DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

337Likes
500Kommentarer
40812Visninger
AA

11. I helvede og himlen

Jeg så ind i to isblå øjne, hvilket fik det til at krybe koldt ned af ryggen på mig. Hvad lavede hun her? Inez vendte hovedet væk og smilede selvsikkert. Jeg åbnede døren ind til bagsædet med et ryk og satte mig tungt ind.

"Hvor kender I to hinanden fra?" spurgte jeg forvirret og prøvede at få det til at passe sammen oppe i mit hoved. Gayle startede bilen og så på mig i bakspejlet.

"Vi er faktisk kærester" smilede Inez og vendte sig om. "Vi skal giftes"

"Giftes?" måbede jeg og det sortnede let for mine øjne. Hvad?!

"Ja" smilede hun og sendte mig et stort smil. Jeg himlede med øjnene. Hvad fanden skulle det til for? Hun havde ikke engang kendt Gayle i mere end to uger sikkert, og de skulle allerede giftes. Okay, det kom ikke rigtig bag på mig, at Gayle giftede sig så hurtigt, men Inez?

"Kender I to hinanden?" spurgte Gayle og drejede ned af en vej. Jeg skulle til at svare, men Inez kom mig i forkøbet.

"Nej, men du har bare snakket så meget om hende, skat" smilede Inez og gav ham et kys på kinden. Hun var utrolig! Hun løj overfor sin kæreste om, at hun ikke kendte mig. Hvordan kunne hun? Vent, var det hævn for, at jeg ikke ville være sammen med hende? At hun ikke kunne komme tættere på One Direction. Hun troede vel stadig, at jeg var kæreste med Niall. Og hvis hun så giftede sig med Gayle, ville hun komme ind i familien, derved også tættere på mig og så tættere på One Direction. Var det virkelig så åbenlyst, men Gayle så det ikke? Jeg fnøs og så ud af sideruden. Jeg kunne slet ikke fatte, at Gayle var så naiv.

"Nå, fortæl mig så om hvordan I mødtes" sagde jeg med en falsk interesse.

"Inez var på stranden sammen med sine venner, jeg var ude sammen med Kyle" begyndte Gayle, og Inez tog over.

"Din bror kom til at kaste for langt, og bolden ramte over på mit tæppe" smilede hun og fnes kort. "Det var kærlighed ved første blik" Jeg følte en kvalme stige op igennem halsen, mens hun fortalte. Hendes stemme var sukkersød, og det gik op for mig, at jeg afskyede hende. Hvorfor havde hun lige kastet sig over Gayle?! Havde hun ikke lavet nok rav i mit liv? Jeg lænede mig tungt tilbage i sædet.

"Gayle, hvad mente du med, at det snart er din bil?"

"Inez' forældre har givet mig den i bryllupsgave" smilede han stort og kyssede Inez på kinden.

"Hvor længe skal jeg blive?" mumlede jeg, men ikke højt nok til at de to turtelduer på forsædet hørte mig. Jeg glædede mig allerede til to uger i deres selskab - lidt sarkasme havde jeg da tilbage...

 

* * *

 

Inez benægtede, at hun kendte mig, hvilket gik mig meget på. Hvordan kunne hun skjule sådan noget for Gayle. Jeg orkede ikke at diskutere det med hende, om hvorvidt hun burde fortælle det til Gayle eller ej. Hver gang Gayle forlod os alene, sendte hun mig onde blikke. Langsomt blev jeg bange for, at hun ville stikke mig ned med en kniv! Okay, måske ikke lige på den måde, men hun kunne i hvert fald ikke lide mig. Måske havde hun forventet, at jeg havde min 'åh så søde' kæreste, Niall, med. Well, drengene var i hvert fald inviteret til deres bryllup, som nærmede sig - efter min mening - alt for hurtigt. Jeg håbede på, at de ville komme hurtigst muligt, for jeg orkede ikke mere af Inez og Gayles fnidder. De var konstant op og ned af hinanden. Jeg savnede drengene, selv Niall. Gayle var anderledes, når han var sammen med Inez. Han virkede ikke som min overbeskyttende storebror, men næsten som en voksen mand. Tænk hvis hans og Inez' forhold rent faktisk var ægte. At de elskede hinanden. Tanken om, at han snart ville få familie og børn skræmte mig en smule. Jeg var alt for ung til at blive faster! Jeg gøs ved tanken og rystede på hovedet. Nej, jeg kunne ikke tro på, at Inez rent faktisk elskede min bror.

 

"Kelly?" lød det og døren gik op. Gayle kom ind med et stort smil om munden. "Må jeg komme ind?"

