget, at det næsten gjorde helt ondt. "Jeg fortalte hende hele historien, og sjovt nok var hun meget forstående. Hun tilgav mig, og jeg tog hjem. Dagen efter fortalte drengene, at de ville overraske dig på din fødselsdag, og at de havde købt dig en lejlighed. Først ville jeg ikke med, men jeg ringede til Rebecca, og vi blev enige om, at ingen skulle finde ud af noget"

"Og så havde vi sex"

"Ja, så havde vi sex" gentog han med et kort nik. Ordnede sank langsomt ind i hovedet på mig, mens en masse brikker faldt på plads. "Jeg blev så overvældet og jeg ønskede ikke at have nogle hemmeligheder, så jeg sagde det ligeud. Du nåede bare ikke at høre hele forklaringen. Du smed mig ud, og kort efter tog du herhjem. Det pinte mig, at du havde fået så forkerte tanker om mig"

"Undskyld Niall" hviskede jeg. Niall satte sig op i sin hængekøje og rakte sin frie hånd ud efter min kind. Det gik op for mig, at jeg græd, mens han langsomt tørrede mine tårer væk.

"Det er mig, der undskylder" sagde han galant og smilede skævt. "Jeg har endelig indset, hvor meget du betyder for mig" De ord gik lige i hjertet på mig og fik mig til at gøre store øjne. Hvor meget jeg betød for ham... Endnu flere tårer trillede ned af mine kinder, og Niall fik svært ved at følge med. Han elskede mig virkelig. Ikke som jeg havde troet; at han ikke gjorde. Han elskede mig, mindst lige så meget, som jeg elskede ham.

"Niall" hviskede jeg målløs og lukkede øjnene. "Jeg elsker dig"

"Jeg elsker også dig, Kelly" smilede han og kyssede mig på næsen. "Lov mig noget"

"Hvad som helst!" skyndte jeg mig at sige. "Alt i hele verden"

"Næste gang jeg fortæller dig noget - hvad som helst" Jeg satte mig op i min hængekøje og flette min anden hånd ind i hans. "Så hører du hele historien, inden du reagerer. Okay?"

"Okay" nikkede jeg og så ham dybt i øjnene. Niall så afventende på mig, så jeg sagde de ord, han forventede mig at sige. "Det lover jeg"

"Tak" smilede han og gav mig et hurtigt blidt kys på munden. Da han trak sig tilbage i sin egen hængekøje, klappede han blidt på den som tegn på, at jeg skulle komme over til ham. Jeg gjorde, som han ville have, og satte mig mellem hans ben. Med sine arme om mig vuggede han hængekøjen blidt frem og tilbage, mens han nynnede en eller anden sang. Øjeblikket var så fint og vidunderligt, at jeg ikke ville ødelægge det.

 

* * *

 

"Jaja, hun sover lige nu" lød det hæst, og jeg tvang mine øjne op. Det var som om, de var klistret sammen. Da jeg endelig fik dem fra hinanden, skar lyset mig i øjnene og jeg sukkede lydløst. "Ja, jeg skal nok... Og nej, ikke i dag. Hun har brug for hvile, Liam"

"Liam?" spurgte jeg forvirret og dumt. Niall fik et chok og udstødte et lille gisp. Jeg vænnede mig langsomt til lyset og så op på Nialls ansigt. Han smilede svagt til mig og rettede igen opmærksomheden på samtalen.

"Åh, hun er vågen nu" sagde han, mens jeg satte mig langsomt op. "Ja, det gør jeg. Hvorfor kommer du ikke bare selv herud og spørger? Nej, Liam! Gør det selv. Ja fint, hej hej" Niall lød en smule irriteret, men da han rettede opmærksomheden tilbage på mig, bredte der sig et smil på hans læber.

"Godmorgen" mumlede jeg og gned mit ene øjne. Flot! Rigtig flot! For det første så var det jo ligesom ikke rigtig morgen længere, og for det andet så havde jeg haft mascara på, og det var så nu tværet ud under og omkring mine øjne. Rigtig flot, Kelly!

"Jamen godmorgen" Niall lod til at være i bedre humør, for han smilede stort og kyssede mig på panden. "Sovet godt?"

"Mh..." mumlede jeg en smule hæst og mødte hans blå øjne. Vidunderlige...

"Jeg snakkede lige med Liam" forklarede han og kiggede på sin mobil. "Han spurgte, om du ikke snart vågnede"

"Hvorfor gik du ikke bare ind til ham?" spurgte jeg. Niall havde da fået ben til at gå på.

"Der lå jo én og sov på mine ben..." sagde han, og jeg slog mig selv for panden. Selvfølgelig! Hvor dum kunne man være? "Du må ikke slå dig selv, Kelly!" Han tog hurtigt fat om min hånd og tog den i sin.

"Hold da op hvor dumt..." mumlede jeg og rystede på hovedet af mig selv.

"Du er bare træt" smilede han og nussede min håndryg. "Liam spurgte, om vi skulle ud at spise i aften. Bare os to og drengene"

"Lyder godt, men hvad med Inez og Gayle?" spurgte jeg og gabte.

"Du behøver ikke tænke på dem" smilede Niall og plantede et kys på min pande. "Det er okay med dem. De planlægger alligevel og sådan..." Jeg nikkede bare tomt, men smilede skævt, da Niall klemte min hånd. Han var tilgivet, og jeg havde aldrig været mere tryg end i hans favn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...