DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

338Likes
500Kommentarer
40893Visninger
AA

2. I skole igen

Hey søde læsere.

Tusind tak fordi i allerede har sat min novelle på favoritsider og trykket like. Det betyder utrolig meget for mig, når i kommenterer og liker og sætter den på favoritsider. Til jer, der ikke har set min kommentar, så opdagede jeg i lufthavnen i går aftes, at der er over 120, der har novellen på favoritsider, og jeg skreg. Totalt pinligt, men det er sandt. Jeg udgav quoten i forgårs og der er allerede så mange... Det er helt sindssygt. Jeg vil virkelig gerne give jer noget til gengæld, og det er selvfølgelig et kapitel! Så her er det første rigtige kapitel til DarkSide 2; den i alle har ventet på! :)

-Umuliiie <3

 

 

Jeg ville ønske, at nogen ville holde om mig. Fortælle mig, at det hele nok skulle gå. Men der var ingen. Mary og Eric, mine 'forældre', var der selvfølgelig ikke for mig, men hvad havde jeg forventet? At de ville stå med åbne arme, en kop varm kakao og en stor undskyldning for de sidste 16 år? Nej! Selvfølgelig ville de ikke det! De var lige så kolde og ondskabsfulde, som de plejede. Jeg kunne godt bruge drengene, eller Eleanor. Jeg savnede drengene. Jeg savnede dem utroligt meget. Så meget at det gjorde ondt bare at tænke på dem. Jeg hørte deres sange i radioen, og det gjorde det ikke bedre. Savnet fik det til at svide i øjnene, men jeg ville ikke tude. Overfor Mary og Eric ville jeg ikke vise tårer. Det måtte jeg bare ikke! Ethvert tegn på svaghed, og de ville udnytte det! De hadede mig! Da jeg spurgte, om jeg kunne besøge Gayle, sagde de med det samme nej, og kom med begrundelser som, at han ville have dårlig indflydelse på mig og sådan noget. Som om de bekymrede sig for mig. 

Jeg trådte ind i skolegården med en blanding af frygt og angst. Jeg så mig nervøst omkring, men gården var tom. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle tilbage til min gamle skole. Jeg havde ikke været der i næsten et år. Frygten blev en hård klump i maven, der gjorde mig tung i kroppen og endnu mere nervøs. Jeg så mig igen omkring, mens jeg krydsede den tomme gård. Hvad kiggede jeg efter? Mennesker? Tegn på liv, tegn på håb, tegn på nogen, der kunne få mig væk? Jeg vidste det ikke, men da jeg havde passeret gården, ønskede jeg inderligt, at der havde været nogen, - bare en eller anden - der havde stoppet mig. Forsinket mig en smule, så jeg kunne få endnu mere tid, inden jeg skulle ind i min klasse. Jeg havde kendt disse personer i næsten ti år, og alligevel var jeg bange for dem? Det gav selvfølgelig inden mening for andre, men for mig gjorde det. Mine trin rungede i den tomme gang. Jeg så mig endnu engang omkring og sank den klump, der netop havde formet sig i min hals. Jeg ville ikke. Jeg ville ikke, jeg ville ikke, jeg ville virkelig ikke! Jeg fandt mit klasselokale, som jeg udmærket godt kendte, og tog en dyb indånding. Jeg ville ikke gå derind. Idét jeg ville træde ind af døren, ville 19 ansigter vendes mod mig og 38 øjne ville hvile på mig. Iagttage mine mindste bevægelser. Jeg hadede det. Opmærksomheden og de nysgerrige blikke. Kunne de ikke bare se ned i deres forpulede bøger og læse videre?! Skulle de absolut få mig til at føle mig svag og lille? For ærligt; det gjorde de. Mine ben blev som gelé under mig, mens jeg sank mere og mere sammen for hvert ord, der blev sagt. Alting ville flyde sammen, når de talte. Sådan havde det været sidste år, da jeg stadig gik i klassen. Det var ikke ligefrem fordi, min klasse var særlig god til at byde folk velkommen. Der var klikker, og de var umulige at splitte ad. Der var de populære piger, dem drengene gik efter. Så var der nørderne, dem alle så ned på. Så var der sportsidioterne, som ikke havde andet end fodbold og anden sport i hovedet. Så var der de dumme, som ikke rigtig fattede noget af det, der skete. Hvor ville jeg passe ind? Jeg var hverken en sportsidiot eller en nørd. Jeg var heller ikke populær, så ville jeg være under de dumme? Jeg gøs allerede ved tanken. Endnu et år sammen med de samme kedelige, modbydelige mennesker. Det var ikke ligefrem noget, jeg så frem til.

Med rystende hænder rykkede jeg ned i håndtaget og lod døren gå op. Rigtigt nok vendte alle sig mod mig, mens jeg beroligende mig selv med, at det var en naturlig reaktion. Man ville jo gerne se, hvem der var kommet ind i klasselokalet. Jeg sank hurtigt en klump og trådte et skridt ind.