"Du ejer huset" mumlede jeg og gjorde en gestus med hånden. Faktisk ejede Gayle ikke huset, ikke helt endnu. Det var - også - en gave fra Inez' forældre, der åbenbart var meget glade for Gayle. Jeg havde været hos Gayle og Inez i næsten 12 dage, og jeg havde ikke hørt om andet end hvor glade hendes forældre var for min bror, om hvor meget de to glædede sig og om hvor glade de var sammen. Ordene 'jeg elsker dig' blev sagt hvert fjerde sekund, hvilket næsten gav mig kvalme. Havde Niall og jeg også været sådan? Havde vi sagt det meget, så andre ikke kunne holde det ud?

"Jeg har faktisk endnu en overraskelse til dig" smilede Gayle, da han havde siddet og kigget lidt på mig. Åh nej, ikke endnu en overraskelse. Hvis han sagde, at jeg skulle være brudepige, ville jeg være ude derfra hurtigere, end han kunne nå at sige elefant!

"Hvad er det?" spurgte jeg med en fremtvunget nysgerrighed. Okay, jeg var da en smule nysgerrig, omkring hvad det var, han havde til mig.

"Rettelse; hvem er det" sagde han og jeg spærrede øjnene op. Åh nej, ikke flere mennesker, der skulle overraske mig! Havde han hyret Melissa som brudepige eller hvad?!

"Nej, jeg går først!" lød det med en meget genkendelig stemme på den anden side af døren.

"Nej, jeg vil!"

"Av, ikke skub!"

"Gayle?" Et grin undslap mine læber og jeg fór hen til døren. Var det, hvem jeg troede?

"Må vi gå ind?" spurgte den første igen og bankede på. Hvad personen ikke vidste, var, at jeg stod lige foran døren, så jeg rev den op og hvinede.

"Kelly!" jublede de alle sammen i kor og overfaldt mig nærmest.

"Drenge!" smilede jeg og krammede dem alle sammen en efter en. Jeg gjorde med vilje, så jeg krammede Niall til sidst. Jeg lænede mig frem og hviskede til ham, at jeg gerne ville snakke. De andre drenge begyndte allerede at fjolle rundt, så Niall og jeg forsvandt ud fra værelset, uden at de opdagede noget. Jeg søgte mod køkkenet, hvor jeg vidste, vi kunne være i fred.

 

"Undskyld, Niall" undskyldte jeg og tog hans hånd. "Jeg ved godt, at jeg havde sagt til dig, at du skulle komme videre. Du gjorde, hvad jeg sagde. Det kan jeg ikke være sur over. Undskyld alt det jeg sagde. Jeg er frygtelig ked af det, kan du tilgive mig?"

"Kelly, jeg" begyndte han, men jeg afbrød ham ved at presse mine læber mod hans. Kort efter trak jeg mig væk og sendte ham et lille smil.

"Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan undvære dig" hviskede jeg og kyssede ham igen. Nialls øjne lyste op og han kastede sig ivrigt med ud i kysset. Jeg trak ham tæt ind til mig og mærkede igen den brændende fornemmelse af hans læber mod mine. Jeg udviklede kysset, mens hans hænder holdt mig ind til sig.

"Undskyld" hviskede han mod mine læber, og jeg trak mig fra ham.

"Du skal ikke undskylde" smilede jeg og kyssede ham hurtigt. Jeg lænede min pande mod hans og lukkede øjnene. Det var helt fantastisk at kunne tilgive ham, og så egentlig for noget, jeg havde bedt ham om. Jeg havde været latterlig, men havde bare ikke kunne se det.

"Tror du, de er kærester igen?" hørte jeg Louis spørge bag mig. En anden person grinede.

"Jep" lød det som Harry, hvilket fik mig til at smile. "De er nu søde sammen..."

"Udspionerer I nu på os igen?" spurgte jeg med et stort grin.

"Igen?" spurgte Harry forfjamsket, da jeg ligesom havde taget dem på fersk gerning. Hans overraskede, men også fornærmede ansigt fik mig til at grine. Et ægte grin midt i al elendigheden. 

 

 

Guuud! Havde skrevet det her kapitel allerede i morges, men det lykkedes mig så åbenbart at gemme det som udkast, i stedet for at udgive det. Dumme, dumme mig! Her er det så, undskyld ventetiden ;)

Og til dem af jer, der gættede på Inez. Well done! ;)

Hvad synes I om, at Kelly har tilgivet Niall? Er det for hurtigt, eller var hun bare uretfærdig? 

- Umuliiie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...