"Hej" fik jeg frem og hørte allerede en fnisen og snakken i krogene. Mit navn blev nævnt, men pludselig hørte jeg et andet navn blive nævnt. Niall. På meget få sekunder var jeg drejet op på hælen og spænet ud på gangen. Jeg hørte en masse råbe efter mig, men jeg vendte mig ikke om. Gik - eller løb, som jeg gjorde - man lidt ned afgangen, var der et toilet. Barnlig, som jeg var, låste jeg mig inde og sank sammen på gulvet. Bare at høre Nialls navn blive nævnt... Tårer trillede langsomt ned af mine kinder, mens jeg sad og gloede på en overtegnede toiletdør lige foran mig. Jeg hørte yderdøren gå op, så jeg snøftede lydløst og tørrede tårerne væk.

"Kelly?" lød det spørgende. Min lærer havde sikkert sendt en eller anden ud for at se efter mig.

"Ja?" spurgte jeg, men min stemme knækkede over. "Hvad er der?" 

"Kommer du ikke tilbage til klassen?"

"Nej tak" mumlede jeg surt og lænede kinden mod den kølige væg.

"Kom nu" bad hun, men lød mest som en, der var ligeglad. Jeg kunne ikke rigtig genkende hendes stemme, men hun lød bekendt. "Trine bliver sur"

"Og?" spurgte jeg, da jeg igen havde genfundet en styrke i min stemme. Jeg satte den ligeglade facade op, men inderst inde var jeg ikke ligeglad. Det gjorde ondt, at jeg måtte skubbe andre mennesker væk, men det var hvad, der skulle til. Så holdt de sig væk, og alle blev glade. Sådan var det jo bare ikke helt. Jeg havde ladt Niall ind, og vi blevet glade sammen. Ja okay, i en meget kort periode, men vi var glade sammen. Jeg elskede Niall.

"Hvorfor kommer du ikke?" spurgte pigen igen, og jeg sukkede. På få sekunder havde jeg rejst mig, for at rette lidt på mit tøj. Langsomt låste jeg døren op og den gik knirkende op. To spørgende, isblå øjne var, hvad der ventede mig, og jeg kunne med det samme sætte finger på, hvem stemme tilhørte. De to øjne sad i et ansigt med få, næsten usynlige fregner hen over en lille, smal næse, der var placeret over en bred mund med let lyserøde læber, der gemte en perlerække hvide tænder. Langt, lyst hår indrammede ansigtet og hang hende til ned på brystet. Pigen var Inez; min - engang - eneste veninde. Hendes læber åbnede let igen. 

"Var det på grund af, at vi snakkede om dig og Niall?" Bare hans navn igen fik mig til at bide mig stumt i læben og nikke. Inez var en af de mest populære piger på skolen, så at hun stod og snakkede med mig - og virkede sød - var næsten uvirkeligt. Der måtte ligge noget bag. Noget hun gerne ville opnå. "Vi ved alle sammen godt, at du er kusine til Eleanor Calder - Louis Tomlinsons kæreste - og at du er kæreste med Niall Horan. Det er ikke nogen hemmelighed" Jeg bed mig så hårdt i læben for ikke at græde, at jeg kunne smage blod. Inez vidste det, klassen vidste det. Forfærdet så jeg bare på Inez, der nærmest trippede af utålmodighed. "Kommer du med eller hvad?" Hun lagde armene over kort, mens hun knaldede en boble med sit tyggegummi.

"Kommer nu" sukkede jeg og kiggede mig i spejlet. Jeg så heldigvis ikke så forfærdelig ud, som jeg havde forventet. Jeg rettede kort på min makeup, ved at fjerne eventuelle rester under øjnene, og smilede så for mig selv. Inez kom til syne bag mig i spejlet, mens hun studerede mig.

"Du har ændret dig meget"

"Det har du også"

"Nej, jeg mener... Du ser ikke så barnlig ud længere" sagde hun, mens jeg så på hende gennem spejlet. "No offence"

"Jeg forstår godt, hvad du mener" skyndte jeg mig at sige, inden hun skulle til at undskylde mere. "Jeg ved det..."

"Skal vi gå ind?"

"Ja, lad os det" sagde jeg og sendte hende et prøvede smil. Inez sendte hurtigt et stort smil tilbage, inden hun tog min arm i sin, og vi gik sammen tilbage til klasen. Arm i arm som to veninder der havde været sammen hele livet. Dog følte jeg en lille nervøsitet stige op i mig, mens jeg fulgte med hende. Mine kinder brændte en smule, mens jeg så mig omkring på gangen. Da vi trådte ind i klassen, satte vi os ned til hendes bord, og min lærer sagde intet til det. Om det var fordi jeg havde flippet ud, eller om hun bare var ligeglad, vidste jeg ikke. Inez satte sig ved siden af mig, mens hun begyndte at snakke med sine veninder. Jeg så stumt til og kiggede bare rundt på dem. Jeg glemte hurtigt deres navne, men det betød intet. Jeg skulle heldigvis ikke gå der særlig længe. Heldigvis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...